Essay
Læsetid: 9 min.

Internettet ved alt om mig, men jeg har selv skrevet alle mine oplysninger ind

Sara slutter fred med fremtiden: Sara Mering er vokset op med internettet helt tæt på, men alligevel føles det fjernt. Da hun besøger sin mormor, går det op for hende, hvordan internettet ikke bare er oplysninger til hende, men også oplysninger om hende
Hvad er internettet egentlig blevet til for et sted? Hvad gør algoritmerne ved os? Og hvad ville Walter Benjamin have ment om Instagram? Sara Mering er vokset op med internettet helt tæt på, men alligevel er der en del af det, som føles meget fjernt. Ved et besøg hos hendes mormor opdager hun, hvorfor internettet ikke længere bare er oplysninger til hende men også om hende.

Hvad er internettet egentlig blevet til for et sted? Hvad gør algoritmerne ved os? Og hvad ville Walter Benjamin have ment om Instagram? Sara Mering er vokset op med internettet helt tæt på, men alligevel er der en del af det, som føles meget fjernt. Ved et besøg hos hendes mormor opdager hun, hvorfor internettet ikke længere bare er oplysninger til hende men også om hende.

Sarah Hartvigsen Juncker

Moderne Tider
18. juli 2020

Hjemme hos min mormor ser alt ud, som det plejer. Og det har det gjort i måske 40 år. Min mormor har ingen computer. Hun har hverken internet eller e-mail eller smartphone. Hun har en fastnettelefon, som hun flytter med sig ind i stuen, når hun ser fjernsyn. Og så har hun fået en mobiltelefon af min mor, som hun, til min mors store frustration, bliver ved med at slukke, når hun ikke bruger den.

En dag jeg var på besøg, fortalte min mormor om en bunke kvitteringer, hun havde liggende. Kvitteringer fra alle de gange, hun har hævet penge i banken i år 2018, 2019 og 2020. Hun gemmer dem nøje hvert år i en lille bunke med en elastik omkring. Nu ville hun rydde op og smide den ældste bunke ud. Og hun spurgte mig derfor, om hun skulle klippe dem i stykker, eller hvad hun skulle gøre med dem. Hvis nu nogen skulle finde dem.

Det gik op for mig, hvor stor en forskel der er på den information, man kan finde om min mormor, og den man kan finde om mig. Mine oplysninger ligger ikke i en skraldespand. Jeg skriver dem selv ind alle mulige steder på nettet. Og jeg ved, at jeg har sagt ja til alle mulige erklæringer om, at folk, jeg ikke ved hvem er, gerne må kigge i dem.

I løbet af det seneste halve år har jeg undersøgt nogle af de kæmpestore udfordringer, som min generation står over for. Jeg er selv 23 år, og fremtiden kan for mig virke skræmmende. Jeg bekymrer mig for hele det uoverskuelige, filtrerede og magtfulde univers, som internettet og sociale medier er blevet. Derfor handler kapitlet i dag om, hvad der er sket, siden min mormors tid og min – i kraft af internettet.

Serien findes også som podcast. Du kan høre første afsnit her og i din foretrukne podcastafspiller.

Jeg kan nærmest ikke huske tiden før internettet og sociale medier. Og det gør mig bange, at de her steder, som jeg har bevæget mig rundt på så længe, og som jeg føler, jeg kender så godt, i virkeligheden fungerer på nogle måder, jeg slet ikke ved noget om.

Derfor har jeg forsøgt at forstå mængden af information, der ikke bare findes til mig – men også om mig.

Alt er skabt af algoritmerne

Det er umuligt at beskrive internettet på en måde, hvor man får alt det med, som internettet er. Så skal man nærmest ud i en sammenligning med universet. Men en, som jeg synes er god til at beskrive internettet som et sted, er Frederik Kulager. Til dagligt skriver han om teknologi for mediet Zetland. Ifølge ham er internettet et sted, som ikke bare er neutralt, men som også påvirker os, når vi bruger det.

Man kan tænke på internettet som en masse forbindelser, der forgrener sig ud i et ekstremt stort netværk, forklarer Frederik Kulager.

»Men det er også centraliseret omkring nogle få bastioner.«

Sarah Hartvigsen Juncker
Facebook kalder han moderskibet på internettet. Twitter bliver illustreret som nyhedspulsen, døgnets rytme. Instagram som et sted, hvor vi viser os frem. Og Google som mastodonten. Vores søgninger, kort, mailindbakke, tekstdokumenter. Internettets penalhus.

