Analyse
Læsetid: 8 min.

Oehlenschlägers ’Morgen-Vandring’ er romantik for fulde følsomme gardiner. Men pas nu på med at forenkle

Samtalen med de vilde blomster bringer takket være formen Oehlenschlägers originalitet til fuld udfoldelse
Samtalen med de vilde blomster bringer takket være formen Oehlenschlägers originalitet til fuld udfoldelse

Sofie Holm Larsen/iBureauet

Moderne Tider
11. juli 2020

Den Oehlenschläger, som i vor tid sammen med Holberg flankerer hovedindgangen til Det Kongelige Teater, kan let virke lovlig massiv og tung. H.V. Bissen har valgt at afbilde en sat, mæt nationalskjald med bugen fyldt til randen af succes, ikke den frejdige, fyrige unge poet, som i 1803-05 skabte intet mindre end en litterær revolution – ham, som vi møder i »Morgen-Vandring«, og som charmerer én ved sin friskhed, sin frækhed og sin originale humor.

Da statuen skulle afsløres på Sankt Annæ Plads i efteråret 1861, sendte dansk litterær kritiks enfant terrible P.L. Møller fra eksilet i Paris et fyldigt »erindringsblad«, en art totalportræt, som Berlingske Tidende over syv dage lod trykke som serie.

Heri blev læserne mindet om dén vildt radikale fornyer, Oehlenschläger oprindelig var, fyren, der som kun 23-årig fremstod som en frontal provokation mod dem, som regnede sig for parnassets legitime indehavere, de laurbærkransede mestre i tidens, som Møller skriver, »Flid- og Pligtelskende, dydige Borgerpoesi«. Over for disse »agtværdige Forsteninger« kom dette nye geni »som et rensende Tordenveir, som en Explosion af alle Skjønhedens og Poesiens længe undertrykte Flammer.«

Om hans flotte debutbog Digte 1803 skriver Møller: »Hvilken Rigdom af den reneste Natur, af den mest dannede Aand, hvilket Liv, hvilken Kraft, hvilket Dybsind, hvilken Overgivenhed, hvilken Sundhed og Lykke aander ikke fra først til sidst igiennem disse Digte!«

Som Ida Auken vs. Roundup

»Morgen-Vandring«, udsendt to år efter debuten som del af den nye, voluminøse satsning Poetiske Skrifter, skal her danne eksempel. Det indgår i en digtkreds på 38 tekster, hvori Oehlenschläger først skildrer en rejse gennem Sjælland med indtryk af historie og natur, dernæst ophold på Fyn, Tåsinge og Langeland med sommerglæder og samvær med venner, lysende af ungdom og smittende poesi.

Et overordnet program formuleres i indledningsdigtet, hvor Oehlenschläger foregriber turen og alle sine iagttagelser, men samtidig filosoferer over, hvad det egentlig vil sige at se:

Dette Talent, at see, har de ældgamle Slægter bestandig

Tillagt Digterens Blik; der stikker Kunsten kun i!

Og for at vise Synet ey blot gaaer udenfra ind ad,

Men fornemmelig først indenfra straalerigt ud,

Siger det gamle Sagn, at Homer, Poeternes Fader,

Var i sin Alderdoms Tid blind paa det udvortes Syn.

Hermed plæderes der dels for en åbent sansende digtning, og dels for, hvad vi kan kalde en tolkende visionsdannelse. Poesien skal ikke kun reflektere omgivelserne, den skal også tvinge det sansede ind i en form, søge at ordne kaos til kosmos.

Dette er ifølge Finn Stein Larsen (i en artikel fra 1968) Adam Oehlenschlägers ambition med »Langelands-Reise«, det er æstetisk set kernen i »Morgen-Vandring«.

Digtet, på én gang lyrisk stemningsmalende og episk fortællende, former sig som en beretning, der forlænges over i en samtale med de vilde blomster. Disse præsenteres som stående i modsætning til kornet, bondemandens »velsignede Korn«, som skal skaffe ham smør på brødet og flæsk på panden: »For resten vor Skiønhed, rød og blaae, / Er hap som hip! / Alt Nyttigt bør giennem Munden gaae. / Det er hans Princip!«

Dermed føres vi direkte ind i en stadig aktuel kontrovers. Man kan måske sige, at den følsomme, blomsterelskende digter forholder sig til den materialistisk indstillede bonde som Danmarks Naturfredningsforening til brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer, eller om man vil som Ida Auken til Roundup. Antitesen står sollysende klart.

Men bemærk først, hvordan Oehlenschläger med det elskeligste koketteri fremfantaserer en statelig kongsgård med tilhørende jomfrubur og oldgammelt hedensk tempel. Han er, forstår vi, gennem sin erindrende og billeddannende evne intimt forbundet med den nordiske historie, ligesom han ved sin sprøde poesi og sine modtagelige sanser gør sig, om ikke ét med, så dog til en nær ven af naturen. Han og blomsterne »høre tilsammen«.

