Siden politidrabet på den sorte amerikaner George Floyd har racismedebatten bredt sig til store dele af verden. Også i Danmark har vi den seneste tid diskuteret spørgsmålet om racisme.
Først formåede bevægelsen Black Lives Matter Denmark at mobilisere over 10.000 mennesker til demonstrationer i byer landet over, herefter blev det til en diskussion i Folketinget om, hvorvidt der overhovedet findes racisme herhjemme, og så kom drabet på Bornholm, hvor der er blevet spekuleret i, om det var racistisk motiveret.
I USA er det en naturlig del af den offentlige samtale at tale om racisme som følge af landets historie. Det gør sig ikke på samme måde gældende i Danmark, pointerer en række racisme- og diskriminationsforskere, som Information har talt med.
Det betyder dog ikke, at racismen ikke findes i samfundet, og vi giver her et overblik over, hvad man ved om emnet.
Kig i statistikkerne
Racisme kan i sin rå og direkte form ses i statistikkerne for hadforbrydelser, hvor etniske minoriteter for eksempel slås ned og udsættes for racistiske tilråb, fordi de måske har en bestemt hudfarve eller religion. I 2018 blev der registreret 260 racistisk motiveret hadforbrydelsessager herhjemme, men der er formentligt meget store mørketal, da mange sager ikke bliver anmeldt.
Det viser den seneste Offerundersøgelse fra Justitsministeriets forskningskontor. Den indikerer, at mellem 3.600 til 5.000 borgere i Danmark hvert år udsættes for racistisk motiveret vold.
Men det kan også ses i form af strukturel racisme. Flere undersøgelser gennem årene viser på forskellig vis, at der er en skævhed mellem ’os’ og ’dem’. Og undersøgelserne er vigtige for at forstå racismen i Danmark, mener Peter Hervik, som er racismeforsker ved Aarhus Universitet.
Folk med ikkevestlig baggrund har eksempelvis sværere ved at finde bolig og skal ifølge Ankestyrelsen i gennemsnit sende 27 procent flere boligansøgninger end folk med danskklingende navne. Og noget tilsvarende gør sig gældende på arbejdsmarkedet: Her skal etniske minoritetskvinder med tørklæde ifølge en forskningsundersøgelse fra Københavns Universitet sende 60 procent flere jobansøgninger end etnisk danske kvinder for at blive indkaldt til en jobsamtale.
Samtidig oplever hver fjerde nydansker at blive afvist i døren i det danske natteliv, viser Ankestyrelsens medborgerskabsundersøgelse fra 2015. Og endelig viser tal fra Danmarks Statistik, at der er mellem 86 og 88 procent større risiko for, at indvandrere og efterkommere med ikkevestlig baggrund anholdes, uden at det fører til dom, end det er tilfældet med etniske danskere.
Hertil kommer, at ikkevestlige indvandrere og efterkommere er dårligere stillet i sundhedsvæsenet, har en lavere indkomst og ringere uddannelsesniveau sammenlignet med etnisk danskere, hvilket forskellige undersøgelser har påvist.
»Hvis man tager alle de her undersøgelser og stykker dem sammen til et samlet billede, så udtrykker de en racisme i samfundet. Der er en enorm skævhed, og hvis man skal forklare den, så er det, fordi der er nogle spærringer i vejen, som handler om racialisering. Det er den eneste forklaring, jeg kan komme med,« siger antropolog Peter Hervik.
Og så er der et nyere begreb, vi skal vænne os til at høre inddraget i racismedebatten, nemlig mikroaggressioner.
Det siger Mira C. Skadegård, der er racisme- og diskriminationsforsker ved Aalborg Universitet.
Begrebet dækker ifølge hende over små bitte hændelser, vendinger og udtryk, som trækker på nogle forståelser af andethed, som kan opleves nedværdigende.
»Hvor der er tale om klar diskrimination, når minoritetsracialiserede mænd får at vide, at de ikke kan komme ind på diskotekerne, eller når ansøgere med ikkedanskklingende navne bliver sorteret fra, handler mikroagressioner om små subtile handlinger, som kan være velmente, men ikke bliver opfattet sådan,« forklarer hun.
Når hvide mennesker siger ting som »Sikke en lækker chokoladebaby« eller »ej, hvor kommer du rigtigt fra?«, mener de det sikkert godt. Men deres udsagn kan ifølge Mira C. Skadegård være med til at etablere et ’os og dem’, når det påpeges, at en eller anden ikke ligner majoriteten.
»Pointen er, at mikroagressioner ikke behøver være magthandlinger, men de kommer alligevel til at være et udtryk for magt – og det kan opleves sådan,« siger hun.
Svært at måle
Men det kan være svært at måle på racisme, understreger Peter Hervik fra Aarhus Universitet. Det skyldes ifølge ham, at racismen også kan eksistere hos folk som tankegods.
»Når det har noget med vores tankegods at gøre, så er det meget svært at tale om udbredelse.«
Megafon lavede for nylig en måling for TV 2, hvori 51 procent af respondenterne ikke mente, at racisme er et udbredt problem i Danmark. Men her skal man huske på, at det ikke er en videnskabelig undersøgelse, fremfører Peter Hervik, og at der ikke var fastlagt en definition af begrebet, da man spurgte danskerne.
