Essay
Læsetid: 8 min.

Det handler om at rejse sig op med frygten i lommen og gøre noget

Sara slutter fred med fremtiden. Sara Mering har undersøgt sin frygt for klimakrisen, internettet, psykisk sårbarhed, magt og penge. Nu mangler hun at finde ud af, hvordan hendes generation skaber forandring. Svaret, tror hun, skal findes i fællesskaberne
»Jeg er ikke bange for, om min generation, kommer til at handle. Virkelig ikke. Jeg tror på os. Jeg mærker en styrke hos os,« skriver Sara Mering.

»Jeg er ikke bange for, om min generation, kommer til at handle. Virkelig ikke. Jeg tror på os. Jeg mærker en styrke hos os,« skriver Sara Mering.

Sarah Hartvigsen Juncker

Moderne Tider
8. august 2020

Hvad så nu?

Vi er nu nået til det sidste kapitel i mit forsøg på at blive bedre venner med fremtiden. Gennem det seneste halve år har jeg undersøgt nogle af de store udfordringer, som min generation står over for – og jeg har skrevet om dem den sidste måneds tid. Men undervejs er der også dukket nye op. En pandemi og et vigtigt, men krævende opgør med undertrykkelse og racisme.

Her til sidst skal det ikke handle om et emne, jeg er bange for. Det skal handle om at rejse sig op med frygten i lommen og gøre noget. Det skal handle om forandring.

Det meste af det, jeg frygter for fremtiden, er allerede en del af nutiden. Klimaforandringerne er i gang. Masseovervågning og dataindsamling er allerede opfundet og implementeret dybt i min hverdag. Den stigende psykiske sårbarhed findes. Magten og pengene er blevet bundet sammen i store, problematiske systemer.

Nu er spørgsmålet i stedet, hvor stort alt dette vokser sig, og hvor meget min generation kan nå at ændre på.

Man skal ikke være bange. Det er der efterhånden mange, som har sagt til mig. Og jeg kan godt se, hvad de mener. Der er mange, meget uhyggelige ting ved bare at være i live, at være ung, at være menneske i 2020. Og jeg tror, folk har prøvet at fortælle mig, at den skræmmende vished om livet og uvished om fremtiden, bliver man nødt til at leve med. Men man må gøre det på en måde, hvor angsten ikke holder én fast.

Så her kommer noget, jeg ikke er bange for.

Jeg er ikke bange for, om min generation, kommer til at handle. Virkelig ikke. Jeg tror på os. Jeg mærker en styrke hos os.

Men hvad gør vi nu? Hvordan skaber man overhovedet forandring? Og hvem skal man gøre det med? Jeg har spurgt tre kloge og handlende mennesker.

Forskellige former for forandring

»Jo ældre man bliver, i jo højere grad drømmer man om, at der kommer nogle unge ind og viser én den del af verden, man ved, at man ikke ser,« siger chefredaktør Rune Lykkeberg til mig. Vi sidder over for hinanden.

Jeg spørger ham, hvorfor jeg egentlig har fået lov til at lave denne serie i hans avis.

»Jeg synes, at din generations kontrakt med samfundet er et væsentligt anliggende.«

Og så forklarer Rune Lykkeberg, hvordan de tidligere generationers kontrakt med samfundet har set ud.

68’ernes kontrakt var, at de ville rive alt det gamle lort ned, så de næste generationer kunne være frie.

For hans egen generation var kontrakten at gøre grin med alt det, de andre tog alvorligt, så alle kunne blive frie.

Men min generation har et anliggende, som Rune Lykkeberg ikke kender til.

»Jeg tror, at offentligheden har brug for at kende det. Jeg tror, at I som generation har brug for at gøre jer klart, hvad det er, I gør og vil.«

Særligt fordi, siger Rune Lykkeberg, hans egen generation og resten af samfundet har brug for at forstå, hvordan de bedst muligt kan hjælpe os med det.

