Et liv er forbi: Anne Elmer kunne få 200 motorcyklister til at gå op i stavnsbåndets ophævelse

En dag for 16 år siden fik Anne Elmer en idé: Hun ville lave en kulturhistorisk udflugt for motorcyklister. De skulle køre omkring 100 kilometer og undervejs stoppe ved udvalgte steder, hvor hun ville fortælle om den danske historie.

Hendes mand tænkte, at højst en håndfuld mennesker ville dukke op, for de fleste motorcyklister gider da ikke at parkere kværnen for at høre historiske foredrag.

Men Anne Elmer fortsatte utrætteligt med at udvikle arrangementet, og da ægteparret ankom til mødestedet, en time før starttidspunktet, var omkring 40 motorcykler allerede på plads. De endte med at blive 90 den dag.

Arrangementet er siden blevet en fast tradition, og da der var flest, dukkede cirka 240 mennesker op for at køre på motorcykel og lytte til Anne Elmers historier.

Hun talte om Stavnsbåndets ophævelse, om stenalderens glemte historier, om emner, man umiddelbart tænker er for tørre til en flok motorcyklister med hang til vind i håret.

Men Anne Elmer kunne gøre historien levende for de fleste. Hun gravede utrolige anekdoter frem af historiebøgerne, som hun bladrede i morgen og aften, og leverede dem med indlevelse og humor, så hendes tilhørere hungrede efter mere.

Hun talte om at vække den kulturhistoriske sans i både børn og voksne, og det var det, hun gjorde til sin karrieres projekt. Som formidler på Museum Lolland-Falster tog hun på byvandringer med smedemestre, fortalte tredjeklasser om stenalderens mysterier og holdt historiske saloner for ældre med demens. Hun viste dem fotografier og fortalte historier fra 1950’erne og 60’erne, så de lyste op og begyndte at fortælle livligt om deres egen ungdom.

Sov på kontoret

Anne Elmer var egentlig uddannet skolelærer, men hun fandt jobbet for snævert og rutinepræget, og snart viede hun det meste af sin tid til historieformidlingen. Hun var med til at åbne Post & Tele Museum på Købmagergade i København i slutningen af 1990’erne, og i en periode arbejdede hun så hårdt, at hun ofte sov på kontoret.

Hun insisterede på at gøre tingene ordentligt, uanset hvor mange timer det krævede.

Men en dag sagde hendes datter til sin far, at hun næsten ikke kendte mor mere, fordi hun så ofte var på arbejde, og da Anne Elmer hørte det, trappede hun ned for at bruge mere tid med familien. Hendes familie kunne altid regne med hende.

Hun fandt arbejde nær sit hjem i havnebyen Bandholm på Lolland, hvor hun var vokset op og boede i sine forældres gamle hus. Hun engagerede sig ivrigt i lokalsamfundet, lavede byvandringer for at holde lokalhistorien i live og var en drivende kraft i en række foreninger.

Hendes datter, der stadig bor i området, bliver ofte genkendt på gaden af folk, hun ikke husker, fordi de kendte Anne Elmer.

Historien om pandekagen

Hun var stadig i gang med et væld af projekter, da hun i slutningen af 2019 blev ramt af et voldsomt ubehag. Først troede lægerne, at det ville gå i sig selv, men det gjorde det ikke, og efter et hektisk forløb fik hun konstateret et paraneoplastisk syndrom, en sjælden lidelse, der ikke kunne helbredes.

Hendes mand nåede at få flyttet hende til det hospice i Bandholm, der ligger bare en kilometer fra huset, Anne Elmer havde overtaget fra sine forældre. Hun døde den 12. november 2019, 63 år gammel.

Da hun blev begravet, var kirken med over 300 pladser fyldt til sidste sæde. På gravstenen skrev familien: »En ildsjæl har forladt os.«

Anne Elmer sagde ikke meget i de sidste dage, for smerterne var store. Men en dag, da hendes børnebørn besøgte hende på hospitalet, udbrød hun »pandekage, pandekage, pandekage!«.

Vi skal da ikke have pandekager nu, tænkte hendes mand, men et af hans børnebørn kiggede på ham og sagde: »Nej, farfar, det er historien om pandekagen, der hopper af panden for ikke at blive spist, og tager på eventyr« – en historie, Anne Elmer havde fortalt igen og igen til sine børnebørn.

Anne Elmer kunne ikke selv fortælle historien fra sygesengen, så i stedet tog hendes barnebarn ordet og fortalte historien om pandekagen. Og mens den syvårige pige fortalte, kunne man mærke, at Anne Elmer glemte smerterne og faldt til ro i sin seng.