»Det kan lige så godt tolkes som et udtryk for, at det med racisme vil man helst ikke have i Danmark. Man kan gå ud og tale en lille smule med folk, og så kan man høre det på tankegangen. Racisme er ikke nødvendigvis en særlig god og fornuftig ting at måle. Men man gør det altså alligevel.«
Jørgen Goul Andersen, som er professor på Aalborg Universitet, har stået bag en lang række undersøgelser siden 1990’erne om danskernes holdning til indvandring. Han understreger, at der i Danmark er god evidens for, at der er en stor oplevet diskrimination.
Han var for eksempel med til at lave den første medborgerskabsundersøgelse med Integrationsministeriet i 2010, som viste en ret udbredt oplevelse af diskrimination. Navnlig blandt unge mænd af anden etnisk herkomst – og særligt i nattelivet.
»Om det så bunder i reel diskrimination, er usikkert. Man kan blive groft diskrimineret uden at føle det – mange kvinder i 1950’erne var udsat for kønsdiskrimination uden at brokke sig og ofte uden at opleve det. På den anden side kan man give diskrimination skylden for, at det ikke går så heldigt for en selv,« siger han.
Det bølger frem og tilbage
Spørgsmålet er også, om Danmark er blevet mere eller mindre racistisk med årene. Til det har vi én gennemgående indikator, som har været brugt siden 1990, forklarer Jørgen Goul Andersen. Den handler om, hvorvidt folk ser indvandring som en alvorlig trussel mod vor nationale egenart og den danske kultur.
Og svaret er, at det bølger frem og tilbage.
»Der er faktisk ikke nogen langtidstendens. 2015-19 var en bølgedal, men kun lidt dybere, end det er set tidligere. 2007 var en top,« fortæller han.
Man kunne have forventet en generationseffekt, fortsætter han, for det har hele tiden været sådan, at de unge er de mest positive over for indvandring. Der er altså en ret markant aldersforskel.
»Hvis det havde holdt sig livet igennem, skulle generationsudskiftningen give mere positive holdninger. Men det er ikke sket,« konstaterer han.
Det omdiskuterede begreb
Selv om forskerne slår fast, at der findes racisme herhjemme, har der den seneste tid kørt en debat om, hvorvidt man overhovedet kan tale om racisme i en dansk kontekst.
Det skete blandt andet under Folketingets afslutningsdebat:
»Der er noget, der trænger til at blive sagt fra den her talerstol: Jo, der findes racisme i Danmark,« sagde Enhedslistens Pernille Skipper.
Det fik blandt andre Kristian Thulesen Dahl (DF) til at svare, at det var »en utrolig nedladende karakteristik af det danske samfund og den måde, som vores medmennesker er over for hinanden på«.
Når det går trægt med at flytte racismedebatten herhjemme og skabe enighed om, at racisme findes, skyldes det flere ting, mener racismeforsker Mira C. Skadegård.
For det første er forskningsfeltet ikke prioriteret politisk. Der er ganske få i Danmark, som forsker i racisme og diskrimination, og sammenlignet med andre lande er det meget beskedent, hvad der bliver lavet af dansk forskning på området.
Det hænger ifølge Mira C. Skadegård sammen med, at vi i Danmark har en meget stor modstand mod at erkende, at vi ikke går og behandler hinanden så pænt og lige, som vi gerne vil tro.
»Forskningen viser, at vi har en meget stærk lighedsideologi. Vores nationale selvfortælling er, at vi er gode, ordentlige mennesker, og at racediskrimination er noget, der foregår andre steder – for eksempel i USA og Sydafrika,« siger hun.
At det overhovedet kan blive debatteret, hvorvidt der findes racisme i Danmark, skyldes ifølge Peter Hervik også, at der er uklarheder om, hvad racisme egentlig er. Man kan ikke bare slå op i en ordbog og så forstå racisme. For ordbøgerne definerer ikke begrebet særligt godt, mener han.
»Det er, fordi der er en globaltrækkende opfattelse af eller ideologi om, at der er et hierarki af mennesker, som er henholdsvis mere værd og mindre værd – langs politiske, etniske og sociale linjer.«
For at racismen kan forekomme, kræver det ifølge Peter Hervik først og fremmest, at der er en opdeling i ’os’ og ’dem’ i befolkningen. Og i en dansk kontekst skal man altid ifølge Peter Hervik begynde med nationalisme. Nationalismen afgør nemlig, hvem der hører til, og hvem der skal holdes ude.
»Størstedelen af den danske befolkning støtter partier, der taler om værdipolitik og integrationspolitik, hvor der ligger en nationalistisk ideologi bag, som bygger på en os og dem-opdeling,« siger han.
Det nationale er herhjemme næsten altid associeret med hvidt. På den anden side står en ny racial kategori ifølge Hervik, som bliver kaldt ’ikkevestlige’. Ikkevestlige var oprindeligt en statistisk kategori, men bliver ude i samfundet i høj grad brugt som en racial kategori, mener han.
»Med den måde, vi bruger ordet på, er det for eksempel ikke japanere og israelere, vi mener. Det er særligt folk fra muslimske lande, man tænker på, når man taler om ’ikkevestlig’. Det er ikke racisme i sig selv, men en forudsætning for racismen,« siger han.
Den næste forudsætning er ifølge Peter Hervik, at der finder en »underordning, ringeagt og afhumanisering« sted, når man taler om ’de andre’. De andre er ikke bare adskilt fra ’os’ ved deres biologiske kendetegn såsom hudfarve, hårtype og kindben, men i lige så høj grad ved kulturelle træk såsom frisure, beklædning som eksempelvis tørklæde, kalot og sprog, herunder accent.
