Feature
Læsetid: 6 min.

Ingen kunne læse de græske tragedier som Hegel

Hegel viser med sin indflydelsesrige læsning af Sofokles’ ’Antigone’, hvordan selv den samfundsform, for hvilken det fælles bedste er noget indiskutabelt, nødvendigvis må bero på forskelle som dem mellem stat og familie, mænd og kvinder, frie og ufrie, det fælles og det individuelle
Hegel viser med sin indflydelsesrige læsning af Sofokles’ ’Antigone’, hvordan selv den samfundsform, for hvilken det fælles bedste er noget indiskutabelt, nødvendigvis må bero på forskelle som dem mellem stat og familie, mænd og kvinder, frie og ufrie, det fælles og det individuelle

Sofie Holm Larsen

Moderne Tider
25. juli 2020

En forkætret grundtanke hos G.W.F. Hegel er, at historiens gang er fornuftig, og at det er filosofiens opgave at sætte ord på denne fornuft, så enhver historisk og kulturel forandring lader sig forstå som moment i en større proces.

Denne proces, som Hegel satte sig for at begrebsliggøre og sætte i system, omfatter ikke bare tænkningens egen historie, men også den sociale bevidstheds historie, kulturhistorien, religionshistorien og den politiske historie.

Stillet over for en så gigantisk opgave er det ikke så overraskende, at filosofien, som Hegel selv formulerer det et sted, altid kommer for sent og ikke egner sig til at belære om fremtiden:

»Som verdens tanke viser den sig først i tiden, efter virkeligheden har fuldført sin dannelsesproces og gjort sig færdig.«

Selv om Hegel skrev om mange perioder og kulturer, har det klassiske Grækenland en særlig fremtrædende plads i hans tænkning og forfatterskab. Han voksede op i en tidsalder, hvor klassisk sprog og litteratur var et hovedelement i det undervisningssystem, som han gennem næsten hele sit liv var en del af – som latinskoleelev, seminarist, huslærer, gymnasierektor og universitetsprofessor.

Samtidig tilhørte Hegel en generation af tyske nyhumanister, for hvilken dyrkelsen af den græske verden fik et særligt momentum, nemlig som eksponent for nye ideer om menneskelig frihed. Som ung blev Hegel uddannet i årene omkring Den Franske Revolution sammen med to af sin generations vigtigste intellektuelle, digteren Hölderlin og filosoffen Schelling. Det skete på et præsteseminarium, hvor de klassiske sprog blev studeret ortodokst som en kilde til den autoritet, studenterne senere skulle udøve som præster i de protestantiske fyrstestater. Men for de tre blev studiet af antikkens Grækenland i stedet grundlag for en gennemgribende nytænkning af frihedens ide, filosofisk påvirket af Kant, politisk påvirket af Den Franske Revolution.

Sammen med grundtanken om historiens fornuft hører en anden grundlæggende ide, som Hegel delte med Hölderlin og Schelling. Den går ud på, at den menneskelige frihed i sit væsen er historisk og altså ikke bare en naturlig disposition.

Når det klassiske Grækenland indtager en så central plads i Hegels tænkning, er det, fordi det ifølge ham er her, friheden første gang manifesterer sig historisk. Men det er også, fordi den græske frihed er anderledes end den moderne frihed.

I sin kritiske filosofi havde Kant udviklet en moderne teori om frihed, der betoner det enkelte menneske som frit, autonomt og uendelig værdifuldt. Grækerne forstod derimod frihed som noget kollektivt og objektivt, idet man kun kunne være fri som borger i en fri stat.

Den samfundsstruktur, hvor friheden praktiseres kollektivt, betegner Hegel med et specielt ord: ’sædelighed’ (Sittlichkeit), og det er i kraft af sædelighed, at vores individuelle handlinger bliver meningsfulde, ikke kun for andre, men også for os selv. Tilsammen udgør den moderne subjektive frihed og den sædelige, objektive frihed en højere enhed, hvis fuldbyrdelse Hegel beskriver i sit berømte hovedværk Åndens fænomenologi (1807).

I sin reneste form er sædelighed en tilsyneladende utopisk tilstand af harmoni, hvor alle er enige om de fælles mål, og hvor enhver kender sin plads og herfra forsøger at realisere det fælles bedste. Som individer kan borgerne nok kappes om, hvordan det fælles bedst realiseres, men de forbliver dog forenet om det fælles mål. Til forskel fra traditionelle samfund, hvor man blot orienterer sig efter skik og brug, er den græske sædelighed rettet mod almene principper, men der er endnu ikke tale om en moderne retsstat med universelle rettigheder og pligter.

Grækerne »vidste kun, at nogle er frie, ikke at mennesket som sådan er det«, fastslår Hegel og betoner, hvordan kvinder og slaver kun kunne bidrage til det fælles bedste ved at afstå fra deltagelse i den kollektive frihed.

Den græske sædelighed er vigtig for Hegel, fordi vores individuelle og subjektive frihed først bliver meningsfuld gennem fælleskaber, der også anerkender vores frihed. Hegel mente, at moderne filosoffer som Kant var tilbøjelige til at undervurdere frihedens sociale dimension. Uden fælles normer og institutioner ville den individuelle frihed fremstå vilkårlig.

