Essay
Læsetid: 9 min.

Jeg vil prøve at forstå, hvorfor min generation er blevet mere psykisk sårbar

Diagnoser og psykiatri er blevet en stor del af fortællingen om Sara Merings generation. Hun forsøger at finde en måde, vi kan give sårbarheden plads og form på
Diagnoser og psykiatri er blevet en stor del af fortællingen om Sara Merings generation. Hun forsøger at finde en måde, vi kan give sårbarheden plads og form på

Sarah Hartvigsen Juncker

Moderne Tider
25. juli 2020

Der findes et system, som jeg ikke kender ret meget til. Og alligevel har jeg flere venner, som bevæger sig rundt i det. Det er et system, som er en stor del af fortællingen om min generation. Nemlig det psykiatriske.

Lad os begynde med tallene. De kan være med til at forklare, hvorfor min generation nogle gange bliver omtalt som en psykisk sårbar en. Ifølge Kommunernes Landsforening er andelen af børn og unge med en psykiatrisk diagnose fordoblet fra 2010-2017. Og i avisen her, har man kunnet læse, at for unge under 24 år er psykiske helbredsproblemer blevet den største sygdomsbyrde. Den udgør over 50 procent af det samlede sygdomsbillede.

Dette er det tredje kapitel i serien, hvor jeg undersøger en række af de store udfordringer, som min generation står over for, og som jeg selv frygter ved fremtiden. I dag drejer det sig om psykiatri, diagnoser og på forskellige måder – om psykisk sårbarhed.

Serien findes også som podcast. Du kan høre første afsnit her og i din foretrukne podcastafspiller.

Psykisk sårbarhed kan være svært at få hånd om. Der er mange virkelig forskellige måder at have det på og tale om det på. Der er lange diagnoser, og korte diagnoser. Der er forskellige former for mistrivsel, som ikke er diagnosticeret. Og så er der gråzonerne imellem alle de ting. Hvornår er noget normalt, hvornår er noget unormalt i ens følelser, i ens sind?

Jeg er ikke bange for selve den psykiske sårbarhed eller dem, som kæmper med det.

Jeg er bange for to ting. Jeg er bange for, hvordan vi ser på dem, som har det dårligt. At der bliver talt om mange unge, som er psykisk syge, som et problem. Og så er jeg bange for, at mistrivslen vil fortsætte med at stige.

Så jeg vil prøve at forstå, hvorfor vi er blevet mere psykisk sårbare, og på hvilke måder vi giver denne sårbarhed form. Hvordan kategoriserer og behandler vi noget, som ikke bare er en brækket arm, man kan lægge i gips og holde i ro.

Klodsmajortårnet

Der er flere og flere unge, som ikke har det godt i deres liv, siger Noemi Katznelson, som er professor og leder på Center for Ungdomsforskning, hvor de er i gang med en stor undersøgelse om udsathed blandt unge. Og det er ikke bare i Danmark. Det er et mønster, man ser udbredt blandt mange forskellige unge i Vesten.

Jeg spørger hende, hvorfor man er begyndt at tale om min generation som nogle, der er psykisk sårbare, men Noemi Katznelson sender først spørgsmålet tilbage:

»Føler du dig ramt af det?«

»Ja, jeg føler, at det bliver italesat på en måde, som i hvert fald ikke er positiv. Som om der må være noget galt med os. Noget, som gør, at vores sind er særligt sårbart eller dårligt eller ustabiltsiger jeg.

»Den udsathed, som opstår i dag,« siger Noemi Katznelson og nævner øget angst, depression og diagnoser.

»Det er jo ikke én, som bare dumper ned fra himlen. Det er én, vi er med til at skabe som samfund.«

Noemi Katznelson peger på forskellige årsager. Uddannelsessystemet. Arbejdsmarkedet. Vores psykologiserede sprog. Og måske en oplevelse af accelereret tid, som om tiden løber fra os.

»Kender du det spil, som hedder klodsmajor?« spørger hun.

»Ja, hvor man har en masse brikker i et tårn, som ikke må falde sammen,« svarer jeg.

