Essay
Læsetid: 14 min.

Judith Butler: Hvorfor skal vi læse Hegel i dag?

Vi lever i dag ved en historisk epokes afslutning og på tærsklen til en ny. Præcis det samme gjorde Hegel – og derfor kan hans tænkning hjælpe os til at genfinde orienteringen i en tid med angst, desillusion og nederlag
Moderne Tider
4. juli 2020
Vi lever i dag ved en historisk epokes afslutning og på tærsklen til en ny. Præcis det samme gjorde Hegel – og derfor kan hans tænkning hjælpe os til at genfinde orienteringen i en tid med angst, desillusion og nederlag

Sofie Holm Larsen

Hvorfor skal vi læse Hegel nu?

I Åndens fænomenologi fra 1807 har Hegel selv undersøgt ’nuets problem’: Nuet er selve det øjeblik, hvor ’nuet’ svinder og bliver til et ’da’. 

Hegels tænkning er ikke så passé, som man måske skulle tro. Vi er i dag mange, som lever i bekymring, angst – ja, i sorg – fordi vi frygter, at selve grundlaget for vores demokratiske samfundsform er sat under et kritisk indre pres. Ja, at vores demokratier allerede er under nedbrydning.

Men er demokratiets tid så forbi? Bliver demokratiet først til en sand tanke i selve sit eget undergangsøjeblik?

Jeg vil ikke bagatellisere de enorme udfordringer, vi i dag står over for. Men denne oplevelse af, at en tidsalder eller epoke svinder, er periodisk tilbagevendende. Hegel kendte denne følelse. Og satte sig for at tænke den igennem.

Sandt er det, at den epokale desorientering, vi lever med, er blevet et vilkår, som vi erfarer på særdeles konkrete måder. Den angst, som er blevet vores stadige ledsager, er det let at forme til en bestemt overbevisning: at Jorden er fortabt, og at demokratiet er nået til ende. At alle forhåbninger til en bedre fremtid er aflyst.

En sådan fatalisme udspringer dog af en overdreven vished. Hvis man om en epoke kan hævde, at nu er den forbi, betyder dette blot, at vi har mistet vores sikre fornemmelse for historiens gang og nu må spørge os selv: Jamen, i hvilken tidsalder lever vi da?

I sine overvejelser om Den Franske Revolution formulerer Hegel selv spørgsmålet som det afgørende epokale spørgsmål, der må stilles på revolutionens præmisser: I hvilken tid lever vi? Welche Zeit haben wir?

Desorientering

Naturligvis vil jeg ikke påstå, at vi lever i ’revolutionære tider’ – måske gør vi det, men så har jeg ikke lagt mærke til det.

Snarere vil jeg hævde, at en bestemt tidsramme for vores erfaring er blevet ugyldig. Måske fordi vi gennem mangfoldige interkulturelle møder har indset, at andre mennesker kan leve i nogle helt andre forståelser af fortid, nutid og fremtid. Eller fordi det, nogen har kaldt for ’fremskridt’, for andre har betydet ’ødelæggelse’. Vi har tilsyneladende dyrket en fejlagtig tro på, at tiden så at sige bevæger sig fremad i en ret linje – og uden nogen fare for regression eller omslag.

Måske havde vi troet, at den økonomiske rationalitet umuligt kunne blive paradigmet for al fornuft. At amerikansk racisme var overvundet af borgerrettighedsbevægelser. Eller at det ikke kunne stå til diskussion, at flygtninge, der ankom til Europa, skulle modtages humant og imødekommende. Måske havde vi troet, at miljøbevægelserne ville være stærke nok til at redde de truede arter og den naturlige verden. Måske havde vi troet, at nationalisme og materialistisk individualisme gradvis ville blive fortrængt af transnationalt fællesskab.

Hvad jeg kalder ’desorientering’, er samtidig en følelse af chok, tab, nederlag og desillusion. Men det er samtidig en situation, der rejser et spørgsmål og endda frisætter en forskernysgerrighed: Welche Zeit haben wir?

