Essay
Læsetid: 10 min.

For mig er magt og penge en lukket verden. Nu prøver jeg at finde en indgang

Sara slutter fred med fremtiden: At pengene og magten hænger sammen, ved Sara Mering godt. Hun ved bare ikke hvordan. Men hvis hendes generation skal have indflydelse, må den insistere på, at magten også er for dem
Sara slutter fred med fremtiden: At pengene og magten hænger sammen, ved Sara Mering godt. Hun ved bare ikke hvordan. Men hvis hendes generation skal have indflydelse, må den insistere på, at magten også er for dem

Sarah Hartvigsen Juncker

Moderne Tider
1. august 2020

Nogle gange kan jeg få fornemmelsen af, at der løber sådan nogle strømme af penge neden under mine fødder hele tiden, som jeg ikke forstår hvor bevæger sig hen, men som har en kæmpe indflydelse på den måde, verden ser ud omkring mig.

Da finanskrisen brød ud i Danmark i 2008, var jeg 11 år gammel, og jeg kunne slet ikke forstå, hvad der foregik. Jeg kan bare huske, at jeg havde sådan et billede inde i hovedet af, at alle butikkerne ville lukke, at gaderne ville blive helt tomme, og det hele ville stå stille. For det lød, som om det var pengene som fik alt i verden til at køre rundt.

I dag er jeg bange for, at det økonomiske system for altid vil være helt uforståeligt og uigennemskueligt for sådan en som mig, der læser litteraturvidenskab og ikke som sådan interesserer sig helt vildt for det. Samtidig ser jeg en udvikling af ekstrem rigdom, som skræmmer mig. Fuldstændig enormt store beløb, enormt store huse og enormt store firmaer. Men det er især den her abstrakte, nærmest sådan magiske måde at tjene penge på, hvor tal laver nye tal og nye tal og nye tal, som jeg er mest bange for. Folk, der til sidst har så mange penge, at de faktisk kan købe sig til magt – og systemer, som understøtter netop den handel.

Serien findes også som podcast. Du kan høre de første kapitler her og i din fortrukne podcastafspiller.

Jeg tror, at hvis min generation skal lykkes med at skabe de forandringer, som klimakrisen eksempelvis kræver, så bliver vi også nødt til at kunne forstå det system, magten og pengene udgør i dag.

Hjemme i køkkenet

I køkkenet hjemme hvor jeg bor med min veninde Xenia Sofie Heiberg Heurlin, er gulvet fuldstændig skrigende grønt. Det så sådan ud, da vi flyttede ind, og så fik vi aldrig gjort noget ved det. Nu har vi bare besluttet os for, at det er en del af charmen, at man får et grønt skær under hagen derude.

Op til sommerferien var Xenia ved at læse op til sin makroøkonomieksamen på statskundskab, hvor hun studerer. Her har de både et fag i mikro- og makroøkonomi. Og sidste år bestod hun mikroøkonomi, men nu var det bare om at kæmpe videre med de helt store samlede økonomiske markeder.

Hvorfor er det så svært at sætte sig ind i økonomi, spurgte jeg hende en dag midt i læsningen.

»Altså det er jo virkelig forfærdeligt,« siger hun. »Nu har jeg brugt et helt år på at have undervisning i økonomi. Og alligevel føler jeg ikke, at jeg ville kunne indgå i en samtale om økonomi med nogen, som har læst det.«

Jeg har selv valgt en uddannelse, som ikke har særlig meget med magt og penge at gøre, nemlig litteraturvidenskab. Men det har Xenia.

»Jeg har også overvejet, om jeg skulle skrive bachelor i økonomi. Men selv om vi har alle de her samfundsfaglige fag på statskundskab, er der ikke rigtig et forum for at kunne skrive i økonomi, fordi det er der nogle andre, der gør.«

Xenia er bange for, at muligheden for at forstå økonomi bliver så kompliceret, at der kun er nogle få, som får lov til at sige, hvad økonomi handler om, og hvad der skal ske med den. »Det, synes jeg, er et kæmpe problem,« siger hun.

Og den utilgængelighed gør også, at økonomi ikke bare bliver et spørgsmål om penge, men også om magt. Om hvem som får mulighed for at kunne forstå noget og få indflydelse på det.