»Lige præcis. Klodsmajortårnet er et billede på udsathed blandt unge. For nogle vakler tårnet meget, og for nogle vakler det kun lidt. Det er ikke kun én ting, som skaber udsatheden. Det er forskellige klodser, der lægger sig oven på hinanden. Man kan ikke pege på en enkelt årsag. Sårbarheden kommer i summen af de forskellige ting, som belaster en.«

Men, siger Noemi Katznelson, man skal ikke være bange for sit eget mentale helbred eller sine børns. Det er vigtigt, at voksensamfundet ikke er for hurtige på aftrækkeren. Hun illustrerer ved at tale som en meget bekymret og måske lidt frustreret forældre:

»Åh, det er så forfærdeligt blandt de unge i dag.«

Sådan skal man ikke gøre. I stedet kigger hun mig alvorligt i øjnene og fortæller, hvad man skal huske:

»Langt de fleste unge har det fint.«

Måske, siger Noemi Katznelson, burde man vende det rundt, så man i stedet fortalte de unge om livet sådan her:

Du er ung. Så hvis du skal have et almindeligt ungdomsliv, er der nogle ting, du kommer til at opleve. Du skal gå fuldstændig ned med flaget mindst én gang over en kærestesorg, være fuldstændig sønderknust. Du skal også have haft et eller andet problem med mad og din krop og din vægt. Hvis du gennemgående bare synes, at du er tilfreds med din krop, så er det ikke normalt. Du skal også have været rasende i tvivl og usikker på, hvad du egentlig vil med dit liv. Du skal faktisk ofte være i tvivl om, om du overhovedet er god nok og virkelig føle dig usikker på dig selv.

»Det handler om, hvad det er for et signal, vi som voksent samfund sender til børn og unge om, hvad det egentlig er, der er normalt,« siger hun.

At give sårbarheden form

Asta Olivia Nordenhof taler langsomt – og smukt. Det er, som om hun trækker i ordene, så de får deres rigtige længde. Så de bliver hængende i luften i den tid, de hver især har brug for.

Måske er det, fordi hun er forfatter.

I 2016 skrev Asta Olivia Nordenhof en tale til et arrangement om diagnoser og diagnosticering på Frederiksbergs Psykiatriske Hospital. Den handler om hendes egen psykiatriske journal. En journal fra den tid, hvor hun blev diagnosticeret med skizotypi.

Siden hen blev den trykt i Information. Og for et halvt år siden fandt jeg den på nettet og gemte artiklen på mit skrivebord som en lille betydningsfuld genstand. Måske allermest fordi den gav mig et billede af noget, jeg ellers ikke føler, man kan komme særlig tæt på.

Nu sidder jeg med Asta Olivia Nordenhof for at høre om hele den refleksion, hun har haft over sit psykiatriske forløb. Jeg er faktisk lidt nervøs, inden vi mødes, fordi jeg kan mærke, at det er vigtigt for mig at være god. Ikke at være en god journalist, men god til at lytte, når nu nogen har sagt ja til at fortælle om en særligt svær tid i deres liv.

»Jeg blev indlagt første gang som syttenårig,« fortæller Asta Olivia Nordenhof.

»Egentlig skulle jeg have været indlagt i ungdomspsykiatrien, men der var ikke plads, så jeg kom ind på en voksenafdeling.«

Sarah Hartvigsen Juncker

Hun kan huske den første aften. Hendes mor måtte ikke blive og overnatte, så Asta Olivia Nordenhof blev efterladt. På en afdeling med en masse mennesker, som var meget ældre end hende. Der var helt stille. Og hun følte sig utrolig ensom.

Den eneste diagnose, Asta Olivia Nordenhof selv kendte til, var depression.

»Jeg troede egentlig bare, at jeg var meget ulykkelig,« siger hun med et lillebitte smil til sidst.

Hun vidste, at hun var i sorg, fordi hendes far var død kort forinden, og så vidste hun, at hun havde haft nogle mærkelige oplevelser. Sådan noget med at gulvene pludselig skrånede, og at rummene blev helt forvredne, så det var svært at holde balancen.

Men da hun havde været på afdelingen i nogle uger, sagde lægen, at hun måske i virkeligheden var »generelt psykisk sårbar.«

Og så blev hun diagnosticeret med skizotypi. En diagnose, som ifølge psykiatrifonden bliver betragtet som en mildere form for skizofreni. En forstyrrelse i tankemåde, følelsesliv og adfærd.

