Feature
Læsetid: 15 min.

I en gammel nazistisk militærbase ligger verdens største badeland, hvor alt er, som tuttifrutti-tyggegummi smager

I år virker mange solrige feriedestinationer i Spanien, Italien og Thailand utrygge og uoverskuelige. Når nordeuropæerne ikke vil til syden, må syden komme til Nordeuropa. Information tilbragte 36 timer i et kæmpe tropeland i en gammel nazistisk militærbase ved Berlin
Bygget af nazisterne, brugt af Sovjet som luftbase. Nu huser det store militæranlæg et tropisk bade- og ferieland, hvor temperaturen aldrig kommer under 26 grader.

Bygget af nazisterne, brugt af Sovjet som luftbase. Nu huser det store militæranlæg et tropisk bade- og ferieland, hvor temperaturen aldrig kommer under 26 grader.

Sarah Hartvigsen Juncker

Moderne Tider
1. august 2020

»Prøv at se, prøv at se,« siger Mille, da den store stålkonstruktion kommer til syne bag birketræerne. »Det ligner en, en, en kæmpe sæbeboble,« siger hun.

»Eller en halv globus, bare helt uden farver,« tilføjer hendes bror, Alexander.

Solen brænder og himlen er blå over Krausnick i det gamle Østtyskland. Ikke at det betyder noget for familien Overby fra Brande. De næste seks dage skal de holde ferie inde i kuplen, hvor temperaturen aldrig kommer under 26 grader, og der altid er »hvide sandstrande, krystalklart vand og kolde drinks under palmetræerne,« som der står i brochuren.

Otteårige Mille, Alexander på 11 år og deres forældre Lotte og Michael skal kun gå en kilometer fra deres lejede mobilehome til Tropical Islands, verdens største badeland.

Egentlig skulle de have været to uger på camping ved Gardasøen i Norditalien, men afbestilte sidst i maj. Ferien risikerede at blive ødelagt af maskekrav, lukkede butikker og smitterisiko. Familien Overby er ikke de eneste danskere, som har forbehold over for at tage for langt sydpå denne sommer. Ifølge Danske Bank er rejsebureauernes omsætning faldet med 50 procent, mens luftfartsselskaberne melder om 25 procent færre bookinger.

Sarah Hartvigsen Juncker
Og når nordeuropæerne ikke vil til syden, må syden komme til Nordeuropa. Familien fra Brande elsker vand og regner med, at Tropical Islands er »større, vildere og sjovere« end Lalandia i Billund, som de i flere år har haft sæsonkort til.

»Men nok ikke helt, som da vi var i Thailand,« siger Lotte Overby.

»Det kan da godt være, det føles lidt som om, når man er derinde,« tilføjer Michael.

De tyske troper ligger i en stålkuppel, 60 kilometer syd for Berlin. En dome, som er over 100 meter høj, 360 meter lang, og 200 meter bred. Man kunne stille Rundetårn oven på hinanden tre gange, og det ville stadig ikke nå loftet. Set udefra forestiller man sig ikke, at der foregår noget sjovt derinde. Det er svært ikke at tænke på filmen The Truman Show, hvor Jim Carrey spiller en ung forsikringsmand, der ikke aner, at han er hovedperson i et tv-program om sit eget liv, og at hele hans tilværelse har udspillet sig i et konstrueret univers under en stor dome af stål.

Selv om det skal vise sig, at gæster tidligere har haft svært ved at slippe associationerne til filmen, er det her ikke The Truman Show. Hver dag betaler tusindvis af mennesker 45 euro for at slippe ind i domen. Helt frivilligt.

Oprindeligt blev det store militæranlæg i Krausnick heller ikke bygget til pjank og pjask. Under krigen var det nazistisk militærbase. Senere blev det strategisk base for Sovjetunionens luftvåben. Nu er det tropisk badeland.

Tuttifrutti-land

Inde i domen tripper Mille og Alexander utålmodigt en, to, tre skridt foran Lotte og Michael. Børnene trækker deres forældre rundt i tropelandet.