Andreas Mulvad forsker i magtens kampe på CBS, og han fortæller mig, at der er et særligt forhold mellem magten og pengene i dag. Han peger på en økonomisk elite i Danmark, som består af ejere, bestyrelsesformænd og direktører i store private virksomheder. En elite, som har magten gennem deres penge. »Hvis du har rigtig mange penge, så har du også muligheden for at få din vilje.«

Hvis staten har tænkt sig at lave en ny lov, kan man som virksomhed sige: »Jamen, hvis I laver den lov, så flytter vi vores produktion. Så kommer Danmark ikke til at tjene penge på os overhovedet.«

Andreas Mulvad forklarer mig, at magt bliver problematisk, når man ikke kan vælge den fra. »Det er jo det smukke ved demokratiet, at man skal have en mulighed for at sige magten imod.«

Sarah Hartvigsen Juncker

Han kommer med fem spørgsmål, man altid skal kunne få svar på fra magthaverne: Hvad har du magt til at gøre? Hvor har du magten fra? I hvis interesse udøver du den magt? Hvem står du til regnskab for? Hvordan slipper vi af med dig?

»Og hvis du ikke kan få svar på de fem spørgsmål, så lever du ikke i et demokrati.«

Magt er noget, man skal kunne komme af med igen. Det er derfor, at den magt som ekstreme mængder penge kan give er så uhyggelig, synes jeg. Den er ikke valgt til, og den kan ikke vælges fra. Den sidder fuldstændig fast oven på en kæmpe mængde penge, som nogle gange endda virker helt usynlig.

Økologisk økonomi og pengeskabelse

Da jeg fandt ud af, at jeg kunne tale med en økonom, som ikke var en travl mand i jakkesæt, blev jeg simpelthen så glad. Inge Røpke er endda økologisk økonom. Hun er uddannet i økonomi og ved en hel masse om det økonomiske system, vi har i dag, men samtidig har hun en anden tilgang til den. En, som ikke kommer fra det, hun selv kalder »mainstreamtilgangen« til økonomi.

»Økologisk økonomi er en form for økonomi, hvor man kigger bag ved pengene,« fortæller Inge Røpke mig. »Og så prøver man at se på de reelle ressourcer.« Hun sidder med fint gråt hår, en lang halskæde og et par lette briller.

»Ja, altså penge har jo ingen værdi i sig selv. Det er bare tal på en computer.« Men penge er krav på værdi, fortæller hun. Krav på noget, som er reelt værdifuldt. Det kan være mad eller arbejdstimer eller andre former for ressourcer.

»En mainstream økonom vil prøve at beskrive, hvordan markedsøkonomien fungerer. Men jeg vil altid starte med det, man kalder det biofysiske fundament. Altså starte med det biologiske og fysiske grundlag for økonomien.«

Mainstream økonomi er nok i virkeligheden den økonomi, jeg har lært mest om. Jeg kan genkende gamle grafer og statistikker fra dengang, jeg havde samfundsfag i gymnasiet.

Men, fortæller Inge Røpke, der er også en væsentlig anden forskel på hendes tilgang og mainstream tilgang til økonomi.

»Mainstream økonomer vil påstå, at deres teori ikke er værdiladet.« At de prøver at lave en form for objektiv beskrivelse af økonomien. »Og det, mener jeg, er helt forkert.« Mainstream økonomi er ideologisk farvet. Det er alle tilgange sådan set – også Inge Røpkes egen. »Der er bare den forskel, at det anerkender jeg, at den er.«

Jeg fortæller, at jeg synes, det er meget svært at sætte mig ind i det økonomiske system. Jeg synes, det er meget uigennemskueligt og kompliceret. Og jeg spørger Inge Røpke, hvorfor hun tror, at det føles sådan?

»Fordi det er svært!« Det er nogle meget komplekse systemer, fortæller hun. Man kan tage et eksempel på en institution, vi har indrettet, som kan være svær at forstå. Og som er virkelig mærkelig. »Det er sådan noget som pengeskabelse.«

– Hvad er det?