Hvis vi ser det som en forbandelse at leve i denne tid og frygter, at næste generation vil forbande os, der har overladt den en så ødelagt verden, kan vi måske som minimum fokusere på to spørgsmål:

Hvordan kan oplevelsen af en verden, der står over for sit eget sammenbrud, vise os en vej frem?

Hvor og hvordan kommer vi hen til et sted, hvor vi kan sige ja til dette historiske liv – til det liv, vi lever i denne historiske tid?

Jeg vil foreslå, at vi ser tilbage på Hegel for at se frem. Og dermed afviser jeg dem, der insisterer på, at Hegels tænkning pr. definition altid vil komme for sent til at være samtiden til nogen hjælp.

For Hegels filosofi gør det muligt for os at forstå, hvordan sociale bånd kan vokse ud af potentielt voldelige konflikter. Den har i den forstand et direkte bud til vores samtid og historiske desorientering.

Vi er ikke de første, der stiller spørgsmålet om, hvad der binder os sammen som et samfund, hvis der overhovedet findes et socialt bånd. Eksisterer der sociale bånd, som pålægger os gensidige forpligtelser?

Spørgsmålet forudsætter, at vi ikke kun forstår os selv som egoistiske individer, men også som sociale væsener, hvis gensidige forpligtelser rækker ud over vores samfundsmæssige forbindelser. På samme måde som vores status som sociale væsener er vores liv kendetegnet ved en mangfoldighed af indbyrdes afhængighedsrelationer, der ikke stopper ved nationale eller territoriale grænser.

Med Hegels hjælp vil jeg vise, hvordan vi kan forstå socialitet og ikkevold som det potentiale i dag, der kan sætte os i stand til at sige ja til andre potentialer i vores egen tid.

Selvbevidsthed

Åndens fænomenologi begynder med den såkaldte ’sanselige vished’. Hegel ønsker, at vores læseerfaring skal begynde med det, som er det mest umiddelbare og det mest ubetvivlelige – det vil sige med de erfaringer, som vores sanser bibringer os.

De visheder, som vores sanseerfaringer leverer, viser sig imidlertid at danne et utilstrækkeligt fundament for viden, uanset at de også er uomgængelige for enhver fremtidig form for viden.

Som teksten skrider frem, og vores læseerfaring bliver til stedet, hvor hvert enkelt argument foldes ud og præsenteres, opdager vi, at der findes en urokkelighed i den sanseoplevede verden, der lige så lidt kan overvindes som kroppens stædighed og urokkelighed i Hegels tidlige teologiske skrifter, undtagen i form af selvdestruktion og død.

I Åndens fænomenologi kommer døden til at indtage en mere central position i forholdet mellem herre og slave, hvor to besjælede, levende og bevidste former erkender hinandens lighed. Denne anerkendelse af det egne selv som en anden eller af den anden som det egne selv bliver til udgangspunktet for det, man kalder selvbevidstheden.

Det betyder intet andet end, at selverkendelsen – forstået som en tilstand, hvor man gør sig selv til genstand for viden (og vi bør tilføje i Hegels forstand: en levende vidensgenstand) – er social. Selvbevidstheden eller den refleksive bevidsthedsform er aldrig fuldkommen ensom. Den er afhængig af en anden kropsligt inkarneret bevidsthed. Kun som socialt væsen kan jeg begynde at tænke på mig selv. Det er mødet, der artikulerer selvbevidstheden, og derfor er selvbevidstheden pr. definition social.