»Som oftest er der her tale om, at ’de andre’ omtales som værende styret af kultur, mens ’vi’, altså de indfødte, som regel betegner os selv som moderne og rationelle mennesker,« forklarer han.
Intentionel og oplevet racisme
Der er også stor forskel på, hvordan vi historisk set har defineret racisme, og hvordan nyere forskning gør det, lyder det fra Rikke Andreassen, som er professor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet og forsker i blandt andet diskrimination og racisme.
»I Danmark har vi traditionelt defineret racisme i forhold til intention. Her er racisme, når nogen har en intention om at gøre andre ondt. For eksempel når du med din vittighed mener, at hvide er bedre end sorte,« forklarer professoren.
Men man kan også definere racisme på en anden måde og i stedet se på, hvornår noget opleves eller opfattes som racisme. Med andre ord kan man sige, at man her vælger at flytte fokus fra afsenderen til modtageren.
»Her ser man på, hvad der sker hos dem, der hører vittigheden. Her er intentionen med vittigheden altså underordnet,« siger Rikke Andreassen og understreger, at det er det fokus, meget nyere forskning har.
»Vi har et samfund med flere racistiske strukturer. Det betyder ikke, at vi i Danmark har et samfund, hvor alle går rundt og tænker, at ’de hvide er bedre end de sorte’. Men hvis vi bruger en racismedefinition, der handler om, hvordan mennesker oplever for eksempel at blive afvist i døren, ikke få et job eller blive råbt ad på gaden, så er der ingen tvivl om, at vi har racisme i samfundet.«
Ifølge Mira C. Skadegård fra Aalborg Universitet er det desuden et problem, at racismebegrebet forstås forskelligt af eksperter og almindelige danskere. Hun mener, vi har brug for en fælles forståelse af, hvad racisme dækker over, for det er de færreste, der i daglig tale ligger alt det i ordet, som eksperterne gør.
»Når forskerne taler om racisme, taler de om særlige strukturer og systemer, der undertrykker visse befolkningsgrupper. Men når almindelige mennesker hører ordene ’racist’ og ’racisme’, får de billeder af onde mennesker med onde intentioner, som for eksempel nazister og Ku Klux Klan, og på den måde oplever hverdagsdanskerne ordene som en slags personlig og moralsk dom,« siger Mira C. Skadegård.
Hun pointerer, at der ikke findes konkrete undersøgelser af, hvordan danskerne definerer racisme, men at hendes pointe bygger på den måde, hvorpå informanter i hendes forskning trækker på en gammeldags forståelse af racisme.
Man kan også spørge, hvordan racismen i Danmark ser ud sammenlignet med andre lande. Det er svært at svare på, da der ifølge forskerne ikke er god komparativ forskning på området. Senere i denne serie vil Information dog forsøge at komme svaret et skridt nærmere.
Tal på racisme
Registrerede hadforbrydelser
449 hadforbrydelsessager blev der registreret i 2018. Den mest udbredte motivkategori var racistisk motiverede sager med 260 registrerede tilfælde efterfulgt af religiøst motiverede sager med 112 tilfælde. Af de i alt 449 sager blev der rejst sigtelse i 84 sager.
Oplevede hadforbrydelser
Man går ud fra, at der er store mørketal, når det handler om hadforbrydelser, og at mange hændelser ikke bliver anmeldt. Det sandsynliggør den seneste offerundersøgelse fra Justitsministeriets Forskningskontor. I perioden 2008-2017 mente syv procent af ofrene, at den vold, de havde været udsat for, helt sikkert var motiveret af racisme. Det vil svare til, at mellem 3.600 og 5.000 personer hvert år udsættes for racistisk motiveret vold.
Had i den offentlige onlinedebat
Institut for Menneskerettigheder undersøgte i 2016 DR Nyhedernes og TV 2 Nyhedernes facebooksider. 15 procent af kommentarerne var hadefulde og havde ofte fokus på religion, tro og flygtninge.
Ofre for strafbare udtalelser
Den juridiske tænketank Justitia udarbejdede i 2015 en opgørelse over racismesager fra 2000 til 2014. Her fremgik det, at muslimer er den gruppe, som oftest rammes af strafbare udtalelser. Herefter kommer jøder og sorte.
Diskrimination ifølge danskerne
I TrygFondens tryghedsmåling fra 2017 mener de adspurgte, at kontanthjælpsmodtagere er den gruppe, der udsættes for mest diskrimination. Herefter kommer handicappede, homoseksuelle og på en delt fjerdeplads ældre og muslimer.
Er racisme et problem i Danmark?
51 procent af respondenterne i en ny meningsmåling, som Megafon har lavet for Politiken og TV 2, svarer, at de ikke ser racisme som et udbredt problem i Danmark.
»De fleste af os nedtoner«
Vi danskere er ikke meget for at anerkende diskrimination og racisme som et reelt problem i Danmark. Det konkluderede SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd i en rapport i 2012. »Vores studier viser, at de fleste af os nedtoner, at racisme og diskrimination skulle finde sted. Og at hvis vi er nødt til at erkende, at det finder sted, så lægger vi skylden på enkelte individer, ikke på hverdagspraksisser i det brede fællesskab eller samfundets institutioner,« lød det dengang fra en af forskerne bag rapporten.