– Jeg har selv følt, at sproget omkring alt det her kan være svært at finde rundt i. Skal man tale om sygdomme, eller skal man lade være? Og at ordene sårbarhed og ustabilitet for eksempel har nogle konnotationer til noget, der er meget svagt eller lidt farligt. Har du haft det på samme måde?

»Ja, jeg forstår virkelig godt din forvirring. På den ene side kunne man godt have lyst til at sige, at man ikke vil betragte sig selv som syg. Og på den anden side kunne man godt have lyst til at sige: Jeg vil være syg, og det skal I leve med. Man må også gerne være syg.«

Asta Olivia Nordenhof fortæller, at hun egentlig også oplever denne forvirring blandt folk, som selv er inden for systemet.

»Det er svært at finde nogle gode måder at snakke om det på.«

I en mail, inden vi mødtes, havde jeg sendt Asta Olivia Nordenhof et citat fra en bog af Ida Holmegaard, som hedder Look. Det er et uddrag fra en enkelt side af bogen, hvor Holmegaard beskriver en tekst af forfatteren Anne Carson.

Anne Carson skriver:

»Hver aften ved denne tid tager han tristheden på som en dragt og fortsætter med at skrive.«

Og Ida Holmegaard reflekterer over denne sætning.

»Hvad betyder det at tage tristheden på som en dragt?« spørger Holmegaard.

»At tage tristheden på er også at gøre den synlig, samtidig med at han mærker den. Længes han efter, at nogen skal se ham der, siddende ved bordet?«

Og Holmegaard skriver: »Det er ikke så meget et spørgsmål om at ville være ked af det, som det er at formgive, inddæmme og synliggøre eksilets store tristhed.«

Jeg spørger Asta Olivia Nordenhof, om hun kunne genkende det her med at give sin sårbarhed form.

»Det var en dejlig passage,« begynder hun.

»Som handler om tristheden. Både som dragt og som en slags selvbeskyttelse. På den måde får tristheden jo et potentiale til at imponere andre,« og hun griner lidt, »hvis nu man har en flot dragt af tristhed.«

Ved at give tristheden en form, sy den og sætte den sammen til en smuk dragt, bliver den vendt til en social mulighed. En rytme. At tage dragten på hver aften er at gøre tristheden, som ligger inde i mennesket under den, synlig.

Asta Olivia Nordenhof fortæller, at hun har haft lyst til at opsøge skønlitteraturen, fordi det er et sted, hvor fortællingen om livet ikke behøver at være effektiv.

For fremtiden håber hun, at der er nogle unge i psykiatrien, som tør stille krav. Som tør sige urimelighederne højt og sige fra, hvis der er noget, de ikke kan eller vil. Og hun pointerer, hvor stor en hjælp det kan være at alliere sig med andre.

»Men det er selvfølgelig et råd, som kun er relevant, hvis man overhovedet har kræfterne eller ressourcerne til det,« siger hun.

Hvis man ikke har det, kommer rådet i stedet til at angå alle os andre. Så er det os, som må forsøge at hjælpe og finde ud af, hvad vi kan gøre.

Og jeg tror, det er en vigtig pointe, Asta Olivia Nordenhof kommer med her til sidst. Når man er sårbar, når man er ked af det eller på andre måder har det svært, kan det være tidspunkter, hvor man ikke føler sig særlig stærk. Hvor man måske ikke føler sig i stand til at kæmpe en kamp for sig selv – og slet ikke for andre.

På den måde er det et fælles arbejde at finde ud af, hvordan vi giver tidens og min generations sårbarhed form. Jeg tror, vi skal tale sammen om den og lytte til dem, som er ved at give den et sprog. Vi skal undersøge, hvad der skaber den, og hvad den er et udtryk for. Og vi skal kunne få hjælp til den, når vi har brug for det. For fremtiden håber jeg, at der aldrig er nogen, som skal være alene med den.

Serie

Sara slutter fred med fremtiden

Sara Mering er 23 år og bange for fremtiden og de kæmpestore udfordringer, som hendes generation går imod. Gennem interview med eksperter, debattører og kunstnere undersøger hun i fem afsnit klimaforandringerne, internettet, psykisk sårbarhed, pengene og magten og de meningsfulde fællesskaber i håbet om til sidst at kunne slutte fred med fremtiden.

