Klumme
Læsetid: 4 min.

Mit møde med naturen: Jeg ved, hvorfor frøene i min potteplante gror. Men hvorfra ved de det selv?

Efter fem år i mørke er små akaciefrø begyndt at spire i urtepotter i vindueskarmen. Hvad har frøene lavet i mellemtiden, og hvad er det for en indre samtale, der nu sætter dem i gang med at vokse? Informations klimajournalist Jørgen Steen Nielsen skriver om det lille hverdagsmøde med livets store mirakel
Efter fem år i mørke er små akaciefrø begyndt at spire i urtepotter i vindueskarmen. Hvad har frøene lavet i mellemtiden, og hvad er det for en indre samtale, der nu sætter dem i gang med at vokse? Informations klimajournalist Jørgen Steen Nielsen skriver om det lille hverdagsmøde med livets store mirakel

Sofie Holm Larsen

Moderne Tider
4. juli 2020

»Skal du ikke fortælle læserne om et konkret møde med naturen – og om, hvad det satte gang i af tanker hos dig,« spurgte redaktøren.

»4.000 tegn, tak.«

Og tankerne gik på vandring. Der kunne fortælles om dengang, jeg for vild i Brasiliens regnskov. Om kanoturen med den yngste over Tystrup-Bavelse Sø i regn og torden. Om naturens symfoni af natlige lyde i Kenyas Masai Mara-reservat. Om hvalernes møde ved Disko i Vestgrønland. Om overnatningen i frost på Korsikas højeste bjerg med gåsegribbene svævende over hovedet.

Jeg vil hellere fortælle om naturen i min vindueskarm.

Når jeg har rejst, har jeg ofte taget frø med hjem, fundet i naturen eller byers parker. I årevis har de så ligget i små plastikdåser på en hylde og tørret ind eller rådnet.

Nu har jeg ryddet op og smidt ud. Men også for en sikkerheds skyld testet spirekraften hos nogle af frøene. Og for et par uger siden brød grønne kimblade frem af jorden i en af plastikbakkerne i vindueskarmen. I dag er det blevet til fem små planter af et par centimeters højde med regulære, finnede blade, så jeg kan bestemme dem.

Det er bittesmå akacier. En af planteverdenens mest omfattende slægter med over 1.300 arter. Akacietræer er overordentlig almindelige i troperne, subtroperne og kan også findes i tempererede egne. For eksempel stod der indtil for 20 år siden et stort akacietræ i gården på Sølvgade Skole i København, plantet af en lærer Wigh i 1850. En storm tog skolens vartegn i 1999, så skolegårdens akacietræ er i dag en meget yngre, fredet slægtning.

Hormonernes stillingskrig

Mine små akacier er vokset frem af frø, jeg bragte hjem fra Madeira i 2015. I fem år har de ligget i mørke i plastikdåsen og bare ventet. Og nu folder de bladene ud og vokser, så jeg kan se forandringen fra morgen til aften.

Man fristes til at spørge, hvad de små frø har tænkt på i de fem år? Har de kunnet holde modet oppe og håbet i live hos hinanden?

Selvfølgelig har de ikke det. At spørge sådan er ren antropomorfisme, tildeling af menneskelige træk til planten – som i H.C. Andersens eventyr om grantræet, der tænker, føler og længes.

Jeg har jo på biologistudiet fået indprentet, at det hele er ren biokemi. Noget med, at plantehormonet abscisinsyre fastholder frøet i sovende tilstand, indtil andre hormoner, kaldet gibberelliner, bryder dvalen ved at starte produktionen af et enzym, der omdanner frøets stivelse til den glukose, den vordende kimplante skal bruge.

’Dvalehormonet’ og ’spirehormonet’ hæmmer hinandens syntese i en slags vedvarende stillingskrig, styret af specifikke gener, hvis aktivering synes kontrolleret af miljøfaktorer som temperatur og fugtighed.

Det er i sig selv fantastisk og tæt på ubegribeligt, at sådan noget kan foregå i de små frø, jeg har lagt i pottemuld og givet vand. Og at frøene i fem år har kunnet holde sig i live i en fastlåst hormonbalance, indtil jeg udfriede dem af plastikdåsen og ændrede balancen. En diminutiv variant af det langt større mirakel med timing og koordinering, det for eksempel er, når bambusarten Phyllostachys bambusoides holder vejret og med 120 års mellemrum blomstrer og sætter frø – og derefter dør – på samme tid overalt på jorden, hvor den vokser. Senest i 1960’erne og næste gang formentlig omkring 2080.

Forskerne peger på ’et indre genetisk ur’, som for bambusplanten holder øje med tiden. De har efterhånden identificeret et større antal bambusgener, der på indviklede, kun delvist forståede måder indgår i denne tidskontrol.