Brug af N-ordet
I Tryghedsmålingen fra 2017 spurgte man danskerne, hvor enige eller uenige de var i udsagnet: Det er helt i orden at betegne sorte mennesker som ’negre’. 43 procent erklærede sig helt eller delvist enige, at det er o.k. at sige ’neger’. 28 procent var helt eller delvist uenige. De resterende 29 procent svarede ’ved ikke’ eller var hverken enige eller uenige.
Oplevet diskrimination
45 procent af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande svarer, at de har oplevet diskrimination. Det viser de nyeste tal fra Det Nationale Integrationsbarometer, som Udlændinge- og Integrationsministeriet står bag.
Indvandrere anholdes oftere
Der er 86-88 procent højere risiko for, at indvandrere eller efterkommere med ikkevestlig baggrund bliver anholdt uden efterfølgende at blive dømt end etniske danskere. Det viser tal fra Danmarks Statistik fra 2018.
Skal sende flere ansøgninger
Etniske minoritetskvinder med tørklæde skal sende 60 procent flere ansøgninger end etnisk danske kvinder for at blive indkaldt til en jobsamtale. Det viser en forskningsundersøgelse fra Københavns Universitet.
Sværere ved at få bolig
Folk med ikkevestlig baggrund har ifølge en rapport fra Ankestyrelsen sværere ved at få lejeboliger. Rapporten viser, at ansøgere med mellemøstligt klingende navne i snit skal sende 27 procent flere ansøgninger end ansøgere med danskklingende navne.
Illustrationer af Sofie Holm Larsen.
Hvordan ser racisme ud i Danmark?
Racismedebatten ruller. For at give indblik i, hvordan det opleves at være udsat for racisme, taler Information med personer i forskellige generationer fra forskellige dele af Danmark om deres personlige erfaringer med racisme og diskrimination.
Seneste artikler
30 fortællinger slår fast, at vi er for ringe til at sige fra over for racisme i Danmark
13. august 2020Informations serie med personlige beretninger om racisme og diskrimination i Danmark viser, at vi åbenlyst har problemer med racisme i Danmark. Og at vi alle sammen bør tage ansvar og gribe ind, når vi er vidner til racistisk adfærdI 9. klasse begyndte den onde cirkel, hvor jeg bekræftede folks fordomme om mig
10. august 2020Jamil Farah Mehdi voksede op i Vestjylland. Han måtte ikke komme hjem til sin ven, fordi stedfaren ikke ville have en som ham i sit hus. Det fortæller han i serien om vidnesbyrd fra folk i Danmark, der har oplevet racisme. Dette er det 30. og sidste vidnesbyrd i serienDet var ikke mine kompetencer, der blev afvist. Det var mit navn og min baggrund
8. august 2020I 2013 sendte Mozhgan Gerayeli to identiske ansøgninger til den samme virksomhed – med den eneste forskel, at den ene var underskrevet med Karin og den anden med hendes rigtige navn
Det er overraskende at se 43 % af danskerne der mener at det er ok at at bruge ordet neger selv om vi ved hvor nedsættende og stigmatiserende det ord er. Er det fordi man tror neger på dansk har ikke det samme negative betydning som det amerikanske? Ellers hvorfor denne ufølsomhed? Man selv vil nødig at blive kaldt noget der er så negativt som ordet neger er. Det vil være godt at tale med folk fra denne 43 % om hvorfor de synes det er ok at bruge N-ordet og dette kan måske forklare eksistensen af hverdagsracisme.
Protestskiltet den unge dame holder er et glimragende billede på hvor underligt det er blevet. Hun står i Danmark og demonstrere mod politivold der rammer sorte i USA. Hun lever ikke selv i en kontekst hvor hun skal frygte for sit liv i mødet med politiet så hvorfor så vred hvis nogen påpeger at alle liv betyder noget? Er det fordi hendes kontekst er ramt af amerikansk kulturimperialisme der sætter alt amerikansk op på en meget vigtig piedestal hvor det ikke hører til?
Hvis black lives matter havde afrikanere i Afrika på deres instagram feeds havde de nok oplevet at der er nok af steder hvor folk af afrikansk afstamning har brug for støtte. Primært i Afrika.
Men man kan også definere racisme på en anden måde og i stedet se på, hvornår noget opleves eller opfattes som racisme. Med andre ord kan man sige, at man her vælger at flytte fokus fra afsenderen til modtageren.
»Her ser man på, hvad der sker hos dem, der hører vittigheden. Her er intentionen med vittigheden altså underordnet,« siger Rikke Andreassen og understreger, at det er det fokus, meget nyere forskning har.
»Vi har et samfund med flere racistiske strukturer. Det betyder ikke, at vi i Danmark har et samfund, hvor alle går rundt og tænker, at ’de hvide er bedre end de sorte’. Men hvis vi bruger en racismedefinition, der handler om, hvordan mennesker oplever for eksempel at blive afvist i døren, ikke få et job eller blive råbt ad på gaden, så er der ingen tvivl om, at vi har racisme i samfundet.«
Det synes videnskabeligt problematisk at definere racisme på denne måde. Man skaber en selvopfyldende profeti, når den blotte opfattelse af racisme konstituerer selve racismen. Desuden flytter man jo bare fokus fra afsender til modtagers opfattelse af afsender, og lader dermed til at arbejde videre med den samme definition af racisme, nu blot med et slørende mellemled i form af modtagers til enhver tid fejlbarlige læsning af sin omverden.
