Klumme
Læsetid: 3 min.

Lidt over middag tabte tudsen til snogen i min havedam og blev en del af naturens kredsløb

Æd eller bliv ædt er naturens orden, og man skal ikke iagttage dyr længe, før man fornemmer, at det er en viden, de lever med, skriver Informations kulturjournalist Karen Syberg
Æd eller bliv ædt er naturens orden, og man skal ikke iagttage dyr længe, før man fornemmer, at det er en viden, de lever med, skriver Informations kulturjournalist Karen Syberg

Sofie Holm Larsen

Moderne Tider
8. august 2020

Måske skulle jeg være mere bange for slanger, end jeg er, men jeg er temmelig sikker på, at slanger er mere bange for mennesker, end mennesker behøver at være for slanger. Eller måske skyldes det bare, at jeg kommer fra Danmark, hvor højdepunktet af dramatik er en hugorm.

Muligvis har jeg bare været heldig, men jeg har altså uden slangeskræk vandret i naturen rundt omkring, hvor jeg har været. På vej op ad et lavt bjerg i den indiske delstat Andhra Pradesh blev jeg engang forfulgt af tre mænd, der gjorde fagter til mig og forsøgte at indhente mig, noget der skræmmer mig lidt mere end slanger. Men der var ikke andet at gøre end at blive stående, jeg var fuldt synlig i den lave bush, jeg kunne ikke slippe væk.

Og så var sagen, at de kom med en død kobra på en pind, som de viste mig for at betyde mig, at jeg nok hellere måtte se at komme ned ad den bjergside i en fart: Der var flere, hvor den kom fra.

En anden gang, det var i Naivasha i Kenya, var jeg tæt på en pyton. Jeg gik tur rundt om en meget smuk, højtbeliggende kratersø sammen med min mand og min søn. De gik bag mig, så jeg gik glip af det syn, de så: pytonslangen, der snoede sig ud i vandet mellem benene på mig. Jeg nåede knap at opfatte den.

Snogen og tudsen

Faktisk stammer min mest dramatiske slangeoplevelse fra vores egen havedam. Dér var en temmelig stor snog flyttet ind i stensætningen ned mod vandet, hvilket ikke mindst kunne spores i et ærgerligt svind i dammens bestand af frøer.

Men en forårsdag havde snogen fået fat i bagbenet på en stor hunskrubtudse, faktisk på størrelse med min knyttede hånd. Snogen baksede med at få noget mere af tudsen ind i gabet – snoge kan åbne deres gab på hængsler, så de virkelig kan få noget indenbords – mens tudsen sprællede og prøvede at kæmpe sig væk med sine tre frie ben. Det blev ved i timevis. Vi kiggede til dem med jævne mellemrum, men stillingen var længe status quo.

Omsider lidt over middag, da vi atter kiggede efter, var det på en eller anden måde lykkedes snogen at få fat om tudsens hoved, og nu gik resten af dagen med, at tudsen langsomt, men uafvendeligt, gled længere og længere ned i slangen. Det mindede om den struds, der har slugt et vækkeur i en gammel Disneyfilm, snogen bulede voldsomt ud, og bulen gled stadig længere ned, som eftermiddagen gik på hæld.

De næste dage lå den ubevægelig og fordøjede på den lille ø i midten af havedammen.

Krager er kloge

Nogen tid senere fandt vi den død på havegangen – jeg går ud fra, at en hejre havde været på spil. Hejrer får vi nemlig også besøg af, de er ude efter vores guldfisk, og de skal være hjerteligt velkomne, for guldfiskene formerer sig alt for villigt, og de æder haletudserne, og så kommer snogen til at mangle føde, og så … ja, æd eller bliv ædt, det er nogenlunde sådan, naturens fødekæde fungerer. »Hvis slangen skal leve, må haren dø,« lyder et kinesisk ordsprog, og man skal ikke iagttage dyr længe, før man fornemmer, at det er en viden, de lever med.

Dammen er også fuglenes vandingshul, og hvis man en sen eftermiddag sidder og følger, når de kommer og drikker, er det slående, at småfuglene uafbrudt vender hovedet i alle retninger, hele tiden på vagt. Fra Rose de Recht-busken flyver de over i klokkebusken, hopper forsigtigt nedad fra gren til gren, indtil de når ned til en gren, der hænger så lavt ud over vandet, at de kan nå at drikke, inden de lynhurtigt hopper i skjul inde i busken igen.

Det må være stressende at være en lille fugl. Rovfuglene kan tage det mere roligt, selv om de også bliver jaget. Ser man en rovfugl kredse, er den ikke så sjældent forfulgt af en rockerbande af opbragte krager – der i øvrigt, som nogle af de få, tilsyneladende lever i nogenlunde fred.

Det er oftest krager og ikke slanger, der uforfærdet fouragerer i en død hare midt på landevejen. Hvis man kommer i bil, hopper de i velberegnet afstand ind til siden og lader én passere, hvorefter de hopper ud igen og fortsætter måltidet. Krager er kloge, og de kan afstandsbedømme.

Men der kan jo komme en hæslig jæger.

Serie

Mit møde med naturen

Naturen er storladen og voldsom, grim og rå, pyntet og yndig. Og vores møder med den kan være både farlige og eftertænksomme, kosmiske og komiske, opløftende og fornedrende. I denne klummeserie reflekterer Informations journalister over deres eget forhold til naturen med udgangspunkt i en konkret naturoplevelse.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vi har ingen havedam, men til gengæld har vi en stor kompostanlægning i vores lille frugtplantage her på Balkan. Og her bor altså også Carl Gustav, som vi kalder ham.

Umiddelbart ligner han, med sin mørke zig-zag-mønster. en af Balkans mange forskellige sandhugorme, der er Europas farligste giftslange. Men med sine omkring 2½ meters længde er han alt for stor til at være det. Så vi gætter på, at han er en slags forvokset snog.

Vi lever i en slags indbyrdes forståelse med ham. Vi er ikke bange for ham, og han føler sig åbenbart temmelig tryg ved os. Derfor ser vi ham tit ligge og sole sig midt i komposten eller drivhusets cementkant. Men vi har også set ham ligge under bladene på en af vinstokkene.

For en sikkerheds skyld holder vi selvfølgelig vores bengal-kat, Lucy, der har ægte vilde gener, væk fra området.

Hvad Carl Gustav egentlig lever af, står os ikke helt klart. Men tilsyneladende bor han nede i den løse kompost. Og en gammel nabo, der kalder sig selv serber, beretter, at vi skal passe godt på Carl Gustav, for han er værdifuld, da han holder snegle væk fra vores planter.