Klumme
Læsetid: 5 min.

Med en naiv forestilling om naturen gik min kæreste og jeg ud i ørkenen og var ved at dø

Som to velfriserede, optimistiske danskere tog min kæreste og jeg på vandretur i cowboyland. Tre timer senere var vi næsten løbet tør for vand i et ørkenlandskab, der var brutalt i sin ligegyldighed, skriver Informations Johanne Pontoppidan Tuxen
Som to velfriserede, optimistiske danskere tog min kæreste og jeg på vandretur i cowboyland. Tre timer senere var vi næsten løbet tør for vand i et ørkenlandskab, der var brutalt i sin ligegyldighed, skriver Informations Johanne Pontoppidan Tuxen

Sofie Holm Larsen

Moderne Tider
25. juli 2020

Vi passerede det unge par tidligt på den cirkulære vandrerute, de var på vej i den modsatte retning og næsten i mål. Forrest gik manden underligt nervøst. Han småløb fire-fem skridt, spejdede fremefter og så tilbage mod kvinden. Hun gik med blikket i jorden, langsomt, ét skridt ad gangen. Manden nikkede kort, da vi passerede hinanden. Kvindens ansigt var lukket, og jeg tænkte:

»Slap nu af! Vi er ude i storslået natur.«

Det var min kærestes fødselsdag. Vi var på roadtrip i Utah, USA, og min gave var at lede ham ud på hans første vandretur. Ud blandt de orangerøde klipper og solbagte stenformationer, som umotiveret stak op af sandet i den kraterfyldte ørken. Ud i cowboyland.

Selv har jeg vandret i mange år. Flerdagesture langs bjergkamme i forskellige verdensdele, og det var det, jeg ville give videre: naturoplevelsen. Sammensmeltningen af lugte og arbejdende muskler, blikket på vegetationen og det konstante tempo, der tvinger anderledes tankerækker frem.

Vi havde fundet en vandrerute i Canyonlands National Park, der løb rundt om et meteorkrater. Kun tretten kilometer lang. Det var ingen sag, tænkte vi, en to-tre timers vandring.

Vi boede i New York den gang. Hver anden dag løb vi mellem Brooklyn og Manhattan over Williamsburg Bridge, og når vi løb ved midnatstid, mens byen svalede af, og subwayen hamrede forbi bag trådhegnet, følte vi os uovervindelige. Så den dag i ørkenen tog vi hver en flaske vand med fra bilen og gik.

Hvad vi ikke vidste var, at Syncline Loop Trail betegnes som svær. At den har stejle stigninger og fald, og at den kun anbefales til øvede vandrere. At der stort set ingen skygge er, ingen telefonforbindelse, og at det er den af parkens ruter, hvor flest vandrere må redes og i værste fald dør.

I tvivl

Ruten var afmærket med stenbunker, men mange af dem var væltet. De lignede til forveksling alle de andre grusbunker og småsten omkring os, afkast fra klipper slidt af storme og styrtfloder.

Ofte måtte vi standse, gå lidt tilbage og spejde, indtil vi så den næste bunke. Et sted måtte vi sætte os på numsen og halvt klatre halvt kurre ned ad stejle skrænter. Det var hårdt. Og det gik langsomt. Efter to timer var vi ikke tilbage på parkeringspladsen, som vi havde troet. Efter tre timer var vi i tvivl om, hvorvidt vi var gået vild.

Men da så vi et træskilt med teksten: I er halvvejs. Godt og vel endda. Vi havde vandret 7,2 kilometer og manglede 5,9.

På det tidspunkt havde vi drukket det meste af vores vand. Vi var nået ned i kløften, ned på flad grund, det røde sand reflekterede solens stråler, og omkring os fortsatte landskabet som en gentagelse: klipper, spredte tørre træer og buske, grus og sten, et ingenmandsland. Vi satte tempoet op. I en time hastede vi fremad kun afbrudt af korte hvil og små brandvarme slurke. Der kunne ikke være langt nu, blev vi enige om. Måske en kilometer.

Men så rejste terrænet sig foran os. Ruten, kunne vi se på den næste stenbunke, gik opad. Nu skulle der klatres.

Solstik

Ti minutter efter at vi begav os opad, rejste en bølge af svimmelhed og kvalme sig i mig. Jeg satte mig i en sjælden skygge og drak det meste af restvandet. Det allersidste, blev vi enige om, måtte kun indtages i nødstilfælde. Der var omtrent en deciliter tilbage.

Nu var vi bange. Vi sagde det ikke. Når vi kommunikerede, var det med håndtegn eller en hurtig hvisken. Ørkenluften udtørrede svælget. Tungen klistrede fast i munden, der var fuld af små slimkugler – de sidste rester af spytproduktionen. Mine kontaktlinser var klistret fast til øjeæblerne.

Ørkenen bevægede sig lige så stille udefra og ind i os. Trods varmen svedte vi ikke længere, og bare ti meters opstigning gjorde os så forpustede, at vi måtte stoppe og hvile. Der var ingen skygge. Men når vi så op, kunne vi se højderyggen komme nærmere. Bilen måtte holde deroppe. I bagagerummet lå en dunk med fire liter vand.

Skønheden

Efter en times klatring var vi oppe – og kunne erfare, at vi var på en form for ørkenplateau. Min kæreste foreslog, at han ville fortsætte alene. Vi var tæt på, bilen måtte være her et sted. Han kunne hente vand, mens jeg hvilede mig under et lille, bladløst træ.

Med ryggen mod træstammen stirrede jeg ud over det landskab, vi havde forladt, og for første gang i timevis så jeg skønheden: klippernes fladtoppede profil mod himlen, de bølgende linjer af sammenpressede jordlag, hårdføre buske spredt langs den udtørrede flodseng i færd med at overleve.