Inden ulvene kaster sig over mig, vil jeg gerne sige, at jeg ikke hermed afviser, at der finder racisme sted i Danmark. Og det kan jo være, at forskningen i virkeligheden er mere solid end den fremstilles her i artiklen. Men ud fra artiklen ser det ikke pænt ud, og man kommer i hvert fald ikke racisme til livs med sjusket forskning.
"Men man kan også definere racisme på en anden måde og i stedet se på, hvornår noget opleves eller opfattes som racisme. Med andre ord kan man sige, at man her vælger at flytte fokus fra afsenderen til modtageren."
Man kan også hoppe ud foran et tog. Samme fantastiske ide. Og det er præcis denne idé, der blandt andet fører til at en amerikansk præsident i ramme alvor til en tale i hyldest til den amerikanske uafhængighed, taler om "venstreorienteret fascisme". HAN føler at sådan en udtalelse giver mening, hans STØTTER føler at en sådan udtalelse giver mening, og voilá der er "flyttet fokus". Jamen, hvis DE føler at de ANDRE tror og tænker "venstreorientede fascistiske" tanker, jamen....så må det da være sandt, ikkå'? Og man må da heller ikke tvivle på Trump, fordi hans følelser om ham selv er at han er et geni, og hvis man sår tvivl om hans selv-identitet er man "hadefuld".
*suk*
Når hverken en bevidst intention, eller endda en under-bevidst association fra afsender er det der skal bestemme om nogen er racist eller ej, giver det ikke mening at kalde nogen for racist...eller noget som helst andet. Problemet med "guilt by association" er at for mange mennesker er skidedårlige til at skabe associationer, og at de er uvidende om hvilke associationer hører til hvor.
Enig, Bjørn. Første del af min kommentar er citeret fra artiklen, selvom jeg godt kan se, at det ligner noget jeg selv har skrevet.
Findes der voldtægtsforbrydere i Red Barnet ? Findes der pædofile i Red Barnet ?
Jeg forstår ikke hvorfor noget alle har vidst altid skal problematiseres som en ny erkendelse. Kun det yderste højre tror at der ikke længere findes racisme i Danmark. Der findes stadig racisme i DK, og her taler jeg ikke engang om de fjollede nye definitioner på racisme hvor også "fjendtlige holdninger overfor religion" indgår. Formodninger om "det primitive Afrika" lever jo stadig.
Jeg kan ikke læse artiklen,så der refereres ikke til hvad der fortælles der. Den største og mest åbenbare racistiske tankegang findes der hvor noget vælges fra. Altså fx når Ahmed fravælges frem for Andreas. Det område hvor det er allermest tydeligt er når det drejer sig om vore børn. Her er de gode meninger på den tolerante venstrefløj lige så racistisk, som man er på højre fløj. Forsvaret for den private skole er sjovt nok også her stærk. Når de gode meninger sender deres børn fra deres beboelseskvarter til en privatskole eller til en skole i et andet distrikt, så er fordi der er for mange to-sprogede på den lokale skole. Og nej det er ikke friskolerne på landet jeg mener. Det er i København og andre større byer. Mine børn skal ikke være del af et indvandringseksperiment eller mine børn skal ikke være offer for en forfejlet integrationspolitk er de mest almindelige begrundelser, mens andre klogeligt holder kæft, men synes at den lille søde skole, hvor man både undgår Rawan og Ronny er den bedste for lille Victor. Alle vil det bedste for deres børn så derfor.... men det er da vist ellers en praktisk racisme der er til at føle på.
Selvfølgelig findes racisme i Danmark, ligesom alle andre steder.
Vi er desværre ikke undtagelsen, der bekræfter reglen.
Jeg glæder mig til, at serien kommer ind på hvordan love og regler er blevet mere og mere diskriminerende, og forhindrer integration snarere end at fremme den.
(Symbolpolitik, Ghettopakken, reglerne for familiesammenføring, etcetera)
Hvis man ikke selv slår til, skal det jo gå ud over nogen. Og her kommer racismen desvære ind i billedet. Selv på et politisk højere niveau, som vi oplever jævnligt. Det er sikkert blandt den samme type menneske man finder dem, som smider en bunke affald i skoven for at afreagere eller udøver vold mod andre så de kan føle sig stærke og magtfulde for et øjeblik mens handlingen står på.
Et meget væsentligt indlæg, hvis så bare de "lettere" aviser som EB og BT ville bruge kræfter på de togså.
JP skal vi nok ikke regne med.
Nu har vi fået et par partier i vores folketing som kun bruger kræfter på at bekæmpe islam og de hævder samtidig der ikke findes racisme her! Sikken et paradoks
En dansk statsborger med afghanske rødder må ikke sidde i en betroet stilling!
Det kan være man ikke mener den danske nationalisme er racistisk,men hvad er det ellers?
Jeg ved så også godt at de ri vore indvandrer-flygtninge miljøer e ren form for indbyrdes racisme i følge de små rygter. Iranere vil helst ikke i samme kategori som araberne og der er tyrkere der har det på samme måde.
Lige nu er der et pres på for at få bl.a. syrere sendt hjem, men der er et folkefærd som tilsyneladende er fredet uanset at der i deres hjemland har været fred ret længe og hvor man frit kan rejse til: Vietnam.
Er de så integrerede som vi snakker så meget om de andre skal være?
