Baggrund
Læsetid: 7 min.

For Hegel er konflikten det, der driver historien fremad

Hegels politiske filosofi var en tænkning i modsætninger og konflikter, selvmodsigelse og selvoverskridelse. Han ville forpligte filosofien på samtiden og tænke sædeligheden ud fra det historisk eksisterende fællesskab i staten
Moderne Tider
18. juli 2020
Hegels politiske filosofi var en tænkning i modsætninger og konflikter, selvmodsigelse og selvoverskridelse. Han ville forpligte filosofien på samtiden og tænke sædeligheden ud fra det historisk eksisterende fællesskab i staten

Sofie Holm Larsen

Georg Wilhelm Friedrich Hegel var barn af Den Franske Revolution med alle dens idealer, lidelser og efterdønninger. Ved Stormen på Bastillen den 14. juli 1789 var den tyske teologistudent blot 18 år, og i 1806, da Napoleon i spidsen for sin hær red ind i den preussiske universitetsby Jena, sad Hegel selvsamme sted og lagde i al hast sidste hånd på sin første store afhandling, Åndens fænomenologi.

For Hegel var mødet med Napoleon med hans egne ord som at se »verdenssjælen til hest«. Den Franske Revolution og dens efterspil var dén politiske begivenhed i Hegels levetid, og dens erfaring udgør den historiske baggrund for hans politiske filosofi.

Hegel ville forpligte filosofien på dens samtid. Den politiske filosofi skulle ikke forsøge at udtænke et utopisk fremtidssamfund af den blå luft eller etablere universelle morallove baseret på en forestilling om menneskets uforanderlige natur, men forholde sig til den konkrete historiske situation, den befandt sig i.

Han kritiserede naturretsfilosofferne Thomas Hobbes og Jean-Jacques Rousseau for deres begreb om den såkaldte naturtilstand, som er forestillingen om et naturligt liv uden for staten. Ifølge Hegel overså de, at denne rene tilstand nødvendigvis er tænkt inde fra staten selv og derfor er præget af den historisk eksisterende stat. Naturtilstanden fremtræder derfor som en spejling af staten. Forsøget på at tænke politikken universelt og overhistorisk er selv et produkt af den historiske situation.

Mellem system og dialektik

Hegel var systemtænker. Det er en vanskelig opgave at gøre rede for blot en enkelt gren af den hegelske filosofi, for logik og ontologi, politik og historiefilosofi griber nødvendigvis ind i hinanden, overlapper og refererer til hinanden på kryds og tværs.

Det samlende princip for hans tænkning er fornuften, der går på tværs af videnskab og kultur og muliggør fremskridtet som historisk bevægelse. Verden er for Hegel grundlæggende rationelt opbygget, og det at forstå verden er at bringe vores fornuft i overensstemmelse med verdens fornuft.

Men det betyder ikke, at det hegelske verdensbillede er en velafrundet harmoni. Hegel var nemlig også dialektiker. Dialektisk logik er en tænkning i modsætninger. Her drejer det sig ikke om at formulere modsætningsfrie argumenter, men derimod om at udfolde virkelighedens modsætningsforhold.

Hegels dialektiske metode sigter mod at fremvise de indre spændinger i samfundets institutioner, der kan føre til konflikt, men som også udgør en mulighed for forandring. Et eksempel på en sådan spænding er forbrydelsen, der udgør en konflikt mellem individ og samfund, men som samtidig giver samfundet anledning til at reflektere over sine love og bekræfte fællesskabet.

Dialektikken er en dynamik skabt af sammenstødet mellem momenter, der er i logisk modstrid med hinanden, men er uløseligt forbundne i det virkelige samfund.

Særligt i hans politiske filosofi kan forholdet mellem systemtænkning og dialektik virke paradoksalt: Mens den første peger i retning af en selvomsluttet helhed, der nærmest føles klaustrofobisk i sin homogene totalitet, hvor folket eksempelvis udgør en uproblematisk enhed, fremstår den anden som en radikal åbning mod det ukendte og altid uafsluttede.

Hegel var ikke blot en tænker af modsætningsforhold, men også en modsætningsfyldt tænker, hvis skrifter har givet anledning til diametralt modsatrettede fortolkninger. Det har ført til både konservative og revolutionære læsninger, og den første generation af hans efterfølgere udspaltede sig hurtigt i såkaldte højre- og venstrehegelianere.

Til den sidste gruppe hørte Karl Marx (1818-1883), der ville »stille Hegel fra hovedet tilbage på fødderne« og omsætte hans dialektiske tænkning til revolutionær handling.

Sædelighedens fællesskab

Den tyske idealisme, som Hegel var en del af, udgik af traditionen efter den store tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant. For Kant betyder ’frihed’ ikke, at man kan gøre, som man har lyst til.