Inge Røpke fortæller, at vi har en forestilling om, at nogle mennesker sætter penge i banken, og at andre mennesker låner de penge. Men at sådan er det ikke. Det, som reelt foregår, når man låner penge, det er bare, at banken noterer noget to steder.

De skriver på din konto: Du har lånt en million. Og du skriver under på et gældsbevis: Du skylder en million.

»Men der er ingenting. Der er kun tal i computeren.« siger Inge Røpke. »Og på mange måder er det jo en genial konstruktion. Det betyder, at du kan sætte ting i gang, uden at der egentlig er nogen, som behøver at afgive noget.«

Men problemet er, at denne pengeskabelse er gået helt over gevind, forklarer Inge Røpke. At der bliver pumpet lån ud i økonomien til at købe eksisterende aktiver. Altså eksisterende huse eller aktier. I stedet for lån til at bygge nyt eller skabe noget, som kan betale pengene tilbage.

»Og det kan føre til finansielle kriser.«

Der er skabt en institution omkring denne form for pengeskabelse, siger Inge Røpke. Og den er på en måde meget abstrakt. »Der er noget hokuspokus over det.«

»Fremtid på fremtid«

Pengeskabelse. Kæmpe store konstruktioner af tal og handler og væddemål, som ender med at skabe nogle reelle krav, der måske slet ikke kan lade sig gøre. Det er noget af det, som kan virke mest uhyggeligt for mig.

For ikke særlig længe siden læste jeg Jonas Eikas bog Efter Solen. Og der er en novelle i den, »Alvin«, som jeg synes er virkelig god til at gøre denne underlige verden af pengeskabelse sanselig.

Novellen handler om en it-konsulent, der bliver forhindret i at møde på arbejde i en dansk bank, da banken er sprunget fuldstændig i stykker. Forsvundet under jorden. Men vores it-konsulent møder en ny ven, Alvin, som handler med derivater (et værdipapir, som er bygget op omkring en fremtidig ydelse), og som introducerer ham for en hel verden af virtuelle beløb og økonomi, han slet ikke var klar over fandtes.

Som Alvin siger i novellen: »Jeg gætter ikke på fremtiden, jeg handler med den.«

Sarah Hartvigsen Juncker

Der er en beskrivelse i novellen, som jeg synes, er virkelig vild. Og som illustrerer den måde, pengeskabelsesinstitutioner i den grad har fjernet sig fra alt muligt reelt.

Uddraget lyder sådan her:

»For derivater henviste ikke længere til den fremtidige værdi af en sæk mel eller et ton ris, men hvad som helst, råvarepriser, forskelle på rentekurser, valutakurser, kreditværdigheder af hele koncerner eller nationer, selvfølgelig alt sammen i fremtiden. Og de blev krydslinket og indlagt i hinanden og solgt videre i store bundter, ’fremtid på fremtid’, sagde Alvin og rakte mig køkkenrullen. ’Glem de frie markedskræfter, min ven. Varepriserne refererer ikke længere til nogen værdi i fortiden eller nuet, de er mest af alt fremtidens genfærd.’«

Inge Røpke kigger på mig gennem sine briller. Og så fortæller hun, at der er nogle ting, vi godt kan ændre. Så økonomien bliver mere forståelig. Så den kommer tættere på de reelle ressourcer.

»Vi skal ikke lade pengene styre. Vi skal have politiske beslutninger om, hvad du gerne vil have, at ressourcerne skal bruges til. Og så skal vi lave nogle økonomiske institutioner på en måde, hvor pengene kommer de rigtige steder hen.«

– Hvis man ikke har ret mange penge selv, hvordan får man så indflydelse på det økonomiske system?

Man skal prøve at arbejde med forståelserne. Prøve at tage økonomien tilbage. Og tænke økonomien politisk, forklarer hun.

»Jeg tror ikke, at den eneste måde at have indflydelse på økonomien er at have mange penge,« siger Inge Røpke til sidst. Og jeg griner og siger, at det er jeg virkelig glad for. På mine helt personlige vegne.

Verden er ikke altid »mainstream«

Da jeg havde talt med Andreas Mulvad og Inge Røpke, tog jeg hjem og fortalte Xenia om det hele. Og jeg spurgte hende, om al den viden kunne give hende noget håb, eller om det gjorde hende mere bange.