Gennem verdens største indendørs regnskov med flamingoer, fasaner og en behåret fugleedderkop. Videre forbi airhockeybordet, spillehallen og minigolfbanen. Forbi den blå rutsjebane (Europas højeste). Forbi teateret, der viser Simpsons på storskærm. Forbi ti softicemaskiner og en pedaldrevet ketchupautomat. Forbi en pige, der hviner af lykke, en gammel mand i speedotrusser, og en kvinde, der poserer med samlede håndflader foran en buddhastatue. Under Bali-porten, langs Samoa-hytten og over til huset fra Borneo. Gennem The Shopping Boulevard, Amazonia og Den Magiske Lagune. Forbi hundredvis af klaprende badesandaler og mindst en kvadratmeter nøgen, hvid hud, inden familien Overby endelig kommer til Tropical Islands absolutte kronjuvel: Sydhavet.

Otteårige Mille, Alexander på 11 år og deres forældre Lotte og Michael skal kun gå en kilometer fra deres lejede mobilehome til Tropical Islands, verdens største badeland.

Otteårige Mille, Alexander på 11 år og deres forældre Lotte og Michael skal kun gå en kilometer fra deres lejede mobilehome til Tropical Islands, verdens største badeland.

Sarah Hartvigsen Juncker

200 meters indendørs sandstrand med liggestole i række efter række, der peger ud mod en stor swimmingpool og en endnu større interaktiv skærm, som viser et billede af en perfekt blå himmel.

Her ser ud, som tuttifruttityggegummi smager.

»Vi skal vist nok få tiden til at gå,« konstaterer Lotte Overby. Først skal de hjem og spise millionbøf, som Lotte lavede aftenen forinden. Det var aftalen. I dag skulle de bare op at se, i morgen skal de i vandet.

Ikke en leg for de selvbevidste

Lidt mere end hver femte overnattende gæst i Tropical Islands er dansker. En af dem står med rank ryg og let spredte arme i en såkaldt Body Dryer. En åben boks, der fungerer som kombineret solarium og håndblæser for hele kroppen.

»Om det er rart?« siger manden i det orange skær: »Det er fantastisk.«

Tre minutter og 40 sekunder koster to euro. Som alt andet i Tropical Islands betaler man med et grønt plastikarmbånd, så ingen behøver bærer deres pung rundt eller blive mindet om, hvor mange penge de bruger.

Danskeren i det orange skær har ret. Varm luft blæser ind fra alle sider, i alle højder. En lun brændende fornemmelse i tre dimensioner. Nydelsen kræver selvfølgelig, at man glemmer, at man står til fuld skue i en stor menneskelig brødrister. Men sådan er spillets vilkår. Badeland er ikke en leg for de forfængelige og selvbevidste.

Buddhister i badeland

Ambitionerne om at skabe et formfuldendt tropisk univers med levende dyr, hvidt sand og Østens mystik har ikke strakt sig til morgenbuffeten. Godt nok er den placeret i Det Thailandske Hus, som er bygget på pæle og tegnet af en arkitekt ved det thailandske hof. I jagten på autenticitet fløj Tropical Islands endda en gruppe buddhistiske munke ind fra Thailand for at deltage i husets indvielsesceremoni. Så stod de her med orange kjortler og røgelse mellem den gule rutsjebane og spillehallen.

Men i selve buffeten er det mest tropiske indslag en frugtsalat med kiwi, ananas og pære. Det er fordelen ved de trygge, tyske troper: Her er hverken insekter, hajer i vandet eller stærke krydderier i maden.

Foran maden står en spritautomat, som de fleste overser, og et skilt med teksten »Bitte abstand halten«, som alle overser. En kvinde i hvid badekåbe med lyserødt hår overser endda tangen til det varme kød og stikker i stedet armen ned og graver bacon op med sin bare hånd.

