Interview
Læsetid: 7 min.

Amerikansk professor: Teknisk set er vi ikke i en sjette masseuddøen endnu. Men det er meget værre, end de fleste ved

De seneste årtier er antallet af dyre- og plantearter faldet så hurtigt og så meget, at forskere er begyndt at tale om en sjette masseuddøen. Ifølge den amerikanske professor Charles R. Marshall, der var er medforfatter til et af de første studier om emnet, er den nuværende udryddelse af arter ikke så markant som ved de fem første. Men selv en mindre masseudryddelse er katastrofal, siger han
Som konsekvens af befolkningstilvækst og øget forbrug af ressourcer, vil vi fortsætte med at ødelægge den naturlige verden, siger professor Charles R. Marshall. »Så vil vi se langt højere udryddelsesrater.«
Her er et næsehorn blevet dræbt på grund af sine horn i Sydafrikas Kruger National Park.

Som konsekvens af befolkningstilvækst og øget forbrug af ressourcer, vil vi fortsætte med at ødelægge den naturlige verden, siger professor Charles R. Marshall. »Så vil vi se langt højere udryddelsesrater.«
Her er et næsehorn blevet dræbt på grund af sine horn i Sydafrikas Kruger National Park.

Salym Fayad

Moderne Tider
22. august 2020

De seneste år er der skrevet en række artikler om nedgangen i antallet af dyre- og plantearter i verden. Med stort set samme titel:

»Den sjette masseuddøen: Jordens liv forsvinder lidt efter lidt.«

»Jordens sjette masseudryddelse er på vej, advarer forskere.«

»Forsker med uhyggelig forudsigelse: Masseudryddelse begynder allerede om 80 år.«

I de mange artikler er nedgangen i biodiversitet blevet omtalt under én, samlende betegnelse: Den sjette masseuddøen.

De seneste 500 millioner år har der været fem af disse perioder, hvor mere end tre fjerdedele af arterne på jorden er forsvundet. Den første for omkring 443 millioner år siden, den anden for 359 millioner år siden, den tredje for 251 millioner år siden og den fjerde masseudryddelse for 200 millioner år siden, mens den femte masseudryddelse fandt sted for 65 millioner år siden. Det var den med dinosaurerne og meteornedslaget.

Nu står vi angiveligt over for eller midt i en sjette – og mennesket og det livsform er årsag til udryddelsen. Vi er så at sige meteoren. For nylig viste et studie offentliggjort i det amerikanske tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences (PNAS), at udryddelsen accelererer.

Men er der rent teknisk tale om en sjette masseuddøen – og er vi i så fald på vej mod eller midt i den?

En måde at forsøge at finde et svar på det spørgsmål er ved at kigge i de videnskabelige rapporter og følge kildehenvisningerne tilbage til den eller de rapporter, som var den eller de første til at tale om en sjette masseudryddelse. 

En af dem blev publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature i 2011 og skrevet af blandt andre professor i palæontologi ved Berkeley University i Californien, USA, Charles R. Marshall.

»Jeg plejer at svare sådan her,« siger Charles R. Marshall, der sidder på sit kontor på Berkeley University, Californien.

Bag ham står en reol med bøger og kranier fra en protoceratops og en plesiosaurus, begge vellignende modeller af dinosaurfossiler på størrelse med hestehoveder.

»Målt på omfang er der ikke tale om en masseudryddelse. Hvis man alene kigger på det samlede antal af uddøde arter indtil nu, befinder vi os ikke i en sjette masseudryddelse. Men målt på hastighed gør vi. Endda en værre end nogen af de tidligere masseudryddelser.«

De historiske masseudryddelser er ofte sket over perioder på flere millioner år. Den nuværende udryddelse af arter begyndte for nogle få hundrede år siden. 

Mennesket, vor tids meteor

Charles R. Marshall rejser sig fra sit skrivebord og går hen til vindueskarmen. Kommer tilbage med en protoceratops og holder den frem foran computerens kamera.

Som palæontolog studerer Charles R. Marshall fortidens dyr og planter på grundlag af fossiler. Han er ekspert i kvantitativ analyse af fossiler og forsøger med sin forskning at bidrage til vores forståelse af, hvordan livet på jorden har udviklet sig de sidste mange millioner år.

Omkring 2010 blev han inddraget i et forskningsprojekt, som byggede videre på undersøgelser fra 1980’erne af de store masseudryddelser.

»I 1980’erne begyndte man at lave analyser, hvor man samlede optegnelser af fossiler, som stammede helt tilbage fra for 500 millioner år siden. Man fandt ud af, i hvilket omfang forskellige arter var opstået og uddøde. Når man kiggede på den rate, arterne uddøde med, kunne man se, at den gennem det meste af perioden havde været konstant, men at der var fem tidspunkter, hvor raten havde været meget højere. Så begrebet masseuddøen opstod med den form for analyse. Samtidig er det de seneste årtier blevet mere og mere velkendt, at menneskene er skyld i nogle arters udryddelse, og så er det naturlige spørgsmål: Er vi i en sjette masseuddøen?«

Charles R. Marshal havde ikke tænkt over spørgsmålet tidligere.