En halv time gik sådan, så fik jeg øje på min kæreste. Tomhændet. Vinkende med store armbevægelser. Han havde ikke fundet bilen. Han var fortsat på tværs af plateauet, indtil ruten var endt i endnu en opstigning.

Vreden

Derefter hviskede vi heller ikke længere. Vi gik bare. Ti meter frem. Hvil. Ti meter mere. Op over den næste højderyg fortsatte vi, og da vi kom derop, så vi endnu et ørkenplateau og endnu en højderyg i det fjerne.

Jeg var bevist om, at det kunne blive her, vi skulle dø. Og jeg var vred. Over idiotien i det. Min manglende forberedelse. Den dårlige afmærkning af ruten. Vores naive forestilling om naturen som noget spændende, prægtigt, uberørt. To velfriserede, optimistiske danskere i et landskab, der var brutalt i sin totale ligegyldighed.

Men så, efter endnu en højderyg og endnu et plateau, fik jeg langt ude i horisonten øje på et lillebitte menneske. Jeg hvæsede – det var den lyd, der var tilbage. Vi havde været ude i seks timer i ørkenen på det tidspunkt, de sidste tre stort set uden vand.

Tyve minutter senere ville vi sidde i bilen med airconditionen blæsende, mens vi rakte en fireliters vanddunk frem og tilbage mellem os.

Men de sidste par hundrede meter af vandreruten foregik som en spejling af parret i begyndelsen: Min kæreste forrest og nogle meter bagved mig – blikket i jorden, langsomt, ét skridt ad gangen. På vej ud af et landskab, der næppe havde ænset os. Efterladende os en forestilling om naturen som noget, der findes udenfor. Som man kan træde ind i og ud af. Et åbent land at erobre, når det i stedet var os, der havde været tæt på at blive overtaget.

Serie

Mit møde med naturen

Naturen er storladen og voldsom, grim og rå, pyntet og yndig. Og vores møder med den kan være både farlige og eftertænksomme, kosmiske og komiske, opløftende og fornedrende. I denne klummeserie reflekterer Informations journalister over deres eget forhold til naturen med udgangspunkt i en konkret naturoplevelse.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Young-suk No

"...et landskab, der var brutalt i sin totale ligegyldighed."
Her overfører du de menneskelige egenskaber over på landskabet.
Jeg mener ikke det er hensigtsmæssigt at overføre menneskelige egenskaber til naturen i det giver påskud til at idylisere eller ødelægge den. Naturen er den der er og den skal betragtes og opfattes således.

Klaus Lundahl Engelholt, Jacob Johansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Rolf Andersen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Uuh, hvilken nervepirrende fortælling som skal huske os på at være årvågne især i ukendt territorium.

Jeg var engang ved at drukne, da jeg svømmede tværs over en sø, som jeg vidste, jeg kunne tilbagelægge distancen på. Hvad jeg ikke var forberedt på, var min kropslige reaktion på, at det var en dyb sø, som min krop reagerede på med en uventet form for slaphed. Jeg klarede turen med opbydelse af nøgtern koncentration.

Lillian Larsen, Rolf Andersen, Eva Schwanenflügel, David Zennaro og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

Sådan går det når man opførerr sig performativt og ikke bare tager naturen som den er: nådesløs og brutal, men ophøjer den til noget andet baseret på et stærkt og følelsesstyret rationale. Jeg har også engang vandret i de græske bjerge og været ved at dehydrere, men det var fordi jeg havde glemt at tage vand med. Heldigvis fandt jeg nogle tomme flasker på vejen og fik dem fyldt op af en venlig landsbykone i deres brønd 9 km senere.

Rolf Andersen, Eva Schwanenflügel og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Synes det er ok med en artikel om, at man skal tage naturen alvorligt! Det er ikke en episode af Sea Monsters på Discovery. Du har ikke et kamerahold med, og du er kun dig, der kan stole på dig! God artikel! :-)

Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, David Zennaro og Erik Karlsen anbefalede denne kommentar
Jens Christensen

Men det er jo altsammen helt rigtigt. Kun en tåbe frygter ikke ørkenen og begiver sig derud uden rigeligt med vand. Og kaktusserne nærmest skyder deres lange pigge ind i ens kød. Vi er blevet så fremmedgjorte nu. Da jeg var ung, druknede fiskere på tragisk vis ved overisning under indsejlingen, mens hustruerne stod på molen og så fortrøstningsløse på. Og man kunne sidde fast i to dage i mudder under andejagten. (ironi kan muligvis forekomme)

Randi Christiansen

Så jens, du har aldrig 'dummet' dig?

Jens Christensen

Hvem har ikke det, Randi? Elementet af ironi var vel trods alt åbenlys. Jeg er mere forundret over, at "brutaliteten" åbenbart nærmest overrasker så meget.

Naturen er en vare som kan konsumeres som alt andet, en forlystelsespark som man træder ind og ud af. Vi står udenfor naturen, men det gør vi så ikke alligevel.

hanne plaschke

Forskellen på National Geografic og virkeligheden. Bjørnemanden blev overfaldet og ædt af en bjørn. Safariturister har ønsket sig hjem foran fjernsynet, når en vred hanelefant har gjort udfald mod deres bil. Godt skrevet.

Jan Damskier

Fortællingen minder mig om et indslag DRTV for mange, mange år siden: To unge mennesker gik ombord på en overfyldt færge (med for få redningsbåde ?) (vist nok i Indonesien). Færgen kæntrede og mange mennesker døde. De to unge danskere overlevede, men da de kom hjem til DK, brokkede de sig højlydt over at de ikke fik krisehjælp.