Den raffinerede palaver

Det underlige er, at jeg ved en smule om alt det her, fordi forskerne ved det og har skrevet videnskabelige artikler om det. Men de spæde planter i min vindueskarm, de ved det ikke. De gør bare det, de skal.

Og dog. Er man ikke nødt til at sige, at de i en eller anden forstand ’ved det’? Og i så fald: ’Hvem’ er det, der ved det? Hvem er aktøren? Er det planterne, eller er de bare vandbærere for den egentlige hovedperson, arvemassen med generne, som via frøene sendes videre i al evighed, mens planterne blot spirer, blomstrer, sætter frø og dør, generation efter generation?

Biokemikeren Jesper Hoffmeyer tumlede hele sit akademiske liv med at forstå denne »raffinerede palaver« inde i de levende organismer ved at studere livets tegnprocesser, biosemiotik. Hvis arvemassen er partituret, der beskriver, hvad der skal spilles, hvem – eller hvad – er det så, der læser det og koordinerer instrumenterne, spurgte han.

Hoffmeyers svar, foldet ud i doktordisputatsen Biosemiotik og i en stribe fantastiske bøger (læs for eksempel En snegl på vejen fra 1993 eller 7 ting vi plejer at tro på fra 2017) – er, at »livet beror på det semiotiske spil« mellem organismen og arvemassen. Samt at det levende siden tidernes morgen har besiddet en »stræben efter livets fortsættelse«.

Svaret er altså ifølge Hoffmeyer ikke Gud, men det er bestemt heller ikke ren biokemi.

Jeg vil ikke påstå, at jeg forstår det hele. Men jeg næres af at opleve resultatet af det, hvad enten det udfolder sig i regnskoven, i det grønlandske hav eller i vindueskarmen.

Og mens jeg bøjer mig i ydmyghed over det skabtes mirakel, bøjer mine små akacier sig smukt efter solen, der går sin gang over himlen uden for mit vindue.

Serie

Mit møde med naturen

Naturen er storladen og voldsom, grim og rå, pyntet og yndig. Og vores møder med den kan være både farlige og eftertænksomme, kosmiske og komiske, opløftende og fornedrende. I denne klummeserie reflekterer Informations journalister over deres eget forhold til naturen med udgangspunkt i en konkret naturoplevelse.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

David Zennaro

Hvor er det dejligt med lidt naturvidenskab her i Information!

Med al respekt for jsn - var 'akacietræet' i Sølvgade Skoles gård mon ikke en robinie (Robinia pseudoacacia)? Ægte akacie (Acacia sp.) ser helt anderledes ud og træffes (endnu) ikke i det fri i Danmark.

Ole Svendsen

Jeg er i gang med en superspændende bog, der forener det videnskabelig verdensbillede med det spirituelle verdens billede. Begge verdens billeder kommer til kort hver for sig, men når de forenes, så forklares mange ting, som ellers kan virke uforståelige.

Bl.a. var nogle af forrige århundredes største videnskabsmænd i nær dialog med Indiske Vismænd. Disse samtaler var bl.a. med til at hjælpe forskerne med at forstå og udvikle kvantefysikken og kvantemekanikken.

Erwin Schródinger, (nobelpris 1933) var en af de centrale fysikere i kvantemekanikkens forståelse og havde en livslang interesse i den hinduistiske filosofi Vedanta og Upanishaderne. Han udledte Schrödingers bølgeligning, som beskriver sandsynligheden for at finde et atoms elektron bestemte steder i feltet om atomkernen.

Nicola Tesla, som fik mindst 300 patenter og bl.a. opfandt radioen, vekselstrømmen og vekselstrøms motoren, havde megen kontakt med den indiske swami Vivekananda.

Rabindranath Tagore (nobelpris i litteratur) var i dialog med Einstein (nobelpris 1921).

Niels Bohr var inspireret af Taoismen og valgte yin-yang symbolet til sit våbenskjold, da han blev slået til Ridder af Elefanten.

Bogen hedder "Enhed - videnskab og spiritualitet forenet", den er udkommet her i 2020 og du kan læse mere her: https://eskildtjalve.dk/enhedsverdensbilledet/

Bogen giver bl.a. et bud på at forklare det under, som beskrives i Jørgen Steen Nielsen's udmærkede artikel.

Arne Albatros Olsen, Flemming Alleslev, Steen Bahnsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Flemming Alleslev

En god artikel om grænselandet mellem virkeligheden og vores forståelse af den, og der er mange tangenter og mulige fortsættelser af artiklen. Man kan jo spørge, om vi, ligesom frøene, ikke også har en mission, noget, der bare skal gøres, og som fjerner alle bekymringer om biodiversitet og klimaændringer, fordi de altid vil være sekundære i forhold til det væsentlige og primære, og som iøvrigt kun den enkelte har indflydelse på. For til hvilken nytte bruge tid på noget andet?