Læsetid: 14 min.

Jeg hedder Sara, jeg er 23 år, og jeg er bange for fremtiden

Sara slutter fred med fremtiden: 23-årige Sara Mering har sat sig for at undersøge fem af de store udfordringer, som hendes generation har arvet. Første afsnit handler om den største af dem alle: klimakrisen
Den her tekst handler om den udfordring, som føles allerstørst og mest skræmmende, nemlig klimaforandringerne. Og for at få hjælp til at forstå, hvordan min generation er havnet her, og hvad vi kan gøre, har jeg søgt viden hos kloge mennesker: en meteorolog, der blev klimaaktivist; en tænker, der forlod storbyen; og en kunstner fra 1970’erne med et ret radikalt forhold til naturen.

Den her tekst handler om den udfordring, som føles allerstørst og mest skræmmende, nemlig klimaforandringerne. Og for at få hjælp til at forstå, hvordan min generation er havnet her, og hvad vi kan gøre, har jeg søgt viden hos kloge mennesker: en meteorolog, der blev klimaaktivist; en tænker, der forlod storbyen; og en kunstner fra 1970’erne med et ret radikalt forhold til naturen.

Emil Ryge

11. juli 2020

Da jeg var lille, var jeg bange for brandalarmen og for døren, som knagede på mit værelse. Jeg var bange for at blive glemt eller blive væk. I dag er jeg 23 år, og der er meget, jeg ikke er bange for længere – men jeg er bange for fremtiden.

Måske vil nogen sige, at det har noget med min alder at gøre. At når man er ung, så bliver man bare lidt nervøs for, hvad der skal se med én. At man stadig ikke helt ved, hvilket liv man ender med at få.

Men jeg tror slet ikke, at det er det, det handler om. For mig handler det om den fremtid, vi deler.

Lad mig fortælle kort om mig selv. Jeg hedder Sara Mering og er skilsmissebarn fra København. I folkeskolen gik jeg til mange forskellige sportsgrene, men blev aldrig helt god til noget af det. Til gengæld sang jeg i et rockband med fem piger. I gymnasiet havde jeg ikke the time of my life, for det meste følte jeg mig faktisk ret ensom. Men så tog jeg på højskole. Og efterfølgende var jeg med til at starte et webmagasin med en masse andre unge. Nu læser jeg litteraturvidenskab på Københavns Universitet, og gennem det seneste halve år har jeg arbejdet på denne serie. En serie om nogle af de ting, jeg frygter mest.

Serien findes også som podcast. Du kan høre første afsnit her og i din foretrukne podcastafspiller.

Jeg kan beskrive min generations situation med en lille fiktiv scene. En overdragelsesceremoni, hvor det gamle samfund bliver givet videre til den unge generation. Måske foregår det omkring et bål ved midnatstid eller oppe på en høj, vindblæst bakke. Vi, de unge, får overrakt alt det, de tidligere generationer har bygget op, siden de selv fik samfundet i hænderne. De ældre generationer står i cirkler omkring os og stirrer højstemt og forventningsfuldt. Til ceremonien er der knyttet nogle ritualer. Vi hører om historien bag samfundet. Eller i hvert fald noget af den. Vi får fortalt, hvad de andre generationer synes om samfundet i dag. Hvad de er glade for, og hvad de er utilfredse med.

Det er der lidt uenighed om, og de kommer til at skændes lidt. Men til sidst siger de:

»Ja, sådan her blev det i hvert fald.«

Og så kigger hele min generation ned på det samfund, vi nu har fået overrakt, og opdager en lille mørk æske.

»Hvad er det,« spørger vi.

»Fremtiden,« siger de – og: »Undskyld.«

Min fremtid kan nogle gange føles som en lille dyster æske fyldt med alle de problemer, som min generation har fået ansvaret for. De problemer, som generationerne før os skabte, eller som de aldrig fik løst.

Og vi har ikke lyst til at give æsken videre til de næste generationer. Vi er blevet enige om, at nu er det tid til, at nogen håndterer alt det, som ligger nede i den.

Det gælder klimaforandringerne, det gælder internettet, det gælder magten og pengene, og det gælder den psykisk sårbarhed. Det gælder spørgsmålet om, hvordan man finder meningsfulde fællesskaber og skaber forandring.

Serien her er en undersøgelse af de fænomener, et forsøg på at se frygten i øjnene. Og selv om serien handler om min dystopiske fremtid, så er det ikke en dystopisk serie. Jeg lover, at jeg vil gøre alt for, at det ser håbefuldt ud.

Dette første kapitel handler om den udfordring, som føles allerstørst og mest skræmmende, nemlig klimaforandringerne. Og for at få hjælp til at forstå, hvordan min generation er havnet her, og hvad vi kan gøre, har jeg søgt viden hos kloge mennesker: en meteorolog, der blev klimaaktivist, en tænker, der forlod storbyen, og en kunstner fra 1970’erne med et ret radikalt forhold til naturen.

Sarah Hartvigsen Juncker

Titanic rejser sig

For cirka tre år siden begyndte jeg at lytte til en amerikansk musiker, som hedder Weyes Blood. Egentlig lyttede jeg, fordi kvinden bag kunstnernavnet hedder Mering til efternavn ligesom mig. Og jeg tænkte, at hun måske var et fjernt familiemedlem. Det er hun ikke. Men sidste år udgav hun et nyt album, Titanic Rising, som handler om klimakrisen, om fremtiden, om at drømme og om at drukne.

Albummets coverbillede er et oversvømmet teenageværelse, mørkt og blåt og med Natalie Mering selv svævende i rummet. Jeg kunne ikke lade være med at tænke over titlen. Titanic Rising. Det er det tidspunkt, hvor skibet har rejst sig op og står fuldstændig lige op i luften, inden det om et øjeblik bliver slugt af havet. Og for mig er det ét af de mest håbløse billeder på klimakrisen. Min største frygt er, at vi lige nu står på skibet, som rejser sig i oprør og råb og krise en allersidste gang, og at det allerede er for sent, og vi allerede er ved at synke. At vi har ramt isbjerget.

Jeg har sat mig for at undersøge, hvad klimakrisen gør ved os, og hvilke forskellige måder vi kan være i verden på. Det er ret store spørgsmål, men det er også en ret stor krise.

Og selv om klimaforandringernes konsekvenser med oversvømmelse og orkaner og tørke kan virke som noget fra en katastrofefilm, så er en del af problemet ved den faktisk, at den ikke er særlig dramatisk. Klimakrisen er ikke ét tidspunkt eller én begivenhed, man kan pege på. Den er her hele tiden – og alligevel er det ikke altid, man kan mærke den. Det er med til at gøre den svær at begribe.

»Det svære er jo at fortælle om noget, som er en relativt langsomt fremskridende proces, og forklare, hvorfor det er et problem,« siger meteorologen Jesper Theilgaard.

For ham er opgaven så vigtig, at han efter 27 år som vært for DR’s vejr, sagde op for at bruge alle sine kræfter på at fortælle om klimaforandringerne.

»Man løser ikke krisen fra den ene dag til den anden. Måske har det, vi sætter i søen i dag, først virkning om nogle år, måske først om ti år.«

Men vi er nødt til at være optimistiske, siger han. Der er løsninger. Der er muligheder. Men Jesper Theilgaard ved også, at der er en forskel på hans og min situation.

»Jeg kan godt se, at specielt mine børn og børnebørn står med nogle problemer,« siger han.

Jeg nikker.

Tor Nørretranders og troen på de voksne

Jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke vidste, hvem Tor Nørretranders var, da jeg blev foreslået at mødes med ham. Jeg noterede i hvert fald navnet helt forkert i min notesbog. Men langsomt opdagede jeg, at jeg kunne genkende navnet fra min fars bogreoler.

Tor Nørretranders er forfatter og har brugt en stor del af sit liv på at gøre naturvidenskaben forståelig og spændende. Han er bedst kendt for sin bog Mærk verden fra 1991 om menneskelig bevidsthed, information og civilisation.

En tidlig morgen tog jeg færgen til Samsø for at besøge ham.

Tor Nørretranders bor i et stort gammelt hus på en bakke. Fra huset kan man se hele to kyster. På højre side en kruset østkyst i brune farver og med bittesmå sandøer. På venstre side en helt flad vestkyst med vind og sand i bevægelse.

Han viser mig op på sit kontor, et stort aflangt loftsrum med et fuldstændig magisk vindue, der løber hele vejen fra gulvet og op til tagets højdepunkt. Man kan se direkte fra Jorden og op i stjernerne.

Det gik op for Tor Nørretranders, at klimaforandringerne var en realitet, engang i efteråret 1986. Han læste et måleresultat fra en forskningsinstitution i England, som studerede temperaturudviklingen på Jorden og for første gang påviste, at nu steg temperaturen på Jorden faktisk.

Herfra var det klart for ham, at vi var på vej ind i en klimakrise.

Det er jo et stykke tid siden efterhånden. Men – fortæller Tor Nørretranders – der er kommet et omsving i den danske offentlighed og politik i løbet af de seneste år. Vi har indset, at klimaet skal øverst på alle dagsordener. Og det er sådan, den menneskelige erkendelse fungerer. Det tager meget lang tid, før et samfund forstår noget. Men lige pludselig forstår man det. Og så er der ingen, der kan forstå, at vi ikke har forstået det hele tiden.

»Og det har jeg ventet på i mange år, men jeg har også følt mig fuldstændig overbevist om, at det ville ske,« siger Tor Nørretranders.

Emil Ryge
Jeg fortæller ham om første gang, jeg selv opdagede klimaforandringerne. Det var i syvende klasse, hvor jeg fik naturfag – altså biologi, geografi og fysik. Og vores lærere præsenterede en uge med fokus på klimaforandringerne og global opvarmning. Jeg husker billederne af store isbjørne, som sad alene i havet og holdt fast i enkelt lille isklump. De fortalte os, at deres generation havde dummet sig. Og så fortalte de om drivhusgasser og oversvømmelse og faren for en helt ny istid. De sagde, det er meget, meget alvorligt det her. Og så sagde de, at de beklagede meget, men nu var det altså vores ansvar – og det var nok også os, det ville komme til at gå mest ud over.