Ambivalent afhængighed

Men efter en kort oplevelse af vrede og ekspropriation ser mødet desværre ud til at munde ud i beslutningen om at ødelægge den anden. Og det er i grunden ikke muligt at sige, at den ene beslutter sig for at ødelægge den anden, mens den anden beslutter sig for at forsvare sig selv. Hvad der sker med den ene, sker også med den anden, og derfor kan mødet ikke bare beskrives sociologisk eller psykologisk. I dette øjeblik bliver de to subjekter kastet ud i en kamp på liv og død ved chokket over at møde en anden fysisk bevidsthed. De må ødelægge denne anden for at genvinde, hvad Hegel kalder ’selvvisheden’.

Det viser sig imidlertid, at hvis den anden kan ødelægges, kan ødelæggelsen også ramme den første. I den forstand er deres liv flettet sammen. Ødelæggelsesstrategien vil uundgåeligt true begge parter. Anerkendelse i sig selv er altid en gensidig anerkendelse og dermed kendetegnet på et socialt forhold. Mit liv er aldrig mit liv alene, fordi mit liv a) hører til livsprocesser, der overskrider og opretholder mig, og b) tilhører andre liv, ja, i en vis udstrækning tilhører alle øvrige levende og bevidste former.

Hvis jeg ødelægger en andens liv, ødelægger jeg kort sagt også mit eget, hvilket ikke er ensbetydende med, at jeg er den eneste aktør på scenen. Tværtimod betyder det, at jeg som levende væsen ikke har nogen mulighed for at gennemføre en fuldstændig individualiseret løsrivelse fra andre levende væsener.

Denne idé om en levende ledsager er et muligt argument for ikkevold, som kan udledes af Hegels tekst, skønt Hegel ikke selv forfølger dette ræsonnement.

Subjektet i Åndens fænomenologi ved i udgangspunktet ikke, at det er et socialt væsen. Men denne viden opstår i efterdønningerne fra kampen på liv og død. Faktisk er det i vendingen væk fra volden, at det sociale bånd første kommer til syne. Volden dukker op som en konkret mulighed, men erkendelsen af, at volden ikke vil fungere, vækker følelsen af et etisk imperativ om at finde en måde at holde både mig selv og den anden i live på uanset konflikten mellem os. I det øjeblik, den andens ødelæggelse udelukkes som mulighed, bliver jeg klar over, at jeg er bundet til denne anden, og at mit liv på en eller anden måde er sammenflettet med hans liv.

Som jeg læser Hegel, er denne erkendelse af, at jeg er knyttet til andre, a) en indsigt i vores fysiske afhængighed af hinanden og b) en gensidig etisk pligt.

De to subjekter, der møder hinanden, forandres ikke blot gensidigt af hinanden, men formes af hinanden. De opstår hver især og til hver en tid også ud fra den anden.

Med andre ord: Hvis vi spørger os selv, hvordan et subjekt bliver til, så indser vi, at ethvert subjekt udvikler sig ud fra en afhængighed og gennem en vedvarende kamp for differentiering. Man kan ikke fra første færd stå på egne ben; man kan ikke eksistere uden hjælp fra andre mennesker og helt sikkert ikke uden det sociale og økonomiske netværk, som ens plejepersoner trækker på. Hvert subjekt udvikler sig til et selvstændigt tænkende og talende væsen i kraft af en formation, der er uløseligt forbundet med afhængighed.

Nogle gange har denne afhængighed en lystfuld kvalitet. Til andre tider er den psykisk uudholdelig. Afhængigheden er altså fuld af ambivalens.

Anerkendelse

Som Axel Honneth og andre hegelianere er det min overbevisning, at vi er den type væsen, der higer efter anerkendelse og gennem denne når frem til en selvforståelse.

Men hvad der får os til at gå ud over det potentielle og gensidige mords første scene, er ikke kun erkendelsen af, at den anden ligner mig, er ligestillet med mig og fortjener respekt på samme måde som jeg. Når vi lærer at forstå os selv som sociale væsener, anerkender vi også, at vi altid allerede er henvist til dem, som vi forhandler med om anerkendelsens modaliteter, og at denne relation definerer hver enkelt af os. Vi tilhører allerede inden anerkendelseshandlingen hinanden – også selv om det i den scene, som Hegel beskriver, kunne se ud til, at der her står to fuldt modnede individer over for hinanden, der begge på en sælsom rejse ved det rene tilfælde er stødt på en anden levende form.

