Analyse
Læsetid: 7 min.

I Johannes V. Jensens »Det røde Træ« bliver digteren selv natur

Johannes V. Jensens »Det røde Træ« munder til slut ud i to små nye digte, som imidlertid ikke spolerer det første
Johannes V. Jensens »Det røde Træ« munder til slut ud i to små nye digte, som imidlertid ikke spolerer det første

Sofie Holm Larsen

Moderne Tider
1. august 2020

Vi er formentlig mange, som hver gang væltes over ende af Johannes V. Jensens »Det røde Træ«. Det er så vældigt et digt, bjergtagende i sin billedskaben, magtfuldt i sin prosarytme, kompromisløst i sin hengivelse til synets nu. Desuden aldeles frygtløst ved sin overraskende, underligt uforløste slutning, hvor et jeg træder ind på scenen, og hvor triumftonen slår om i sin tragiske modsætning: klagesangen.

Digteren og oversætteren Otto Gelsted (1888-1968) har i en artikel fortalt om, hvor grebet han som ung ved første møde blev af Jensens Digte 1906. Selve klangen, skriver han, kunne næsten »få indholdet, versenes mening, til at træde i baggrunden for det opæggende i selve musikken, noget ildnende som en dram eller trompetklang eller et styrtebad«.

Disse tre, indbyrdes vidt forskellige, sammenligninger er glimrende valgt, særligt ved dagens tekst. For skønt »Det røde Træ« bare består af ord, udløser digtet et sansebombardement. Man ser solen stå op i et skybrud, ser det blomstrende træ udbrede sin kæmpekrone, hører lynets knitren, det efterfølgende forfærdelige brag og derpå den dybe stilhed – samt vandenes susen.

Tekstens oplevelsesbaggrund er en situation under den rejse, digteren foretog fra maj 1902 til juni 1903: Fra Port Said ad Suezkanalen over Det Indiske Ocean til Singapore og Tringganu og videre via Shanghai, Hankow, Nagasaki, Yokohama, Honolulu til San Francisco, Chicago, Arkansas, Illinois og New York. Et minde eller stolt monument over sin færd byggede han ved i sine digtsamlingers indholdsfortegnelser at sætte »Rejsen om Jorden« som fælles overskrift på de seks sammenhørende, eller skulle vi mon snarere sige lidt demonstrativt sammenstillede tekster »Interferens«, »Ved Frokosten«, »Afsked«, »Det røde Træ«, »Paa Memphis Station« og »Hverdagene« på trods af, at kun nummer fire og fem udspringer direkte af selve turen. Han må have ment, at suiten rummede en kerne, motivisk, eksistentielt og æstetisk.

Og hvori består så den, ud over i den rimløse form og den frie, rytmisk set ret uregelmæssige diktion? Måske vi kan nærme os det ved at dykke ned i strofe tre: »saa ildrød en Aabenbaring / i Lynets Lys og i Morgenrøden / som en hed Eruption af Blod / fra Jordens Hjærte.« For her angives det klart, at ærindet er at fravriste den omgivende verden, naturen, et ægte udsagn om tingenes inderste væsen. Et skridt skal tages fra den fysiske virkelighed ind i metafysikken. Blot altså helst under stadig hensyntagen til en naturopfattelse på sekulære, naturvidenskabelige betingelser. Glosen »Aabenbaring« viser, at den gamle menneskelige evighedsforventning er intakt, men samtidig søges uendelighedskravet overført på det endelige. Litteraturforskeren Klaus Peter Mortensen har i sin bog om dansk naturdigtning (1994) søgt at indfange Jensens mildt sagt modsætningsfyldte bevægelse ved at sige, at »den metafysiske hinsidesstræben er bøjet ned mod jorden som en kraftlinje, der følger jorden i dens krumning.«

Tilbage står imidlertid i digtets midte træet, et symbol for den fuldt udfoldede livskraft, men jo desuden flyttet op som titlen på digtet, som selv udgør en heftig æstetisk manifestation. Digtet udvider, spatierer et moment, idet ordene nuancerer og rigt differentierer et syn. »Nu mødes Høst og Foraar / ved Lynlys og under blændende Regn«. Men her mødes også fødsel og død, tilblivelse og tilintetgørelse. Bemærk således især i strofe fem, hvordan regnens nedadgående bevægelse kontrasteres med en opadgående, via knopper og skud, der åbner deres øjne i kronen. Hør selv samspillet mellem »visne« (negativt ladet) og »lyse, skinnende« (positivt ladet). Tag i strofe seks dobbeltheden i, at træet, som det hedder, løfter sig over sit eget løvfald (opad-nedad i samme billede), og grib den paradokslignende kompleksitet i, at bålet på én gang sner aske (kulde/varme, nedadgående) og udspyr tusind nye ildspirer (varme/kølighed, men yderligere et særdeles virkningsfuldt fysisk vækstbillede).