Hvordan kan det være, at krisen er endt hos min generation, spørger jeg Tor Nørretranders.

»Nu ved jeg ikke, hvor lang tid det er, siden du har gået i syvende klasse, hvis jeg må være så fri at spørge?«

»Det må have været i 2009,« svarer jeg.

»Ja, altså 2009 er et meget markant år i den her sammenhæng, fordi der var topmøde i København, COP15, hvor alle verdens statsledere mødtes i troen på, at de ville blive enige om at gøre noget ved klimaet. Men det var jo en konference, som gik helt galt,« siger Tor Nørretranders.

Man havde håbet på den store globale klimaaftale – Hopenhagen, sagde man op til mødet. Men i stedet blev Europa spillet af banen af USA og Kina, de rige lande skændtes med de fattige, og det hele blev rodet til af Lars Løkke Rasmussen. Efter klimatopmødet talte man om Brokenhagen.

Det var et særligt tidspunkt i verdenshistorien, forklarer Tor Nørretranders.

Mens jeg gik i syvende klasse, gik det altså op for rigtig mange mennesker, at politikerne ikke kunne løse problemet.

»Det var et sammenbrud for troen på, at de voksne kunne klare det. At lederne, statslederne, kunne klare det for os.«

Det var et meget stort slag – også for Tor Nørretranders.

Sarah Hartvigsen Juncker
– Når jeg taler med folk fra mine forældres generation eller ældre om klimaforandringerne, så sammenligner de det ofte med Den Kolde Krig. At den frygt for, at Jorden går under, som jeg har, er den samme som den, de havde. Er du enig i det?

»Både ja og nej.«

Da Tor Nørretranders var på min alder, levede han i en fuldstændig sagkyndigt begrundet forestilling om, at Jorden kunne gå under i løbet af de næste meget få år, fortæller han.

»Og det var langt mere akut, end klimakrisen er nu.«

– Hvorfor det?

»Fordi klimaproblemerne ikke handler om, at vores liv kan slutte om tre år. Det gjorde det dengang. Det var et akut problem, som var lige op i fjæset på os. Som var sindssygt og åndssvagt og ren ondskab og destruktion. Det var bare lort.«

Så i den forstand – forklarer Tor Nørretranders – var Den Kolde Krig et større problem end klimaforandringerne. Men til gengæld er klimaforandringerne en større udfordring.

»Der har aldrig været en generation før den nuværende, som har stået over for en større udfordring. Men der er heller ingen generation, som i den grad har fået at vide: Okay, gør noget! Banen er ryddet og klar til jer.«

Knud Viktor og naturen

Når man taler om klimaforandringer, tror jeg også, at man er nødt til at træde et skridt tilbage og tale om menneskets forhold til naturen. For det er jo på en måde her problemet opstår.

I 1961 købte en dansk billedkunster ved navn Knud Viktor et hus på sydsiden af Luberon-bjerget i Provence i Frankrig og flyttede derned for at male alt det, han kunne se. Lyset, farverne, træerne og de massive klippesider.

Men i stedet begyndte han at lytte. Knud Viktor satte mikrofoner i naturen. Ned i sprækker og huler og krat og revner, og så optog han lydene af alle de dyr, der boede i bjerget. Helt tæt på.

I et lydværk, han har lavet, og som jeg elsker, kan man for eksempel høre en kanin, der ligger i sin hule om natten og drømmer.

Knud Viktor havde en helt særlig måde at være i naturen på. Han har engang sagt i et interview med Provence-tidsskriftet Au fil de l’eau:

»Ordet ’natur’ passer mig ikke. I årevis brugte jeg formuleringen ’naturen eksisterer ikke’. Journalister spurgte mig: ’Hvad tænker du, når du står over for naturen?’ Så sagde jeg: ’Jeg er aldrig over for naturen’. Ingen er over for den. I en by, i bunden af en kælder, selv bag lukkede døre, så er man naturen.«

Knud Viktor lod alle dyr komme ind i sit hus, og han rørte dem aldrig, han lyttede kun til dem. Der er sådan nogle fantastiske billeder af ham, hvor han står i sit hjem fuldstændig spundet ind i spindelvæv.

På nogle måder er Knud Viktors måde at tænke på ret radikal, men jeg tror også, at det resonerer hos min generation, fordi det handler om et samarbejde, en sameksistens med naturen, som vi ved, at vi har brug for at blive bedre til at tage på os.

Generelt er der stor forskel på mig og Knud Viktor. Han var en kunstner, som boede i et kalkstenshus i et helt andet land i en helt anden tid. Og bekymringerne har ændret sig en hel del siden 1960’ernes miljøbevægelse, som Knud Viktor var en del af. Men der er alligevel noget, vi har til fælles – Knud Viktor og min generation.

Det er et spørgsmål om, hvordan man skal leve med naturen. En følelse af ansvar over for hele det grundlag, vi er en del af, og en vilje til at lægge sit eget liv om efter det.

Siden Knud Viktors tid er behovet for at tage det ansvar på sig kun blevet større. Og hvordan skal min generation gribe det an? Hvad skal vi gøre med denne kæmpe udfordring, som vi på en eller anden måde er endt med at få overdraget?

Sarah Hartvigsen Juncker

Mit liv om 50 år

Siden Tor Nørretranders flyttede til Samsø, er han begyndt at lægge sit liv om. Han køber mad, som er tæt på. Fra små økologiske gårdbutikker. Tiden går langsomt her. Energien er generelt noget, man sparer på. Og da jeg senere på dagen får lov at komme med på Tor Nørretranders daglige gåtur, skælder han ud på en industriel løgmark, hvor tusindvis af løg ligger efterladte og skinner brunt og gyldent til ingen verdens nytte. Jorden er blevet overanstrengt, og så bliver den til én stor sump, man ikke kan høste noget fra.

»Hvordan tror du, dit liv ser ud om 50 år,« spørger Tor Nørretranders.

Nu er det ham, der interviewer mig.

»Jamen, jeg frygter, at det ser meget kaotisk ud. Store naturkatastrofer,« svarer jeg.

»Men også, at vi oplever kriser blandt os mennesker, som bliver meget uoverskuelige, fordi alle har et underskud. Det er det, jeg frygter. Men så tænker jeg også, at jeg måske har fået nogle børn og har fundet en måde at leve et liv på, som nok ser ret anderledes ud end det liv, mine forældre har levet.«

»Hvordan vil det være anderledes,« spørger han.

»Jeg vil nok bedst kunne beskrive det som nogle fravalg af de teknologiske fremskridt, som på en eller anden måde ikke er livsnødvendige

Tor Nørretranders: »Men lige nu kunne man godt tro, at en smartphone og en bærbar computer var livsnødvendig. Tror du, man vil holde op med at opfatte dem som det?«

»Ja, det kunne jeg godt forestille mig,« svarer jeg. »Jeg har allerede flere venner, som ikke har en smartphone, men som er gået tilbage til en lillebitte genbrugs-Nokia. Jeg har en idé om, at min generation i øjeblikket er ved at søge tilbage. Men jeg ved ikke, om det skal være et tilbageskridt eller et fremskridt i en anden retning.«

»Nej,« siger Tor Nørretranders, »for der er ingen af dine venner, som er gået tilbage til fastnettelefonen vel?«

»Nej,« svarer jeg.

Tor Nørretranders fortsætter: »De teknologiudviklinger, du taler om ... Måske handler det om at finde dyder i ting, som kan overleve mange forandringer. Ikke at være optaget af det, som er nyt – men af det, som har en evne til at overleve forstyrrelser igennem tiden. Kniv og gaffel for eksempel. Og det har jo noget at gøre med markedsmekanismer og profit, men vi bliver nødt til som forbrugere at sige: ’Nej, vi vil have noget, som kan leve længe’.«

Solen har langsomt flyttet sig hen over himlen og ned gennem vinduet på Tor Nørretranders ansigt. Omkring ham står et helt bibliotek. Alle vægge og hjørner er fyldt ud med bøger. Nogle af dem ser meget gamle ud. Nogle har papirslapper lagt ind mellem siderne. Nogle ligger på gulvet, fordi der ikke længere er plads i hylderne.

Jeg har et andet spørgsmål, siger Tor Nørretranders så.

»Hvordan kan du glæde dig ved tanken om at få nogle børn, hvis du tror, at samfundet bryder så meget sammen?«

»Fordi jeg har et scenarie, som jeg frygter. Men jeg håber jo ikke, at det sker. Jeg håber, at vi løser det og sørger for, at det ikke sker. Og jeg har ikke mistet håbet endnu. Men jeg går rundt og taler med mine venner om, hvorvidt man kan sætte børn i verden, og om man kommer til det. Fordi vi er bekymrede og bange.«

Tor Nørretranders: »Da jeg var på din alder, havde jeg det på samme måde. Og det handlede især om atomvåbenproblemet, men også om forurening og overbefolkning. I dag vil jeg sige, at noget af det eneste, som ville kunne få mig til at miste håbet, det var, hvis du ikke ville have børn. Altså, hvis der ikke bliver ved med at være en insisteren på, at vi skal videre. Hvis den forsvinder, så bliver jeg bekymret.«

På færgen på vej hjem fra Samsø er jeg meget mere håbefuld, end da jeg kom. Klimakrisen kommer til at blive ved med at være svær. Og jeg tror, at den kommer til at påvirke mit liv endnu mere i fremtiden, end den gør nu. Klimaforandringerne er en langsom ødelæggelse. Alt det værste er formentlig slet ikke sket endnu. Og hvis vi aldrig er uden for naturen, som Knud Viktor sagde, så er vi også en del af den, mens den går i stykker.

Men det giver mig håb, at vi er kommet over apokalyptiske kriser før. At vi godt kan klare den. Og jeg tror på de beslutninger, min generation kommer til at tage. Jeg føler, at klimakrisen er vores stolte kamp. Derfor kræver det også, at vi har noget håb at holde fast i.

