Læsetid: 7 min.

Jeppe Aakjær sagde skønne ting med de jævneste ord

Jeppe Aakjær skriver stilfærdigt mennesket ud af naturen som ånd, men tilbage som krop
Jeppe Aakjær skriver stilfærdigt mennesket ud af naturen som ånd, men tilbage som krop

Sofie Holm Larsen

25. juli 2020

Den pædagogisk handy, men også lidt for nemme fortælling om digterne og naturen lyder, at poeter helt frem til nyeste tid systematisk har misbrugt naturen, forstået på den måde, at de uafladelig har spejlet sig i den.

Det passer godt, hvor det gælder Kingo og Brorson, hos hvilke naturen hovedsagelig er Skaberens store bog, og det holder, når vi med en Ambrosius Stub vandrer omkring i et idylliseret landskab, og når vi hos Johannes Ewald kan følge, hvordan Rungsted gør ham til en inderligt følende skjald.

Også Schack Staffeldt kan siges at spejle sig, i alpelandet, idet han i »Paa Toppen af Mont-Cenis« løfter sig til almagtsposition ved mødet med selveste det sublime. Og Oehlenschlägers »Morgen-Vandring« skildrer en art spejlende identifikation, hvorved digterjeget gør sig til gode venner med de vilde blomster og dermed lægger afstand til bonden, for hvem kun kornet har sand værdi.

Blicher lovpriser man med rette som en af vore største naturdigtere, men kigger man hans Trækfuglene nærmere efter i fjerdragten, viser de fleste af dem sig som finurlige selvportrætter.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
" ---- bør man erkende den indiskutable æstetiske kvalitet hos de digtere, som måske ikke havde historiens vind i sejlene, men som til gengæld havde godt fat i en fælles konkret erfaring".

Sandt nok, men det afgørende må som såvel læser som kritiker være en forholden sig til det digteriske anliggende, som digtningen er udtryk for gennem en "fælles konkret erfaring". Hvad skal jeg bruge den "indiskutable æstetiske kvalitet" til, hvis den ikke vurderes i sammenhæng med det anliggende, der er forbundet med "en fælles konkret erfaring"?

De aspekter, der vedrører det æstetiske, og de aspekter, der vedrører erkendelse i relation til "en fælles konkret erfaring", må forbindes med hinanden.

Hvis en digtlæsning skal være interessant, må denne forbindelse prioriteres højt. Ellers går der for meget "æstetisk nydelse" i læsningen for nydelsens egen skyld. Det er den form for "smageri" og "selvsmageri", man kan opleve i relation til impressionistisk litteratur, når den er værst. Det er ikke en litterær tilgang, der kan anbefales.

Denne form for "smageri" kommer til udtryk i nedenstående anbefaling, som derfor ikke kan anbefales:
https://www.youtube.com/watch?v=SvmWtabJvo8

Jørgen Mathiasen

Der er faktisk (nutidige) litterære lærebøger, som diskuterer muligheden af, at betragte et litterært værk som en del af en selvbiografi. Den, der løfter blikket eller læser Skyum-Nielsen, opdager imidlertid hurtigt, at det ikke er velset. Litteratur, som også er iscenesatte tekster, er udtryk for meget andet end forfatterens privatliv, og hvad det andet er, blev der spurgt efter allerede i det retoriske spørgsmål om, »hvad han mente, med det han sagde«.

Det kalder Klougart oversættelsessyge i det DR-program, der er linket til, men retorikken har i det seneste halve årtusinde fået følge af mistænksomhedsfilosofien. Der stikker noget bag (en tekst eller et maleri), hvad enten det er kapitalen, seksualdriften eller viljen, og den mistænksomhed forsvinder ikke ud af vores kultur lige med det samme.

Bjarne Toft Sørensen

@Jørgen Mathiasen
Jeg finder det vigtigt stadig at fastholde en skelnen mellem analyse, fortolkning og perspektivering af et litterær værk, og hvis man i sin læsning f.eks. lægger et freudiansk eller ideologikritisk begrebsapparat ned over teksten, er der tale om perspektivering.

Klougarts tilgang i ovennævnte DR - program er for mig at se selvmodsigende, på samme måde som den, der formulerer udtalelsen: "Denne udtalelse skal ikke fortolkes, den skal blot opleves". Der vil hele tiden stå et spørgsmål tilbage ud over oplevelsen, nemlig hvad meningen er med udtalelsen.