Til gengæld mente Hegel også, at den græske sædelighed var ufuldstændig på grund af sin manglende anerkendelse af individets subjektivitet, og derfor måtte den nødvendigvis gå under. Og han viste, at det sted, hvor dette sammenbrud manifesterer sig klarest som idé, er i den græske tragedie.

Tragedien

Mange af Hegels vigtigste kulturanalyser tager udgangspunkt i kunstværker, og analysen af den græske sædelighed kulminerer i hans meget indflydelsesrige læsning af Sofokles’ Antigone.

Ifølge Hegel handler græsk tragedie om konflikten mellem ligeberettigede, men uforenelige sædelige fordringer. Kong Kreon har forbudt begravelsen af en landsforræder, hvis søster Antigone til gengæld insisterer på sin pligt til at begrave sin bror. Begge handler ret, men formår ikke at anerkende modpartens berettigelse, og deres konflikt får samhørigheden mellem stat og familie, fællesskab og individ til at briste.

Hegel viser, hvordan selv den samfundsform, for hvilken det fælles bedste er noget indiskutabelt, nødvendigvis må bero på forskelle som dem mellem stat og familie, mænd og kvinder, frie og ufrie, det fælles og det individuelle.

På den ene side viser Antigones kærlighed til sin bror, hvordan gensidig anerkendelse er mulig på tværs af grundlæggende forskelle (og dermed udgør det positive modstykke til det mislykkede anerkendelsesforhold mellem herre og træl), men på den anden side bliver dette også årsag til den konflikt, der får den normative struktur til at bryde sammen.

I et politisk perspektiv viser Antigone, hvordan staten indirekte, men uundgåeligt, medvirker til at opløse netop de forskelle, der er dens eget grundlag. Den stat, der skaber et kollektiv af frie og lige mænd, er også med til at skabe den kvinde, der kommer udefra og insisterer på sin bror som et unikt individ, noget andet og mere end borger.

I tragedien bryder sædelighedens kollektive frihed sammen, fordi den endnu ikke kan rumme den subjektive frihed. Til gengæld giver den sit publikum mulighed for en refleksion, der ikke var mulig for tragediens sædelige, men ureflekterede helte. Tragedien blotlægger altså ikke bare modsætninger, men giver også et grundlag for deres senere forsoning.

Arven fra Hegel

Når tragedien er så vigtig for Hegels tænkning, er det ikke kun, fordi den viser betydningen og begrænsningen i grækernes forståelse af fælles frihed. Den er også vigtig som prøvesten for hans lære om historiens fornuft.

De lykkelige tider er tomme sider i historiens bog, skriver Hegel et sted, og han skriver bedst, når man fornemmer anstrengelsen med at få den tragiske lidelse til at give mening, sådan som det sker i Åndens fænomenologi, der er skrevet, da den republikanske frihedskamp var endt i Napoleonskrigenes masseslag mellem imperier. Senere i forfatterskabet, da hans historiefilosofi er fuldt udbygget, er det indimellem, som om det bliver lidt for let at betragte lidelsen i et større frigørelsesperspektiv.

Hegels analyse af den græske sædelighed og tragedien har haft stor indflydelse på mange felter. Her bliver en filosofisk teori om frihed forenet med en historisk teori om social forandring og en litteraturhistorisk teori om genre, og det sker på en måde, som har fået stor indflydelse på tænkning og kunst.

Selv om Hegel ikke mente, at den græske tragedie lod sig genoplive i den moderne verden, så er det dog ganske sigende, at Sofokles’ Antigone, der før år 1800 stort set ikke var blevet genopført siden antikken, i dag er den græske tragedie, der oftest bliver læst, genopsat og reaktualiseret.

Hegels historiefilosofiske teori om frihed er blevet kritiseret for at være eurocentrisk, og hans insisteren på sædelighedens fornuft er blevet kritiseret for at forsvare den borgerlige families normer, men det er dog ganske sigende, at de fleste ikkevestlige gendigtninger af Antigone (og dem er der mange af) handler om frihed, og at de fleste feministers yndlingstragedie er Antigone.

Serie

Hegel 250 år

Den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel har betydet så meget for vores forestillinger om modernitet, historie og fremskridt, at vi alle er hegelianere – de fleste af os ved det bare ikke. Men nu får du chancen for at forstå Hegel helt forfra.

I anledning af Hegels 250-årsfødselsdag laver Information en sommerserie, hvor en række filosoffer forklarer de vigtigste temaer i hans filosofi. Og vi slutter af med en stor fødselsdagsfest.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Men det er en meget tidstypisk analyse, der også instrumentaliserer den græske tragedie på en måde, der rimeligvis ikke var baggrund for. Ydermere så de frie græske borgere ikke en metafor for deres eget samfund, men en genspejling af et hadet samfund, man havde gjort op med, tyranniet.
Alligevel er der stadig så mange ting, vi kan have svært ved at balancere imod hinanden: at græske kvinder på den ene side var frie, på den anden side underlagt en et regime, hvor de mere eller mindre var mænds ejendom. De optræder overalt i litteraturen, men også i kunsten, og som oftest med en betydelig grad af kløgt, indsigt og initiativ.
Værst ved den hegelske tilgang er dog graden af fiksérbillede, der ikke indfanger den betydelige dynamik, der konstant udviklede og forandrede de græske bystater, og som om noget er reflekteret i den dramatiske litteratur.

Gad vide Information laver disse serier - ligesom litteratur fra Island - som et slags bogprojekt for deres eget forlag?