Sarah Hartvigsen Juncker

 

Serie

Sara slutter fred med fremtiden

Sara Mering er 23 år og bange for fremtiden og de kæmpestore udfordringer, som hendes generation går imod. Gennem interview med eksperter, debattører og kunstnere undersøger hun i fem afsnit klimaforandringerne, internettet, psykisk sårbarhed, pengene og magten og de meningsfulde fællesskaber i håbet om til sidst at kunne slutte fred med fremtiden.

Serien udkommer også som en podcast i fem afsnit, der går yderligere i dybden med hvert enkelt tema. Hør dem her.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Christiansen
  • Torben Wandall
  • Alexander Moesgaard
  • Svend Elming
  • Katrine Damm
  • Flemming Berger
  • Frank Borchorst
  • Viggo Okholm
  • Petter A. Urkedal
  • Trond Meiring
  • Peter Knap
  • Eva Schwanenflügel
  • Ervin Lazar
  • Hanne Utoft
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Tommy Clausen
Per Christiansen, Torben Wandall, Alexander Moesgaard, Svend Elming, Katrine Damm, Flemming Berger, Frank Borchorst, Viggo Okholm, Petter A. Urkedal, Trond Meiring, Peter Knap, Eva Schwanenflügel, Ervin Lazar, Hanne Utoft, Bjarne Bisgaard Jensen og Tommy Clausen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Tor Nørretranders fortsætter: »De teknologiudviklinger, du taler om ... Måske handler det om at finde dyder i ting, som kan overleve mange forandringer. Ikke at være optaget af det, som er nyt – men af det, som har en evne til at overleve forstyrrelser igennem tiden. Kniv og gaffel for eksempel. Og det har jo noget at gøre med markedsmekanismer og profit, men vi bliver nødt til som forbrugere at sige: ’Nej, vi vil have noget, som kan leve længe’"

En underliggende udfordring, som knytter sig til de igangværende klimaforandringer, er ressourcemangler. Klodens reservoir af ressourcer er i hastig tilbagegang - og allerede nu vil det kræve mere end fire kloder at skabe en global levestandard svarende til den danske. Så også af denne årsag er det bindende nødvendigt at forstå hvor ringe en indflydelse verdensmarkedernes forbrugere har på hvad der produceres, herunder om der produceres bæredygtigt og med holdbarhed for øje - hvilket aldrig vil blive lønsomt for storkapitalen, men måske ville kunne give sammenhæng og et levebrød for selvstændige næringsdrivende i lavt forbrugende lokalsamfund.

Fin artikel med masser af stof til eftertanke. Tak for dén, Information.

Mik Aidt, Jørgen Falck, Katrine Damm, Flemming Berger, Bjarne Bisgaard Jensen, Randi Christiansen, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Jan Weber Fritsbøger, Carsten Svendsen og Holger Nielsen anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Der er ingen gode grunde til at være bange for fremtiden i disse perspektiver. Det er jo ret beset noget der foregår oppe mellem ørerne inde i ens eget hoved. Det er nuet der virkelig gælder. De klimaaftryk vi selv og vores egen og omliggende generation afsætter har vi en rimelig god indflydelse på og kan gøre noget ved. Derimod findes flere 'kosmisk'e farer for fremtiden som er helt reelle men uden for vores indflydelse set i historisk perspektiv fx elektromagnetiske solstorme der lægger al logistik og kommunikation øde samt vulkanudbrud med store askeskyer der skygger for alle grønne fødeplanter. Det er nu, du skal være bange.

Jeppe Lindholm

At være bange for fremtiden er der ikke noget nyt i. I 60'erne og 70'erne var vi alle bange for at verden skulle blive ødelagt af en alt udslettende atomkrig. I 80'erne kom så småt angsten for klimaødelæggelserne. Ja, de er såmen ikke nye. Angst er et politisk styremiddel og har været det lige siden kristendommen dog sit indtog i Europa.

Poul Kristensen, Christian Larsen og Henning Kjær anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Men bare rolig Sara. På Jyllandsposten mener man vi har en "joker". Nemlig et voldsomt vulkan udbrud, som kan få temperaturen til at falde 0,5 grader. De har da også bare løsningen på alt derover på JP. Så slap af og nyd dagen. JP har styr på det. Det er nok bare noget med at hælde godt med gær ned i Etna og så vente nogle dage.

Alexander Moesgaard, Flemming Berger og Søren Cramer Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

I og for sig en ganske smuk artikel med flotte billeder, så den falder nok i manges smag.
Der bliver snakket meget om håb ikke bare her, jeg møder det også mange andre steder. Der skal være et håb, siger man, men om hvad? Det bliver som regel til noget med et almindeligt liv i et fortsat kapitalistisk samfund, hvis ordet kapitalisme overhovedet nævnes. At vi skal igennem en total mentalitetsændring, er ikke gået op for ret mange. Som jeg opfatter mange unge, så har de været dygtige til at lire indlæringsstoffet af i skolen, men en fri og fantasifuld tanke om et nyt samfund var ikke en del af stoffet.
Jesper Theilgaard kom med på klimavognen, efter han gik af. Hvorfor først efter han gik af? Jo, for ellers var han da blevet fyret. Sådan er det for mange. Man skal virkelig passe på, at man ikke bliver politisk, som det hedder. At fraværet af klimaholdning også er politisk, er ikke inden for forståelsesrammen og slet ikke i DR.
Tor Nørretranders er en rar mand med rare bøger bag sig, så det er ikke fra ham, desperationen kommer til udtryk. Han synes, vi er ret hensynsfulde over for hinanden og nævner trafikken som eksempel: Tænk, at vi ikke bare kører ind i hinanden, men giver plads. Det skulle give håb for fremtiden.

At vi er på sammebruddets rand og mange allerede falder ud over kanten, fx ned i de huller der kommer med optøningen af permafrosten, drukner eller brænder, når vejret går amok, fortrænges. Vi er midt i håbløsheden og må indstille os på at handle humant midt i håbløsheden. Vi er midt i vores generations Auschwitz, og selv der gælder visse regler, hvad men også kan læse om i de gamle beretninger.
Sara ser jeg som en meget god repræsentant for sin generation. De har ikke haft det alt for skidt, og de vil gerne have et håb, og de har også gået til konfirmationsforberedelse og lært, at der er et kristent hån, men hvad det håb gik ud på, fik de ikke uddybet, og så slæber de rundt på et pjattet håb. Det er alvor nu. Festen er forbi, og selvfølgelig er det de foregående generationers skyld helt tilbage til Adam og Eva. Alle har gjort grove indhug i naturen, og det skal være slut nu. Vores nye livsform skal give livsmuligheder for de kommende generationer, så det er det eneste, der er værd at diskutere, håb eller ikke.

Alexander Moesgaard, Benta Victoria Gunnlögsson, Kim Vildnis, Flemming Berger, Viggo Okholm, Jeppe Lindholm, Ruth Sørensen, Hanne Utoft, Randi Christiansen, David Adam, Torsten Jacobsen, Trond Meiring og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
erik pedersen

Hej Sara. Jeg er 56 år og er rædselsslagen . Så jeg forstår dig særdeles godt. Modsat Tor Nørretranders mener jeg så ikke at det gælder om at reproducere sig. Kloden er overbefolket,men vi er fordelt ulige . Den vestlige verden forbruger væsentlig mere end kloden kan levere. Så vi må ned på et niveau der er bæredygtigt, omfordele befolkninger og indrette os i respekt for klodens øvrige liv
Det er der bare ikke nogen der vil .. I vores del af verden altså
Mvh Hanne Pedersen

Alexander Moesgaard, Ruth Sørensen, David Adam og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

Margit, jeg mener desværre at der er grund til at være bange for fremtiden, hvad hjælper det at det er teoretisk muligt, at vi kan forestille os at vi kan gøre noget, hvis vi ikke gør det nødvendige, det er ikke "det du forestiller dig" som er problemet, klimakrisen er ikke "noget som forgår i ens eget hoved" den er ganske konkret, og så er den en direkte følge af menneskets tåbelige adfærd,
en adfærd vi aldeles ikke vil ændre selv om vi kunne,
og desværre så forestiller vi os at vi kan løse krisen uden at ændre den adfærd som er årsagen, men vi vil ikke høre tale om det der faktisk skal gøres,
vi opfinder i stedet fiktive "smarte" løsninger som tillader at vi ikke ændrer vores opførsel og vores livsstil,
vi bilder os selv ind at bare bilerne kører på strøm er de ikke noget problem,
eller at vi kan "putte co2en i en pose og grave den ned" i stedet for bare at slippe den ud i atmosfæren,
og så ignorerer vi at vi aldrig ville "kunne lave poser nok",
klimakrisen kan desværre kun løses hvis vi får en helt anden kultur hvor forbrug nærmest ikke findes, hvor alle ting holder "evigt" og arves af de kommende generationer så der stort set ikke skal produceres andet end mad,
og mad betyder planter ikke dyr, for at spise kød er en stor kilde til klimaskade,
derudover vil der heller ikke blive plads til produkter til underholdning, vores adspredelse skal alt sammen findes i naturen, men ikke ved at forbruge af naturen men ved at iagttage den og lytte til den, men uden at gribe ind i den eller ødelægge noget af den,

til gengæld er der absolut ingen grund til at gå og være bange for de udefra kommende "trusler" dem vi absolut ingen mulighed har for at forhindre,
dem kan vi roligt ignorere da det jo ingen forskel vil gøre om vi frygter dem eller ej, og da frygt dermed ikke er en konstruktiv følelse, men kun kan forringe vores trivsel, er det smarte at gøre at forvente det ikke sker, men vi kunne jo selvfølgelig undgå at basere vore liv på ting som er sårbare ved magnetiske storme, eller bare leve med at vi kan miste signalet i en periode, hverken logistik eller kommunikation er jo livsnødvendige.