Den frie vilje består tværtimod i evnen til at gøre sig til herre over sin egen natur og træffe reflekterede valg på trods af sin tilbøjelighed og i overensstemmelse med de moralske principper, mennesket som fornuftsvæsen må forstå som almengyldige. Individets autonomi består i friheden til selv at slutte sig frem til de moralske love, det handler efter.

Hegel overtager Kants begreb om autonomi, men indsætter det i en historisk og social sammenhæng. Autonomi er for Hegel befrielsen fra naturafhængigheden gennem pligten, idet individet sætter sig ud over sin umiddelbart egoistiske tilbøjelighed og forpligter sig over for fællesskabet.

Han kritiserer Kants moralfilosofi for at være tom form: Kants filosofi sætter moralen på formel, men den kan ikke give den noget indhold. Når Kant med udgangspunkt i den frie vilje argumenterer sig frem til, at det er umoralsk at stjæle, så forudsætter han implicit allerede eksisterende ejendomsforhold.

Men hvis ejendomsretten ikke på forhånd var givet, ville den rene moral ikke kunne give nogen begrundelse for dens indførelse. Ejendom og dermed tyveri er historisk betinget.

I modsætning til Kant skelner Hegel derfor mellem moral og sædelighed. Sædeligheden er enheden af den subjektive moral og den objektive ret, altså samfundets konkrete love og regler. Stedet for sædeligheden er det moderne samfunds tre vigtigste sociale kontekster: familien, det borgerlige samfund og staten.

Hvor familien udgør det borgerlige samfunds og statens byggesten, er statens institutionaliserede normer omvendt den historiske betingelse for det sædelige liv i de to øvrige kontekster. Det store fællesskab er altså ikke blot en afspejling af det lille, men derimod dets forudsætning.

Den anden natur

Staten står således centralt hos Hegel som garanten for samfundets sædelighed. Men der findes også et autoritetskritisk moment i hans ellers statsbegejstrede politiske filosofi, idet Hegel problematiserer sædelighedens tendens til at indlejre sig i individet som en slags ’anden natur’.

Vi fødes ind i og opdrages inden for et bestemt sædeligt system, der udgør rammen for vores tænkning og handling. Sædeligheden erstatter derfor til dels vores naturlige instinkter som grundlag for vores umiddelbare adfærd i verden og bliver en ny naturlighed, som er hævet over den første natur, fordi den er formet af fællesskabets sociale etik.

Når Hegel selv eksempelvis i forbifarten taler om pligten til at tugte sine børn, vil det virke frastødende på den nutidige læser, da revselsesrettens afskaffelse på blot et par årtier har gjort vold mod børn til en unaturlighed i vores øjne.

Omvendt er natur for Hegel pr. definition ufrihed, og hvis vi udelukkende følger den anden naturs indgroede handlemønster, så handler vi ikke længere bevidst og autonomt. Den anden natur er altså både en befrielse fra den første og en ny form for ufrihed.

Og denne glidning gentager sig hele tiden på et nyt niveau: En frigørende kritik af samfundets normer danner selv grundlag for en ny norm, der bliver til anden natur og ufrihed. Frihed er derfor også frigørelse, en bevægelse frem for en tilstand.

Den virkelige naturtilstand

Hegel var ingen pacifist. Den historiske bærer af politikken er staten, og sædelighedens normer gælder kun inden for statens grænser. Hvor staten indadtil er bundet sammen af overensstemmelsen mellem subjektiv moral og objektive love, står stater udadtil i et rent kontraktuelt forhold til hinanden, og kontrakter kan til enhver tid opsiges.

Hegel kritiserer derfor Kants kosmopolitiske forestilling om en ’evig fred’, der skulle etableres gennem et folkeforbund mellem verdens nationer og udelukke krig for altid. Et sådant forbund ville udelukkende bygge på staternes indvilligelse, og den ville de til enhver tid kunne trække tilbage.

Selv om Hegel afviser begrebet om en naturtilstand blandt menneskene, taler han derfor om forholdet staterne imellem som den virkelige naturtilstand, altså alles kamp mod alle. Det vil ikke sige, at stater nødvendigvis til enhver tid ligger i åben krig med hinanden, men at krigen altid er en mulighed og som mulighed et uomgængeligt vilkår.

Krigen kan endog styrke sædeligheden i en stat, fordi den vækker følelsen for det fælles hos den enkelte, som derfor tilsidesætter private interesser for at forsvare og styrke nationen. Krigen er selvsagt ikke et gode i sig selv, men værre end krigen er stilstanden i et samfund, der ikke udvikler sig, og konflikten udadtil kan være katalysatoren for forandring indadtil.