Det etiske imperativ om ikke at dræbe vokser ud af erkendelsen af, at det, som sker for andre, også kan ske for mig. De sociale bånd imellem os er baseret på denne gensidige anerkendelse af vores levende afhængighed. Selvfølgelig er afhængighed og uafhængighed ikke altid positive erfaringer. Arbejderens afhængighed af den herre, der har ham i sit brød, men uden at anerkende hans menneskelighed, er i sidste ende uacceptabel.

Hos Hegel aftegner der sig her en psykoanalytisk indsigt: Afhængighed er på én gang nødvendig, men til tider også uudholdelig. For Freud er det spædbarnet, der forsøger at differentiere sig fra dem, det afhænger af, selv om denne afgrænsning aldrig lykkes helt. Og ligesom Freud tror jeg ikke på, at det er muligt at få aggressionen til forsvinde helt.

Ved ’ophævelse’ forstod Hegel en proces, hvorved noget går til grunde, overvindes, men dog stadig også bevares. Aggressionen opretholder og overvinder samtidig kampen på liv og død. Og selv om vi ikke finder dette ord hos Hegel, kan vi stadig opdage ordets spor og netop opdage det i slavens stadige kamp.

Herfra udgår der et etisk imperativ, som jeg mener er stærkere end kravet om den gensidige respekt. Han omformulerer ’du skal ikke slå ihjel!’-buddet. Etisk har vi alle en pligt til at finde udtryksformer, der ikke er destruktive, og til at udøve etiske praksisser, der kan tage højde for aggression og gå op imod aggression, men uden at tillade den at slå om i vold.

Lænket til slaven

Temaet om den gensidige afhængighed bliver udviklet i kapitlet om herren og slaven i Åndens fænomenologi. Slaven bliver behandlet som en genstand, og dog bearbejder han også selv en genstandsverden.

Er han da som den type ting eller genstand, han selv bearbejder? Mens tjeneren bearbejder genstanden, kan han konstatere virkningerne af sit eget arbejde, og hans selvbevidsthed bliver nu vakt til live som en del af denne erkendelse. Det var utvivlsomt en dårlig ting at være genstand, men kun ved at blive et ydre for sig selv, blev han i stand til at se sig selv og erkende, at han er noget andet end den genstand, han erkender. Hans genstand har menneskelige træk. Og som arbejdende krop har kroppen også egenskaber fra genstanden.

Selvbevidsthed er kun mulig inden for en objektverden, og uden ting, objekter og genstande ville ingen af ​​os være i stand til at genkende os selv som mennesker. De er ikke det modsatte af os. De er det, der holder os oppe som betingelserne for vores eksistens. Slaven forsørger herren. Han bygger hans bolig, og han omgiver ham med en verden af ​​ting.

Mens slaven tidligere var bundet til genstanden, indser herren nu, at han på grund af alle de goder, han behøver for at leve, er lænket til slaven.

Hegel sidder fast

Fremtiden er alt andet end tydelig, når læseren har forladt kampen for anerkendelse og kampen på liv og død, når slaven har frigjort sig fra herren, og herren synker ned i en deprimeret anerkendelse af sin egen afhængighed af dem, der er arbejder for ham.

Men et par principper kan udledes af Hegels berømte filosofiske scener. I slutningen af kampen på ​​liv og død forstår vi omsider ’Du må ikke slå ihjel!’-buddet. Det, der nu kræves, er en social organisation i vores liv, der tager højde for den levende indbyrdes afhængighed og udviser respekt – en organisationsform, der ikke længere er dikteret af vold eller udbytning.

