Bøger
Læsetid: 3 min.

Stine Askov: Bjarne Reuter tog ensomheden ved at være teenager fra mig

For forfatter Stine Askov er ’Når snerlen blomstrer’ verdens bedste bog
Bjarne Reuter kendte ikke Stine Askov, »alligevel kendte han mig,« oplevede hun, da hun læste ’Når snerlen blomstrer’

Bjarne Reuter kendte ikke Stine Askov, »alligevel kendte han mig,« oplevede hun, da hun læste ’Når snerlen blomstrer’

Peter Hove Olesen

Moderne Tider
25. juli 2020

Om eftermiddagen skulle der være stille i vores hus i Hellebæk. Man kunne sove til middag eller læse. Man kunne også̊ lege ganske stille, men det var svært, en løve kan ikke brøle stille, en Barbie kan ikke tale lavt.

Mine forældre lå i hver deres sofa med en bog. Bøgerne stod i et glasskab med nøgle. Jeg var længe om at lære at læse, længere end de andre i klassen. Det var kedeligt, bøgerne i trækassen, man kunne vælge fra, var kedelige.

Jeg skulle øve mig, min lærer skrev det i meddelelsesbogen. Så sad vi side om side ved bordet min far og jeg med hver vores pegefinger under ordene, hver vores sorte negl. Vi læste et eventyr om en gås, der lagde guldæg.

Jeg har altid hadet gentagelserne i eventyr. Først én bror afsted ud i skoven til en prøvelse, så den næste, jeg orkede ikke at lære at læse sådan noget. Jeg forestillede mig aldrig, at jeg skulle være noget sted uden mine forældre, de kunne vel læse for mig, som de plejede. Jeg gjorde min krop slap og gled ned under bordet.

»Kom nu,« sagde min far. »G-Å-S.«

Den første bog, jeg selv læste, hed Lille Ulv får sit navn. Jeg ville gerne være Lille Ulv, der havde en hest og en bue og sov i telt hver nat. Når jeg cyklede, klappede jeg cyklen på stangen, det var min hest.

Jeg ville ikke indrømme at have lært det, det var en slags knæfald for voksenhed og udvikling. Jeg gik med dolk og kunne ridse mit navn, det var nok.

Men da først uskylden var taget, hinden brudt, så var det ikke muligt at stoppe. Jeg kunne ikke komme af med det igen, jeg kunne ikke aflære mig at læse. Al viden fandtes for mig, den stod på siderne, jeg fik lov at låse bogskabet op.

Da jeg var fjorten, lånte min kusine mig Bjarne Reuters Når snerlen blomstrer, en nu gulnet paperback, jeg leverede den aldrig tilbage.

Det er tredive år siden, det er verdens bedste bog.

Den starter med, at Bjørn og hans klasse får taget et klassebillede, der så introducerer alle i klassen og deres plads i hierarkiet. Vi bliver placeret i tid (1963) og sted (Brønshøj), nu begynder historien.

Vi følger Bjørn i hans sidste skoletid, vi følger hans klasse, hans venner og hans familie. Han kæmper for at blive til nogen, eller noget, men hvad? Han forelsker sig, han svigter og bliver svigtet, han opdager Beatles og får stramme bukser. Et vist vemod knytter sig til at slippe barndommen og træde ind i voksenverdenen, hvor det der før var let og lystfyldt, nu er blodig alvor.

Jeg skriver selv om den tid, så ladet med betydning. Et kys er et særligt kys, en duft er en særlig duft. Forråelsen og kynismen har ikke indfundet sig, inderlige ting er inderlige uden ironi, øjnene er endnu ikke blevet trætte af at se.

Bjarne Reuter kendte jo ikke mig, alligevel kendte han mig. Mine længsler, min ensomhed, min lyst. Han skrev om det i sin bog. Han betragtede 9. C på Hellebækskolen, han betragtede mig.

Jeg lå under skråvinduet og læste, det trak ad helvede til, det var et gammelt hus. Jeg græd. Øjnene hovnede op, min familie stirrede på mig ved middagsbordet. »Det er Bjørn,« sagde jeg.

Det var en slags forelskelse. I Bjørn, eller i bogen, i alle karaktererne, i Brønshøj (jeg havde aldrig været i Brønshøj og syntes, det lød eksotisk). Bogen blev betydende, fordi den tog ensomheden ved at være teenager fra mig. Al den hæslige kropsbevidsthed, alle fantasierne om, hvad andre tænkte om mig, alt var så pinligt, så akavet og umuligt, det vidste Bjarne Reuter. Jeg forestillede mig, at jeg selv ville skrive sådan en historie.

Da Når snerlen blomstrer var færdig, lukkede jeg den, for så at bladre tilbage og starte forfra. Jeg har læst den og efterfølgeren Vi der valgte mælkevejen mange gange siden, senest sidste sommer sammen med mine døtre, der også̊ græd og ville til Brønshøj. Når jeg ser den i reolen, misunder jeg alle, der har den til gode.

Serie

Bogen, der forandrede alt for mig

Der findes altid en bog, som har særlig betydning for udviklingen af et forfatterskab. Vi har bedt en række bogaktuelle forfattere om at pege på sådan en altforandrende bog

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for din tekst om Bjarne Reuters "Når snerlen blomstrer" - bogen er vidunderlig, livsbekræftende og dejlig dansk. Anbefales på det varmeste til alle dem, der trænger til opmuntring, men især til udlændinge, der trænger til at blive gode venner med det danske. Den er lige så god som Kim Larsen, når han er bedst-