Jo, der er bevægelse i de originale billeder og i digtet som digt. Det låner styrke af den natur, det skildrer, og åbner sig for sin egen billedynglende avlekraft. Men vi kommer jo altså ikke uden om, at der samtidig er »en dyb spaltning i den livsfølelse, digtet udtrykker«, for nu igen at citere Gelsted.

Johannes V. Jensen (1873-1950)

  • Dyrlægesøn fra Farsø.
  • Studerede medicin og tog på rejser ud i verden parallelt med begyndelsen på et vældigt forfatterskab, som omfatter romaner, fortællinger (’Himmerlandshistorier’), kortprosa (såkaldte ’myter’), digte, rejseskildringer og journalistik.
  • Som hovedværker anses ’Kongens Fald’ (1900-01) og seksbindsværket ’Den lange Rejse’ (1908-22). Nobelprisen i Litteratur 1944.

For »Det røde Træ« forbliver ikke i sit magtfulde centralsymbol. Beskrivelsesrigdommen skal netop sønderdele symbolet, og efter regnen, lynet, tordenbraget, den flammende forening af forår og efterår, begynder på en måde et helt nyt digt, eller to, i form af henholdsvis otte og fem ekspressive og betydningstunge verslinjer. Vi kan, muligvis lidt mere præcist, sige, at nuets boble brister, og tiden begynder at gå. Hvis tekstens første tid var momentets, bliver dets anden tid menneskeslægtens, historien, og dets tredje, sidste, tid jegets, det enkelte individs. Mellem de to sidstnævnte er der den indre forskel, at hærene »rykker frem«, at de altså bevæger sig, hvorimod det lyriske jeg bare »sidder« alene, skilt ud fra det elementære livs processer, men også skubbet til side i forhold til historiens dramatiske begivenheder.

Af disse refererer digtet dels via Herodots historieskrivning til grækerhærens tilbagetog efter det mislykkede angreb på perserne (under kong Kyros), dels til Napoleons megalomane fejlskøn, da han på slagmarken foran Moskva troede, at det var tilstrækkeligt at minde soldaterne om solen, som stod op ved Austerlitz. Jensen vælger altså at fremhæve to nederlag og etablerer derved ikke kun en forskel, men også en parallel mellem historieperspektivet og digterjegets afsluttende klagende kvæk.

Slutningen kan på den baggrund nemt virke mistrøstig og lidt fattig. Først var vi med sanser og poesi midt inde i oplevelsens nu. Så blev vi mindet om menneskenes ridt gennem tiderne (»Galop, Trommer, der kogler, og et Sus forbi af Pile!«), og så dratter vi bare ned i et enkelt menneskes tilfældige liv. Pludselig standser jeget op og kan kun betragte sig selv: »For det er ikke muligt at være hel og usplittet i nuet og samtidig forholde sig til det sansede og sig selv. Enten går alt ureflekteret i ét, eller også reflekteret i to, itu«, ifølge Klaus Peter Mortensen, som i parentes bemærket har meget at have konklusionen i, eftersom samme psykologiske model til dels lader sig overføre på »Interferens« og »Paa Memphis Station«, ligesom jegets selvkritik vel kan siges at falde sammen med »Hverdagene«s karske drøm om at kunne hele en splittelse med et beslutsomt hug: »Nu kommer vor rige Dødstid, Broder. / Lad os gaa frygtløst ind i Hverdagene, / vi der ingenting har at vinde.«

Punktum finale. Af bralrerøven blev til syvende og sidst en sølle klynkemås. Og dog. Det er helt oplagt, at »Det røde Træ« til slut indfører en opdeling mellem det lyriske jeg og den suveræne digter, som i de foregående syv-otte strofer så effektivt har manifesteret sig. Men fremfor at blive på jeg-planet og give førstnævnte ret og implicit foregribe forfatterens senere besindelse på en stadigt fastere sammenbidt vandring mod klarhed og modenhed kunne man følge enkelte nyere forskeres udspil og bare beundre digtet, som det nu engang står i sin hjælpeløse uforsonethed. Just slutningen kaster opmærksomheden tilbage på det enkelte billedes energi og øger derigennem poesien i den enkelte sansning. Til det jeg, som spørger: »Hvem har snydt mig for min lynende Skæbne?« kan læseren roligt svare: Du selv, hvis overhovedet nogen. Ingen har snydt dig for lynene, for du har selv lige befundet dig tættest muligt på jordens hjerte. Kraften var i dig selv. Du var selv, som digter, natur.

 

Johannes V. Jensen »Det røde Træ« (1906)

Tropenattens sydende Kedel
fraader over mod Morgen ...
Regn, Regn fra Zenith!

Solen staar op i et Skybrud,
og ud af det regnkvalte Gry
springer der et eneste Lyn
af en uhyre lysbringende Kraft –
lange Draaber, lodrette Stave af Vand
staar stille som Glasting i Luften.