Kim Vildnis, Carsten Svendsen, Flemming Berger, Lise Forman, Hanne Utoft, David Adam, erik pedersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Jeppe Lindholm. Jeg kan sagtens følge dig, og i mange år var jeg meget træt af undergangsteorier. Der var ikke en videnskab, ideologi, religion eller blot en samfundsbeskrivelse, der var rigtig alvorlig, hvis død, ødelæggelse eller undergang ikke var det endelige udkomme.
Angsten for fremtiden er ikke begrænset til kristendommen, men findes som en fast del af den religiøse oplevelse. De tabu man skal overholde og de forskrifter man skal følge for at sikre ens fremtid bedst mulig. For fremtiden er det ukendte og det ukendte både drager og indgyder os rædsel. Betryggende har det altid været, at I mands minde og lang tid før fulgte årene med op og nedture, men inden for faste grænser.
Nu er der efter mit bedste skøn så velbekræftede hypoteser om klimaændringer og overforbrug, at selv om fremtiden i sin helhed er ukendt, så er 10 til 12 tusinde års stabilitet brudt. Vi har ingen anelse om, hvad fremtiden har til vore børn og oldebørn. Kun ved vi, at det klima hvor mennesket er gået fra i millioner af år at være en sjælden art på jorden til at være en dominerende, allestedsværende art ændre sig, og vi ved, at vi selv er skyld i det. Det er rigelig grund til fremtidsangst, og det er ikke en fobi. Det er en velbegrundet frygt baseret på den indsigt, de sidste 30 år har givet os.

Kim Vildnis, Flemming Berger, Claus Gårde Henriksen, Jan Weber Fritsbøger og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Claus Gårde Henriksen

Bare rolig Sara. Jorden/livet går ikke under. Men der kommer nok en del færre mennesker i en periode.
Som individer og enkelte lande kan vi via politik forlænge spilletiden. Men 10 milliarder mennesker er ikke stabilt ligegyldigt hvad.
Ja vi var meget mere bange og magtesløse i vores barndom og lærte at leve med det. Det gør din generation også. Men skyklapperne hænger fast i min generation og mageligt lader vi mest økonomiske hensyn råde selv om vi har pengene til omlægninger.
Når man ser politikerne køre løs er det som Monty Pythons planlægningsmøde i Peoples Liberations Front.

Niels-Simon Larsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Margit har ret i, at det er i nuet, vi kan forandre. Nuet er den tidløse indgang til livet - og til døden som er det genoprettende aspekt.

Den materielle dimension er underlagt loven om forandring - fødsel og død. Den immaterielle dimension er tidløs, og rummer den universelle intelligens, som, når vi er forbundne med den, gør os i stand til at handle intelligent.

Dette er ældgammel esoterisk - som betyder indre - viden. Og fordi denne dimension i den moderne misbrugende og overforbrugende konkurrencestat er henvist til obskure sammenhænge af mere eller mindre religiøst vanvid, er fællesskabet afkoblet den universelle intelligens, der viser os, hvordan vi skal agere i helheden = det hellige - hvordan vi bør sameksistere med os selv, hinanden og den hellige biotop.

Kan man ikke relatere til, at der er en immateriel dimension, kan man studere de permakulturelle principper, som konkret viser, hvorledes alt er forbundet med alt, og at det derfor ikke er lige meget, hvorledes naturressourcerne forvaltes.

Opgøret med den misbrugende og overforbrugende konkurrencestat er endnu ikke fuldbragt. Der er stadig alt for mange, som tror, at den privatkapitalistiske konkurrencestatsmodel er en brugbar forvaltningsramme. Det er den ikke. Den er tværtimod en forbrydelse mod menneskeheden og mod naturgrundlaget.

Forleden så jeg økologisk professor inge røpke her i avisen udtale, at penge er magt. Det burde jo være indlysende, men ikke desto mindre tillader vi stadig, at de få kontrollerer det meste. Følg pengene - find de ansvarlige for verdens tilstand.

Hvis man derfor vil have en chance for at overleve på planeten, må disse illegitime magthavere fratages deres magt, og hvad der er afgørende : enighed om et miljø-og socioøkonomisk bæredygtigt alternativ må sættes i stedet.

For at kunne dette på en måde, der ikke blot erstatter eet terrorregime med et andet, kan de permakulturelle principper anvises som pejlemærker i den materielle dimension, og ønsker man tillige at forbinde sig med intelligensen i den immaterielle, tidløse dimension, er dette også en mulighed, f.eks. ved at forbinde sig med nuet, med åndedrættet.

Skabelsesberetningen fortæller om syndefaldet, hvor der spises af kundskabens træ. Det må nu være tydeligt for enhver, at den industrielle og teknologiske udvikling ikke har respekteret biotopens grundlæggende lovmæssigheder, og at vi derfor nu befinder os i et ragnarok, et syndefald, der truer vores overlevelse i den materielle dimension - som også rummer paradis, men som vi af ovennævnte grunde er i færd med at miste.

Der er stadig tid til den omstilling, som begynder med en indre forståelse af dens nødvendighed.. Hvor meget tid vi har, ved jeg ikke - måske fem minutter, fem timer, fem måneder, fem år ... hvem tør tage chancen og vente?

Kim Vildnis, Morten Olsen, Jan Weber Fritsbøger, Flemming Berger, Niels-Simon Larsen, Arne Albatros Olsen, Jens Ole Mortensen og Claus Gårde Henriksen anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

ja Claus lad os da bare foregøgle at problemet er alt for mange mennesker,
og så ellers fortsætte vores sindssyge overforbrug ufortrødent,
for ellers må vi jo erkende at vi skal stoppe med at købe ting vi egentlig sagtens kunne undvære,
du skriver at 10mia. mennesker ikke "er stabilt" hvad du så end mener med det, men faktisk kunne alle 10mia leve og trives her på jorden helt uden at skade klimaet,
men da mange har et helt vanvittigt overforbrug er klimaet ved at ændres radikalt og derfor har vi et problem,
hvis du tænker en smule logisk så ved du godt at problemet slet ikke er for mange mennesker,
men prøv at forestille dig at halvdelen af jordens befolkning forsvinder i morgen, ville klimaet så være reddet ?
til det er der 2 svar, og svaret er NEJ hvis det er den fattigste halvdel som forsvinder det ville stort set INGEN forskel gøre,
men svaret er JA hvis det er den rigeste halvdel som forsvinder incl, vores forbrug,
og så er det jo ret indlysende at problemet ikke bare er for mange mennesker,
problemet er at mange mennesker har et for stort resurseforbrug, og at al vores aktivitet skaber mere co2
både fordi vi konsumerer skovene som bruger af atmosfærens co2 og fordi vi afbrænder fossile brændsler som tilføjer co2, og så er der ud over klimaskaden jo også problemet med at de resurser vi forbruger slipper op, det er endnu en krise skabt af vores overforbrug som vi bare ikke taler om, men som fremtidige generationer kommer til at mærke konsekvensen af.

Kim Vildnis, Flemming Berger, Hanne Utoft, Peter Knap, Ruth Sørensen og Claus Gårde Henriksen anbefalede denne kommentar
Alana Frederiksson

Jeppe Lindholm. Rent statistisk har JP jo ret. Det er et spørgsmål om tid. Med mindre man altså tror at alle større vulkanudbrud er sat på pause. At det så er et mærkeligt argument er en hel anden sag.

Claus Gårde Henriksen

Godt ord, Jan. Ja det er naturligvis os på "første klasse" der er hoved problemet og vi må bare vise man kan lægge om med success. Den enkelte har det vigtigste ansvar: At vælge de rigtige politikere der tør lovgive så vi idiotiske borgere ikke kan købe "guldsportsvogne"

Jan Weber Fritsbøger og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Det er der dælme også god grund til. Den totalitære stat er en realitet, og 1984 er så småt ved at indfinde sig. Det sikre tegn på det, er at folk bøjer hovederne frivilligt og accepterer alt, hvad der strømmer ud fra TV2 News og statsmagt. Vi kunne ligeså godt råbe "Heil Hitler," som "Heil Corana:" Samme surdej og samme triste menneskesyn. Man kan undre sig over, at 2. Verdenskrig var en nødvenlighed, når man alligevel havnede i Berlin 1933. Jeg tænker bare WTF! Godt man snart skal videre i programmet, hvis der er et himmerige, så håber jeg, at mit er uden alle de stupide mennesker!

Jeppe Lindholm

Naturen finder altid sin vej. Ellers var den her jo ikke :-)

Menneskeligheden er bare et uendeligt lille blink i naturen og universets historie. Faktisk total lige gyldige for andet ende mennesket selv. Så det er helt op til os selv.

Løsningen på alle udfordringer for mennesket ender sikkert som den altid har gjort det. Denne gang bare lidt "sjovere" end vi har været vant til det. Det vil sige, først en hidtil uset massiv krig, død og ødelæggelse hensides det forståelige og siden fornyet genopbygning.

Sådan gør mennesket det jo altid, når mennesket er trængt op i en krog. Vi kan ikke finde ud af at handle rationelt og rettidig. Efter anden verdenskrig sagde vi "aldrig mere". Efter muren fald og efter alle ansvarlige politikere, som var med til at sige "aldrig mere" er døde begynder det hele nu forfra.

Vi lærer det aldrig.

Jan Weber Fritsbøger, Flemming Berger og Poul Kristensen anbefalede denne kommentar
Peter Høivang

Angst, frygt og bekymringer er noget vi alle har, så det er noget vi ikke kun har godt af at erkende, men også har behov for at omfavne.

Det kan være et kraftigt drivmiddel, men helt sikkert også være kilden til handlingslammelse.

Fx. Så marcherede mine forældre mod atomvåben og atomkraft.
Atomvåben var især under den kolde krig en reel trussel og der var god grund til at frygte en atomkrig.
Atomkraft blev koblet til atomvåben og atomkraftværker ansås nærmest som tikkende atombomber.
Der var også Tjernobyl, som ikke hjalp på det, men selv med dette uheld er atomkraft den mest sikre energiform sammen med vindmøller.

Min pointe er, at flere generationer har pga. irationel frygt fravalgt en sikker, stabil og CO2 neutral energikilde, faktisk den eneste vi har på grund af frygt.

På grund af en frygt der ikke engang var reel for 40 år siden, men som dog var forståelig dengang.