I sin udtalelse i programmet henviser Klougart til sin seneste roman (hvis det er det?) på det tidspunkt, "Om mørke", og i sin anmeldelse af værket i Jyllands - Posten kommenterer Erik Svendsen meget rigtigt på et citat fra værket og tilføjer noget om det selvbiografiske i værket:

"Vi leder efter en forklaring i billedet. En forklaring i simpel forstand, en kugle, der støder ind i den næste. Vi finder det ikke. Tankerne gør øjnene hjemløse, øjnene begynder at vandre. Først i billedet, tilbage i tanken, ind i billedet igen, for der gives ingen muligheder for at forsvinde fra billedet ud i abstraktionen, ikke her.« Det sidste ved jeg nu ikke; det abstrakte og noget kunstfærdige tynger Klougarts tekster.
--------
Vist kan Klougart skrive godt og strømmende, men denne læser mener ikke, at forfatteren dybest set er interesseret i at kommunikere med sine læsere. Til gengæld skriver hun rigeligt om sig selv i tilsløret stil".
https://jyllands-posten.dk/kultur/anmeldelser/litteratur/ECE6310011/det-...

Poul Erik Pedersen

Jeg skal afholde mig fra at kommentere på tolkninger af Josefine Klougart. Til gengæld finder jeg anledning til at kommentere Skyum-Nielsens portræt af Aakjær. Det nævnes, i de biografiske noter, at Aakjær blev kendt for de socialt indignerede romaner han skrev, men i dag mest står som en sangbar folkelig lyriker. Det kan tilføjes at Aakjær faktisk også skrev socialt indignerede digte, en håndfuld af dem blev iøvrigt sat i musik af Ole Bundgaard og udgivet på en LP (i slutningen af 1970-erne eller i begyndelsen af 1980), med titlen "Jovist er jeg en spillemand".
Tema for disse digte var landproletariatets fortvivlende vilkår, de sore sociale skel på landet og den deraf følgende vrede. Her er der langt til den folkelige lyrik! Både Aakjær og Skjoldborg bidrog til at forme den gryende husmandsbevægelses kulturelle identitet, de blev brugt som foredragsholdere og oplæsere ude i de lokale husmandsforeninger. Derved bidrog de også til at husmændene udviklede et klassemæssigt fællesskab, konkret udformet i store landsdækkende organisationer skabt i årene før første verdenskrig. De to digtere fik derved også en social forankring og gennemslagskraft.
mvh. poul.

Bjarne Toft Sørensen

Til almindelig præcisering: Det vigtige for mig er ikke tolkninger af Klougart, men måden at foretage læsninger af "naturdigte" på, som det her kommer til udtryk i Skyum-Nielsens tilgang.

Jeg savner forbindelsen mellem de mange velvalgte stilistiske overvejelser og oplevelsen af digtet (en meget æstetisk orienteret tilgang), og så det natur - og livssyn og de dermed forbundne holdninger og værdier, som kommer til udtryk i digtet.

Digtet taler ikke "i sig selv" om dette natur - og livssyn. Hvad er den mere præcise forbindelse til " ----naturen som livgivende kraft og som daglig kilde til glæde, forundring og lykke"?

Hvor er den mere præcise dokumentation ud fra digtets strofer med henblik på, at " ---- Aakjær stilfærdigt, men ganske effektivt skriver mennesket ud af naturen som erkendende instans, for derpå blot at bringe det tilbage som krop"?

Jørgen Mathiasen

@Bjarne Toft Sørensen
Jeg lader temaet ligge for nærmere overvejelse, men mit mål er et komme nærmere på grundene til den isolerede æstetiske betragtning. Villy Sørensen havde også nogle overvejelser om den slags i Digtere og Dæmoner:
"..kunstneren kommer i sin erkendelsesutålmodighed uvægerligt til at lægge større vægt på den æstetiske selvtilfredsstillelse end på den etiske stræben mod ny erkendelse. Han søger skønheden for skønhedens skyld..." (127)

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"" ---- Aakjær stilfærdigt, men ganske effektivt skriver mennesket ud af naturen som erkendende instans, for derpå blot at bringe det tilbage som krop".

Den beskrevne proces svarer til tryllekunstneren, der trækker kaniner op af sin tomme hat. Hvordan kan digteren skrive "mennesket ud af naturen som erkendende instans", når han selv som menneske og digter er den, der anvender "dynamiserende personfikationer".

At et menneske kan "skrive mennesket ud af naturen" minder mig om følgende udtalelse fra Jørgen Dehs i "Det autentiske. Fortællinger om nutidens kunstbegreb" (2012), s. 9:

"Forstået som "program" antyder autenticitet det banale og alligevel bemærkelsesværdige forhold, at en estimeret kulturel virksomhed, der nærmest per definition indebærer illusion, forstillelse, iscenesættelse og unatur af enhver art, forholder sig til et ideal om at være det modsatte".