Ikke fordi han ikke kendte til de tidligere masseudryddelser. Heller ikke fordi han ikke vidste, at flere og flere arter var truet af udrydelse. Men det faldt ham ganske enkelt ikke ind, at mennesket skulle være en lige så stor trussel som et meteornedslag. 

»De fem kendte masseuddøener er så ufatteligt alvorlige.«

Han lægger tryk på ordet ufatteligt.

»Under den største af de fem døde omkring 95 procent af alle arter i havet. 95 procent! Vi er ikke engang tæt på det i dag. Men folk blev ved med at stille spørgsmålet. Er vi i en sjette masseuddøen? Hvor stor en trussel er homo sapiens for dyrearterne på jorden? Så gik vi i gang med at forsøge at finde et svar.«

En rigtig grim analogi

Den seneste masseudryddelse fandt sted for 65 millioner år siden, efter at en asteroide på flere kilometer i diameter slog ned på Yucatan halvøen i Mexico og efterlod et krater på 180 kilometer i diameter. Det medførte store ændringer af temperaturen og klimaet og dermed levevilkårene for dyrene på jorden. 76 procent af alle arter på jorden uddøde ifølge forskerne på Berkeley – herunder dinosaurerne.

Men det er ifølge Charles R. Marshall ikke uden problemer at sammenligne udviklingen inden for de seneste 50 eller 500 år med de seneste 500 millioner år.

»Vi definerer en masseudryddelse i forhold til de sidste 500 millioner år. Inden for den periode er der fem tidspunkter, hvor en stor del af dyrene ser ud til at være blevet udryddet. Det har alle fem gange været mere end 75 procent – og det er så vores grænse for en masseudryddelse,« siger han.

Med en grænse på 75 procent kunne man tro, at en tilbagegang i antallet af arter på 30 eller bare fem procent ikke ville være alvorligt. Men det ville være en forkert antagelse, siger Charles R. Marshall.

»Lad mig se om jeg kan finde på en rigtig grim analogi.«

Han tænker lidt. Kommer så i tanker om terrorangrebet i New York i 2001.

»Der var mange, som døde i angrebet, og det havde ret store konsekvenser for økonomien i de følgende måneder. Men sammenlignet med atombomberne i Japan eller Anden Verdenskrig var terrorangrebet ubetydeligt. Det var trivielt. Så hvis man sætter barren for en alvorlig begivenhed ud fra antallet af døde i Anden Verdenskrig, så er terrorangrebet ikke en begivenhed, som betyder noget som helst.«

På samme måde er det med masseudryddelserne.

»Barren for, hvad vi kalder en masseuddøen, er høj. Ekstraordinært høj. Så at sige, at vi ikke har en masseudryddelse målt på antallet af udryddede arter, er lidt det samme som at sige, at 11. september ikke var så slem som Anden Verdenskrig. Men det betyder ikke, at det ikke kan være en katastrofal begivenhed.«

Med omkring ni millioner forskellige arter i verden ville en udryddelse af 30 procent af arterne svare til næsten tre millioner.

– Så selv med lavere udryddelsesrater vil det være kritisk. Men hvornår?

»Det afhænger af dit kriterium for kritisk. Det er problemet. Der er et moralsk argument, og ud fra det er det kritisk allerede nu.«

– Hvornår mener du, at det er kritisk?

»Jeg mener ikke, man kan svare på det spørgsmål. Tag for eksempel Afrika, hvor en række dyr er truede. Næsehornet, giraffen, elefanten, flodhesten. Det er uklart for mig, hvilken betydning det har for livskvaliteten for os mennesker forstået helt umiddelbart som, hvad skal vi have til morgenmad. Det er lidt uklart for mig.«

De sorte tal

Charles R. Marshall finder sin rapport fra 2011 frem på computeren.

I rapporten er der en række grafer og tabeller, som viser hastigheden og omfanget af tidligere masseudryddelser.

»Hvis du kigger på graf nummer to,« siger han.

Jeg bladrer ned gennem artiklen og finder en graf med nogle tal. Der er både nogle hvide og nogle sorte tal. De hvide tal viser, hvor mange procent af arterne inden for forskellige klasser af dyr, der er uddøde. Pattedyr: en procent. Fisk: en procent. Fugle: en procent.

»Det er små tal. De kan knap nok ses på grafen,« siger Charles Marshall.

»Men hvis du kigger på de sorte tal ...«

Ved siden af tallene for antallet af uddøde er der tal for antallet af dyrearter, som endnu ikke er uddøde, men truede.

»14 procent af alle fugle. 29 procent af alle reptiler. Man kan se, hvordan fremtiden ser ud, hvis ikke vi gør noget. Jeg tror, at alle vil være enige om, at konsekvenserne indtil i dag er relativt små i forhold til dem, vi kommer til at se i fremtiden. Som konsekvens af stigende befolkninger, øget forbrug af ressourcer vil vi fortsætte med at ødelægge den naturlige verden. Så vil vi se langt højere udryddelsesrater.«

– Hvor mange arter regner man med, vil uddø?