Han gør sig selv til natur

Litteraturhistorisk færdes vi her i en overgangszone mellem universalromantik og nationalromantik. Til førstnævnte hører digtets idé om en sammenhæng mellem natur og ånd, tanken om, at alt har en sjæl. Til sidstnævnte hører tilbageblikket, hvor Oehlenschläger så muntert spiller på folkevisesproget (»hans Dotter, den vene Maard«) og ikke holder sig spor for god til bevidst naivt at udstyre oldtidens høvding med krone og scepter.

Vaskeægte romantisk virker det, når naturen tildeles bevidsthed via de »hulde« blomster, som står så »venligt« og smiler så »inderligt«. Ja, de blinker ligesom stjerner og fortryller digteren »barnligsødt«. Tilsvarende tuttenuttet fremstilles poeten selv som en kornblomst, som ganske vist står i vejen for »det nærende Korn«, det vil sige alskens nyttemoral og materialisme, men i virkeligheden er inderligt forbundet med Gud, sådan som det fremgår af de to sidste strofer.

Føjer vi hertil de manende påkaldelser (»O Jord«, »O venlige Mark! O Lund!«, »Græskiølne Væng!«), stemmer kassen, åndshistorisk set: Romantik for fulde følsomme gardiner. Men pas nu på med at forenkle, for i 1805 var dette sprog reelt afgørende nyt.

Adam Oehlenschläger (1779-1850)

  • Opvokset på Frederiksberg, hvor faren var slotsforvalter.
  • Student 1800.
  • Var højproduktiv gennem et halvt århundrede, men peakede tidligt med sin ungdomsdigtning, en fusion af historie, natur, religion og kraftfuld poesi, dels i Digte (1803) med »Guldhornene« og »Sct. Hansaften-Spil«, dels i Poetiske Skrifter I-II (1805).
  • Efter 1810 lagdes hans hovedindsats i fortællinger og versdramaer med overvejende nordisk stof.

P.L. Møller roser i sine erindringsblade digteren for hans »plastiske« evne, altså sansen for anskuelig konkretisering, og så fremhæver han som noget særligt »det sunde, rødmussede Liv i Diktionen«. Det er glimrende set (eller hørt) af Møller, for selve kuppet hos Oehlenschläger består netop i, at han gør sig selv til natur og hævder sin poesi som ytring af sin indre natur.

»Langelands-Reise« handler som helhed »om digtningen som tilværelsesform, om at leve som poet«, skrev versforskeren Jørgen Fafner i anledning af 200-året for digterens fødsel. Den iagttagelse kan vi bruge til at fokusere på formen, på den egenskab ved digtkredsen, at dens versstrukturer så at sige vokser organisk ud af digtene selv, deres motiver og situationer.

Det er nemlig ikke sådan, at poeten i udgangspunktet har en etableret rytmisk og strofemæssig form, som han så fra tekst til tekst fylder op med et passende indhold. Nej, de 38 dele veksler dynamisk mellem to slags form, som tjener hver sin funktion. Lidt over halvdelen er skrevet på daktyler (trykstærk-tryksvag-tryksvag) og holdt i såkaldt ’elegisk distikon’, bygget op af heksameter + pentameter, som her:

Nu skal jeg rulle mit Sielland igiennem, til Fyen, ja til Taasing,

Over til Langelands Bye, muligt til Laaland og Møen.

Men i resten af digtene anvendes der nye, skiftende strofeformer og metre, i vort eksempel således en krydsrimet strofe med overvægt af daktyler. Og hvor det klassiske spor er mønstersøgende, er det antiklassiske formløsnende.

Fafner sætter præcise ord på, når han skriver, at »Morgen-Vandring« er syngeligt, men ikke sangbart. Det betjener sig suverænt af såkaldt blandet versgang, idet det mixer daktylerne med jamber og ganske vist holder sin trykfordeling med først fire og så to slag i hver verslinje, men tillader sig talrige variationer undervejs.

Prøv selv blot at læse de to første strofer indenad, og tag nogle raske beslutninger med hensyn til, hvorledes de skal læses op. Så vil der, tør man gætte på, ske det, at uregelmæssighederne vil tvinge oplæsningen fra en mekanisk skanderende repetition hen imod en friere, mere talende, mere gående eller rejsende diktion, hvorved ­man med egen mund realiserer indledningsdigtets poetik.

At sig Oldtid kan blande med Nutid og Nutid med Oldtid,

Kierligt i blid Harmonie, giennem det reisende Digt.