Indre børn

Skyerne er ved at trække sig sammen over den udendørs afdeling Amazonia. Paula Drito og Fabian Zenke kysser i bassinet. Han har armene omkring hende, mens hun nærmest presser ham op ad kanten. Bagved er en pige begyndt at græde, og to 13-årige drenge kæmper om at få hinandens hoveder under vandet. En af dem rammer Paula med foden. Det gør ikke noget.

Det unge par er blandt badelandets veteraner. Fabian Zencke er kommet her siden åbningen for 15 år siden, og sammen har de nu været her fem gange. Han er 32 år og grafisk designer. Paula Drito er 26 år, fra Gran Canaria og arbejder på den spanske ambassade i Tyskland. De har ingen børn, men elsker vand og hinanden og Tropical Islands.

Fabian Zenke og Paula Drito er hyppige gæster i Tropical Islands

Sarah Hartvigsen Juncker

Deres første besøg var en dagsbillet, anden gang blev de en nat, og tredje gang var de her tre, hele dage. »Ikke nok, ikke nok, ikke nok,« forklarer Paula Drito. Efterhånden har de fundet frem til, at det ideelle ophold i Tropical Islands strækker sig over fem nætter. De bor altid indenfor i selve domen, denne gang på et hotelværelse med pirattema i ridderborgen over omklædningsrummene.

»Det handler om at bevare sit indre barn,« siger Fabian Zenke. Generelt synes han, at folk burde tænke mindre og more sig mere. Han mener også, at Tropical Islands på sin vis er mere virkeligt end den virkelige virkelighed, turister møder på det rigtige Bali eller Gran Canaria. Men alt det forklarer han først senere, i et boblebad, efter en blå, alkoholfri drink ved navn Virgin Bora Bora.

Magtdemonstration

Der er stadig luftballoner i Tropical Islands. Hvert kvarter letter en bolsjestribet luftballon, som svæver rundt inde i domen cirka 25 meter over badevandets overflade.

Luftskipperen Zdenek Kadlec har arbejdet i Tropical Islands i ti år, først som danser ved et trylleshow, der engang spillede to gange om dagen. »Mere end 2100 shows,« fortæller han. Så forsvandt magien, tryllekunstneren blev fyret, og nu arbejder Zdenek med luftballonen.

»Vi har samme licens som Lufthansa. Det er helt unikt,« forklarer han.

Så stikker han en tommelfinger i vejret, og kurven letter. Fra luften er Tropical Islands svært at skelne fra det farverige oversigtskort, man fik udleveret ved indgangen. Junglen i midten, Sydhavet på den ene langside, og ellers små, klart markerede zoner. Shopping, legeland, spa, mad, lagune. Man kan også se Den Tropiske Landsby med bevidst krakelerede husfacader og en afskallet Pepsi-reklame, så ingen bliver snydt for den tropiske oplevelse af fattigdom.

I ballonen er det svært at undslippe mistanken om, at man ikke så meget prøver en forlystelse, som man er en del af forlystelsen for de andre. De færreste gæster køber en tur i ballonen, men alle kan se den. En slags magtdemonstration: Se engang, dette magiske sted er så stort, at en vaskeægte luftballon kan flyve rundt indendørs. Som en del andre ting i Tropical islands falder det i hvert fald under kategorien af ting, man primært gør, fordi man kan.

Smitten lurer

Familien Overby har været i vandet i fire timer i streg. »Sådan er det jo den første dag, ik’?« siger Lotte, der til daglig arbejder som dagplejer. »Bare vand, vand, vand.«

Nu er de samlet i Det Thailandske Hus for at spise pizza, burger og pomfritter sammen med vennerne Claus og Rikke og deres tre børn.

»Jaja, så må vi hellere nøjes med rugbrød til aftensmad,« siger Lotte.

Sarah Hartvigsen Juncker

Claus og Michael er kolleger på Siemens’ vindmøllefabrik, og Mille går i klasse med deres datter Alberte. »Så er Brande jo heller ikke større,« konstaterer Michael.