I min optik skal ingen sendes hjem mod deres vilje med visse undtagelser.
Jens Peter Hansen nævner så hykleriet fra "os" på venstrefløjen omkring skoleforløb i mangfoldighed. Det er meget trist at han vist har ret her.
Vi har altså en form for racisme her og især mod mennesker som har Islam som tro.
.
Er der andre der har svært ved at frigøre sig fra en mistanke om at "vi", Danmark og sikkert mange andre europæiske lande, risikerer at importere et syn på etniske, eller "race" spørgsmål? At importere problemer fra især USA - hvor de er større,dybere og mere hadske end det her har været almindeligt?
"I TrygFondens tryghedsmåling fra 2017 mener de adspurgte, at kontanthjælpsmodtagere er den gruppe, der udsættes for mest diskrimination. Herefter kommer handicappede, homoseksuelle og på en delt fjerdeplads ældre og muslimer."
Fuldstændigt som mange danskere mener at der ikke er racisme i et problematisk omfang i Danmark, mener mange danskere at Danmark ikke er et klassesamfund, men derimod en velfærdsstat med høj lighed. Alligevel demonstrerer statistikker og diverse undersøgelser at etniske minoriteter møder klar forskelsbehandling på en lang række vitale livsområder - og danskerne selv indrømmer at kontanthjælpsmodtagere og handicappede er grupper, som udsættes for mest hetz (en klokkeklar klassedynamisk). Undersøgelsen afdækker først og fremmest at vi lever i et samfund med tårnhøj, kognitiv dissonans.
"Men ud fra artiklen ser det ikke pænt ud, og man kommer i hvert fald ikke racisme til livs med sjusket forskning.""
Nok så meget redelig forskning kan heller ikke bidrage til at man kommer racisme til livs; racisme er en kulturel størrelse, som kommer til udtryk på mange forskellige måder. Mht. afsenders intentionalitet, så er denne af en vis betydning, men det er afsenders ubevidste, kulturelle arv også ... det meget gode eksempel er den historieløse dansker, som kalder en afrikaner for neger og ikke forstår at dette i en hel del tilfælde kan reproducere en negativ selvforståelse hos afrikaneren. Det samme gælder modtageren, som med større eller mindre forståelse kan oversætte afsenders brug af udtrykket 'neger' - og dermed selv regulere oplevelsen af evt. racisme derefter.
Hovs, "Men ud fra artiklen ser det ikke pænt ud, og man kommer i hvert fald ikke racisme til livs med sjusket forskning."
Nok så meget redelig forskning kan heller ikke bidrage til at man kommer racisme til livs; racisme er en kulturel størrelse, som kommer til udtryk på mange forskellige måder. Mht. afsenders intentionalitet, så er denne af en vis betydning, men det er afsenders ubevidste, kulturelle arv også ... det meget gode eksempel er den historieløse dansker, som kalder en afrikaner for neger og ikke forstår at dette i en hel del tilfælde kan reproducere en negativ selvforståelse hos afrikaneren. Det samme gælder modtageren, som med større eller mindre forståelse kan oversætte afsenders brug af udtrykket ’neger’ - og dermed selv regulere oplevelsen af evt. racisme derefter.
Hvorfor i alverden skulle man overhovedet overveje at sende en så velintegreret befolkningsgruppe som vietnamesere ud af landet? Overvejelserne går jo udelukkende på, hvordan man slipper af med uintegrerbare mennesker, dvs. hovedsageligt muslimer, der hverken kulturelt eller arbejdsmæssigt for hovedpartens vedkommende passer ind i vestlige samfund.
Dette er vel også forklaringen på, at de negative erfaringer med denne gruppe resulterer i en "tøvende" holdning fra nogle gammeldanskere, der af nogle opfattes som en form for "racisme".
Ole Jakob:
Så fik vi også her et syn fra en af de mellemøstskeptiske og helt ok set i helheden.
Du bekræfter jo helt min finte i mit indlæg!
Der skrives meget om at sende dem hjem,vi ikke bryder os om uanset de risikerer deres liv og tilværelse.,hvor vietnameserne i princippet kan rejse hjem til et land i fred, Det mener jeg så ikke de skal gøre, men deres tro er så accepteret her for enten er de katolikker eller buddhister.
De er flittige og uddanner sig, men jeg opfatter altså de også er mest i egne kredse uanset de nok ikke vil blive afvist i vore kredse.
Jeg savner at muslimerne deltager mere end de gør, men måske er de ikke velkomne?
Men som du kan se,har jeg måske også mine fordomme.
Ole Jakob Dueholm Bech. Kan du ikke lige redegøre for begrebet “uintegrerbar”? Hvem definere hvornår nogen er uintegrerbar? Vi har jo et liberalt samfund med religionsfrihed hvor man må leve som man vil.