Hvad der ligger Hegel på sinde, er dette: Ethvert angreb på det egne selv eller på et andet selv er også et angreb på det sociale bånd. Hvis vi lever i et samfund, hvor vi forsøger at opretholde livet for alle, der er eller bør være del af dette samfund, bekender vi os gennem denne forståelse af vores gensidige afhængighed nødvendigvis også til et ligestillingsprincip.

Vi går derfor ind for sociale ydelser og opfatter dem som støtteberettigede offentlige goder, for eksempel adgang til sundhedspleje eller miljøbeskyttelseslove, der kan sikre os rent vand og bortskaffelse af giftigt affald. Det betyder også, at vi i navnet på vores fælles liv – det liv, hvor vi deltager som uafhængige væsener – må afvise alle former for økonomisk udbytning.

Hegels perspektiv gør det muligt for os at acceptere ​samfundets differentiering uden at ryge i faldgruber, det være sig fascistiske forestillinger om social enhed eller klassisk liberale ideer om radikal individualisme.

Alligevel sidder Hegels filosofi fast i ideen om folket som en enhedspræget nation og nationalstatslig magt som en stærk politisk form.

Hvad kan Hegel fortælle os på et tidspunkt, hvor de nationale suveræniteter bliver udfordret af globale processer? Hvem kan høre til et samfund? Hvem kan komme ind? Hvem skal stoppes ved grænsen?

Hegel kan ikke give os de svar, vi har så hårdt brug for. Men måske kan vi bruge hans værk til at omforme vores tid. En tid, som er kendetegnet ved fjendtlighed over for det princip, at menneskerettigheder også omfatter de mennesker, der søger tilflugt, asyl eller mulighed for et værdigt liv uden fattigdom, eller som flygter fra hungersnød og krig.

Afsked med Hegel

I denne sammenhæng er jeg bekymret for den udelukkelsesmagt, der giver nationalstaten mulighed for at lukke sine grænser hermetisk og hævde sig selv som lukket enhed. Måske vil en læsning af Åndens fænomenologi kunne hjælpe os til en reorientering, der kan sætte os i stand til at beskytte nutidens sociale værdier mod faren for deres egen ødelæggelse.

I afsnittet om uddannelse bemærker Hegel, at hver enkelt af os eksisterer i vores egen tale og ved at tale. At tale er den handling, der forankrer det singulære jeg i verden.

»Det jeg, der ytrer sig, fornemmes,« skriver Hegel. 

»Det er en smitte, i hvilken det umiddelbart er blevet ét med dem, som det er derværen og selvbevidsthed for.«

Herudfra kan vi erkende følgende: Ingen kan hævde en identitet ud i det blå, medmindre det blå opfattes som den iltholdige luft fra en tilstedeværende anden person, der trækker vejret. Selv vores mest selvrefererende talehandlinger er altid også henvendt til andre. Enhver identitetserklæring forudsætter den anden, finder altid sted på tiltaleformens scene og bevæger sig således mod en social verden, der overskrider identiteten.

Under flersprogethedens betingelse bliver oversættelser den eneste måde, hvorpå sproget kan spænde over nationale og territoriale grænser. Selv om der ikke findes nogen måde at genkende sig selv på uden et sprog, der muliggør og formidler anerkendelse, bliver man dog erkendt i og ved hjælp af det sprog, man selv taler. I en flersproget verden bliver oversættelse i samme grad middel for og formålet med gensidig anerkendelse.

Hegel havde ret i, at anerkendelsesprocessen ændrer anerkendelsens subjekter. Vi anerkendes for det, vi er, og for det sprog, vi taler. Men gennem anerkendelsesprocessen kan vi konstatere, at vi selv forandrer os: Vi bliver til nogle andre, end vi var, og bliver gradvis til en del af et større samfund, som hverken kan defineres af nationsgrænser eller nationale sprog.

Hegel ville bestemt ikke dele min opfattelse af disse ting. Så lige dér siger jeg farvel til Hegel. Han er stadig et udgangspunkt for min tænkning, men han er også en tænker, som jeg har måttet lade bag mig for at kunne tænke videre i mine egne begreber.