Det borgerlige samfunds selvoverskridelse

Parallelt til staten står det borgerlige samfund, som er arbejdsdelingens, produktionens og markedets sfære. Selv om det borgerlige samfund formidler mellem producenter og forbrugere uafhængigt af staten, så mener Hegel ikke, at økonomien er selvregulerende. Fordi markedet har behov for staten til at sikre ejendomsret og kontraktforhold, har staten ret til at gribe ind i markedskræfterne.

Allerede før Marx beskrev Hegel markedets tendens til på en og samme tid at producere umådelig rigdom og den dybeste armod. I takt med at arbejdsdelingen i det borgerlige samfund fører til øget produktion og koncentration af værdier, taber arbejdet selv og den enkelte arbejder i værdi, og en del af arbejderklassen nedsynker i fattigdom og bliver til pøbel.

Hvordan skal staten reagere på dette dilemma? Understøttelse uden arbejdsforpligtelse ville gå imod princippet for det borgerlige samfund, mens en generel arbejdsgaranti ville føre til overproduktion og i sidste ende blot forstærke problemet.

Hegels paradoksale konklusion er, at det borgerlige samfund »med sin overflod af rigdom dog ikke er rigt nok« – at rigdommen gennem arbejdsdelingen nødvendigvis producerer fattigdom som sin modsætning, eller som Marx ville sige: at kapitalens eksistens er afhængig af den kapitalløse arbejder.

»I kraft af denne dialektik drives det borgerlige samfund ud over sig selv,« fortsætter Hegel.

Det borgerlige samfund kan kun holde konsekvenserne af sit indre modsætningsforhold i skak gennem vækst, og denne vækst må søges uden for statens grænser i form af international handel og, som Hegel også pointerer, imperialisme og kolonialisme.

Således beskriver Hegel globaliseringens tendens mod dannelsen af et verdensmarked. I dag, hvor dette marked er en realitet, ser vi, hvordan den dialektik, Hegel beskrev, gentager sig i større skala, hvor rigdommen koncentrerer sig hos en global elite. Til det ville Hegel formentlig sige, at de indre spændinger i samfundet endnu en gang peger ud over samfundet selv: Konflikten er det, der driver historien fremad.

Serie

Hegel 250 år

Den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel har betydet så meget for vores forestillinger om modernitet, historie og fremskridt, at vi alle er hegelianere – de fleste af os ved det bare ikke. Men nu får du chancen for at forstå Hegel helt forfra.

I anledning af Hegels 250-årsfødselsdag laver Information en sommerserie, hvor en række filosoffer forklarer de vigtigste temaer i hans filosofi. Og vi slutter af med en stor fødselsdagsfest.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Hørning

»Hegels paradoksale konklusion er, at det borgerlige samfund »med sin overflod af rigdom dog ikke er rigt nok« – at rigdommen gennem arbejdsdelingen nødvendigvis producerer fattigdom som sin modsætning, eller som Marx ville sige: at kapitalens eksistens er afhængig af den kapitalløse arbejder.«
Det er uargumenteret hvad Karl Marx ville sige, og det er usandsynligt at Marx skulle sige sådan noget lallende vrøvl.
Marx påviser at arbejderen tilfører produktionen den kapital som eksistensen som lønarbejder giver nemlig i hans betragtning det som hedder variabel kapital.
Det som er den marxistiske tænknings dialektiske modsætning er kapitalens ejendomsret til produktionsmidlerne. Det er Marx påpegning af dette forhold der giver et politisk begreb til den hegelske modsætning .
En revolutionær afskaffelse af ejendomsretten – det som senere blev kaldt bolchevisme og blev påbegyndt ved Oktoberrevolutionen i 1917.
Det er i dag bedrøveligt at danske marxister er krøbet i ly fordi Stalin i en tid efter revolutionen fik frataget det bolchevitike partis lederskab ved sine personlige afvigelser.
Det kostede mangen en god kommunist livet, men det har ikke frataget proletariatet, arbejderklassen muligheden for en væbnet revolution. Selve bevæbningen vil afhænge af situationen.

Virginia Peneva, Anne Mette Øeby og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Søren Andersen

Jeg forstår ikke det med forholdet mellem stater. Der står, at Hegel afviste tanken om et verdensforbund med begrundelsen, at staterne altid kan trække deres tilslutning til et sådant tilbage. Men der står også, at Hegel taler om "det naturlige", som en opfattelse, der ændres i historiens løb, og på den måde må han vel også kunne få den tanke, at naturtilstanden mellem stater med tiden udvikler en naturtilstand, hvor fælles overstatslig (verdensforbund) virker mere og mere naturligt og dermed gror mere og mere fast. Hvordan kunne han mene det modsatte?