Der er så mange der sidder så fast i gammel frygt, at man i Tyskland vælger at lukke atomkraftværker ned før tid, for så at åbne op for nye brunkulsminer.

Så omfavn frygten og kom videre, så du kan se de løsninger du mener er gode. (Det behøver jo ikke være atomkraft)

Poul Kristensen

@Peter Høivang: Nu du nævner Tjernobyl, så var Russerne ekstremt tæt ved at overse en lille ting der hvis ikke Gorbachev havde siddet i stolen, sandsynligvis var blevet overset (Russerne havde en komplet sinddsyg trang til at holde ting hemmelige). Og så var hele det europæiske Rusland til langt på den anden side af Ural og hele det Europa kontinent blevet gjort ubeboelige for mennesker.
I kid you not.
Derudover har der været ihvertfald 3, måske 4 store ulykker med atomkraftværker.
Så, nej det der med at atomkraft er den mest sikre energiform kan jeg ikke være med på.
Jeg har den holdning at alle energiformer der er meget tæt - altså, rigtig meget tæt på - at gøre et helt kontinent ubeboelig, ikke kan opfattes som sikre.
Vindmøller og solkraft tiltaler mig mere.

Trond Meiring, Jan Weber Fritsbøger og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Peter Høivang

@ Poul

Nu nævner du ikke den ene ting som Gorbatjov gjorde, men det er også sagen uvedkommende. Det er uvedkommende, fordi der var så meget der gik galt og så meget der var galt med Tjernobyl værket, at verden hverken før eller siden har set et lignende uheld.

Det er umuligt for et værk, at udføre den slags skader i dag. Det svarer jo til, at sammenligne en Lada fra 1986 med en Volvo fra 2010.

Du påstår, at et atomkraftværk kan ligge et helt kontinent øde. Det er simpelthen ikke en mulighed og meget sigende for den skræmme retorik der er omkring atomkraft.

Den forurenede zone omkring Tjernobyl værket er 2600 km 2.

Ukraine er 600.0000 km 2.

Europa er 10.506.000 km 2.

Dvs. Der skulle 4040 Tjernobyl ulykker til for at gøre Europa ubeboeligt og værkerne skulle være meget præcist spredt, vindretningen skulle også være meget præcis osv.

På nuværende tidspunkt er der 440 aktive reaktorer i hele verden som producerer 10 % af verdens el.

Så den påstand gad jeg godt se dokumentation for.

At du ikke kan være med på, at atomkraft er den sikreste energikilde der er, betyder ikke noget.

Fakta siger noget helt helt andet, nemlig at det er den sikreste der er sammen med vindmøller.

Nedenstående link giver et godt billede af hvor dødelig de forskellige energikilder er.

Derudover kan man ikke sammenligne vind og sol med atomkraft, da det ikke er stabile energikilder.

https://ourworldindata.org/safest-sources-of-energy

Så igen vinder frygten over fakta.

Hvor mange kontinenter der mon bliver lagt øde når vi ser den fulde effekt af klimaforandringerne?

Young-suk No

Kære Sara,
Et ægtepar tog ud til Arizonas ørken og indenfor 5 år, forvandlede de en lille landsby område af ørken til en grøn oase ved at plante træer intensivt. Det giver håb. Vi kan genoprette øko-balancen hvis vi vil og det er ikke for sent. Vi kan redde Jorden og os selv hvis vi alle har den samme mod og vilje som dette ægtepar og med naturens gavmildhed, skal det nok lykkedes og måske endda får vi meget bedre livskvalitiet end nu. Så kom ind i kampen!
Kærlige hilsner
En forhenværende pessimist

Jan Weber Fritsbøger

og så glemmer vi da bare lige fukushima, jeg fatter simpelthen ikke hvorfor nogen er så begejstrede for atomkraft,
men jeg vil gætte på det handler om ideen om masser af energi så vi bare "kan bruge løs" og dermed slipper for at spare på energien, umulig og tåbelig tanke synes jeg.
men der er så mange gode grunde til at atomkraft er en tåbelig ide, en god grund som sjældent bliver nævnt er at centralisering er en stor ulempe, ikke mindst når det gælder forsyningssikkerhed, og så er der hele affaldsproblematikken som jo ikke har fundet en brugbar løsning , og så koster opførelsen af et Akraftværk virkelig meget co2 udledning, og det tager også meget lang tid at bygge, en større udbygning af atomkraften vil altså være til meget stor klimaskade de næste mange år, inden vi får den første energi ud, vindkraft og især solceller kan laves særdeles decentralt, og dermed give fordele ved mindre distributionstab, give mindre sårbarhed ved natur og menneskeskabte katastrofer, og kan laves med et mindre co2 udslip i konstruktionsfasen, og så kan det hurtigere tages i brug,
og så er der jo også et stort potentiale i at bruge mindre energi hvilket også virker med det samme.

Carsten Svendsen

Hvor ville jeg dog gerne skrive noget positivt!
Jeg håber inderligt, at min pessimisme bliver gjort til skamme.
Men, jeg tvivler - mildt sagt! :o(

Poul Kristensen

@Peter Høivang: Nu er jeg ikke fysiker, men såvidt jeg husker var problemet at der var nogle hulrum under reaktoren som blev fyldt med det vand de brugte til at køle med. Men reaktoren fortsatte med at nedsmelte og ville, når den nåede vandet, skabe en gigantisk damp eksplosion der ville sprede radioaktiviteten over hele kontinentet. Radioaktiviteten ville skabe et tjernobyl område der omfattede hele Europa. I det tjenobyl vi kender, blev radioaktiviteten spredt af støv mens det i dette scenario ville blive spredt af vanddamp.
Gorbatjov gjorde ikke andet end at han lyttede til hvad der blev sagt og ikke forsøgte at holde det hemmeligt. Det fik folk til at arbejde sammen om at løse problemet, i stedet for at kæmpe for at holde det hemmeligt. Hvis de ansvarlige havde fået deres vilje, ville de have ignoreret problemet med den katastrofale eksplosion som resultat. De endte med at pumpe det radioaktive vand bort, jeg husker ikke hvorhen, men det var store mængder.

Peter Høivang

@ Poul

Påstande uden dokumentation. Der er slet slet ikke nok materiale til, at lægge et kontinent øde. Det er benægtelse af fakta og pure opspind.

Men overbevis mig gerne om andet, det skal selvfølgelig være argumenter med fakta og ikke historier der minder om at læse Trump's tweets.

@ Jan

Atomkraft er den mest sikre, stabile og CO2 neutrale energikilde vi har.

Mere end 15.000 døde, da tsunamien ramte Japan.

Fukushima værket blev ramt af en kæmpe natur katastrofe, smeltede delvist ned og alligevel er der kun 1 død pga. Stråling fra dette værk.

https://www.nytimes.com/2015/09/22/science/when-radiation-isnt-the-real-...

Fukushima beviser, at vestlige værker er fuldstændig sikre. Det beviser også, at placeringen af atomkraftværker er ekstrem vigtig ift. Naturkatastrofer.

Hver gang man lukker for atomkraft så åbner der kulkraft. Vindmøller og solceller giver ikke strøm på en vindstille aften i Januar og en hel del andre dage = ikke stabil CO2 neutral energikilde.

Ud for Fukushima har man valgt, at bygge vindmølle øer, for at imødegå den strøm fra dachi værket. Dette er dog en usikker CO2 neutral energikilde og har behov for backup fra kul, naturgas eller atomkraft.

Man glemmer bare lige at nævne, at pga større behov for strøm og uvillighed overfor atomkraft, så skal der inden 2030 bygges 36 kulkraftværker i Japan.

36 kulkraftværker!

https://science.sciencemag.org/content/360/6388/476

Du påstår, at jeg taler for mere forbrug af energi, fordi jeg taler for atomkraft. Det er ikke korrekt.

Jeg har erkendt, at hvis vi skal bremse klimaforandringerne, så skal vi spille på alle heste vi har.

Både VE energi, atomenergi, nedsat forbrug, markant lavere fødselsrate osv.

Jeg har tidligere adresseret dine bekymringer med fakta på disse debatsider. Dette har ikke givet anledning til, at du vil lære af dette eller som minimum er kommet med fakta for, at underbygge dine påstande.

Derfor går jeg ikke her dybere ind i debatten, men henviser til den underbyggede viden jeg kommer med i denne debat:

https://www.information.dk/indland/2019/02/alternativets-klimapolitik-ka...

Bjørn Pedersen

Den måde man forstår sandhed og fakta på i dag, er en meget stor med-årsag (den primære er de kapitalinteresser, der forstår at udnytte den) til at de generationer der lever nu, næppe får startet på at løse nogen som helst krise. Tendensen er at noget er sandt fordi man føler at det er sandt, at noget er sandt fordi en eller anden kan associere det med noget helt tredje der almindeligvis ville have været dømt irrelevant, er i stigende grad blevet en norm indenfor politik og kultur. Kan man associere det at ønske at gå væk fra nuværende forbrugsmønstre, nuværende energipolitik, med noget helt tredje der klinger farligt og "kommunistisk", f.eks. må dette da "naturligvis" være sandt... og det er et "åbenlyst" tegn på mangel på respekt for andres frihed hvis man taler den latterlige teori imod.

Jeg er dog glad for at Sara har et håb for fremtiden. Et såret dyr er, og bør også være, det dyr der mest ihærdigt kæmper for sin overlevelse.

Jan Weber Fritsbøger og Peter Høivang anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

ihh ja det er selvfølgelig en uundgåelig følge af at fravælge atomkraft at der bliver mere kulkraft, det er skam ikke noget vi selv kan vælge,
at nogen har gjort dette valg er jo ikke noget bevis for en sådan sammenhæng,
og så er det jo noget sludder at vindenergi og solenergi er ustabilt,
der findes jo ingen dage uden vind ud over helt lokalt, der vil altid være vindmøller som producerer et sted i nærheden,
altså vil et globalt netværk af vindmøller levere 100% stabil strøm, men selvfølgelig kan man blive nødt til at hente strøm hos naboen når ens egne møller står stille, ligesom man må finde andre kilder når et A-kraftværk skal serviceres,
og selv på en overskyet januar dag vil solceller lave strøm,
og så er det så urimeligt nemt at postulere at man har "adresseret" andres bekymringer med fakta, især når man opdigter fakta selv, og henviser til kilder som er partsindlæg og som ikke holder vand,
i et ekkokammer kan man jo altid finde beviser ! ? for sine "favorit-sandheder".
ideen om at vi skal spille på alle heste er ikke en erkendelse, det er et valg som handler om at maximere energi-forbruget samtidig med at vi redder klimaet, altså er det ikke forkert når jeg mener du vil have mulighed for at bruge løs, eller bruge så meget som muligt.