De grænser, vi trækker for at skelne os selv fra andre, kan i første omgang se ud til at være essentielle for at overleve. Men dem, vi udelukker, er også dem, som vi – i deres fravær – er afhængige af for at skabe det, som vi kalder vores identitet. Hinsides identiteten ligger der imidlertid en chance for gensidig transformation – en transformation, der accepterer fjendtligheden, oversættelsens opgave og muligheden for en transformerende styrkende og gensidig anerkendelse.

Men den lukkede grænse definerer mennesker inden for grænsen via ​dem, der er blevet afvist. Kun gennem kontakten med det, der er uventet, skræmmende og løfterigt, kan vi – og forhåbentlig ikke for sent – erkende de bånd, som, uden at vi vidste det, gør fordring på os og kan lade os blive i sandhed levende.

© Die Zeit og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Hegel 250 år

Den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel har betydet så meget for vores forestillinger om modernitet, historie og fremskridt, at vi alle er hegelianere – de fleste af os ved det bare ikke. Men nu får du chancen for at forstå Hegel helt forfra.

I anledning af Hegels 250-årsfødselsdag laver Information en sommerserie, hvor en række filosoffer forklarer de vigtigste temaer i hans filosofi. Og vi slutter af med en stor fødselsdagsfest.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mette Knippel

Meget spændende og tankevækkende artikel. Jeg blev især optaget af den del, der handler om, at vi "gennem anerkendelsesprocessen kan vi konstatere, at vi selv forandrer os: Vi bliver til nogle andre, end vi var".

Poul Erik Hornstrup

Tak for forsøget på at introducere - og, må jeg formode, popularisere - Hegel for mig. Jeg må dog med skam tilstå, at jeg ikke forstår et suk af disse ellers grammatisk velformede sætninger om anerkendelse af det egne selv som en anden eller den anden som det egne selv. Så desværre er jeg nok blevet bestyrket i, at jeg bliver nødt til at leve den smule liv, jeg har tilbage, uden at forstå Hegels filosofi...

Jørgen Wentzlau, Ete Forchhammer og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Annette Knudsen

TAK til Juddith Butler og Die Zeit og UTRÆTTELIGE Niels Ivar Larsen !

Maya Drøschler, ingemaje lange og Jens Carstensen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Poul Erik Hornstrup,

Nærværende skrift fra Judith Butler er helst bestemt ikke er forsøg på at introducere og dermed 'popularisere' Hegel for et 'nyt' publikum. Man kan - i parentes bemærket - da derfor også undre sig over, hvorfor redaktionen på Dagbladet Information har valgt at bringe dette både indforståede og særdeles idiosynkratiske bud på en Hegel-læsning som det første i sin sommer-serie..

Der findes masser af glimrende introduktioner til Hegels forestillingsverden på Youtube (søg evt på Gregory B Sadler), ligesom der selvfølgelig er skrevet en masse sekundærlitteratur om manden og hans filosofiske system.

Så lad dig ikke slå ud af Judith Butlers knudrede tekst :).

Susanne Ladefoged Pedersen og Poul Erik Hornstrup anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

*...Helt bestemt ikke et forsøg på at introducere..., skulle der stå.

ingemaje lange

Fantastiske illustrationer. Tak for dem.

Anette Bøjgaard Schleicher

TAK for en fremragende artikel, hvis indhold kan være en vigtig reminder på bl.a. forholdemåder i og til livet....

Susanne Ladefoged Pedersen

Jeg er helt enig i Torsten Jacobsens kommentar. Judith Butler bruger Hegel til at fremme hendes venstreorienterede verdenssyn, og Information æder det hele råt - pinligt. Information dykker ikke ned i Hegel´s filosofi som lovet, men bruger ham til at fremme en særlig politisk dagsorden - øv. René Damgaard.