Og Rune Lykkeberg mener, at min generation har en særlig måde at håndtere tingene på i klimakrisen, som måske kunne blive et forbillede for resten af den forandring, vi vil skabe.

»Hvor 68’erne sagde: ’Jeres sandheder er løgne’ til deres forældre, så siger I: ’Jeres sandheder er rigtige. I skal bare tro på dem.’«

Sarah Hartvigsen Juncker

Rune Lykkeberg mener, at min generations måde at handle på; at træde i karakter som fællesskab på, er ved at holde samfundet fast på det bedste, samfundet har lovet.

»På den måde ser jeg jer meget som en forlængelse af borgerrettighedsbevægelsen og kvindekampen. De skabte forandring ved at sige: Det her er samfundets idealer, og det her er samfundets praksis. Og vi er rasende, for samfundets praksis lever ikke op til dets idealer.«

Det er en historie, som min generation skal huske, siger Rune Lykkeberg, for det er en historie af enorme fremskridt.

Dengang i 68

Der er et lille klip fra slut-70'erne med Poul Nesgaard, som jeg har set flere gange. Først ser man bare en vej, som kameraet følger. Hurtigt hen over asfalten og med andre biler susende forbi. Men så opdager man, at vejen, bilerne og asfalten er vendt på hovedet. Hele verden er blevet vendt på hovedet. Og Poul Nesgaard dukker op som journalist i byen, de kalder Omvendtslev.

Poul Nesgaard kom ind på Danmarks Radio, da han var 16 år gammel og lige var blevet smidt ud af gymnasiet.

»Jeg er snart 68 år, og det svarer til den tid, jeg er rundet af. 68. Det var en tid, hvor verden gik i pubertet.« Man følte en enorm frihed til at springe ud som det menneske, man var, fortæller han. »En frihedstrang – i et fællesskab.«

Jeg taler med Poul Nesgaard, fordi jeg tror, fællesskaberne skal spille en særlig rolle i hele min generations kamp for forandring. Jeg tror, man kan ændre på mere, når man står sammen. Og derfor tænker jeg, at jeg måske kan lære noget af de fællesskaber, som skabte forandring før os.

Poul Nesgaard fortæller mig om Mogens Vemmer, som var programchef dengang i 68. Det var ham, som fik ideen til, at unge selv skulle lave fjernsyn. Og han havde den holdning, at hvis man ikke havde begået én eller to fejl om ugen, så havde man ikke lavet det, man skulle. Det var først, hvis man begik den samme fejl flere gange, at den var gal.

Jeg var ikke selv født, dengang Poul Nesgaard rullede over skærmen og forandrede måden at lave fjernsyn på. Men mine forældre fortæller nogle gange om det. De fortæller om al den leg og kreativitet, som redaktionen åbnede op for. Og som inspirerede så mange unge, der så med.

Selv om der måske er meget, jeg kan lære af Poul Nesgaards generation, så er de også en del af problemet nu.

»Vi sidder på så meget. Både magt og dårlige vaner og forventninger om, hvad der er helt naturligt at gøre,« fortæller han. Og tilføjer at hans generation eksempelvis har levet i en total formørket uvidenhed om de klimaaftryk, de sætter i verden. »Nu har vi al den viden, og alligevel sidder vi her med vores ladhed og manglende evne til at turde ændre noget som helst,« siger han.

Vi har jo brug for hinanden. Generationerne imellem. Poul Nesgaard og jeg. Det kan jeg mærke, når jeg taler med ham. Og så tænker jeg på, om det måske også er min generation, som skal turde række ud efter de andre.

»Man skal ikke være bange for den ældre generation. Man skal ikke være bange for dem, man har som helte. Hvis man har brug for hjælp eller for muligheder, skal man spørge.«

For som gammel bliver man fascineret, siger Poul Nesgaard. »Man tænker: Gud, er der stadig brug for mig?«

At vælge sine kampe

Den mulighed som Poul Nesgaard fik på DR i 68, den er der jo bare desværre ikke ret mange, som får. Den slags fællesskab, han fortæller om, hvor man får plads til at være kreativ og forandre noget bestående, bliver man nogle gange nødt til selv at skabe.