»Det er den svære del. Vi ved ikke helt, hvordan vi forudsiger, hvor mange af de truede arter der vil uddø, men lad os sige, at alle de arter, som i dag er truede, i løbet af de kommende 500 år uddør på grund af menneskets pres på naturen. Det kan også være i løbet af de kommende 200 eller 100 år, jeg ved det ikke. Men i så fald, vil der være en række dyr, som ikke er truede i dag, som vil være det på det tidspunkt. Så raten kan være endnu højere.«

– Betyder det, at vi er på vej mod en masseudryddelse?

»Måske. Men her vil jeg gerne vende tilbage til grænsen for, hvornår vi taler om en masseudryddelse. Den grænse er ufatteligt høj. Ufatteligt høj. Det er urealistisk og dumt at sige, at fordi vi ifølge definitionen ikke er inden for grænsen af en masseudryddelse, så er vi okay. Det er dumt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er verdenssamfundets prioritering. Majoriteten har ønsket befolkningstilvækst, i generationer.

Jeppe Lindholm

»Jordens sjette masseudryddelse er på vej, advarer forskere.«

Vi ved det jo godt. sådan er det jo. Dem, som følger lidt med ved også godt, at klimaet er på vej til at tage uoprettelig skade. I det mindste uoprettelig de næste tusinde år, når det skrider. På overfladen vil alle gerne stoppe det. Men under overfladen ser det ud til folk egentlig bare tænker det nu gælder om at give den fuld gas. Komme hvad der vil. Klimaet, det må børnebørnene tage sig af. Hvis der altså er noget klima og nogen børnebørn om 100 år. Og igen, hvis man interessere sig lidt for problematikken, så tegner der sig et klart billede af, at det ganske enkelt ikke vil være muligt for menneskeligheden at bremse eller rette op på skaderne. De er allerede sket.

Samtidig, mens vi prøver at bremse op for CO2 udslippet stiger udledningen bare år efter år. Vi flyver rundt som døden ind i helvede, kun lige bremset lidt af corona for en stund, vi kører bil i køer så langt øjet rækker, der bygges lufthavne som aldrig før med udsigt til en fordobling af fly trafikken i 2035 (fra 4.400.000.000 flyrejser til 8.800.000.00 - Det kræver selvfølgelig forberedelser :-( ), der er tusindevis af kulkraftværker under opførelse i verden (jo jo, vi har da lukket et par stykker i Danmark, hurra for det), hvert år kommer der ca. 63.000.000 nye biler med forbrændingsmotor til på verdens veje, vi lukker ned for olien i nordsøen måske, samtidig har Tyrkiet fundet det største naturgas fund i historien i Middelhavet på 332 milliarder kubikmeter som da skal udnyttes koste hvad det vil. Brassilien vil naturligvis og have del i vækstfesten. Det kræver så lige, at store dele af Amazon regnskoven fjernes og brændes af for at give plads til den økonomiske vækst.

Alt i alt, så kan du lige så godt læne dig tilbage og "nyde" festen så længe den vare. For stoppe den i tide er ikke muligt. Sådan er det jo.

Synes du jeg da bare er en sortseer? Thjaaa. Det har jeg faktisk aldrig på noget tidspunkt været i mit liv. Men det er ved at være svært at holde den sorte sværte på afstand, sådan som matematikken i verdens vægtskål ser ud. Det er svært at tro på solskin, når himlen bare ser mørkere og mørkere ud. Selv for en ellers uforbedrelig optimist.

Erik Winberg, Rolf Andersen, Peter Mikkelsen, Liselotte Paulsen, Lars Jørgensen, Jacob Nielsen, Ruth Sørensen, Ib Christensen, Bent Gregersen, Tatiana Nielsen, Arne Albatros Olsen, Jan Fritsbøger og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

der er vist ikke nogen som egentlig ønsker global befolkningstilvækst, men vi vil alle gerne have efterkommere,
og i de lande hvor børnene er forsørgere når deres forældre bliver gamle, vil man helst have mange børn, så man er sikker på der er nogen tilbage når man bliver afhængig af dem,
men befolkningstallet er så altså slet ikke den vigtigste grund til tabet af biodiversitet,
den vigtigste grund er grådigheden, alle de ting vi vil eje og alt det vi vil forbruge, og den deraf følgende rovdrift på alle klodens resurser,
man fælder jo ikke regnskov for at få plads til mennesker, nej den fældes først og fremmest for at muliggøre overforbrug i den rige del af verden,
for dyrkning af soya så vi kan fodre alle de dyr vi spiser, og for at lave luksus-ting af træet vi kan eje.

Vibeke Hansen, Peter Mikkelsen, Liselotte Paulsen, Ole Frank, Martin Rønnow Klarlund, Hanne Utoft, Anders Reinholdt, Ruth Sørensen og Ib Christensen anbefalede denne kommentar