»Jeg har det lidt blandet faktisk,« siger hun. »På den ene side gør det mig vildt vred at vide, at der er en pengemagt.« Men man kan også bruge den vrede, tilføjer hun. Til at sige: »Så må jeg jo gøre noget ved den måde, vores verden fungerer på. Eller jeg må gøre noget med den måde, vi forstår økonomi og magt på.«

– Får du mere lyst til at skrive bachelor i økonomi nu?

»Altså helt vildt meget.« Det er endnu vigtigere nu end før, synes hun. »Fordi man skal også kræve at kunne forstå det. Man skal kræve det både af sig selv, men også af dem, som lærer én om de her ting. Jeg skal kræve af dem, som udøver magten, at jeg skal kunne forstå, hvor fanden den kommer fra.«

Og det tager jo tid, siger Xenia, at komme frem til det faktum, at verden ikke nødvendigvis er, som man tror, den er, eller som »mainstream« siger, at den er.

Det er et arbejde at prøve at forstå de her systemer. Og der er stadig helt vildt meget, jeg ikke forstår. Men jeg må sige, at jeg i en virkelig stor del af mit liv ikke syntes, at økonomi var særlig spændende – og faktisk heller ikke særlig vigtigt. Det kan jeg godt se nu, at det er.

Serie

Sara slutter fred med fremtiden

Sara Mering er 23 år og bange for fremtiden og de kæmpestore udfordringer, som hendes generation går imod. Gennem interview med eksperter, debattører og kunstnere undersøger hun i fem afsnit klimaforandringerne, internettet, psykisk sårbarhed, pengene og magten og de meningsfulde fællesskaber i håbet om til sidst at kunne slutte fred med fremtiden.

Serien udkommer også som en podcast i fem afsnit, der går yderligere i dybden med hvert enkelt tema. Hør dem her.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Sammenhængen mellem penge og magt er indlysende. Penge er nemlig en af de mest anerkendte ækvivalenter til magt, der findes. Så hvis du føler du har for lidt kontrol over tingene, så begynd at tjene nogle penge, så vil du snart opdage at rigtig mange døre åbner sig. Penge er dog ingen garanti for lykke, for den er som bekendt så lunefuld - og har det med at dukke op, når du mindst venter det. Men skulle den dukke op, gør det sikkert ikke noget hvis du har en skilling på lommen. Det er nemlig kun i særligt onde tilfælde, at penge kommer direkte i vejen for succes. Hvordan du tjener pengene er sådan set ligemeget, bare du selv kan stå inde for det du gør.

Randi Christiansen

"»Vi skal ikke lade pengene styre. Vi skal have politiske beslutninger om, hvad du gerne vil have, at ressourcerne skal bruges til. Og så skal vi lave nogle økonomiske institutioner på en måde, hvor pengene kommer de rigtige steder hen.«

– Hvis man ikke har ret mange penge selv, hvordan får man så indflydelse på det økonomiske system?

Man skal prøve at arbejde med forståelserne. Prøve at tage økonomien tilbage. Og tænke økonomien politisk, forklarer hun.

»Jeg tror ikke, at den eneste måde at have indflydelse på økonomien er at have mange penge,« siger Inge Røpke til sidst. Og jeg griner og siger, at det er jeg virkelig glad for. På mine helt personlige vegne."

Ja, det er jo meget godt. Nu forholder det sig desværre bare sådan, at pengemagten - pga de ansvarlige politikeres manglende rettidige omhu > dumhed og korruption - har nået at sætte sig så meget på den politiske magt, at det er svært at få øje på, hvordan vi kan agere på inge røpkes råd?

Pelle dragsted er den eneste politiker, jeg hører, der omsider italesætter, at pengemagten er lig med politisk magt.

Hvordan denne illegitime magt tilbagetages, når nu fællesskabet har ladet sig bedrage til at afgive råderetten over eget resort, er jo det gode spørgsmål til sara og co, som nu forhåbentlig vil overtage stafetten og fastholde kravet om, at den ene procent ikke længere tillades at besidde denne magt over resten.