Og det har Malika Mahmoud gjort. Hun er fra min egen generation, og hun har skabt en community radio, en fællesskabsradio, som hedder MMH radio. Jeg vil gerne tale med Malika Mahmoud om, hvordan man starter et kreativt og meningsfuldt fællesskab op selv.

Sarah Hartvigsen Juncker
Der er helt hult og tomt på natklubben Bakken i Kødbyen, da jeg kommer ind. Det er også midt på dagen, en tirsdag. Malika Mahmoud åbner døren til et lille baglokale med tæpper på væggene.

»Her holder vi til,« siger hun. Hendes flettede hår er bundet sammen med en masse små træperler, og når hun bevæger sig, rasler de mod hinanden.

»Jeg startede radiostationen, fordi jeg savnede et sted i København, hvor folk fra hele verden med forskellige nationaliteter, etniciteter, seksualiteter kunne samles om musik,« fortæller hun.

Malika Mahmoud har skabt noget, som ikke var der før. Et fællesskab som manglede, og som kunne være med til at brede musikken ud – både genremæssigt og identitetsmæssigt, som Malika fortæller. Hendes bedste råd til andre unge, som også har brug for at starte et fællesskab op selv, er bare at gøre det. »Det skal ikke være, fordi man tænker, at man ikke har erfaring nok. Det får man!«

Jeg spørger Malika Mahmoud, hvad hun tænker om fremtiden?

»Der sker alt muligt lige nu, som jeg er vildt bange for,« siger hun.

— Hvilke udfordringer tænker du på?

»Åh, der er så mange.« Og hun fortæller om asylcentrene, strukturel racisme, flygtningekrisen, klimaforandringerne. Men Malika Mahmoud spørger også mig, hvad jeg tænker om fremtiden.

Og jeg fortæller om hele serien. Jeg fortæller, at jeg i begyndelsen havde en følelse af, at det hele bare ville blive værre og værre. Men at jeg også har opdaget, at handling faktisk hjælper. At det hjælper at forstå tingene bedre og tage et ansvar for at lave dem om.

»Ja!« siger Malika Mahmoud, men hun tilføjer, at man også skal lære, hvordan man ikke kommer til at tage ansvaret for alt for mange ting.

»Der er virkelig mange kampe, jeg har lyst til at tage ansvaret for. Og jeg prøver, så godt jeg kan. Men jeg er også rigtig dårlig til at give mig selv pauser – at lade mig selv op.«

Hvis man skal ændre på alle de store udfordringer i verden, skal man også sørge for, at man ikke brænder ud. Man skal finde ud af, hvornår man skal kæmpe sine kampe. Og hvornår man skal passe på sin egen energi. Men det er noget, som kan være enormt svært i dag, forklarer Malika Mahmoud.

»Du har mulighed for at kæmpe kampen hele tiden. Når du scroller på dine sociale medier. Når du mødes med folk. Du kan kæmpe den hele tiden – i princippet. Men i praksis kan du ikke.«

Til allersidst

Da jeg startede denne serie, troede jeg ikke, at den skulle ende sådan her. Jeg forestillede mig måske, at jeg ville blive præsenteret for nogle nye videnskabelige opdagelser, som kunne komme og redde os. Eller at min generations situation var så særlig, at der ikke var andre, som ville kunne forstå den.

Men sådan har jeg ikke haft det. Sådan er det ikke blevet.

Jeg har mødt fire store udfordringer – og flere endda, som kræver en kamp nu. Som kræver ansvar og indsigt, og som er svære at løse.

