Læsetid: 7 min.

I Johannes V. Jensens »Det røde Træ« bliver digteren selv natur

Johannes V. Jensens »Det røde Træ« munder til slut ud i to små nye digte, som imidlertid ikke spolerer det første
Johannes V. Jensens »Det røde Træ« munder til slut ud i to små nye digte, som imidlertid ikke spolerer det første

Sofie Holm Larsen

1. august 2020

Vi er formentlig mange, som hver gang væltes over ende af Johannes V. Jensens »Det røde Træ«. Det er så vældigt et digt, bjergtagende i sin billedskaben, magtfuldt i sin prosarytme, kompromisløst i sin hengivelse til synets nu. Desuden aldeles frygtløst ved sin overraskende, underligt uforløste slutning, hvor et jeg træder ind på scenen, og hvor triumftonen slår om i sin tragiske modsætning: klagesangen.

Digteren og oversætteren Otto Gelsted (1888-1968) har i en artikel fortalt om, hvor grebet han som ung ved første møde blev af Jensens Digte 1906. Selve klangen, skriver han, kunne næsten »få indholdet, versenes mening, til at træde i baggrunden for det opæggende i selve musikken, noget ildnende som en dram eller trompetklang eller et styrtebad«.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
” Til det jeg, som spørger: »Hvem har snydt mig for min lynende Skæbne?« kan læseren roligt svare: Du selv, hvis overhovedet nogen. Ingen har snydt dig for lynene, for du har selv lige befundet dig tættest muligt på jordens hjerte. Kraften var i dig selv. Du var selv, som digter, natur”.

Spørgsmålet må være, om dette svar er i overensstemmelse med den intention og det anliggende, som er Johannes V. Jensens eget, og om et sådant svar er udtryk for natursynet i digtet?

Digtets anliggende må vel ses i sammenhæng med de øvrige 5 digte i den nævnte digtsuite, og som der står i artiklen: ” Han må have ment, at suiten rummede en kerne, motivisk, eksistentielt og æstetisk”.

I fremstillingen af Johannes V. Jensens forfatterskab på Forfatterweb, skrevet af Johannes Fibiger, omtales de 5 digte som udtryk for hans ungdoms rastløse spleen.

Som Johannes Fibiger gør opmærksom på i forhold til et af de seks digte med titlen ”Interferens”, henviser titlen til ” ---- en gensidig indvirkning af sammentræffende bølger. De bevidsthedsformer, hvis bølger brydes i digtet, er på den ene side kroppens egensansning, på den anden side et skarpt intellekt, der har intet mindre end livet i dets totalitet til revision.
Kroppen registrerer i det ydre rum en kosmologisk stilhed, i det indre sin egen søvnløse tilstand. Samtidig afsøger bevidstheden endelighedsproblemet, det, at den en dag skal ophøre med at leve”.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Men fremfor at blive på jeg-planet og give førstnævnte ret og implicit foregribe forfatterens senere besindelse på en stadigt fastere sammenbidt vandring mod klarhed og modenhed kunne man følge enkelte nyere forskeres udspil og bare beundre digtet, som det nu engang står i sin hjælpeløse uforsonethed".

Hvor går grænserne for litteraturforskerens friheder i sin tilgang til teksten, og det må vel her primært være i tilgangen til det enkelte digt, men også det enkelte digt set digtsamlingens og forfatterskabets kontekst?

Det afgørende pejlemærke må for mig at se være det, som bl.a. Jørgen Dines Johansen kalder den "implicitte forfatter", ikke som person, men som princip, dvs. tekstens overordnede perspektiv og normsystem.