Det er godt, at nogen unge mennesker kan få øje på elefanten i rummet og derfor forhåbentlig vil insistere på at forandre det illegitime system. Det har altid været mig ubegribeligt, at vore politikere har tilladt de finansielle konstruktioner, som bruges til at privatisere natur og offentlig infrastruktur.

Den eneste forklaring er dumhed og korruption. Man har troet, man kunne styre monsteret, men monsteret er bevæbnet til tænderne og benytter sig af alle til rådighed stående midler for at bevare magten. Hvis vi tager de storpolitiske briller på og pudser dem, vil vi se, at det forholder sig sådan. Kampen om magten, om ressourcerne, er nådesløs. Man har tilmed givet den et navn, som skulle legitimere den, nemlig den hellige almindelige konkurrencestat, også kaldet dansen om guldkalven.

Magten har omtåget befolkningerne med fjernsyn, fodbold og frygt for udkommet, så de lydigt har ladet sig indrullere i forbrugersamfundets ressourcemisbrug og nu sidder i edderkoppens spind. Ja, lad der komme et politisk pres fra ungdommen og lad os håbe, det ikke besvares med politistats-og andre metoder, som det ses i andre dele af verden.

Carsten Wienholtz, Estermarie Mandelquist, Michael Waterstradt, Hanne Ribens, Mogens Holme og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Når du så har fundet vejen til vestens paradis ved hjælp af flid og indsigt, så skal du have fat i en hund, den accepterer dig som du er, og smiler ikke til dig kun for pengenes skyld.
Penge er rare at have, det dækker ens tid og holder fluerne væk, hellere snyde end, at blive snydt.

Eva Schwanenflügel

"Jeg tror ikke, at den eneste måde at have indflydelse på økonomien er at have mange penge,« siger Inge Røpke til sidst".

Men hvordan få indflydelse, det besvares ikke..

De gængse svar er:

- Gå ind i politik, bliv valgt ind i byrådet/Folketinget.

Men for det første er det svært at blive opstillet, for du er ikke nødvendigvis partiets yndlingskandidat.
De fleste kommer frem ved at være medlem af en ungdomsforening, og ikke senere som voksne.

For det andet er det ikke nemt at sætte sit eget præg på den politiske dagsorden.
Her styrer borgmesteren med forvaltningen, og menige byrødder har næsten intet at skulle have sagt.

Nyvalgte folketingspolitikere har også lang vej til magten. De kan faktisk være i Folketinget hele livet, uden at blive kendt i offentligheden for noget som helst.

Ministre kan derimod hives ind i Folketinget uden at være valgt.
Hvor demokratisk er det egentlig?

Det andet svar er :

- Tjen penge, så får du indflydelse og magt.
Lettere sagt end gjort..
Man skal have forståelse for penge, og (i de fleste tilfælde) en baggrund med penge i familien.

For almindelige lønslaver, eller for folk der ryger ud af arbejdsmarkedet på grund af den ene eller anden krise, sygdom, fyringer, eller ulykker, er der måske ikke lige overskud til at sætte sig op mod overmagten.

Mange forsøger alligevel, og organiserer sig i sociale modstandsgrupper på de sociale medier.
Men bliver de hørt?
Nej.

De fleste medier fortier deres problemer, og lader til at være helt ubekendte med at mange ligefrem dør eller begår selvmord som resultat af kontakten med den offentlige "hjælp", der hovedsageligt består af umyndiggørelse, kontrol og sanktioner.

Lønmodtagere har nok at se til, de er fanget i gældsfælden, og skal holde skindet på næsen.
Med mindre de er i den høje ende af skalaen, hvor tiden og pengene gør det muligt at få luft til hjernen.