"Og hvis vi aldrig er uden for naturen, som Knud Viktor sagde, så er vi også en del af den, mens den går i stykker".

Men hvad nu hvis vi er placeret på en af evolutionens sidegrene for håbløse arter. Alt vil i sidste ende afhænge af hvor kraftige og omfangsrige klimaændringer dette kommer til at medføre. Mennesket er den eneste af primaterne der har været i stand til at lave så komplekt et socialt samfund, karakteriseret ved specialisering og arbejdsdeling, nu udbredt globalt. Det kan blive svært at opretholde hvis klimakatastroferne udbredes og bliver voldsommere. Vi har koloniseret hele kloden på alle andre arters bekostning. Der er alt mulig grund til at frygte fremtiden. Det er ikke en meteor men vores egen adfærd der forrykker klodens stofskifte og potentielt truer os med udryddelse.. Alt kan ske så vi må gribe efter selv de mindste halmstrå. Vi er nød til at tage det med stoisk ro og undgå at panikke.

Med hensyn til atomtruslen - Ja -den er der altså stadig. Sorry.

Randi Christiansen, Tor Nørretranders og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Peter Høivang

@ Jan

Du skriver at jeg opdigter fakta. Det er en direkte løgn!

Jeg henviser gang på gang til mine kilder, du har ingen kilder overhovedet.

Du skriver at mine kilder er partsindlæg.

Hvilke kilder er det? ourworldindata.org? NY times? Eller kilder som jeg tidligere har brugt i debat med dig som fx. FN's klimapanel?

Måske din definition af pålidelige kilder er dem der giver dig ret?

Jeg har tidligere påvist at Tyskland har øget dets kulforbrug samtidig med at de lukker for funktionsdygtige atomkraftværker. Så det er endnu et eksempel på at udfasning af atomkraft = merforbrug af kul.
Det samme er sket i Sverige. Du kan se det i mit nedenstående link fra ourworldindata.org

Du har måske eksempler på lande der har udfaset atomkraft for, at erstatte bare 25% af strømmen med VE?

Derudover har jeg i tidligere debatter med dig tilbagevist dine påstande om, at der et eller andet sted i Europa altid blæser og dermed kan der produceres strøm nok til at dække Europas forbrug.

Men du fortsætter med at påstå at sol og vind et stabile energikilder, der leverer konstant.

Kan du dokumentere dette?

Du kan måske svare på, hvor mange havvindmøller/vindmøller der skal opstilles for, at dække Europa med strøm? Hvor meget kommer det til at koste?
Hvad gør man med affaldsproblematikken når vindmøllerne er slidte?
Hvordan skal alt den strøm transporteres rundt i Europa?

Du påstår igen, at jeg er pro atomkraft for at kunne forbruge så meget som eller mere energi end før.

I 1965 brugte verden fossil brændstof til at producere 40.000 TWh og VE til at producere 0.

I 1990 brugte verden fossil brændstof til at producere 80.000 TWh og VE til at producere 4 TWh.

I 2018 brugte verden fossil brændstof til at producere 137.000 TWh og VE til at producere 2300 TWh.

Fra 2013 til 2018 fordobles vindenergi produktionen fra ca. 600 TWh til ca. 1200 TWh.

Kilde: https://ourworldindata.org/grapher/primary-energy-consumption-by-source?.....

Så hvis vi skal ned på 1965 niveau og erstatte det med vindenergi, vil det tage os over 30 år!

1965 energiniveau er ikke engang nok til at brødføde os samtidig med at vi bruger energi til at udbygge vindenergi.

Derfor spiller jeg på alle heste, deriblandt atomkraft!

Kom hellere med nogle kilder til dine påstande frem for angreb på mig og mine pålidelige kilder tak!

Poul Kristensen

@Peter Høivang: Nu er jeg ikke fysiker og det er du tydeligvis heller ikke, men du bygger din afvisning af min påstand alene på at der ikke er materiale nok. Men kan du huske da russerne påstod at have lavet en såkaldt dommedagsbombe? Hvor et antal kobolt-bomber ville tilintetgøre alt liv på kloden? Det skulle foregå ved at kobolbomberne lagde en dræbende radioaktiv sky over hele jorden (Den ville forblive der i ca. 90-95 år). Såvidt jeg husker var strålingen 90 Sieverts (Som jeg ikke ved hvad er) der ville dræbe et ubeskyttet menneske i løbet af 10 minutter.
Imødegår det ikke dit argument med at "der ikke er material nok"? Her har vi altså et antal bomber der er små nok til at blive transporteret i torpedoer (Russerne påstår også at have udviklet koboltbomber til brug med torpedoer) og altså må have en relativ lav vægt, måske 10 kilo. Og jeg gætter, fuldstændig vilkårligt, de skulle bruge et par hundrede af disse bomber. Det vil altså sige 2 tons for at dræbe alt liv på hele planeten.
Et moderne(!) atomkraftværk bruger 27 tons om året. Citat: "Cirka 27 ton uran - omkring 18 millioner brændstofpiller, der er placeret i over 50.000 brændstofstænger - er nødvendigt hvert år til en reaktor på 1000 MWe".
Og Tjernobyl var 4000 MW.

Det hele afhænger af hvilken type stråling der produceres og hvordan den bæres (Støv, hvilket materiale, vand osv). Jeg har lige læst mig frem til at der var tale om 20.000 ton radioaktivt vand. Nogen siger at vandet var blevet brugt til at slukke de egentligt ildebrande i reaktorerne og bare var løbet ned i kælderen, andre at vandet var der med vilje, beregnet som (backup?) kølevand.
Uanset om det er det ene eller det anden, ville vandet have eksploderet med enorm kraft og slynget alt det radioaktive materiale (Vand og støv) mange kilometer op i atmosfæren.

Her er en hjemmeside der omtaler problemet med vandet. Her er overskriften:
A Chernobyl 'suicide squad' of volunteers helped save Europe — here's their amazing true story
Og her er selve linket:
https://www.businessinsider.com/chernobyl-volunteers-divers-nuclear-miss...

Poul Kristensen

@Bjørn Pedersen: Ja, det har du nok ret i. Men det er nok mere et udtryk for at videnskaben ikke kan levere konkrete svar på ret meget. Jeg var fx ret rystet over hvordan beslutningerne blev taget i Corona sagen, hvordan fx svenskerne som forlader sig helt på videnskaben og har et system hvor politikerne ikke tager den slags beslutninger, det overlades helt til eksperterne så vi andre kunne sidde og se hvordan alle disse eksperter kom med den ene gaga løsning efter den anden. Ikke alene troede de fuldt og fast på at løsningerne holdt, i en sådan grad at de ikke havde backup eller nødplaner, men de var åbenbart stolte af de beslutninger de tog.
Den slags skaber mistro. Næste gang vil de nok ikke ukritisk følge ekspertenes råd (Yeah, right).
Så ja, jeg tror at du rammer noget. Løsningen er imidlertid simpel.
Tag altid højde for at det ikke virker. Hav altid en nødplan også når det virker unødvendigt. Hold øje med hvordan det virker og juster løbende.
Jeg har nærmest ubegrænset tillid til at det kan vi sagtens.

Det vil sige at vi her og nu skal skal minske vores udledning af CO2, også selvom jeg er ret sikker på at det ikke betyder noget. Og vi skal indstille os på at vi måske ikke kan stoppe det, dvs kystsikring over det hele, forske i alternative fødemidler osv osv. Alle de ting vi allerede gør.
Og så skal vi gå igang med at løse det vi ser som hovedproblemet. Plant en masse træer, lav en international træplantnings-organisation og sæt det igang. Hvis det om 10 år ser ud som om det har haft en positiv effekt, trykker vi på speederen.
For et par år siden lavede jeg selv nogen regnestykker, der kom frem til at a) Den globale varmning kan et langt stykke af vejen føres tilbage til at vi fælder træer som vilde. Stod alle disse træer der stadigvæk, ville problemet være langt mindre. Og ydermere, at hvis vi beplantede et land på størrelse med Ethiopien med træer (Svarende til fx. træer langs alle veje i den vestlige verden), ville det helt stoppe den globale varmning. Bum!
Altså: Lav et skoleprogram. "Træplanterne", hvor alle elever skal bruge 3 lørdage om året på at plante træer. Eller betal nogen for at gøre det samme. Og find så en måde at måle på det skaber en forbedring i Danmark (Svært, jeg ved det. Måske umuligt. Måske skal vi bygge et drivhus omkring en hel skov?) så vi kan dokumentere at CO2 niveauet falder.
You get my drift. Desværre er jeg som alle andre danskere. Mit liv er fyldt op, så jeg kan kun sidde og fortælle andre hvordan det skal gøres. Jeg har ikke tid selv, for på lørdag skal jeg rense tagrender.

Peter Høivang

@ Poul Kristensen

Spørger du mig om jeg er fysiker? Nej det er jeg ikke. Er der en grund til, at du spørger/konstaterer dette?

Jeg forklarede mig ikke tydeligt nok, det skal jeg nok.

Når jeg skriver nok materiale, så mener jeg nok beriget radioaktive materiale. Ikke hvor meget der er i ton.

Uran skal beriges for, at kunne bruges til brændsel og atomvåben.

Uran beriges 5% når det skal bruges til brændsel og minimum 90% når det er til våben.

Det betyder, at det uran der bruges til atomvåben er fremstillet til, at dræbe mange mennesker. Det bruges slet ikke på atomkraftværker.