Lyrikken er her, i 1805, ved at finde en ny form som læsedigt. Og heri er der et indbygget paradoks: Idet Oehlenschläger med stor hittepåsomhed og metrisk kunstfærdighed kreerer nye former, ligesom i et beslutsomt spring bort fra alle de gamle; idet han altså tvinger sig selv over i nogle mere besværlige kombinationer af rytme og strofe end dem, traditionen tilbyder ham, virker han blot mere naturlig.

Metrikken bringer hans digteriske originalitet til fuld udfoldelse, og netop derved bekræfter han sit indre slægtskab med de vilde blomster – og gør ’natur’ til sin signatur.

Morgen-Vandring

Af Adam Oehlenschläger

1

Saa huldt til den hellige Bøgeskov
Det vinkte mig,
O Jord! Hvor end aldrig den tunge Plov
Havde furet dig.
De hulde Smaablomster saa venligt stod
I dunkle Lye,
De smilte saa inderligt ved min Fod
Mod Himlens Skye.

2

Til Skoven jeg giennem en Mark monne gaae,
Da fik jeg see
En vældig Steenhob paa Marken staae,
Mellem Høye tre;
Den stod saa ærværdig og saa blid;
En aflang Ring.
Her holdtes der vist, i gammel Tid,
Et Konge-Thing.

3

Paa den store Granit, som hisset staaer,
Stol-Kongen sad,
Med Krone, Scepter, i Zobel og Maar,
Saa faderglad;
Og hver en Kriger alvorlig treen,
Fredsæl i Aand,
Og satte sig rolig paa sin Steen,
Uden Sværd i Haand.

4

Paa Høyen, hisset, stod Kongens Gaard,
Med stærken Muur;
Hist havde hans Dotter, den vene Maard!
Sit Jomfrue-Buur;
Og paa den Tredie et Tempel stod,
Berømt i Nord,
Der offredes rygende Oxeblod
Til Asa-Thor.

5

O venlige Mark! O Lund saa prud!
Græskiølne Væng!
Overalt havde Flora pyntet ud
Sin Brudeseng.
Paa Marken kneiste de røde, blaae
Kornblomster frem.
Jeg maatte standse, jeg maatte staae
Og hilse dem.

6

Velkommen atter igien i Aar,
Paa lunen Jord!
Hvor lifligt I op i den unge Vaar
Blandt Kornet groer.
Som Stierner I blinke, blaat og rødt,
Blandt gule Lyn.
O hvor fortryller mig barnligsødt
Jert Sommersyn!

7

Ak Digter! du har kun lidt Forstand.
Ak Herregud!
Du skulde kun see vor Ejermand,
Hvor han seer ud.
Hvergang han seer os, han kalder os Tant,
I Øiet en Torn!
Han kalder os Helvedes Klint, iblandt
Det velsignede Korn.

8

Den største Naade, han viist os har,
I dette Liv,
Er det, at han stundum af Lommen taer
Sin Foldekniv,
Og skiær sig en Haandfuld, stor og tung,
Under vranten Snak,
Og blander os i en Sælhunds-Pung,
Blandt Røgtobak.

9

Han siger at, smøget paa den Maneer,
Vi arme Skrog
Efter fattig Leilighed Verden teer
Nogen Nytte dog,
Forresten vor Skiønhed, rød og blaae,
Er hap som hip!
Alt Nyttigt bør giennem Munden gaae.
Det er hans Princip!

10

I arme Stakler! Den arme Mand!
De arme Mænd!
Som uden salige Glæder kan
Gaae Livet hen,
Som ey begriber hvad Gud har giort,
Som ene veed,
At Munden er den nærmeste Port
Til Salighed.

11

Smaablomster! Ak som det Eder gaaer,
Saa gaaer det mig.
En stakkels Poet, som en Kornblomst staaer,
Og græmmer sig.
Det nærende Korn kun i Veien han er;
Hvad retter han ud?
Han hæver sit barnlige Farveskier
Kun fromt til Gud!

12

Kom Blomster! Vi høre tilsammen vi,
Kom, vakkre Glut!
Og slyng dig med tryllende Sympathie,
Om denne Luth.
Og bæv, som Zefir bevæged dit Blad,
Ved Strengens Klang,
Saa synge vi Hver vor Skaber glad
En Morgensang.

 

Ordforklaringer:

  • 4 Maard: ung pige
  • 5 Væng: vænge
  • 12 Zefir: vestenvind
Serie

Vi nærlæser naturdigte

Det er i digtene, vi finder de mest prægnante fremstillinger af den natur, vi som mennesker er indfældet i. Erik Skyum-Nielsen har fra Kingo til i dag udvalgt de 20 bedste danske digte, der forholder sig til naturen og således udtrykker digternes – og de forskellige tiders – opfattelse af den verden, som omgiver os. Hver uge præsenterer og analyserer han et af disse digte.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Marianne Ljungberg

Kære Erik Skyum, du kan bare sørge for at vi alle bliver klogere og mere opmærksomme. Tak!

KHenrik Ljungberg