For ja, man bliver beviseligt dummere af at være fattig.
Det skyldes den stress, en presset økonomi medfører.
Tilsvarende bliver man mere og mere uempatisk og selvisk, jo flere penge, man har.
(Selvom der selvfølgelig er undtagelser fra reglen)

"Er de syge samfundets nye syndebukke?"
https://www.etik.dk/etik.dk/er-de-syge-samfundets-nye-syndebukke

"Magt ændrer din hjerne: Vi bliver dårligere mennesker af at få magt, viser forskningen:
https://www.zetland.dk/historie/s8DPyrMy-ae2KvJdE-288b1

"Hvorfor er fattige mennesker egentlig så dumme?"
https://mortenmunster.com/hvorfor-er-fattige-mennesker-egentlig-saa-dumme/

"Hvorfor er rige mennesker egentlig dumme svin?"
https://mortenmunster.com/hvorfor-er-rige-mennesker-egentlig-dumme-svin/

Så igen, hvordan får de fattige og lavindkomstgrupperne indflydelse på demokratiet og økonomien, når de så effektivt er sat uden for indflydelse af de selv samme begrænsninger, det kapitalistiske konkurrencesamfund medfører..?

For man har ingen stemme uden penge.

Estermarie Mandelquist, Michael Waterstradt, Birte Pedersen, Torben K L Jensen, David Adam, Randi Christiansen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Den mest håndgribelige måde er aktieinvesteringer og huskøb - når du kan få lov at låne til det. Det er den eneste måde, vi almindelige dødelige kan få lidt at sige, for politikerne respekterer kun ejendom og høj uddannelse. Insisterer du på at være lejer hele dit liv, har du ingen politisk indflydelse, med mindre du går amok på gaden.

Randi Christiansen

Oplysning. Om sagernes rette sammenhæng. Her har medier, politikere og uddannelsesinstitutioner/akademia et kæmpeansvar.

Jo flere, som markerer, at de ønsker en anden verdensorden, jo større indflydelse - med mindre altså denne indflydelse slås ned med fysisk voldelige metoder.

Forudsætningen er selvfølgelig den korrekte magtanalyse - hvilket i høj grad vanskeliggøres, ja ligefrem forhindres af magten og dens lakajer - og dernæst et overbevisende, funktionelt alternativ.

Men som eva pointerer, så bliver man dum af at være fattig og et dumt svin af at være rig.

Så hvad er håbet? At de dumme svin fatter, at de også graver deres egen grav, når de supporterer et system med indbyrdes konkurrence om og privatkapitalisering på naturgrundlaget og infrastruktur? Hvilket jo burde være indlysende er den direkte vej til kaos og dermed det sammenbrud, som er en følge af, at fællesskabet ikke samarbejder intelligent, dvs udfra en betragtning af økosystemet som den helhed, det er.

Er fortællingen om 'det løbske tog' reel, eller den et skalkeskjul for magtens interesse i opløsning, fordi den dermed kan konsolidere magten yderligere? Hvorfor ellers? Magten kan da ikke løbe fra, at denne og dermed ansvaret er, hvor pengene er. Hvorfor tillader vi det så? Eller er spørgsmålet om tilladelse for længst irrelevant?

Hvahvahva ... svaret blæser stadig i vinden, selvom dragsted og røpke får lov at pippe lidt

Estermarie Mandelquist, Michael Waterstradt, Eva Schwanenflügel og David Adam anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Oxfam IBIS driver hér en pæl gennem vækst- og konkurrenceparadigmet med artiklen
"Det gik slet ikke så godt som vi troede".

De fattige bliver STADIG fattigere, og de rige ENDNU rigere :

"Engang imellem var der skeptikere, der stillede spørgsmål ved, om det virkelig var tilfældet, og påpegede, at barren for succes – eksempelvis det officielle mål for ekstrem fattigdom på godt og vel 10 kr. om dagen at leve for – var sat ekstrem lavt.

Men de fik hurtigt skudt i skoene, at de bare var pessimister, der ikke ville erkende, at den herskende økonomiske orden faktisk virkede for alle. Nu har de så fået selskab af FN’s egen særlige rapportør for ekstrem fattigdom og menneskerettigheder, Philip Alston.

Og han lægger ikke fingrene imellem: Vi har ikke udryddet ekstrem fattigdom, og vi er ikke på vej til at gøre det. I stedet har vi spildt de seneste årtier, fejret en pyrrhussejr, og gået rundt med en ufortjent og farlig selvtilfredshed".

https://oxfamibis.dk/det-gik-slet-ikke-saa-godt-som-vi-troede/

De rige kan eller vil ikke indse, at hele menneskehedens skæbne er på spil; de er blevet dumme svin, og/eller så omringet af luksus, at de slet ikke behøver forholde sig til virkeligheden.

