Læsetid: 4 min.

Vi har to teorier om universet. Og der hvor de støder sammen, kommer Fotini Markopoulou ind i billedet

Hun forlod den teoretiske fysik for bestandig i 2012, men inden da havde græske Fotini Markopoulou-Kalamara præsenteret et radikalt bud på, hvordan alting hænger sammen: Tid og rum kan være resultatet af et stivnet univers
Hun forlod den teoretiske fysik for bestandig i 2012, men inden da havde græske Fotini Markopoulou-Kalamara præsenteret et radikalt bud på, hvordan alting hænger sammen: Tid og rum kan være resultatet af et stivnet univers

Jesse Jacob

11. juli 2020

Da Fotini Markopoulou-Kalamara var 17 år, gik hun ind ad den forkerte dør og blev fysiker. Det er i hvert fald den skabelsesberetning, hun lidt modstræbende selv præsenterer i et interview med det populærvidenskabelige tidsskrift Nautilus i 2016.

Den græske teenager Fotini havde drømme om at blive astronaut, arkæolog og alt muligt andet, men det græske skolesystem havde efterladt store huller i hendes uddannelse, så hun ledte efter et aftenskolekursus, der kunne bringe hende videre.

I Athens centrum gik hun ind ad den forkerte dør og havnede på et studenterkursus som forberedelse til at kunne læse fysik ved et engelsk universitet. Her blev hun.

Aftenskolekurset førte hende til Queen Mary-universitetet og siden Imperial College i London, hvor hun fik sin ph.d. i 1998. Året efter blev hun et af de stiftende medlemmer af det uafhængige Perimeter Institute for teoretisk fysik i Canada. Her blev hun for alvor optaget af problemet med kvantegravitation.

Et univers, to teorier

Vi har hele to teorier om universet. Deri består problemet.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Fødevarestyrelsen Mørkhøj
ingemaje lange og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Rønnow Klarlund

Kommer artikelserien ind på noget nyt og interessant som fx Tom Campbells “teori om alt” eller er det blot vanlige gentagelser af den materialistiske videnskab?

Jens Ole Mortensen

Jeg har så en tredje måde at anskue det på. Jeg oplever verdenen i billeder. Jeg er ikke særligt akademisk anlagt. Alt vi ser. Alt stof i universet. og simpelt alt. Er omsluttet af noget jeg kalder for et uendeligt hav. Havet har ingen begyndelse, ingen slutning, ingen tid, ingen stof eller energier vi kan registrere. Ud af dette hav, som alt flyder i. Dannes virkeligheden eller alle virkeligheder. Man kan ikke sige hvornår dette uendelige hav er dannet. der er ingen tid. Og man kunne ligeså godt kalde det uendeligt lille, som stort. for begreber stort og lille findes ikke. Men ud af dette hav dannes vores virkelighed. En, mange og mange universer. Uendeligt mange. Det er måske cirkulært.
Den akademiske fysik og matematik prøver at måle og regne sig frem til et resultat af ligningen. Men her tages der udgangspunkt i facit.
Nyere fysik har registrere at størstedelen af universet må bestå af en form for energi man ikke kan måle sig frem til. Endvidere er der ting i partikelfysik som indikerer at der må være parallelle virkeligheder. Og det er jo netop det jeg siger. Tiden fryser- Vi opstår af hav, som jeg beskriver uden nogen fysiske love. I stedet for at universet, som starter mindre end et elektron. Opfatter jeg det som en virkelighed opstår.
Jeg læste i en bog af Herman Daly. Han er økologisk økonom. Jeg hæfter mig ved enkelte ting og gemmer dem i min hukommelse. Især en, forkromet, plan om hvordan verdens nationer bør gå sammen regulere befolkningsvækst og natur i det hele taget. På den måde kan vi få en planet i balance. Sådan ser min livsopfattelse ikke ud. For på den måde er jorden først i balance når der ikke er mennesker. Når vi på den måde sætter os uden for cyklus. - Der går lidt tid og jeg husker en artikel jeg læste om genforskere som havde udskiftet alle gener i en colibakterie,( Og det kunne reproducere ) , med gener som ikke fandtes andre steder i naturen. Journalisten spørger- Er det ikke risikabelt, hvis det slipper ud i naturen. Og der svares. Nej. Det kan ikke leve, da det ikke indgår i nogen cyklus på jorden. Og hvis det skulle overleve, ville alt andet på jorden dø. - Jeg husker en arbejds kollega ved en julefrokost, for nogle år siden, sige at han satsede på at leve evigt. Jeg forestiller mig, så, nogle mennesker som har opnået udødelighed og er fødedygtige. De står i grønne omgivelser og ser triste ud. Er man udødelighed. Indgår man vel heller ikke i nogen cyklus. Så enten vil de overleve. Eller alt andet dø. Holder man det sammen med disse parallel virkeligheder. Som nogle forskere mener kan se påvirker vores virkelighed. Så er det vel nærliggende. At hvis de kommer i kontakt med vores virkelighed. Vil enten vores virkelighed forsvinde eller deres vil. Vi har søgt efter liv ,i vores virkelighed, i årtier. Altså vores univers. Uden resultat. Der kan måske være andre livsformer i vores solsystem og andre steder i universet, men vi må bryde med vores virkelighed for at nå dem.
Jeg tror ikke det er muligt at opnå kontakt med andre højtstående livsformer uden at vores univers forsvinder.
Søgen efter dette bunder i at vi ikke kan kapere at vi skal dø og der er intet tilbage af den person vi er. Eller at vi ikke har en sjæl.
Det er mere acceptabelt at tro at man kan ende som en stor ånd, et menneske med mange rekreationer bag sig. Eller man får plads i himmerige eller Allas himmel. Eller med vores intelligens kan trodse døden ved at forstå universet og finde andre skabninger med en intelligens som har opnået udødelighed. Og på den måde må det være menneskets skæbne at blive udødelig. Vi spiser et dyr, vi skider, vi dør og af komposten spiser dyr svampe eller andet. Det uendelige hav tager tilbage livet det gav os. Og på den måde giver vi vores liv videre til vores efterkommere.
Jeg tror ikke et sek. på at vores forfædre, som byggede skorstensgrave, eller de første ægyptere, som balsamerede, troede eller kendte til begrebet sjæl. Det vi betragter som gaver i gravene må have haft en anden betydning. Måske sentimentale handlinger.
Skorstensgravene stod midt i deres bopladser. Som havde vi kister i vores hjem med vores afdøde slægtninge. Kommunister i Sovjet balsamerede Lenin. Mao blev balsameret mod sin vilje. Kim jung Il fra Nord Korea blev balsameret. Hồ Chí Minh blev balsameret. Og jeg har ikke gidet at tjekke flere kommunister. Og alle havde de det tilfældes at de tror ikke på sjæl eller efterliv.
Jeg nævner det i forbindelse med den akademiske tilgang. Og ser det som en barriere som skal brydes. Så vi ikke kun ser tingende ud fra vores eget synspunkt. Jeg syntes min måde at opfatte verdenen på er lige så plausibel. Og på mange måder sammenfaldende med den akademiske måde at se tingende på.