Serien udkommer også som en podcast i fem afsnit, der går yderligere i dybden med hvert enkelt tema. Hør dem her.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Margit Johansen

ja, det er hjerteskærende, når unge 'misser' deres generation. Gennem opbygningen af velfærdsstaten kunne hver ny generation se frem til at deres liv ville blive væsentligt bedre end deres forældres generation. Målt i tilfredshed og materielle goder. Dette er ikke mere tilfældet. Vi er nået et vendepunkt siger sagkundskaben og det er begyndt at gå ned ad bakke i rå tal. Psykiatrien som vi kender den i dag er en del af problemet. Eller sygehusvæsen i det hele taget. Der er fokus på - ! - tal og statistik, firkantede diagnoser, forældet medicintankegang og ikke på det hele menneskes livshistorie og indsigt. Lad os så få det paradigmeskift.

Gustav Alexander, Tina Peirano, Anne Schøtt, Arne Albatros Olsen, Viggo Okholm, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Erik Fallesen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Forholdene vi mennesker lever under, har nok bare ændret sig meget igennem kort tid.

Mine egne bedsteforældre opvoksede i den jyske sandjord, De var fattige i ordets reneste forstand og min morfar kom ud at tjene som 7-årig. Det er jo i vores verdensbillede utrolig tidligt. Men for ham var det normalt. Og alle var nok ligeglade med, om han skulle have nogle psykiske sårbarheder, for det gav ikke mad på bordet. Han ville nok ikke selv vide, hvad en psykisk sårbarhed var. I deres alderdom, hvor jeg jo kendte dem, kæmpede de meget følelsesmæssigt med følgerne af nogle af de "overgreb", de havde været udsat for som børn/unge. Så de fik jo også en masse sår på sjælen i deres levetid.

I vores overflodssamfund, hvor fattigdom er noget helt andet end det var dengang, har vi overskud til at tænke på, hvordan sjælen har det. Vi har energi og overskud til at fordybe os i det. Det har jo nok sine fordele og ulemper. En af ulemperne kunne jo være, at vi fordybede os for meget i det, og at de i sig selv bliver en sårbarhed. At vi stræber efter ultimativ lighed, og at det kræver en ensretning af den enkelte og ikke giver så meget plads til at være anderledes. Det at vi retoucherer selvet, ligesom vi retoucherer vores fysiske udseende selv på online medierne, kan have en personlig pris af ensomhed og fortabelse.

Carl Chr Søndergård, jesper jacobsen, erik pedersen, Viggo Okholm og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Den gang jeg var ung i 60'erne fandtes alle de her diagnoser slet ikke. Og var der noget, så kunne det som regel arbejdes væk. Men det gør de jo så nu. Diagnoserne. Og har du fået tildelt en af de her diagnoser, ja, så er du jo syg. Det ville du jo så ikke have været før i tiden, da de jo slet ikke fandtes dengang. Det er slet ikke sikkert du er syg. Men diagnosen stempler dig som syg og får dig dermed til at føle dig syg.

Der skal jo også være noget at lave til alle de psykologer, terapier, psykiatere og alt muligt andet. Og kemikalie medicin industrien skal jo også have deres bid.

Så jo, vi var mere robuste i de gode gamle dage. Ganske enkelt fordi sygdomme ikke fandtes i den grad som nu i de "moderne" tider.

Ole Schwander, Ole jakob Dueholm Bech, Erik Pedersen, Jacob Nielsen, Kim Saxman, Karsten Aaen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Otto Nadolny

Jeg tænker på om stigingen af unge der får psykiatriske diagnoser mon handler om at flere opdages og diagnosticeres. I modsætning til en egentlig stigning i antal.
Jeg ved ikke om det er undersøgt.
Selv døjer jeg med tilbagevendende depressioner og socialfobi, men det er evigheder siden jeg kunne kaldes ung ;-)
Sidstnævnte er dog blevet en del mindre med alderen.

Anders Sørensen

HOV, kunstneren har altid lidt ad helvede til. Og det havde den lidt for sig selv, til man begyndte at interessere sig for, hvorfor kunstneren havde det så dårligt.