Frederik Kulager kalder dataindsamling for kapitalismens ultimative sejr.

»Internettet har gjort din person, dine interesser, dine venner, din familie, dit fællesskab til en pengemaskine.«

Det hele er bygget op omkring masseovervågning. Det er en computer, som ser alt, hvad du laver – og som bygger meget komplekse profiler af dig. Derefter bliver alle de her oplysninger solgt videre til andre virksomheder, som vil målrette annoncer til dig. Og det er derfor, vi har fået et internet, som er gratis. Vi betaler for vores platforme ved at være der.

Og her er algoritmer vigtige at forstå, for det er dem, som vores data blandt andet bliver brugt til at tilpasse. Det er dem, som gør, at indhold på nettet bliver serveret for os. Det bliver filtreret og bragt ud til os mekanisk. På Instagram er det for eksempel de billeder, du ser, og den rækkefølge de ligger i – det er alt sammen en algoritme, som har truffet en beslutning om, at det skal se sådan ud.

Frederik fortæller om, hvordan Rasmus Paludans karriere blev hjulpet virkelig meget på vej af YouTubes egne algoritmer.

»Fordi de kunne se, at unge mennesker sad og så de her vanvittige videoer, begyndte YouTube at pushe det ud algoritmisk til millioner af danske seere.«

En af hans videoer lå på en ’hot lige nu’-liste. En video, hvor Rasmus Paludan stod og svinede en mindreårig til.

Jeg spørger Frederik Kulager, hvem han synes burde stå til ansvar for sådan noget.

»Det, synes jeg, at platformene skal. Det er dem, som tjener pengene på det her indhold. Og det er dem, som har sørget for, at videoen skal ligge lige der – i primetime.«

Jeg spørger, om man ikke bare kunne fjerne algoritmer eller lave regler for dem, sådan at alle blev eksponeret for det samme indhold på den samme måde. Men nej.

»Jeg tror, folk ville hade det,« svarer Frederik Kulager. »Vi har allerede vænnet os til, at alt er tilpasset os.«

Walter Benjamin og Instagram

I 1935 skrev den tyske filosof Walter Benjamin et essay om, hvad den nye teknologi (altså dengang) gør ved kunsten. Essayet hedder Kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder. Det handler om, hvad der sker, når noget, der tidligere kun fandtes ét sted på ét tidspunkt, for eksempel et maleri på et museum, pludselig kunne findes overalt. Og da jeg læste hans essay, kunne jeg ikke lade være med at tænke på Instagram.

Walter Benjamin forklarer, hvordan teknologien i begyndelsen af 1900-tallet udviklede sig helt vildt. Han skriver om fotografiet, som kan fange et øjeblik lige så hurtigt som et øje. Og om film, der kan skære udsnit af virkeligheden ud og præsentere dem på en særlig måde. Og fordi det hele kan kopieres og gentages, kan alle pludselig se og eje og opleve kunstværker i alle mulige mærkelige kontekster. Det kan give nogle nye muligheder, skriver han, men det kan også være farligt.

Der er især ét citat i essayet, som lyder virkelig genkendeligt. Et citat af den franske digter Paul Valéry:

»Ligsom vand, gas og elektrisk strøm ved et næsten umærkeligt greb føres ind i vore boliger langt borte fra for at betjene os, så kommer vi til at blive forsynede med billeder eller tonestrimler, som med en lille bevægelse, næsten bare et tegn, indstiller sig selv og forlader os igen på samme måde.«

Sarah Hartvigsen Juncker

Jeg synes næsten, det lyder som et Instagram-billede eller et andet opslag på et socialt medie. Og i dag er det ikke bare i hjemmet. Jeg tager kunsten med mig overalt. Jeg streamer og lytter og downloader og søger, mens jeg bevæger mig rundt.

I dag er reproduktionen blevet endnu vildere – og endnu hurtigere. Og alle de små bevægelser, alle de små tegn, som jeg bliver eksponeret for hele tiden, de er ikke bare tilfældige eller kollektive. Dem har algoritmer udvalgt særligt til mig.

Hele den verden, som internettet har åbnet for, lader til at lukke sig igen. Jeg befinder mig i en boble. Et sted, hvor data har bestemt, hvem jeg er, og hvad jeg skal se. Og i boblen findes kun de ting, jeg allerede kender.