Dog har der været og er forsøgsreaktorer og ubådsreaktorer der bruger og har brugt høj beriget uran.

Formålet med atomvåben er at dræbe så mange som muligt med så let/lidt materiale som muligt. Så jeg betvivler ikke at russerne har udviklet våben som du beskriver.

Der er en konspirationsteori, som påstår at Tjernobyl var et militært anlæg og derfor blev der fx. forurenet langt mere end ved Fukushima ulykken. Det har jeg dog ikke set pålidelige kilder til. Men det kunne måske forklare hvorfor det gik så galt.

https://www.iaea.org/topics/leubank/what-is-leu

https://www.ucsusa.org/resources/weapon-materials-basics

Peter Høivang

@ Poul

En lille tilføjelse:

Hvorfor er det vi skal diskutere Tjernobyl når vi taler om moderne atomkraft og dens store potentiale for at kunne afbøde konsekvenserne ved klimaforandringerne?

Poul Kristensen

@Peter Høivang: Læs lige den vedhæftede artikel. Det er muligt (Men naturligvis helt uretfærdigt) at du ikke tror på det jeg siger.
Det at det beriges op til 90% er ikke udtryk for at de ønsker at dræbe så mange mennesker som muligt (selvom det gør de sikkert), men det er det niveau det skal være på for at kunne eksplodere. Hvis det ikke er så højt beriget, kan kædereaktionen ikke komme igang. De enkelt atomer splittes, men stumperme rammer ikke nok andre atomer fordi der er for langt imellem dem. Desuden er det at det er beriget op til 90 % ikke udtryk for at strålingen bliver værre.
Tyskerne havde under 2. verdenskrig planer om at angribe new york med en beskidt bombe. Det er radioaktivt materiale omkring en almindelig bombe, der spreder radioaktiviteten. Det ville fungere som en slags kemisk våben, efterlade hele byen stort set uberørt men helt ubeboelig i århundreder. Og det kunne de gøre uden særlig meget radioaktivt materiale og så lidt at det ikke vejede mere end at det kunne transporteres til USA i en Condor. Vi taler nogle få hundrede kilo, måske 500. Der er forlydender om at den blev prøvesprængt sent i krigen et sted i østtyskland.
Men det er nok løgn.
Men hvis vi antager at det er som du siger, så skal man ikke bruge 2 ton til at lave det grimme våben, men 20 ton. Stadigvæk under 20 % af den mængde der i Tjernobyl ville blive skudt op i atmosfæren og som langsomt ville falde ned over Europa.
Hele denne smøre er for at overbevise dig om at din opfattelse af radioaktivitet er for venlig. Radioaktivitet er værre og mere dødelig end du tror.

Poul Kristensen

@Peter Høivang: Fordi du netop taler om den store forskel der er på moderne og gammeldags atomkraftværker. Jeg tvivler simpelthen på at de fleste lande har den disciplin der skal til for at holde atomkraftværker kørende i hundredevis af år. Og desuden er der ikke særlig meget uran. Det vil vi løbe tør for relativt hurtigt (Uanset alt det der med "breeder-reactors") og hvad så? Så står vi med dynger af radioaktivt affald og stadigvæk ingen energi.
Atomkraft er netop ikke nogen vedvarende løsning. Fusions energi ville være lykken, men det kan de jo ikke finde ud af.
Du vil sandsynligvis sige at sådan går det ikke, men sådan ser det altså ud idag.
Og jeg er tilbøjelig til at være enig med dig i at udviklingen vil fjerne det problem, men a) Det VED vi ikke og b) Det samme argument kan bruges om vedvarende energikilder. Fx. har danske energiproducenter planer om at bygge brændstof fabrikker der vil benytte sol- og vindmølle energi til at producere brint eller diesel eller benzin så vi har energi om natten og når det ikke blæser, og som kan bruges i køretøjer og fly. Og det vil forøvrigt nedbringe CO2 forureningen (lidt). Det er planer der er så langt fremme at der er sat penge af til det i statens budget. (Såvidt jeg husker)

Peter Høivang

@ Poul

Jeg har ikke nær så meget viden om atomvåben som du har. Så jeg tror skam gerne på, at vi skal omkring 90 % for at få en atom sprængning. Bomber under må så være dirty bombs, hvor selve sprængningen ikke kommer fra uranen.

Det er den kædereaktion som så lægger byer øde med en kæmpe trykbølge.

Jeg vil nu vove pelsen og antage, at grunden til at man bruger HEU (højt beriget uran) må være, at det er mere effektivt. Det er vel også derfor at Pakistan og Indien først fik atomvåben da de kunne lave HEU og derfor man søger at hindre Iran og Nordkorea i at få det.

Jeg har læst artiklen og påstanden om at et halvt kontinent vil lægge øde hvis hele Tjernobyl værket sprængte.

Nu har jeg læst meget om Tjernobyl og er ikke stødt på dette før. Jeg forholder mig kritisk til det, da det ikke ligesom mine kilder er publiceret af flere forskere.

Jeg siger ikke, at det er umuligt. Det er dog gætværk.

Samtidig er det ikke et helt kontinent som du startede med at skrive.

Atomkraft er ikke Tjernobyl og derfor kan du ikke sammenligne Tjernobyl værket med moderne atomkraft.

Du kan ikke engang sammenligne Tjernobyl værket med Ignalina værket, da det er blevet sikkerhedsopgraderet til ikke at kunne nedsmelte som Tjernobyl værket.

Hvad angår dødelighed, så er atomkraft virkelig venlig.

Døde på grund af fossil energi er flere millioner, årligt!!!

Peter Høivang

@ Poul

Jeg er ikke langt fra dig i dine betragtninger om moderne atomkraft.

Ved affaldet kunne jeg komme med fremtidsdrømme om thorium værker. Disse virker, men endnu ikke i kommercielt brug, så det undlader jeg.

Mange steder fanger de det brugte brændsel i noget sten/glas lignende materiale, som bliver kapsler ind i beton.

Vi kunne jo opbevare det i et par hundrede af de tusinder kulminer der er. Eller ved kulkraftværker hvor der i dag ligger høj radioaktive slagger, der udleder mere radioaktivitet end brugt brændsel.

Vi ved heller ikke hvad vi skal gøre af brugte møllevinger.

Atomkraftværker er en midlertidig nødvendig løsning, så længe VE ikke er en stabil strømkilde og bør ikke udbygges mere når VE kan give konstant energi.

Lagring i brint uden massivt tab af energi har jeg ikke set muligt, men håber det kommer.

Poul Kristensen

@Peter Høivang: Altså, der er kun en grund til at benytte HEU er at gøre kædereaktionen nemmere. Der foregår jo også kædereaktion i reaktorer, selvom de ikke ender med en eksplosion men i stedet som glødende lava der brænder sig gennem reaktoren gulv, lava der ikke bliver koldere med tiden men holder mange tusind graders varme i hundredevis af år.

Og hvorfor kan jeg ikke sammenligne Tjernobyl med moderne atomkraft? Det skete i 1986 og jeg tror simpelthen ikke på at udviklingen er gået så hurtig som du mener, at vi på 34 år vi nu kan garantere at der ikke sker flere nedsmeltninger. Fukushima fx. skete i 2011 og regnes af mange for værre end Tjernobyl. Jamen det var en flodbølge vil du sige. Jamen det skete alligevel. Ingeniørerne havde ikke gjort deres arbejde ordentligt. Længere er den ikke.

Min kilde sagde ikke alene hele det europæiske kontinent, de inddrog også europæisk Rusland. Men i mine øjne er det ret underordnet om det er det hele eller det halve. Bortset fra naturligvis at alle de svenske flygtninge i så fald skulle placeres i Danmark (gys).

Og det der med at jeg ikke kan sammenligne Tjernobyl med andre værker fordi det er blevet opgraderet, den holder altså heller ikke. Jeg er sikker på at ingeniørerne has siddet og sagt det samme til deres kunder: "Nej, du kan ikke sammenligne Tjernobyl med Three Mile Island, vores er nemlig opgraderet så det der skete på Three Mile Island kunne ikke ske her".
Og Fukushima ingeniørerne sagde det samme, osv. osv. Ad infinitum.

Og ja, vindenergi er ikke en stabil løsning, medmindre vi laver brændstof. Hvis vi gør det, kan vi bare sætte fire fem store dieselgeneratorer en stor diesel generator (De kan uden videre købes i op til 20 MW, så 300 styk ville dække hele Danmarks forbrug på i dag 6000 MW) så vi kan levere strøm i den længste periode med vindstille vi har haft (I Danmark ca. 30 min ;-) ).
Brændstoffet skal laves alligevel for hvordan skal vi ellers flyve eller køre bil eller tog, så ja selvfølgelig er der et tab, men i og med at strømmen ofte produceres uden at den bliver brugt alligevel (Når det blæser om natten) så koster det ikke noget. Nærmest.

Mht. radioaktive slagger, så tror jeg du forveksler lav radioaktivt affald med højradioaktivt affald. Folk dør i løbet af minutter af højradioaktivt affald, og det sker altså ikke på slagge pladser.

Mht. de brugte møllevinger, så foreslår jeg at vi bruger dem til at bygge en af disse her 20 km høje raketaffyringsramper (Hvor raketterne blive acceleret af en elektisk skinnebane i lavt tryk). Når de så popper ud 20 km oppe er luften så tynd at den næsten ikke er der og så vil de bare fortsætte i glidebane til de går i lavt kredsløb. Smart, ikke?

Peter Høivang

@ Poul

Hvordan du kan skrive, at Fukushima er værre end Tjernobyl er mig en gåde.

Der dør millioner hvert år pga. luftforurening fra fossile energikilder, men 1 dødsfald fra Fukushima er åbenbart det værste atomkraft har kunnet mestre, nogensinde. Det er der jo mange der siger ifølge dig.

Dit indlæg er fyldt med din mistro til viden og meninger uden hold i virkeligheden, som jeg af åbenlyse årsager ikke bliver klogere af, så jeg afholder mig fra videre debat.