Så skete der det, at det pludselig ikke var så interessant at være kunstner længere, fordi man kunne diagnosticeres og dermed fik kunstneren lignet med alle de andre syge, som kunstneren i egen ophøjede selvforståelse ikke var en del af, men beskrev. Selvfølgelig ofte med sig selv i fokus.

Men hov, så blev kunstneren pludselig stolt af sin diagnose.

Men hov, så blev diagnosen normalgjort.

Men hov, så blev det lidt forkert at diagnosticere.

Men hov, kunstner, hvor er du nu?

Alvin Jensen

Jeg tænker at det ikke er at folk er blivet mere såbare, men at der er blivet mindre plads til at være det.

Jane Jensen, Estermarie Mandelquist, Ruth Sørensen, Steffen Gliese og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

@Alvin Jensen, det er præcis det modsatte.

Viggo Okholm

Sårbarhed og psyke er og bliver en del af livet og vi forsker og diskuterer og prøver medicin af, som så dæmper nogle symptomer og giver bivirkninger,så nye symptomer opstår.
Jeg er også på vej ind i sidste fase og har i min lykkeligste tid som menneske fået en psykisk diagnose meget tæt på, men mennesket bag er til mit sidste suk den jeg elsker.
Hjernen er kompliceret og jeg tror aldrig vi finder nøjagtig ud af hvad der er årsag og virkning og hvilke kasser,den enkelte skal puttes i. .
Vigtigst af alt:mød mennesket hvor det er og lær det at kende.

Jacob Nielsen, Steffen Gliese og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg synes, rigtig mange havde behov for en psykolog i min ungdom.

Lise Lotte Rahbek

Når unge mennesker er psykisk sårbare i nævnte grad... betyder det så, at de skal behandles som rådne æg? Kan man stille krav til deres opførsel? Må man overhovedet tale til dem eller skal de bare have en krog at gemme sig i?
Det er ren frustration, jeg lukker ud her, for sårbare unge har også familier og nære relationer, som ikke ANER hvordan man kan omgås dem uden at risiko for at de knækker..

Jens Ole Mortensen

Jeg fik først i firserne diagnosen skizotypisk. Det var en fejl diagnose. Jeg er helt igennem det læger kalder skizofren. Og jeg lever det fuldt ud. Ikke på den måde at jeg er psykotisk. Det har jeg ikke været i mere end 25 år. Men jeg opfatter det jeg ser, hører, læser osv. på en helt anden måde end de fleste. Det jeg hæfter mig ved gemmes i en dam i underbevidstheden og når jeg har brug for det flyder det op til min bevidsthed. Jeg kan huske da jeg var mellem 4 og 5 år. Vi boede et meget udsat sted . Lidt ligesom nogle med indvandrebaggrund. Og en dag står der en mand og sviner mig til . Jeg var skræmt fra vid og sans. Men jeg hører en stemme sige. Det er jo kun et barn. Og den vrede mand svarer. De kan lige så godt lære det. Jeg følte en vis ro. For så ville han jo ikke slå mig ihjel. For jeg vidste hvad død var. Da min bedstefar døde, da jeg var omkring 2 1/2 år. Og jeg spurgte efter ham. Mine velmenende søskende, syntes at de ville forklare mig at han var død. Men de har nok kunnet se på mit ansigt at jeg krakelerede. Jeg kunne ikke forholde mig til døden. Min far fortalte at når jeg så en gammel mand løb jeg imod ham og kaldte bedstefar. Og jeg husker mange andre ting fra mine første år. Mit første minde er at jeg føler jeg bliver kvalt og jeg har ingen mulighed for at kæmpe imod. Og jeg har billedet af et stort kattehoved foran mit ansigt. Det var vores kat pjevs. Som instinktiv følte at jeg var ved at falde væk fra livet. Det er sådanset bare et billede og følelse som er printet i mig. Men min far fortalte at. Han havde fundet 2 forkomne killinger i en park. De havde taget dem med hjem flasket dem med hjem lagt dem i vat og tæpper og fodret dem. De var næsten nyfødte. Vi var omtrent lige gamle. og min far fortalte at den ene kat, Pjevs, havde et besynderligt forhold til mig. Den veg aldrig fra min side i mine første år. Den var altid i nærheden og holdte øje eller den sov ved min side.
Jeg husker bogstaveligtalt som en brevdue.
Jeg har spillet musik med nogle på min egen alder. Nogle af dem med store akademiske uddannelser . En dag mødtes vi, efter 14 dage i mødelokalet. Vi starter. En´ starter i en toneart vi ikke havde aftalt. Jeg bemærker det. Vi aftalte en anden toneart. Osv. Vi aftalte en anden intro og andre detaljer. Sangeren siger -Det kan jeg ikke huske- Nej for på det tidspunkt var du jo på toilet. Kan du ikke huske det. Og til en anden. Jamen du havde din Ipad eller telefon fremme og skrev det ned. Men ingen kunne huske noget.
Jeg siger. Jamen skal vi starte helt forfra, hver gang vi mødes ? Jeg foreslår at jeg gennemgår et resume hver gang , inden vi begynder. Det faldt ikke i god jord. Men jeg troede de fungerede som jeg. Og jeg tænker at jeg ,nok , bare skal holde min kæft.
Derimod, har man forsøgt at forklare mig musik teori ( Jeg kan kun det mest simple) så falder jeg hurtigt af vognen. Vi havde en fest på arbejdspladsen. Der var hyret skuespillere. Til en detektivleg. Der gik 5 minutter, så var jeg tabt. Og jeg følte mig pinlig. De må jo tro jeg er dum. Det har taget et helt liv at lære at skrive. Jeg kan jo ikke bare bladre i min underbevidsthed og finde mayonnaise . Jeg har indset måden jeg ser verden, bearbejder mine indtryk, som mest er i billeder. Lærer og drager konklusioner ar markant anderledes fra de fleste andre mennesker. Jeg har brugt min underbevidsthed hver eneste dag og minut , gennem hele mit liv. Jeg har ikke brug for psykiatrien. og jeg ser ikke mig selv som syg. Men jeg har ret til at være den jeg er født til at være. Set i lyset at det har taget et helt liv at lære at skrive. Ville der ikke være noget som helst tilbage af mig, hvis min tænke måde blev undertrykt eller fjernet.