Badelandet lever fuldt op til billederne og beskrivelserne på nettet, vurderer Lotte. Alt det grønne og sandstranden og flamingoerne bidrager til »helhedsindtrykket,« mener hun. »Det er altså noget andet end Lalandia.«

Mille er enig. »Her er alt, hvad man har lyst til.« Hendes foreløbige favorit er den gule rutsjebane.

»Men der skulle nødig være flere mennesker,« siger Michael. Rikke og Claus har været hernede flere gange tidligere, og selv om Tropical Islands formelt kører med halv belægning på grund af corona – 3300 mennesker om dagen – mindes de ikke at have oplevet så mange gæster på en gang som lige nu.

Skal Michael Overby være helt ærlig, havde han også troet, at de ville være lidt mere strikse med sikkerheden hernede. Der er skilte hist og her, men håndsprit finder man kun ved indgangen og spisestederne.

»Der er heller ingen, der skrider ind og siger ’husk nu at holde afstand’. De gør ikke meget ud af at håndhæve det,« siger Michael.

»Men på sin vis kunne vi jo lige så godt være ude i Herningcenteret, hvor der også kan være en million mennesker,« siger Rikke.

En god fake

Stefan Altkrüger nægter, at han skulle have tropelandets værste job. Siden 2013 har den 35-årige mand ellers været ansvarlig for at svare personligt, hver gang gæster har anmeldt Tropical Islands med tre stjerner eller mindre på Tripadvisor, Google eller Facebook.

De vælter ind. Ditte B fra Hadsten skriver for eksempel, at »hvis man gerne vil til Thailand, men helst er fri for kulturen, maden, menneskene og charmen, er Tropical Islands et rigtigt godt bud«.

Den mest urimelige klage, han kan komme i tanke om, lød cirka sådan her: »Jeres fliser er for hårde, mine fødder gør ondt, fuck dig.«

Sådan noget skal Stefan svare på. Hele dagen. Lige nu holder han dog pause foran Tiki-baren ved den magiske lagune.

Sarah Hartvigsen Juncker

Godt 20 mennesker har gennem årene klaget over, at stedet er kunstigt, uhyggeligt og minder for meget om The Truman Show.

»Det er nok væggen med himlen nede ved Sydhavet,« vurderer Stefan Altkrüger. Den minder folk om filmens afgørende scene, hvor Jim Carrey sejler en båd ind i en lignende himmelvæg, og det endelig går op for ham, at alting er en illusion, og han har levet hele sit liv i en kulisse.

 – Hvad svarer man til sådan en klage?

»At det fremgår tydeligt på hjemmesiden, at Tropical Islands er en forlystelsespark, ikke en reelt tropisk destination.«

Stefan Altkrüger kommer her selv med familien, når han har ferie. Så træder de ind i en »helt anden verden«, et parallelt univers, og hans datter smiler, fra de kommer, til de går.

»Det er fake, men en god fake.«

Livet i junglen

Regnskoven er næsten tom. Højttaleren spiller junglelyde. To drenge hiver i en lang gren. En gammel mand i kakivest kigger på en skildpadde. De ni flamingoer står det præcis samme sted som for 20 timer siden, da Mille Overby pegede på dem og spurgte sin far, om flamingoer kan flyve, og Michael svarede »ja, men ikke dem der.«

Ifølge Tropical Islands-veteranerne Fabian Zenke og Paulo Drito står de altid lige præcis der. Gennem alle årene har de aldrig set dem uden for de samme seks kvadratmeter.

’Ze dome’

Går man langs Sydhavet, ned for enden af stranden og om på siden af den store himmelskærm, kommer man til en godt gemt garagedør. Det er den korteste vej fra Bali til Brandenburg. Man træder direkte fra troperne ind i et kontorlokale uden varm luft, uden blåt vand, uden tuttifrutti.

Her, bag ved himlen, sidder den mand, der styrer hele det tropiske univers.