Og jeg kan ikke lade være med at føle, at jo mere jeg ved, jo mere har jeg også et ansvar for. Jeg får lyst til både at redde klimaet, sætte mig imod tecgiganterne, ændre de økonomiske systemer og passe på vores psykiske sårbarhed. Og jeg ville virkelig inderligt ønske, at jeg kunne gøre alt det.

Men det er også gået op for mig, at det, som virkelig ikke må ske, er, at min generation brænder ud. For vi tager et kæmpe ansvar på os.

Fremtiden deler min generation mest af alt med generationerne efter os. Men nutiden deler vi alle sammen. Derfor bliver vi nødt til at stå sammen, og vi bliver nødt til at turde give taletid, magt og omsorg videre til hinanden.

Sarah Hartvigsen Juncker

Serie

Sara slutter fred med fremtiden

Sara Mering er 23 år og bange for fremtiden og de kæmpestore udfordringer, som hendes generation går imod. Gennem interview med eksperter, debattører og kunstnere undersøger hun i fem afsnit klimaforandringerne, internettet, psykisk sårbarhed, pengene og magten og de meningsfulde fællesskaber i håbet om til sidst at kunne slutte fred med fremtiden.

Serien udkommer også som en podcast i fem afsnit, der går yderligere i dybden med hvert enkelt tema. Hør dem her.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Lindholm

Den Socialdemokratiske velfærdsstat bygger på medmenneskelighed, fællesskab og andelsbevægelse, mens Venstre & Co's forsikringssamfund bygger på angst, frygt og den stærkes magt over de mindre ressourcefulde.

Hvilken vej du så synes det skal gå har du således indflydelse på i stemmeboksen. Mindst 80% af befolkningen vil være bedst tjent med en rød regering. Det kan derfor undre, at rød blok ikke har mindst 80% af stemmerne. Nogen i den danske befolkning må således være blevet manipuleret til at stemme imod deres eget bedste.

Jan Fritsbøger og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
Ole jakob Dueholm Bech

Jeg troede ellers, at andelsbevægelsen var en del af Venstres historiske bagage. Jeg tror ikke, at den har noget med Socialdemokratiet og velfærdsstatsideologien at gøre.

Hej Sara. Mange tak for en rigtig god artikel serie! Jeg synes dine valg af emner er absolut relevante, og det har været meget indsigtsgivende og har skabt eftertænksomhed. Specielt synes jeg der rundes eminent af med erkendelsen af, at man nogen gange må udvikle et konstaterende forhold til frygten for at komme videre, og så det vigtige, at man ikke kan tage det hele på sig! At sørge for ikke at brænde ud er en vigtig del af selvomsorg! God vind ind i fremtiden til dig.

Jan Fritsbøger

Jeppe jeg er enig lige bortset fra at socialdemokraterne har glemt hvem de er, og desværre bakker op om det meste af højrefløjens projekt, i dag er S desværre et borgerligt parti med vækst som hovedmålet med deres aktivitet, klimaet og omsorgen for de svage er blevet sekundære, de markedsfører den borgerlige løgn om at virksomhedernes indtjening er vigtig og gavner alle.

Steffen Gliese

Demokrati er ikke valg, demokrati er deltagelse i udviklingen af samfundet igennem partier og andre organisationer. Man kan ikke have et folkestyre, hvis folket ikke styrer.
Det er dejligt at læse denne erkendelsesrejse for et reflekteret ungt menneske. Ingen kan ganske rigtigt gøre det hele, hvis det skal gøres grundigt nok, så man må, som vi i et lille land ved så godt, specialisere sig i forventningen om, at andre også gør det på andre områder.
Mht. kooperationen, så blev den overtaget af arbejderbevægelsen under netop navnet 'Bevægelsen', der kom til at omfatte brugsforeninger i byerne, boligforeningerne og en række medarbejderejede virksomheder, hvoraf flagskibene i længden ikke holdt, men hvor man kan se, at de begynder at opstå igen indenfor mange områder.