Nogle rige bygger underjordiske luksusbunkere, eller drømmer om at kolonisere andre planeter, altimens jorden udnyttes og udpines, og de fattige dør som fluer, bogstaveligt talt.

"Billionaire bunker owners are preparing for the ultimate underground escape"
https://www.forbes.com/sites/jimdobson/2020/03/27/billionaire-bunker-own...

Carsten Wienholtz, David Adam, Estermarie Mandelquist, Michael Waterstradt, Hanne Ribens, Torben K L Jensen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

(Fortsat)
Og det er fordi fattige betragtes som irriterende fluer, det ikke koster noget at undvære, at dette ragnarok får lov til at fortsætte.

Naturen er bare billigt skidt, der skal finansiere rigmænds drømme om at etablere sig som herskere i rummet og på andre planeter.

Estermarie Mandelquist, Michael Waterstradt og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Penge er et universelt smøremiddel med den højeste viskositet - det lugter ikke selv om det er let at spore (follow the money) og som der i realiteten kun findes mellem ørerne på hypnotisører.

Mikael Jensen

Det er forbrugerne som får hjulene til at køre rundt, det oplever man i alle gågader, og alligevel ser vi i lande som USA, England, samt i nogen grad i Danmark, at pengene fjernes fra flere befolkningsgrupper, for at skabe en udvikling af ekstrem rigdom til de få. Men rigdom og fattigdom er to sider af samme mønt; jo flere penge toppen får, jo flere investerer de i lobbyisme og giver til politikerne, for at få love som gavner dem selv, og love der fjerner pengene fra bunden.

Hvis de nye generationer skal lykkes med at skabe de forandringer, som klimakrisen og fattigdomsskabelsen kræver, så bliver de nødt til at forstå og insistere på at ændringerne skal ske som et krav udenfor Folketinget, og at de ikke skal lade pengemagten styre. De skal ikke lade magteliten bestemme over deres tilværelse og de vilkår de unge lever under, de skal ændre kulturen indenfor det økonomiske felt. De skal lave nogle økonomiske institutioner på en måde, hvor pengene kommer de rigtige steder hen. De skal tage økonomien tilbage og fokusere på spørgsmålet om demokrati kontra koncentrationen af magt i toppen. Hvis man f.eks. danner en forældrebevægelse, kan man få indflydelse på minimumsnomineringerne i børnehaver og vuggestuer.

Hvordan forbedrer man samfundet? Hvordan kan man tilpasse samfundet så det passer til mennesket, i stedet for omvendt? Tag udgangspunkt i det enkelte konkrete menneskes situation. Sørg for at få menneskers historie ud i alle medier, således at hele befolkningen ved hvad der foregår. Gennemgå alle sociale nedskæringer, koncentrer dig om de sociale nedskæringer som politikerne har gennemført. Foren de sociale bevægelser til en stærkere enhed, for at få politisk indflydelse. Vær aktivistisk og udenom-parlamentarisk. Spred budskabet. Lad dig inspirere af andre landes ideer og bevægelser, læs og skriv.

Penge og magt skal fordeles på en mere retfærdig måde, der ikke efterfølgende kræver at man omfordeler. Tag f.eks. en ingeniørs lønforhøjelse i forhold til en kassedames. Den ene får en årlig lønforhøjelse på 15 %, den anden holder knapt reallønnen. Dette i sig selv skaber over årtier uholdbar ulighed, hvor man så er nødt til at beskatte den højtlønnede og omfordele efterfølgende.

Vi har de sociale medier og forumer hvor vi kan skrive om økonomi og konsekvenserne af magtkoncentrationen, alle har ret til at tale om hvad der foregår. Økonomi er et spørgsmål om penge, det handler om hvem der skal have hvilke ressourcer, samt hvem der skal sidde på magten. Økonomi er alt, vedrører alle, beslutningerne rammer alle og de skal tages af alle borgere, ikke af 400 fra magteliten.

De fleste journalister har en liste med 5-10 bøger som tydeliggør sammenhængen mellem penge og magten her i landet, det er bare at spørge. Men hvor mange bøger er der skrevet om det modsatte; magtesløsheden, mangel på midler og indflydelse på egne forhold, konsekvenserne? Det er stadigvæk i dag toppen som bestemmer forholdene for dem i bunden. Hvor er demokratiet så - borgerstyret?