Jeg vil slet ikke afvise at der forekommer racisme i Danmark, eller mene det er noget vi skal tage let på. Jeg finde bare, at det er en problematisk synsvinkel for forskning og diskussion af diskrimination og stigmatisering, at fokusere på begrebet racisme. Det risikerer at føre til, at vi overfokuserer på de trods alt mindre problemer i Danmark fremfor de store og principielle. Yderligere som påpeget af bla. Bjørn Pedersen medfører de adspurgte racismeforskeres nye definitioner og ændret fokus fra afsender til modtager, nogle mærkværdige uvidenskabelige og absurde konklusioner. Når jeg finder diskriminationsynsvinklen mere konstruktiv, og ikke finder racismesynsvinklen hensigtsmæssig, er det fordi denne selv tager udgangspunkt i nogle fortidige pseudovidenskabelige forvrøvlede raceteorier på linje med f.eks. frenologi og lign. pseudovidenskabeligt vraggods. Formentlig dyrkes sådanne raceteorier kun i meget snævre ekstreme grupperinger (Nazistiske grupperinger, white pride og lign). Racisme i klassisk forstand omfatter jo typisk opfattelser af, at nogle er "overmennesker" og andre "undermennesker" , at nogle grupper af mennesker pr. definition i kraft af hudfarve, etnicitet eller religion er underlegne, dumme, dovne, ondsindede etc. Disse opfattelser forekommer i en eller anden grad fortsat i USA bl.a. som retfærdiggørelse for undertrykkelse og udbytning.
Man kan naturligvis også i Danmark demonstrere mod oprørende forhold i USA. Mekanisk at overføre den amerikanske problematik direkte til Danmark er imidlertid mest et resultat af den kulturimperialisme, som medfører, at alt amerikansk anses for direkte overførbart og væsentligt for dansk samfundsdebat, men det bliver det jo ikke i sig selv mere relevant af.
Hvad der imidlertid ubetvivleligt forekommer i Danmark er diskrimination og stigmatisering. Der findes både formel og informel diskrimination. Den formelle diskrimination er den som fremgår af diverse lovgivning, der etablerer institutionaliseret forskelsbehandling (regler for kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse mv,. handicaplovgivning, og f.eks.ghettolovgivning dvs. forskelsbehandling begrundet alene i folkeregister- adresse osv.) Det er ikke uden grund at rækkefølgen af diskrimination i den refererede TRYG -undersøgelse opleves i den her nævnte rækkefølge. Den informelle diskrimination er til en vis grad påvirket af den politiske italesættelse og forsøg på at retfærdiggøre den formelle diskrimination. Når en række højreorienterede politikere m.fl. med alt for let adgang til medier og i nogle tilfælde beskyttet af immunitet mod f.eks. injurielovgivning i årevis fremsætter diskriminerende udtalelser så medvirker de aktivt til at legitimere forskelsbehandling i det danske samfund samtidig med, at man kan fremme syndebuk - opfattelser og fjendebilleder til egen gavn. Historien har vist, at det kan være en effektiv vej til politisk succes , desværre også nyere dansk historie. Talemåden:Den hund man hele tiden fodrer vokser stærkest " bekræftes her. Imens vi aktuelt bruger tiden til at snakke om hudfarver, symboler og statuer, lever vi i Danmark tilsyneladende ganske accepterende med en minister, som fastholder det menneskeretskrænkende Ellebæk fængsel, der skaber frygt og angst hos 900 syriske flygtninge ved at give dem " en fast hånd i ryggen" ud af landet, søger internationalt samarbejde med henblik på at "modernisere" statsløshedskonventionen og i øvrigt fastholder en direkte sundhedsskadelig symbolpolitik i form af håndtryk uden handsker, som forudsætning for statsborgerskab. Den ondskabsfulde og nedrige symbolpolitik og idelige mistænkeliggørelse af flygtninge og indvandrere, smitter jo også af på alle andre med lignende hudfarver, udseende mv. i Danmark. Hvis vi koncentrerer os om modstand mod den slags seriøs diskrimination og får indført almindelig ordentlighed i måden vi møder andre mennesker på så vil smådiskrimination i hverdagen formentlig kunne forsvinde ret nemt og hurtigt og begejstringen over " en lækker chokoladebrun baby" blive opfattet som noget positivt.
Marianne Jespersen
Du har ret i, at begrebet racisme, samt den dertil knyttede (og nu videre udbredte) identitetspolitik, er en afledning af uvidenskabelige teorier om frenologi, etc.
Derfor følger det, at vi faktisk spiller på højrefløjens banehalvdel, når vi italesætter racisme istedet for diskrimination og systemisk undertrykkelse af de laveste socialklasser.
Men.. Prøv fx at læse de beretninger fra virkeligheden i dagens avis om både verbale og fysiske overfald baseret alene på personens udseende.
Hvis ikke det netop er racisme, hvad er det så?
Skal vi eventuelt opfinde nye begreber og ord for det?
Jeg ser din pointe, men er i vildrede med hvad vi skal gøre aktuelt.
Det er en stor misforståelse, der udtrykkes i mange kommentarer, for det er altid modagerens opfattelse, der gælder. Intentionen kan være god, man kan gøre noget ganske uforvarende eller uden at forstå de strukturer, der er i spil; men hvis man ikke er villig til at forstå, hvad man er ude i, så er man en temmelig uforbederlig racist, om man vil være det eller ej.
Til forsvar for danskerne, så var racisme aldrig en integreret del af vores menneskeopfattelse, og det gælder universelt. Den danske racisme bunder ikke i en overlegenhedsfølelse, hvilket på nogle punkter er problematisk, fordi vores samfund på en lang række måder er eller i hvert fald var, ganske unikt godt; men en væsentlig komponent i denne særstiling er netop vores undselighed, vores insisteren på ikke at være bedre end andre, men anderledes. Desværre giver dette, som omtalt ovenfor, en skrøbelighed, der gør mødet med andres andre traditioner og værdier svær at kapere, fordi man uvilkårligt bringes i tvivl om sin egen måde at leve på - det er paradokset i at befinde sig på toppen: der er ingen at se op til, og så bliver det hele kompliceret, når der ikke er noget at sammenligne med.