Men højt bag de straalende Regngitre
udbreder et blomstrende Træ
sin røde Kæmpekrone –
saa ildrød en Aabenbaring
i Lynets Lys og i Morgenrøden
som en hed Eruption af Blod
fra Jordens Hjærte.

Og efter det forfærdelige Brag,
der sekunderer Lynet,
bliver alting dybt og stille,
mens Dagen øges, og Vandene suser.

Nu mødes Høst og Foraar
ved Lynlys og under blændende Regn
i Singapores rødtblomstrende Haver.

For nu staar Træet dryppende grønt,
flammende af Blomster,
og Regnen, der stryger dets Krone
som med varme Vandhænder
fejer visne Blomster og Blade
i haltende Høstvals
mod Træets Rod,
mens lyse, skinnende Knopper og Skud
allevegne aabner deres Øjne
i Kronen, der ryger af Væde.

Nu løfter Træet sig luende
over sit eget Løvfald
som et udødeligt Baal,
hvorfra der sneer Aske,
og med tusind nye Ildspirer.

Ho!
Gennem Regnens drukne Syndflodstone
og det røde Træs drægtige Rislen
hører jeg som et Ridt af Tiderne,
Hestevrinsken og sværmende Pauker,
Galop, Trommer der kogler, og et Sus forbi af Pile!
Nye Lurtoner! Hærene ler!
Thalatta! Solen ved Austerlitz!

Alverden rykker frem, sejrrig, og dør.
Og hvorfor sidder jeg ene med et ru Kvak
fra mit tungsindige Sumphjærte?
Hvem har snydt mig for min lynende Skæbne?

Ordforklaringer:

  • 1 Zenith: punkt på himmelhvælvingen lodret over det, hvor man befinder sig
  • 3 Eruption: pludseligt vulkansk udbrud
  • 8 Kogler: fortryller. Thalatta: havet på græsk, de græske soldaters udbrud, da de genså Sortehavet efter (mislykket) felttog mod perserne. Austerlitz: slovakisk by nær Brno, hvor Napoleon i Trekejserslaget 2.12.1805 besejrede de forenede østrigske, preussiske og russiske hære; da solen ved daggry gennembrød tågen, var sejren et faktum

 

Serie

Vi nærlæser naturdigte

Det er i digtene, vi finder de mest prægnante fremstillinger af den natur, vi som mennesker er indfældet i. Erik Skyum-Nielsen har fra Kingo til i dag udvalgt de 20 bedste danske digte, der forholder sig til naturen og således udtrykker digternes – og de forskellige tiders – opfattelse af den verden, som omgiver os. Hver uge præsenterer og analyserer han et af disse digte.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
” Til det jeg, som spørger: »Hvem har snydt mig for min lynende Skæbne?« kan læseren roligt svare: Du selv, hvis overhovedet nogen. Ingen har snydt dig for lynene, for du har selv lige befundet dig tættest muligt på jordens hjerte. Kraften var i dig selv. Du var selv, som digter, natur”.

Spørgsmålet må være, om dette svar er i overensstemmelse med den intention og det anliggende, som er Johannes V. Jensens eget, og om et sådant svar er udtryk for natursynet i digtet?

Digtets anliggende må vel ses i sammenhæng med de øvrige 5 digte i den nævnte digtsuite, og som der står i artiklen: ” Han må have ment, at suiten rummede en kerne, motivisk, eksistentielt og æstetisk”.

I fremstillingen af Johannes V. Jensens forfatterskab på Forfatterweb, skrevet af Johannes Fibiger, omtales de 5 digte som udtryk for hans ungdoms rastløse spleen.

Som Johannes Fibiger gør opmærksom på i forhold til et af de seks digte med titlen ”Interferens”, henviser titlen til ” ---- en gensidig indvirkning af sammentræffende bølger. De bevidsthedsformer, hvis bølger brydes i digtet, er på den ene side kroppens egensansning, på den anden side et skarpt intellekt, der har intet mindre end livet i dets totalitet til revision.
Kroppen registrerer i det ydre rum en kosmologisk stilhed, i det indre sin egen søvnløse tilstand. Samtidig afsøger bevidstheden endelighedsproblemet, det, at den en dag skal ophøre med at leve”.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Men fremfor at blive på jeg-planet og give førstnævnte ret og implicit foregribe forfatterens senere besindelse på en stadigt fastere sammenbidt vandring mod klarhed og modenhed kunne man følge enkelte nyere forskeres udspil og bare beundre digtet, som det nu engang står i sin hjælpeløse uforsonethed".

Hvor går grænserne for litteraturforskerens friheder i sin tilgang til teksten, og det må vel her primært være i tilgangen til det enkelte digt, men også det enkelte digt set digtsamlingens og forfatterskabets kontekst?

Det afgørende pejlemærke må for mig at se være det, som bl.a. Jørgen Dines Johansen kalder den "implicitte forfatter", ikke som person, men som princip, dvs. tekstens overordnede perspektiv og normsystem.