Analyse
Læsetid: 4 min.

Magtkamp om EU’s budget: Hvem bestemmer?

I slutningen af juli måned – efter fire dages intense forhandlinger – blev EU’s stats- og regeringsledere enige om et budget for EU og en plan for økonomisk genopretning. To dage senere afviste Europa-Parlamentet at godkende budgettet. Konflikten handler om, hvem der skal bestemme over unionens penge
Europa-Parlamentet er ofte blevet skudt i skoene, at det ikke mestrer parlamentarismens kunst. Særligt i forbindelse med valget af præsidenten for kommissionen i december 2019 fik parlamentet kritik. Her ses kommissionsformand Ursula von der Leyen til et ekstraordinært møde med Europa-Parlamentet d. 23. juli i forbindelse med vedtagelsen af EU-budgettet.

Europa-Parlamentet er ofte blevet skudt i skoene, at det ikke mestrer parlamentarismens kunst. Særligt i forbindelse med valget af præsidenten for kommissionen i december 2019 fik parlamentet kritik. Her ses kommissionsformand Ursula von der Leyen til et ekstraordinært møde med Europa-Parlamentet d. 23. juli i forbindelse med vedtagelsen af EU-budgettet.

European Union Xinhua / eyevine

Moderne Tider
15. august 2020

Med et flertal på 506 mod 161 (23 undlod at stemme) afviste Europa-Parlamentet at godkende det budget, stats- og regeringscheferne i EU havde forhandlet sig frem til. Afvisningen blev ledsaget af en resolution underskrevet af de største politiske grupper i Europa-Parlamentet, der fremlægger Europa-Parlamentets synspunkter.

Forslaget er ifølge Europa-Parlamentet ikke ambitiøst nok, hvad angår forskning og klima. Derudover kræver Europa-Parlamentet en stærkere retsstatsmekanisme, og det kræver styrket parlamentarisk kontrol med de penge, der skal gives til de stater, som er blevet hårdest ramt af coronakrisen.

Klima og forskning er klassiske mærkesager for Europa-Parlamentet, og det er mærkesager, Europa-Parlamentet hele tiden har fremhævet som nødvendige for europæisk fremtidig vækst. Derfor er det ikke overraskende, at disse prioriteter fremhæves forud for forhandlingerne med Rådet.

Men ud over at søge at sætte et fingeraftryk på mærkesagerne er Europa-Parlamentets afvisning af budgettet også del af en mere grundlæggende diskussion om, hvilke EU-institutioner der bør bestemme hvad, når det kommer til EU’s budget.

Hvem bestemmer?

Den nuværende proces for vedtagelsen af EU’s budget trådte i kraft med Lissabontraktaten. Lissabontraktaten styrkede parlamentets beføjelser og gjorde Europa-Parlamentet til medlovgiver på de fleste områder. Så vidt gik det dog ikke, hvad angår EU-budgettet – her kan Europa-Parlamentet blot godkende (eller forkaste) Rådets udspil.

Styrkelsen af parlamentets beføjelser var et led i en større diskussion om, hvordan man kunne sikre et mere demokratisk EU. Her var en central komponent at give mere magt til EU’s eneste direkte valgte organ. Parlamentets godkendelse af budgettet skal således give budgettet en styrket demokratisk legitimitet, og det er netop prisen for den legitimitet, som Europa-Parlamentet i de kommende uger skal forhandle med Rådet.

Det er kun anden gang, at man forhandler budgettet på plads, efter at Lissabontraktaten trådte i kraft. Og forholdet mellem institutionerne i forhandlingerne – særligt hvad angår stats- og regeringscheferne og Europa-Parlamentets rolle i forhandlingerne – er stadig under udformning.

Hvad gælder som lovgivning?

Både Polen og Ungarn havde det som en central prioritet at stække den foreslåede retsstatsmekanisme, der skal sikre, at EU-midler kun gives til stater, der overholder retsstatsprincippet. I budgetforhandlingerne mellem stats- og regeringslederne blev kommissionens mulighed for at aktivere retsstatsmekanismen da også mindsket betydeligt. 

Europa-Parlamentet understreger i sin resolution, at man er stærkt utilfreds med, hvad der opfattes som en udvanding af retsstatsmekanismen. Parlamentet mener nemlig, at det underminerer kommissionens og Europa-Parlamentets arbejde for at sikre, at EU’s midler ikke gives til stater, der systematisk vælger at se stort på EU’s værdier.

Men parlamentets utilfredshed angår ikke kun anvendeligheden af retsstatsmekanismen.

Parlamentet understreger også, at retsstatsmekanismen er en del af EU-lovgivningen. Dette er vigtigt, for det stiller skarpt på spørgsmålet om, hvem der må lovgive, og hvad der tæller som lovgivning.

Ifølge Lissabontraktaten er det stats- og regeringschefernes rolle at definere EU’s generelle politiske linje og prioriteter. Når det kommer til budgettet, er deres rolle at rådgive Rådet på de vigtigste prioriteter således, at Rådet sættes i stand til at nå frem til sit budgetforslag. I praksis er processen i højere grad dikteret af stats- og regeringscheferne.

Europa-Parlamentets kritik af retsstatsmekanismen eksemplificerer, hvordan uenighederne ikke kun angår politiske prioriteter, men også berører institutionelle spørgsmål. Stats- og regeringscheferne skal – ifølge parlamentet – holde sig til deres mandat (de store linjer og prioriteter).

Når stats- og regeringscheferne som et led i forhandlingerne går ind og piller ved teknikaliteter (som for eksempel hvordan retsstatsmekanismen aktiveres), er man altså inde at røre ved spørgsmål, der burde ligge inden for den fælles beslutningsprocedure og derfor være en forhandling mellem Europa-Parlamentet og Rådet.

En test af parlamentets standhaftighed

Europa-Parlamentet er ofte blevet skudt i skoene, at det ikke mestrer parlamentarismens kunst. De politiske grupper er blevet kritiseret for at være for utydelige, og det er uklart, hvordan nationale interesser vægtes op imod ideologiske.

Særligt i forbindelse med valget af præsidenten for kommissionen i december 2019 fik parlamentet kritik. Parlamentet tabte kampen med stats- og regeringscheferne om, hvem der har det afgørende ord i forhold til kommissionsformandsposten, da det ikke evnede at finde et flertal bag en af sine kandidater, men i stedet kæmpede internt om, hvilken politisk gruppe (og dermed parlamentskandidat) der havde vundet valget.

Hvor kampen om kommissionsformandsposten splittede den ellers fast sammentømrede storkoalition mellem kristendemokrater, socialdemokrater og liberale, har de politiske grupper i Europa-Parlamentet stået sammen i deres kommunikation om parlamentets position i forhold til budgettet. Europa-Parlamentets resolution blev vedtaget med et massivt flertal.

Resolutionen genfremsætter parlamentets forslag  for eksempel nødvendigheden af at have egne indtægter og vigtigheden af at prioritere klima og lægger op til forhandling med Rådet.

Det betyder ikke, at Europa-Parlamentet skal forvente at se alle dets holdninger afspejlet i det endelige budget, ligesom det ikke kan rykke ved selve budgetrammen.

Men det indikerer, at parlamentet formår at spille sin rolle ved at minde stats- og regeringslederne om unionens politiske prioriteter og stå fast på, at løsninger skal findes med hensyn til egne ressourcer og opretholdelse af retsstatsprincippet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her