I The Truman Show er livet i domen styret af Christof, et kynisk, kreativt geni med små briller og fransk baret, som mener, at folk »accepterer den virkelighed, de bliver præsenteret for,« og at det er verden uden for Trumans dome, der er det »syge sted«.

Tropical Islands facility manager, Mirko Zander, virker mere bureaukratisk anlagt. Hans nøgler hænger i bælteremmen på hans cowboybukser, og han taler monotont med en tyk tysk accent. »Ze dome,« lyder det, som om han siger, når han taler om domen.

Det virker forbavsende let at drive et tropisk univers. Mirko Zander åbner en ny fane i Internet Explorer, som sætter ham i stand til at hæve temperatur, åbne vinduerne og regulere indholdet af kemikalier i vandet. »Alles,« forklarer han.

Sarah Hartvigsen Juncker

Længere backstage, i et omfattende system af kældergange under tropelandet, gør en ung mand honnør og griner, da Zander går forbi. I et maskinrum står fire store beholdere med vand, der ryger ned fra bassinerne, renses og cirkuleres op igen.

»Det er det perfekte system,« siger Zander alvorligt. Ved siden af står en række med brummende, vibrerende tanke, som indeholder ilt, der bliver skudt ind og ud og op forskellige steder i vandet for at skabe springvand, vandfald, strøm og gang i rutsjebanerne.

Mirko Zander erkender, at et sted som Tropical Islands bruger meget energi og en del vand.

Alligevel vurderer Tropical Islands, at de udgør et klimavenligt alternativ til charterture med fly til Mallorca eller ferier til Bali. Måske er det fremtiden. Ligesom man producerer erstatningsprodukter til særligt forurenende forbrugsgoder – imiteret hakkekød og elektriske biler – skal vi måske også vænne os til imiterede feriedestinationer.

Til månen, til solen og til stjernerne

Efter syv timer sidder familien Overby i badelandets børneafdeling. Her er legetårn, klatrestativ, gynger og en bane med radiobiler rundt om det hele. Ikke en eneste gang i dag har Michael og Lotte daset i en liggestol ved Sydhavet. De har været i vandet med børnene.

Sarah Hartvigsen Juncker

»Når man er i badeland er det på deres præmisser,« forklarer Lotte. En dag, når børnene er flyttet hjemmefra, gad Michael godt på motorcykeltur gennem Europa med Lotte bagpå. Lotte vil gerne til Bali. Det rigtige Bali, altså.

Mille og Alexander er for trætte til andet end at drikke slushice. »Se der, far« siger Mille. »Ham der har den samme tatovering som dig.«

Sarah Hartvigsen Juncker

Manden har en stjerne på maven, som minder en del om den, der sidder på Michael Overbys venstre arm. Inde i Michaels stjerne står der love, freedom, hope, happiness og family. Han fik sin første tatovering, et tribalmønster på højre overarm, som 18-årig i 1995.

»I dag er tatoveringer jo allemandseje,« siger Lotte Overby. Man kan bare kigge sig omkring. I Tropical Islands fortæller antallet af familiefædre i 40-årsalderen med tribals en klar historie om, hvor populær den type tatoveringer var blandt unge mænd omkring årtusindskiftet.

»Ja, de var helt vildt fremme,« siger Lotte.

Mille har ikke tænkt sig at få tatoveringer. »Det ser rigtigt dumt ud, når man bliver gammel,« siger hun. »Tænk, sådan en 80-årig mand, der kommer gående med tatoveringer over hele kroppen,« tilføjer Alexander.

Lotte har også et par stykker. På hendes håndled sidder en lille måne, en lille sol og en lille stjerne, og hver aften, når Mille bliver puttet, peger hun på sin mors tatoveringer og siger: »Jeg elsker dig helt op til månen, til solen og til stjernerne og op til alt det andet i himlen.«

Romantisk klorvand

En ukuleleversion af »Somewhere Over the Rainbow« spiller på Bora Bora Bar. Paola Drito drikke Pina Colada, mens Fabian Zenke får sig en blå Virgin Bora Bora.