Vi har jo vore egne problemer, herunder nogle, som vi ikke vil være ved, og de har med undertrykkelse af mindretal at gøre - i nogle tilfælde endog en fornægtelse af mindretallets status som mindretal.
Den danske racisme hviler på en skræk for at blive majoriseret, blandt mange i hvert fald. Det er en tilbagevendende frase fra den kant, at muslimer ikke er en minoritet, underforstået at de asiatiske horder står klar til at anfalde vort land og hugge ned for fode; men hvis det er måden at argumentere på, så må man påpege, at der altså stadigvæk er betydeligt flere kristne i verden, hvis det er det perspektiv, der diskuteres ud fra. Man skal også holde sig for øje, at det var 'os', ikke OS, men 'europæerne', der begyndte at besøge og invadere rundt om i verden, også i muslimske lande.
Nok om historien! Danskernes på den ene side berettigede stolthed over vores samfund, såvidt det stadig står efter liberalismens destruktive hærgen, og på den anden side usikkerhed over ikke at kunne finde andre lande, vi kan sammenligne os med, gør det hele noget kompliceret - for vi har jo også været ude for, at statsmagten over de seneste mange årtier har koloniseret samfundet, så den ikke længere er en sleeping partner, der understøtter muligheden for et udmærket, hvis ikke prangende, liv for alle. Den er derimod faldet tilbage i rollen som ridefoged og til en merkantilistisk opfattelse af værdiskabelse, selvom vi aldrig nogensinde i historien har behøvet den mindre.
'Racismebegrebet' har jo realitet, fordi nogle samfund er indrettet efter dem, og fordi nogle stadigvæk forfalder til disse dovne pseudobetragtninger over andre mennesker, Marianne Jespersen og Eva Schwanenflügel.
Steffen - det er faktisk også det, jeg påpeger, (at racismebegrebet har en realitet), prøv lige at læse mit skriv igen :-)
"Det er en stor misforståelse, der udtrykkes i mange kommentarer, for det er altid modagerens opfattelse, der gælder."
Der er altid gensidige ansvar i kommunikation og interaktion mellem mennesker - alle parters perceptioner og (u)bevidstheder spiller ind. Det giver med andre ord ikke meget social mening, hvis ikke begge parter (dermed) har ansvar for den gensidige forståelse - uden at dette betyder accept, endsige underkastelse, fra nogen af dem. I praksis kan man vel illustrere det, ideelt set, med at afrikaneren ikke underkaster sig f.eks. europæerens manglende (historiske) forståelse når sidstnævnte anvender udtrykket neger, men i stedet giver kvalificerende information (og dermed hjælp) til denne. Afhængigt af form og timing m.m., plejer dén slags altid at bedre parternes samspil.
Set i et større, historisk perspektiv kan jeg måske illustrere pointen med Martin Luther King's politiske arbejde, der især i hans sidste leveår var præget af et historisk-strukturelt perspektiv, som i forståelse for verdens kapitalistiske tilstand tilgik racismeproblematikken som et reproduktivt, politisk-økonomisk fænomen (herunder klassedynamisk) ... og ikke som et an sich menneskeligt. Martin Luther King's form og timing faldt imidlertid ikke i alles smag, i visses det stik modsatte, men han efterlod sig et historisk vidnesbyrd om at såvel undertrykt som undertrykker må komme hinanden i møde, hvis diskrimination skal transformere til ligeværdig relation.
Steffen Gliese og Eva SchwanenFlugel
Jeg benægter ikke at racisme findes også i Danmark, men finder bare at vi skal få den anbragt under det mere almengyldige begreb som hedder diskrimination, fordi racisme " bare" er en måde at diskriminere på. Derudover mener jeg den bedst bekæmpes og udryddes ved at bekæmpe den formelle autoriserede diskrimination som forekommer i vores lovgivning og lign. Det betyder ikke at vi skal lade være med sige fra overfor den hverdagsdiskrimination vi hører refereret i de individuelle beretninger. Konfliktskyhed er her ikke ok.
Jeg er enig, Marianne Jespersen, og har forsøgt at gennemføre konsekvens, f.eks., at kalde §266b for Diskriminationsparagraffen, fordi det bliver for let for de bigotte at afvise påstandene om racisme med den billige 'religion er ikke en race'.
Man skal også holde sig for øje, at det var ’os’, ikke OS, men ’europæerne’, der begyndte at besøge og invadere rundt om i verden, også i muslimske lande.
Skriver Steffen Gliese
Jeg skulle mene at muslimer så sandelig også tog på besøg i Europa og i områder i Lilleasien der før var kristent, græsk. Erdogans forfædre var da godt igang med det mest af Sydøsteuropa og Wien stod da nærmest for fald i 1683. Det Osmaniske Rige dominerede stor del af Europa indtll slutningen af 18 hundrede tallet. De mest tilbagestående europæiske lande har stort set alle haft tyrkiske herrer, hvis hære bestod af tvangsafleverede drengebørn fra kristne familier. Dette for at understrege at racisme, diskrimination har været og er et alment fænomen uafhængig hudfarve og religion.
“De mest tilbagestående europæiske lande har stort set alle haft tyrkiske herrer.” Tjaa eller russiske.