Jakob Knudsen og Tommy Gundestrup Schou anbefalede denne kommentar
Poul Kristensen

@Peter Høivang: Ja, det er sådan jeg ser det. Her ef en potentiel dræber, der kan ødelægge og dræbe et helt kontinent. Og her ef en anden dræber, der hver år, helt sikkert slår nogen hundredetusinder ihjel.
Jeg vælger det jeg opfatter som lille risiko. At de fleste dræbte af fossile brændstof desuden er ældre mennesker, gør det endnu nemmere at leve med det. Men jeg er jo også ret ligeglad med Corona, jeg nævner tit at tuberkulose der dræber 1,5 millioner hvert eneste år er os fuldstændig underordnet. Det snakker vi aldrig om.
Og hvis nu Tjernobyl var røget på den dårlige måde, var Europa forsvundet.

Poul Kristensen

@Peter Høivang:
For det første skriver jeg ikke at Fukushima er værre end Tjernobyl. For det andet er antal dræbte ikke millioner men ca 300.000. Check det selv.
Hvor pokker du får den fuldstændigt ævlede idé at jeg er mistroisk overfor viden fatter jeg simpelthen ikke. Jeg har lige ved at henvise til kilder - det du hele tiden efterlyser, men det gælder åbenbart kun en vej - og benytte stram logik tilbagevist dine fjollede påstande, så hvordan pokker tør du overhovedet påstå noget så ævlet? Hvad med at undersøge hvad du udtaler dig om. Bare lidt! Det er sgu pinligt.

Tommy Gundestrup Schou

A study published last week in the journal Cardiovascular Research estimated that in 2015, the deaths of more than 3.6 million people worldwide could have been avoided if air pollution from fossil fuels were reduced to zero. <-- Det er lidt mere end 300.000 og det var i 2015.

Her en nyere artikel:
https://www.theguardian.com/environment/2020/feb/12/fossil-fuel-pollutio...

Igen . Noget mere end 300k.

Her fra CNN
https://edition.cnn.com/2019/03/25/health/air-pollution-emissions-study/...

Mht. døde af Tuberkolose ifht. corona så er der jo lige den kæmpe forskel, at man kan vaccinere mod tuberkolose og man har en behandling af tuberkolose der virker ret godt og er kendt. Dette gælder ikke for Corona.

Poul Kristensen

Der er også hjemmesider der viser op til 8,5 mill dræbte. De 300.000 kommer fra en hjemmeside der argumenterer for atomkraft. Det er en god metode til at få det korrekte tal. Dette er de officielle producenter af atomkraftværker. De ville elske det hvis dødstallet var højt, men de ved også at de vil blive angrebet vildt hvis de gør og tallet ikke holder. Det er samme grund der gør at man normalt kan stole på de hårde fakta der vises i den KorteAvis.dk. (Man kan ikke nødvendigvis stole på konklusionerne) Og nej, det er ikke godt nok at tage gennemsnittet.
Og ja, man kan - stadigvæk - vaccinere mod tuberkulose. Men det gør man bare ikke. For dødstallet er stadigvæk 1,5 mill om året ifølge WHO. Se selv her: https://www.who.int/news-room/fact-sheets/detail/tuberculosis

Poul Kristensen

@Tommy Gunderup Schou: Her er de officielle tal for AL luftforurening, dvs. både kul- og træfyrede kraftværker og luftforurening fra transport, dvs. fly, skibe og biler.
https://www.who.int/airpollution/data/AAP_BoD_results_March2014.pdf?ua=1
Kulfyrede kraftværker forurener kun i en radius på ca. 50 kilometer. Den store dræber er faktisk diesel. Altså lastbiler. Busser. Men i den diskussion jeg var involveret i her på siden, blev det brugt som argument til fordel for atomkraft og eftersom vi nok ikke skal forvente at se atomdrevne fly eller biler, anser jeg det som i bedste fald ikke gennemtænkt.

Tommy Gundestrup Schou

Nu kan vi jo så også få store lastbiler og busser på el, hvis vi får billig og rigeligt co2 neutral elektricitet.

Men skidt nu med det. Vi er totalt uenige mht. A-kraft. Thorium Molten Salt Reactors er vejen frem og hvis Kina lykkes med det så har de sådan en eller flere kørende om 10 til 20 år. Husker jeg ret bygger de også konventionelle A-kraft værker ca. dobbelt så hurtigt som i andre dele af verden. De vil frem af.

Du har tydeligt set dig gal på A-kraft på trods af, at det som det ser ud lige nu er tæt på vores eneste måde til hurtigt at få bragt Co2 udslippet ned. (Hurtigt er dog relativt, da det tager lang tid at bygge et moderne a-kraft værk).

Vi kan så håbe de snart får molten salt reaktorer til at være rentable. Så begynder det at ligne noget. Kina i pt godt igang med at bygge en sådan så lad os håbe de får stor succes med det.

Tak for et meget fin og ærlig podcast-afsnit om klimaet, Sara. Lørdag tog en ung klimaaktivist sit eget liv i Melbourne. Klimasituationen er alvorlig. Søndag lavede jeg en podcast, hvor jeg blandt andet citerer lidt fra dit fremragende interview med Tor Nørretranders og i øvrigt taler nogenlunde lige ud af posen i forhold til hvordan jeg har det lige nu. Mandag morgen skrev en ven til mig at han knap havde lyttet halvvejs igennem, før han tog beslutningen at sige sit job op og blive fuldtids klimaaktivist.
https://climatesafety.info/theregenerativehour25
https://climatesafety.info/wp-content/uploads/2020/07/TheRenerativeHour2...

René Arestrup

@Poul Kristensen
Tommy Gundestrup Schou har vel en pointe i, at vi er i en situation, hvor vi ikke har frit valg på alle hylder. Vi er presset af tiden og er nødt til at gøre noget, hurtigt, for at bremse den globale opvarmning, henholdsvis begrænse skadevirkningerne på vores livsgrundlag.

I dag dækker sol og vind kun omkring 10 procent af verdens samlede energiforbrug. Dertil kommer lidt vandkraft og geotermik. Så der er ret lang vej endnu. I tid taler vi måske 100 år før verden har gjort sig fuldstændig fri af fossile brændsler.

I den forstand kan vi være nødt til at overveje a-kraft. Simpelthen fordi vi ikke har andre valg.

Poul Kristensen

@René Arestrup: Det minder mig om ham der ville æde sin gamle hat hvis man ikke kunne sortere affald automatisk. Nå, men det kan man altså ikke. Tommy Gundestrup skriver ovenfor at kineserne ville da om 10 år kunne lave thorium salt reaktorer, der skulle løse alle problemer med a-kraft. Folk har en voldsom tro på teknik og videnskab. Den må komme fra al elektronikken, for intet andet har da gjort de fremskridt der skal til for at nå de I går og drømmer om. Det toppede i halvtredserne, de sidste gisp fra krigen, og så har vi ellers fået avancerede walkie-talkies - mobil-telefoner - og PC'er.
Det skræmmer mig at folk faktisk tager deres beslutninger med denne jubeloptimisme. "Jamen det fixer vi hen af vejen." Se hvordan Corona viser sig at være en helt uoverkommelig opgave. Hvad nu hvis Corona havde været en virkelig dræber?
Gå nu efter noget I ved virker, i stedet for noget I bare håber på.

Poul Kristensen

@Tommy Gundestrup Schou: Rent bortset fra den tid du taler om og rent bortset fra at atomkraftværker holder ca. 40 år, så spørger jeg mig selv hvorfor vi skal gå fra en begrænset ressource til en anden? Og hvorfor benytte teknologi der effektivt udelukker den tredje verden? Og al denne benhårde tro på at det kan vi da sagtens, altså, vi har bygget broer meget, meget længe, men de falder stadigvæk sammen. Men når et atomkraftværk brænder sammen, er det et område på størrelse med Lolland der ryger hver gang. Jeg kan se nogen farer og jeg kan ikke se gevinsten. Det bliver hele tiden stillet op som om det er a-kraft eller ingenting, men her i landet dækker vi cirka 25-30% af vores energiforbrug med vind og vi ville kunne gøre det sikkert ved at handle el med vore naboer eller lave kulhydrater om natten. Jeg er fascineret af teknik, men jeg tror ikke på ubegrundede løfter.

Jan Weber Fritsbøger og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

der er to grundlæggende linier i debatten om hvordan klimakrisen skal løses, den ene har som mål at beholde den nuværende kultur og livsstil med overforbrug og økonomisk vækst som man mener vi ikke kan undvære, og argumenterne haldler om tekniske fix som kan muliggøre en uændret livsstil, og fortalerne ønsker for eksempel atomkraft og mener måske vi bare kan "samle co2en op" og fjerne den fra atmosfæren med nye store anlæg til formålet, at sådanne løsninger vil forøge vores i forvejen alt for høje resurseforbrug ser man lige bort fra for der er jo resurser nok ??

den anden linie adresserer problemets faktiske årsag og mener vi skal ændre vores grådighedskultur og finde en livsstil som er bæredygtig på alle planer, fortalerne foreslår at vi skal indtænke bæredygtighed i al aktivitet således at naturen ikke skades og klodens biodiversitet kan bevares, og dette indebærer at vi ikke skal forbruge noget som vi ikke absolut behøver,
som jeg ser det er den væsentlige forskel på de to linier tidsperspektivet, den første tænker på i idag og lidt på i morgen, den giver ingen egentlige løsninger, men er til gengæld realistisk at få vedtaget, den anden linie tænker langt ud i fremtiden og giver faktisk en reel og permanent løsning men den er nærmest umulig at gennemføre her og nu fordi vi ( de fleste) ikke kan forestille os (sig) at leve helt anderledes end vi gør nu,
men der findes jo allerede menneskelige samfund / kulturer som allerede er bæredygtige, nemlig en del af dem vi kalder primitive,
men er det reelt ikke vores kultur som er primitiv, eller ligefrem potentielt fatal for menneskeheden, det vi mangler er respekt for livet på jorden, kun menneskets liv har betydning og selv det kan vi godt finde på at ignorere hvis der er penge i dette, (krigene beviser dette).