Politisk aktivisme på internettet

En meget tidlig morgen mødtes jeg med Emma Holten. Hun har været feministisk aktivist i snart fem år, efter at hun selv oplevede, at nogen misbrugte hendes informationer på nettet. Det, man i dag kalder en digital krænkelse. Og Emma Holten kan sin magtkritik. Hun har det kritiske blik, man har brug for, når man skal vende sig mod sine egne vaner og gennemskue Silicon Valleys gigantiske virksomheder.

Vi taler om, hvorfor man ikke bare stopper med at bruge alle de her platforme. Når nu man ved, at de er et kæmpe problem. Men en del af svaret ligger i, at netop de platforme på samme tid også kan være med til at løse andre vigtige problemer.

Emma Holten forklarer, hvordan hun selv har et meget konfliktfyldt forhold til sociale medier.

På den ene side er det et vigtigt sted for folk, der laver politisk aktivisme, at kunne møde hinanden. På den anden side spørger hun, hvad der er fedt ved at bruge kæmpe store reklamevirksomheders platforme til at lave sin politiske aktivisme?

På den ene side er det et sted, hvor man kan debattere vigtige emner foran en masse mennesker. Og på den anden side bliver debatterne derinde altid kun delt med en lille procentdel af befolkningen og ofte på en totalt ubehagelig måde.

Engang troede vi, at Facebook skulle revolutionere demokratiet, men det kommer det aldrig til, forklarer Emma Holten. Vi bliver nødt til at nedjustere vores forventninger til de platforme, vi bruger.

»Og så tror jeg, at man skal sige det videre til sine forældre og bedsteforældre,« tilføjer jeg.

»Ja!« siger hun. »Fake news, antivaccine, klimaskepticisme, det er primært ældre mennesker, som falder for de her ting.«

Og efter en lille pause tilføjer hun: »Jeg ved ikke, om det er at krænke dine forældres privatliv. Men når de sidder med deres feed, så kig på, hvad de følger.«

Evigheden

Musikeren Bisse tilbyder mig et spejlæg, han skal selv have et nemlig. Men jeg nøjes med te. Bisse hedder også Thorbjørn Radisch Bredkjær, og hver gang han svarer på mine mails, ændrer han navnet en lille smule. Thorbims, Tbear, Tårebims. Inden jeg kom på besøg, gik jeg selv og hørte en sang, han har lavet, som hedder »Se frem«. Den handler om fremtiden og om, at det hele nok skal gå.

Og det er derfor, jeg er taget på besøg hos ham. Som kunstner ved Bisse, hvordan det er at skabe alt det, vi andre streamer og lytter og tager ind. Og han ved også, hvordan man sætter ord på noget meget stort og besværligt, f.eks. fremtiden eller internettet. Og så er Bisse optimist – også i en verden af masseovervågning og dataindsamling.

»Du skal ikke være bange for fremtiden,« siger han som noget af det første. »Folk har altid været bange for fremtiden. Det er en del af det at være menneske.«

Bisse kan godt se, at der er noget særligt ved det forhold, vi har til fremtiden, nu hvor man gennem videnskaben kan få en forhåndsviden om noget fremtidigt. Men for Bisse er det en del af problemet. »Frygten gør det frygtede til virkelighed. Så frygt ej!« siger han.

Fremtiden skræmmer ikke Bisse, fordi kaos ikke skræmmer ham. Det er et livsvilkår.

Men så fortæller jeg selv, at jeg synes, internettet er kaotisk og uoverskueligt, og at det virker virkelig skræmmende for mig.

»Jamen, det gør det også for mig,« siger Bisse så, lidt mere stille. »Det er altid skræmmende med evigheden. Og internettet kan til en forveksling ligne evigheden. Det er skræmmende, fordi man bliver så forsvindende lille i det.«

– Kan du forklare, hvad forskellen egentlig er på det, man deler, når man laver kunst, og det, man deler på Facebook og Instagram og sociale medier?

»Et opslag er delbart, det er noget, man kan dele med hinanden, men en sang kan man ikke dele med andre. Du kan godt sige til dine venner, at det er en fantastisk sang, men der vil altid være en rest af din oplevelse med sangen, som går tabt, når du vil dele den med andre. Der er en meget personlig oplevelse med den gode sang, som synger til dit hjerte. Et opslag er noget, du kan dele med andre, og en sang er en meget privat oplevelse. Og vi ved jo, at det er meget svært at være privat på Facebook.«

Der er virkelig mange ting, som internettet og sociale medier har ændret ved mit liv. Og mange af dem er rigtig gode. Jeg har fået venner. Jeg har følt mig forstået eller oplyst eller inspireret. Samtidig er der også blevet bygget en profit på min tilstedeværelse de steder. Og det tror jeg stadig, at jeg skal bruge noget tid på at forstå ordenligt og finde ud af, hvad jeg skal gøre ved.