Inden de tog afsted spurgte en veninde Paula, hvorfor de ikke tog til Ostsee i stedet for altid at tage i badeland.

»Du ved, at vi burde tage et sted hen med rigtig sand, rigtig vind og rigtigt vand,« fortæller hun. Men i Tropical Islands er det altid badevejr, og desuden foretrækker Paula pool frem for sø- og havvand.

»Her er romantisk,« mener Fabian. Gåture i junglen, den dæmpede belysning i lagunen om aftenen og følelsen af at træde helt ud af verden udenfor og bare være sammen med hinanden.

Mere virkeligt end virkeligheden

Lagunens vand lyser grønt i tusmørket. Paula Drito læner sig langsomt tilbage i vandet. Om aftenen når dagsgæsterne er taget hjem, er lagunen deres foretrukne sted. Vandet er 32 grader, der er palmer, sandstrand, boblebad langs kanten, og to vandfald vælter ned over en klippevæg i sandsten med motiver fra hinduistisk mytologi.

Vandfaldene gør ikke samme indtryk, når man har set de hvinende trykpumper i kælderen. Paula indikerer, at hun ikke bryder sig om at tale om dem på den måde. »Jeg synes, de er fantastiske,« siger hun.

Fabian spræller med arme og ben, så de ligner spaghetti under vandet. »Ligesom i spejlhuset,« siger han. Så svømmer han over til boblebadet ved kanten.

Sarah Hartvigsen Juncker

Han har aldrig drukket alkohol, fortæller han. Ikke så meget som en tår. Som dreng tog hans far ham med på værtshus, hvor han så og oplevede alt for meget. Man skal passe på sit indre barn, gentager han. Han gider ikke skamme sig over at spille X-Box, bo på hotelværelse med pirattema og være i badeland. Hvem skal bestemme, hvad der er passende? Eller virkeligt for den sags skyld?

»Det her er sted er en time fra Berlin, men jeg er langt væk fra hverdagen, langt væk fra Tyskland,« siger han.

Paula Drito er født på Gran Canaria, og Tropical Islands er ikke nødvendigvis mindre virkelig end det, turister oplever på en all-inclusive ferie til kanarieøerne, mener hun.

»Folk siger, de har været i Spanien, eller at de kender Gran Canaria. Men stiller man dem et spørgsmål, står det klart, at de intet ved om det. De har været syv dage på resort,« siger hun.

»Man kan endda spise tysk mad,« tilføjer Fabian.

Paula nikker. »Selv hvis du spiser paella en enkelt gang, har du jo ikke oplevet spansk kultur,« siger hun. »Den slags hoteller er de samme overalt. Tropical Islands er unikt.«

Det er også ærligt. Ingen bilder sig ind, at de har haft en autentisk, tropisk oplevelse. Ingen tager hjem til Berlin som verdensmand, der foregiver, at vide noget om Bali, Borneo eller Thailand. De har det bare sjovt.

»Man skal tænke mindre og more sig mere,« siger Fabian Zenke. Så omfavner han Paula Drito, og de pjasker ud i det grønne vand som en krop med fire ben. Det ser ægte ud.

Tidligere fremgik det af artiklen, at lufthangaren blev opført af nazisterne, der byggede zeppelinere i den under 2. verdenskrig. Det er ikke korrekt. Nazisterne etablerede militærbasen i Krausnick, men selve lufthangaren stod først klar i år 2000. Vi beklager fejlen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thomas Tanghus

> Forbi teateret, der viser Simpsons på storskærm. Forbi ti softicemaskiner og en pedaldrevet ketchupautomat.

Dantes nedstigning til helvede.

