Interview
Læsetid: 2 min.

De ukendte borgerforslag: »Man går altid med en tanke om, hvordan man får folk til at bosætte sig herude«

66-årige Carl-Eric Würtz Pallesen fra Grenå stillede i februar et borgerforslag om en kombineret bro og tunnel fra Glatved på Norddjursland til Sjællands Odde
66-årige Carl-Eric Würtz Pallesen fra Grenå stillede i februar et borgerforslag om en kombineret bro og tunnel fra Glatved på Norddjursland til Sjællands Odde

Sofie Holm Larsen

Moderne Tider
25. juli 2020

»Jeg snakkede med min gode ven, der har fisket og derfor kender farvandet omkring Djursland, og han sagde, at Glatved ville være fænomenal til en fastforbindelse til Sjælland. Det er en naturlig havn – en dyb havn.«

»Da der så igen var diskussion i Folketinget i vinter om en ny forbindelse til Sjælland via Samsø og til Hou syd for Aarhus, tænkte jeg: Det er for tåbeligt. Ved at bygge den fra Glatved ville du få en bedre udnyttelse af hele landet. Her ville man hjælpe en egn med at få fremgang.«

»Og hvorfor er det nu lige nøjagtigt Glatved? Jo, det er, fordi det er let at komme til med en udvidelse af vejen fra Tirstrup Lufthavn. Der er gode muligheder for at udvide motorvejen, så den går helt til Glatved. Og det ville gøre det noget lettere for borgere i Vestjylland og Nordjylland at komme til Sjælland.«

»Det ville give noget øget trafik her på Djursland. Vi har så mange attraktioner her, som godt kunne høste nogle fordele af det. Jeg tænker på Ree Park, Djurs Sommerland, Kattegatcenteret, Skandinavisk Dyrepark, en masse slotte og sådan noget – og ikke at forglemme: Mols Bjerge. Og så har vi Nordeuropas bedste badestrand syd for Grenå.«

»Jeg har skrevet i forslaget, at en forbindelse via Djursland naturligvis vil skåne Samsø. Det er jo sådan lidt lusket, for der har været en del modstand mod den forbindelse over Samsø.«

»Jeg er faktisk tilflytter fra Midtjylland, men flyttede hertil som barn. Og så har jeg boet her siden. Jeg har ikke været væk herfra bortset fra soldatertiden. Det er min hjemegn. Hvis du elsker din egn og dit område, så vil du gerne finde på muligheder for at fremme den. Man går altid med en tanke om, hvordan man får folk til at bosætte sig herude.«

»Det bedste ved min egn er menneskene. De er meget specielle, og det tager lidt tid at blive accepteret, for vi er jo ikke så mange. Men der er et utroligt godt sammenhold herude. Og så er det naturen. Vi har skov og strand, vandløb og dyr. Du ved godt, hvad Djur betyder, ikke? Det betyder dyr.«

»Men jeg tænker sådan set på hele Danmark. Vi skal jo ikke glemme, at der også er mange sjove ting på Sjælland, som vi gerne vil over at se. Men det er jo ikke kun sightseeing, det er jo også transport af varer og andre ting.«

»Efter jeg stillede forslaget, var jeg i fjernsynet i TV 2 Østjylland. Men det har ikke rigtigt fået folk til at gå ind og støtte forslaget. Det gik stærkt i starten, men så gik det i stå igen – sandsynligvis pga. corona. Jeg har spredt forslaget på Facebook og lavet en facebookside.«

»Jeg tror stærkt på, at forslaget kunne nå til Folketinget, og jeg tror faktisk, der er stor sandsynlighed for, at det ville kunne blive stemt igennem. Man burde nok forlænge fristen for at få nok støtter efter corona, ligesom man har gjort med alt muligt andet. Man har jo et halvt år til at få 50.000, og så er der lige røget tre måneder.«

Serie

De ukendte borgerforslag

I 2018 blev det muligt at stille borgerforslag i Danmark. Det skulle »øge den demokratiske deltagelse og borgernes mulighed for at blive hørt«, og siden er der blevet stillet flere end 600 forslag. Demokratiet virker, kunne man sige, men det virker i så fald ikke altid. Kun 11 forslag har fået de 50.000 underskrifter, som et forslag skal have, hvis det skal sendes videre til Folketinget. Information har talt med personerne bag nogle af de forslag, som ikke har fået nok underskrifter eller har lang vej igen.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

erik pedersen

Ja, fedt med naturen .. Vi anlægger lige noget mere motorvej så her bliver en heftigere trafik ., og Hey; fed natur lad os anlægge noget beboelse og nogle fine velplejede matrikler ., i den fine natur
Bliver sgu så trist

Mvh Hanne Pedersen

Mogens Holme, Per Christiansen og Ninna Maria Slott Andersen anbefalede denne kommentar
Ninna Maria Slott Andersen

@ Hanne Pedersen Hvor er jeg dog enig med dig. Virkelig trist, tangerende deprimerende.
Det er den samme groteske indstilling vi har overvejelserne om en mulig bro/tunnel fra Røsnæs til Samsø, helt hul i hovedet.

Jørgen Rink

Har lige haft en dejlig tur til Glatved, i et dejligt lille sommerhus tæt på stranden og naturen i det hele taget - det var en dejlig tur - på alle måder.
Det bedste var at der ikke var net konstant det kom og gik...
Det allerbedste var det øde og mennesketomme roen og den vilde natur..
Hvorfor er det ikke muligt at bevare sådanne oaser - ?
Jeg tænker hvis man bor i Glatved er det et valg og hvis man ikke kan klare roen og det rolige liv så flyt dog til en større by. Så kan du få al det udvikling og aktivitet hjertet begærer..
En bro vil ændre al dette for evigt - så lad det ikke ske.. vi har brug for sådanne steder.