Jane Jensen, Egon Stich og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jacob Nielsen

@Jeppe, som en tilføjelse, så findes der ikke et grønlands ord for psykisk sygdom, så de bruger det danske.

Det havde man vel ikke tid til deroppe for 100 år siden. Man var nok bare lidt anderledes.

Werner Funder

Ja, naturligvis er det trist, men kombineret med de mange fester, de manglende hensyn og de mange støjklager over høj musik, afspejler det forskellige reaktioner på en forkælet generation, der er vokset op med forældre, der syntes børnene skulle have det godt, og være frie. Vi har en befolkningsgruppe, der de sidste 30 år kun har oplevet velstand og overflod. En befolkningsgrupper, der aldrig har fået pålagt et seriøst ansvar, og slet ikke for andre, men fået lov til helt og holdent at tænke på sig selv, og endnu engang sig selv. Reklamer, jobannoncer, partnerskab: profiler dig selv, sælg dig selv, tænk på dig selv. Og de er af forældre blev overøst med opmærksomhed og gaver. Spørgsmålet er nu: hvordan får dem dem vækket og taget ud af deres selvoptagelse?

Ole Schwander, Steffen Gliese, jan sørensen og Egon Stich anbefalede denne kommentar
René Arestrup

@Werner Funder
Et helt klassisk surt opstød over den fordærvede ungdom. Bevares, jeg falder også i en gang imellem, sikkert fordi jeg er blevet for gammiel til at forstå bestemte ting.

Du har ret i, at de unge tilsyneladende har fået alt, sådan i materiel-økonomisk forstand og at de formentlig har haft nogle frihedsgrader, som var utænkelige for blot en generation siden. Men det er samtidig en ungdom, som har siddet på første parket til konkurrencesamfundets amokløb. Det er også en generation, der må bære byrden af overeksponering og digital identitet, ligesom vi - de ældre generationer - har været så venlige at forære dem et solidt dystopisk fremtidsperspektiv.

Såee, måske du lige skulle spise brød til.

Torsten Jacobsen, Jane Jensen, Ruth Sørensen, Viggo Okholm og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar