Klumme
Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: En maske er et valg – et mundbind er tvang

Hvad er forskellen på et mundbind og en maske? Intet, bortset fra alt
Moderne Tider
29. august 2020
Til enhver superhelt hører en form for maske, så måske er det på tide at smide mundbindet, droppe ansigtet og finde masken frem.

Til enhver superhelt hører en form for maske, så måske er det på tide at smide mundbindet, droppe ansigtet og finde masken frem.

Eileen Tweedy

Så kom den. Loven, der byder os at bære mundbind. På kort tid er hele bøtten vendt rundt. Det frihedselskende danske folk, der først forbød masker, skal nu selv til at gå med dem. Men hvad er det, der gør, at vi ikke kan lide at dække vores ansigter? Hvorfor føles det så forkert for os?

Forklaringen skal måske findes i de associationer, mundbindet skaber hos os om underlige, fremmedgørende systemer, der strammer om vores mere afslappede livsform.

Mundbindet skaber associationer til den asiatiske storby, hvor smoggen står i tætte banker, mens travle forretningsfolk baner sig vej mellem hinanden. Det skaber associationer til diktatoriske tilstande og et folk, der blot er én stor, anonym masse.

Og sådan er vi jo ikke her hos os. Hos os kan vi lide at vise vores åbne ansigt, og netop derfor rammer påbuddet noget centralt i vores tilgang til hinanden. Mundbindet, sukker vi, lukker ned for den levende og ærlige kontakt, man har ansigt til ansigt.

Ansigter

Ansigtet har altid været genstand for den jævneste såvel som den mest indviklede spekulation. Ansigtet har været forstået som et slags spejl for sjælen, som om man i dets folder og bevægelser kan aflæse, hvad et menneske virkelig mener. Vi tror for eksempel, at vi kan se, om et menneske lyver ved at se det i øjnene.

Men spørgsmålet er, hvad det egentlig er i ansigtet, som giver anledning til så store forhåbninger i forhold til at kunne aflæse et menneskes unikke følelser? Hvornår er det egentlig, at vi laver de ansigter, der én til én udtrykker vores sande subjektivitet?

Som psykoanalysen ville påpege, sætter vi simpelthen de ansigter op, der passer sig til, hvad vi (tror vi) forventes at udtrykke i forskellige situationer.

»Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker,« siges det.

Måske, men hvad er mere falsk end et smil? Smilet er ren autopilot. Som Jean Baudrillard sagde det (sandsynligvis også med et smil): »Smil, og andre vil smile tilbage. Smil for at vise, hvor gennemsigtig og hvor ligefrem du er. Smil, hvis du ikke har noget at sige.«

Vi er desværre heller aldrig helt os selv i vores ansigter.

På en mærkelig måde kan vi således være anonyme, også selv om vi er ekstremt individuelle i vores udtryk og grimasser. Der findes maskiner og platforme, der genererer ansigter i metervarer, Facebook, Zoom osv.

Alle de skæve, tossede ansigter kommer i den samme form, konstrueret efter ’den store Andens’ blik – dvs. den måde, vi formoder, vi skal se ud på.

Masker

Måske er det på tide at smide Emmanuel Levinas og alle de andre ansigtsteoretikere på porten. På mange måder er masker simpelthen bare sjovere. Masker og forhæng, man kan trække for, gør ikke verden mindre sexet, som alle ved. Med masker kan man begynde at lege med identiteten, man kan skjule sig, og man kan lege, at man er en anden.

Til enhver superhelt hører således en form for maske. Nogle masker skjuler mundstykket, og her er vi gerne i en skurkeverden, mens andre sidder for øjnene. Nogle masker gør egentlig ingen forskel, som for eksempel Zorros brillemaske, men giver alligevel helten en form for styrke.

Ligesom det at tage underbukser uden på bukserne gør et eller andet superhelteagtigt ved én, gør masken det også. Den forlener ansigtet med en ekstra forstærkning, en ekstra ‘fallisk’ styrke. Masken skjuler noget, nemlig fjæset, og den viser, at vi kan være andre, end dem vi er.

En berømt historie fra Alphonse Allais fortæller om Raoul og Marguerite, der er taget til maskebal for at forløse deres hemmelige kærlighed. De mødes i et hjørne og kærtegner hinanden, men da Raoul endelig tager masken af Marguerite, finder han ud af, at der gemmer sig en anden bagved. Og det forrygende er, at da Raouls maske falder, gemmer der sig også en anden dér.

Mundbind

Det er meget sigende, at vi i den danske andedam er endt med ordet ’mundbind’ i stedet for ’maske’. Mundbindet har naturligvis en længere historie, der begynder, før coronavirussen kom til, men alligevel er det påfaldende, at alle nu taler om ’mundbind’ overalt.

Mundbindet har at gøre med noget, der tvinges, bindes, på os, som fremmedgør og anonymiserer os, og som gør, at vi ikke kan smile til hinanden, kommunikere og hyggespise lidt hele tiden, som vi ellers er så glade for.

Og så er der noget ved ordet, der trækker det i retning af noget frastødende. Måske fordi et bind, eller en forbinding, man sætter på en krop, uvægerligt får en til at tænke på ubehagelige væsker. ’Mundbind’ skal beskytte os fra hinandens væsker, men det virker uundgåeligt også noget klaustrofobisk.

Et fremmedgørende bind til at savle i, som man selvopofrende kan påføre sig, mens P.H.’s efterhånden helt kitschede, »Man binder os på mund og hånd« kører i baggrunden. Det er, hvad vi kan få det til. Men måske er det på tide at smide ansigtet, droppe mundbindet og tage masken på i stedet.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg har ikke selv endnu været nødsaget til at bruge mundbind/maske, men det kommer jo, og umiddelbart forekommer det mig, at det må være vanvittigt irriterende at have på...

- Men så på den anden side, hvis man læser følgende ode til ansigtsmasken, så er det måske alligevel meget fedt og med en del fordele ;-) :

https://www.politico.eu/article/an-ode-to-the-face-mask-coronavirus-covi...

Thorkel Hyllested

Hånd og mund, ja. Vi lavede forbud mod burka og påbød håndtryk. Nu ser vi hvordan de småbarnlige indgreb vender tilbage med omvendt fortegn. Måske er der alligevel en himmelsk retfærdighed?

Katrine Damm, Maj-Britt Kent Hansen, Carsten Munk, Jørgen Mathiasen, Eva Schwanenflügel, Lars Løfgren, Marianne Jespersen, Steffen Gliese, lars søgaard-jensen, Anders Graae, Lars Koch, Lillian Larsen, Hans Larsen, Mads Greve Haaning, Sven Elming, Dorte Sørensen, Ebbe Overbye og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Endelig kan jeg måske få lov at ha min burka i fred?

Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Karen Grue og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"Det er meget sigende, at vi i den danske andedam er endt med ordet ’mundbind’ i stedet for ’maske’. Mundbindet har naturligvis en længere historie, der begynder, før coronavirussen kom til, men alligevel er det påfaldende, at alle nu taler om ’mundbind’ overalt."

Det er da ikke et tilfælde.

Det er helt bevidst, at det ikke skal hedde en 'maske' - som det hedder på andre sprog - for vi har jo netop vedtaget at masker er forbudte..

Sikkert også en god grund til at det tog så lang tid, før det blev politisk acceptabelt at indføre masken i offentlige transportmidler; det gik jo ikke at lægge sig ud med de vedtagne normer for nøgne ansigter i samfundet..

Derfor skal det eufemistisk kaldes "mundbind", ligesom vi heller ikke taler så højt om at statsborgerskabsceremonierne har fået suspenderet det klamme og smittebefængte håndtryk ;-)

Katrine Damm, Thomas Tanghus, Ervin Lazar, Randi Christiansen, Lillian Larsen, Maj-Britt Kent Hansen, Ebbe Overbye og Jørgen Mathiasen anbefalede denne kommentar