Jeg har aldrig selv tænkt ordentligt over, hvorfor internettet og sociale medier er gratis. Og det bekymrer mig, at det er med så store samfundsmæssige omkostninger. Til gengæld kan jeg mærke, at vi bliver bedre og bedre til at tale om dem. Og derved til at kunne spørge, om det virkelig skal være på den her måde.

Serie

Sara slutter fred med fremtiden

Sara Mering er 23 år og bange for fremtiden og de kæmpestore udfordringer, som hendes generation går imod. Gennem interview med eksperter, debattører og kunstnere undersøger hun i fem afsnit klimaforandringerne, internettet, psykisk sårbarhed, pengene og magten og de meningsfulde fællesskaber i håbet om til sidst at kunne slutte fred med fremtiden.

Serien udkommer også som en podcast i fem afsnit, der går yderligere i dybden med hvert enkelt tema. Hør dem her.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Lindholm

I den analoge verden er det dig, som har den fulde kontrol. Men i den digitale verden har du ingen kon trol overhovedet.

Torben K L Jensen, kjeld jensen, Lone Hansen, Carsten Munk, Karsten Lundsby og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Wentzlau

jeg har ikke noget at skjule, er de flestes kommentar; men det har overvågnings kapitalisterne derimod; med alle deres cockies, hvorved de omgår grundlovens beskyttelse af brev hemmeligheder, telefonaflytning, registrering af sindelag, de kalder det bedre brugeroplevelser, forbrugervalg mm.
jeg kalder det nogen fogger med min hjerne!!!

Bjarne Andersen, søren ploug, kjeld jensen, Liselotte Paulsen, Torben Sonne, Lone Hansen, Carsten Munk, Eva Schwanenflügel, Jane Doe, Karsten Lundsby, Ron Levy og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg vil udbringe et stort tillykke til overvågningskapitalisterne for grundigt og veludført arbejde.

Ikke bare har de med stor intensitet og succes kunnet indsamle, forædle, profittere på borgeres private adfærdsdata, unddrage sig privatlivets forfatningssikrede rettigheder, bringe unge mennesker til selvdestruktion, bringe despoter til magten.

Det er tillige lykkedes med vores uforbeholdne samtykke, myndigheders, politikeres, mediers opbakning og velsignelse. Og de er, via deres tilvejebringelse af uovertrufne produkter og platforme til gratis anvendelse, lykkedes med at overbevise de fleste om at latterliggøre de få kritiske røster som konspiratoriske kræfter, der kun ser de “onde sociale medier”.

Så kære overvågningskapitalister: TILLYKKE! Med et gennemarbejdet og veludført projekt. Det sgu alligevel imponerende!

Bjarne Andersen, søren ploug, Torben K L Jensen, kjeld jensen, Niels Kristian Skjødt, Mads Troest, Lone Hansen, Eva Schwanenflügel og Jane Doe anbefalede denne kommentar
Frederikke Nielsen

"Internettet ved alt om mig, men jeg har selv skrevet alle mine oplysninger ind"
Man kan jo bare taste en masse forkerte informationer ind, så mister dataindsamlingen sin betydning...

Smart Power siger ja i stedet for nej. Den lader dig selv bestemme - men virker ved at gøre dig afhængig. Guider dig frem til sit eget formål. Fremkalder følelser for at udnytte dem og kapitalisere dem. Den opfordrer dig til at betro dig, dele,og deltage - at komme ud med dine meninger, behov , ønskere og preferencer - du underkaster dig frivilligt kontrollen med dit liv og du tror stadig at du er fri.

Protect Me From What I Want: The Exploitation of Freedom
https://www.youtube.com/watch?v=Kz96ia_GdFE

Bjørn Pedersen

@Rikke Nielsen
Nej. Simpelthen ved at du besøger f.eks. Informations hjemmeside, skabes der en oplysning om dig at du med statistisk sandsynlighed er til venstre for midten - og dermed modtagelig overfor reklamer for f.eks. andre venstreorienterede medier. Når du slår op hvilken opskrift du skal bruge, eller hvordan du laver den bedste kompostbunke, har algoritmerne lært at du laver egen mad og hvilken type mad du spiser, og at du har egen have. Og når du køber et produkt online, så lærer den noget om dine forbrugsvaner. De eneste oplysninger algoritmerne har brug for om dig, er hvad du ønsker at søge efter.