Mindst fire politiske partier er dannet via penge fra skattely, penge fra banker, med det formål at fjerne pengene fra bunden og skabe skattelettelser for de rige. Fire til fem partier eksisterer for at skabe splittelse i bunden af samfundet ved at give de fremmede skylden for de sociale nedskæringer. Løgnene hober sig op. Pengene bestemmer politikken, ikke borgerne, ikke demokratiet. Økonomerne befinder sig i toppen af samfundet, deres egne økonomiske fremtid afgør hvad de fremstiller af rapporter.

Hele systemet og staten er skredet ned af bakken, institutionerne, domstolene etc. Men oppe på bakken står toppen af magteliten og bare griner. Den mørke side af demokratiet som de ikke ønsker at vise frem er bragt frem i lyset. Politikerne reagerer ikke på det som betyder noget for de udsatte borgere, de beskytter kun de formuende. Politikernes oprindelige/historiske opgave var at beskytte de rige mod de fattige. I dag beskytter politikerne og retssystemet de nye formuende, de sørger for at formuerne er beskyttede. Politikerne beskytter systemet.

USA: den øverste 0,1%, færre end 200.000 familier, ejer omtrent lige så meget som den nederste 90% dvs. 110 millioner husstande. Det er sandheden omkring velstand kontra indkomst, topformueandele i USA er meget høje og stiger over tid. Det er den vej økonomerne ønsker at Danmark går.

David Adam, Michael Waterstradt og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ole Schwander

Som Eva Schwanenflügel siger, så skal hele verdens befolkning være ‘fattige’ (økonomisk) men rige på livsindhold og bo i jordhuler. Det er den eneste vej til lighed. Det vil desuden også afhjælpe klimakrisen.

Eva Schwanenflügel

@ Ole Schwander :
"Som Eva Schwanenflügel siger, så skal hele verdens befolkning være ‘fattige’ (økonomisk) men rige på livsindhold og bo i jordhuler. Det er den eneste vej til lighed. Det vil desuden også afhjælpe klimakrisen".

Det er vidst, hvad man kalder en 'stramning' af brødteksten... :-O

Niels Erlinger

På disse sider og specielt på debatrådene herinde, bliver der tit omtalt et begreb.
Til gengæld kan jeg i denne tråd ikke se, at det omtalte begreb bliver benyttet.

Det er begrebet mangfoldighed jeg efterspørger lidt mere af.

Som der bliver beskrevet i de lange indlæg herover, bliver der talt meget for ensretning og ikke ret meget mangfoldighed.

Det er vel ikke misundelse, som driver entusiasmen, vel??

Eva Schwanenflügel

@ Niels Erlinger

Kunne du eventuelt forsøge at konkretisere din kritik
- eller hvad du nu vil kalde dit indlæg?

Det er lidt svært at blive klog på hvad du mener med de vage vendinger.

Demokratiser pengevæsenet så det kommer til at virke på den måde som det oprindeligt var tiltænkt. At tjene befolkningens interesser og ikke omvendt som nu hvor det er os der er tjenere for pengesystemet. Magt korrumperer derfor er en demokratisering af pengesystemet nok den bedste måde at undgå misbrug på.

Du kan sikkert få svar på mange af dine spørgsmål på denne side hvis du ikke allerede kender den.

Spørgsmål og svar
https://www.godepenge.dk/q-a

Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel, Michael Waterstradt og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
steen ingvard nielsen

Fra børn og fulde folk og Information, skal vi høre sandheden.
Det er da tankevækkende, at vi blev så forskrækkede over Marxisternes ideer om overtagelse af produktions apparatet, hvis en virksomhed i Danmark, kan påvirke de politiske beslutninger hvis de truer med at de flytter ud af landet, så er det jo virksomhederne, der har overtaget demokratiet. Det er åbenbart helt ufarligt.

Michael Waterstradt, Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
steen ingvard nielsen

Når filosoffen træder et skridt tilbage og bare lytter.

Så bliver det så smukt og så anderledes et format som dette.