Hanne Utoft, Flemming Berger, Birte Pedersen, Benta Victoria Gunnlögsson, Eva Schwanenflügel, Hanne LT Kristensen og Morten Jønsson anbefalede denne kommentar
Kristian Nielsen

Det er altså ikke rigtigt at den hangar har nazistisk fortid.. Den er bygget så sent som i 1990'erme som led i et fejlslagent projekt omkring transport med store luftskibe. At tillægge hangaren nazistisk fortid er direkte forkert. Den eksisterede simpelt hen ikke under nazismen.. En simpel google søgning vil afsløre at hangaren tilhørte selskabet "Cargolifter" der gik konkurs i 90'erme.. Hvordan kan en sådan fejl slippe igennem redaktøren? Er information nu ude i click-bait overskrifter? Det klæder jer ikke.. just saying!

Birte Pedersen, Torbjørn Methmann, Dennis Tomsen, Kim Houmøller, Carl Chr Søndergård, Morten Østergaard, Peter Beck-Lauritzen, Bjørn Pedersen, Jan Fritsbøger, Erik Karlsen og Jens Dalby Jensen anbefalede denne kommentar

Kristian,
hangaren blev først færdig i starten af dette årtusinde, altså ca. år 2000.
Men det var ikke forkert, hvis artiklen havde hævdet, at hangaren blev bygget på et gammelt militærområde, der først blev brugt af nazisterne og senere af det sovjetiske militær.

Hanne Utoft, Jan Fritsbøger, Eva Schwanenflügel, Morten Østergaard, Peter Beck-Lauritzen og Bjørn Pedersen anbefalede denne kommentar
Jens Dalby Jensen

"Nazisterne byggede zeppelinere i den under krigen", hedder det om domen i artiklen. Som Kristian Nielsen rigtigt påpeger, er domen først opført i 1990'erne. Dertil kommer, at "nazisterne" slet ikke byggede nye luftskibe under 2. verdenskrig. Bortset fra enkelte igangværende projekter blev produktionen indstillet efter at luftskibet "Hindenburg" brød i brand og styrtede ned i 1937. https://en.wikipedia.org/wiki/Zeppelin#Hindenburg,_end_of_an_era

Hanne Utoft, Birte Pedersen, Torbjørn Methmann, Carl Chr Søndergård, Morten Østergaard, Peter Beck-Lauritzen, Jens Skov, Jan Fritsbøger og jens peter hansen anbefalede denne kommentar
Anders Hüttel

Før Tropical, var hangaren ejet af et firma som også lavede luftskibe.
Arm-båndene er den økonomiske finte. Der er censorer overalt; når du spiser, drikker, får massage og går i tysk sauna. De ved, at børn er nysgerrige og så kan du betale når du går. Rent bondefangeri.
Det var vist nok kritik no. 21.
Jeg var der i 13 sammen med 70 elever og 14 lærere. Det var samme skoleår vi også rejste til New York. Og jeg havde det skrækkeligt begge steder, pga den høje temperatur og ekstreme luftfugtighed. Jeg forstår nu begrebet klimaflygtning fuldstændigt.
Det var skoleåret hvor vi forinden var blevet lockoutet, alle Danmarks lærere. Jeg var tillidsmand og et eller andet knækkede fuldstændig inde i mig. Lærerne arbejder stadig uden overenskomst! ! !

Da én af vores elever fik åndenød og blev indlagt på deres samarit-stue. Der kunne medarbejderne ikke rigtig håndtere den unge pige og ville tilkalde en ambulance. Det skal her siges at jeg havde pigen til drama. Jeg meldte straks, mine kollegaer var lettede (så kunne de soppe videre) og vi kørte til et "øst" tysk hospital. Derude kunne igen tale engelsk, bortset fra lægen. Som efter nogle undersøgelser fandt hendes journaler. Jeg fik da at vide, at min drama-elev havde et hav af diagnoser og fik ordineret mange forskellige piller?.
Jeg konfronterede min leder "hvorfor, har vi intet fået at vide og burde vi ikke være bedre forberedt"?. 3 år senere var jeg ude af vagten - og pigen blev frisør.

Sådan nogle steder kan næppe tilgåes med offentlig transport