Morten Sodemann: God litteratur er som god musik – den gør hjernen afhængig

– Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»Barbara Kingsolvers Gifttræets evangelium om en amerikansk missionærpræst fra Midtvesten og hans familie i et ikke nærmere bestemt land på det afrikanske kontinent. Præsten er ignorant og mislykkes med alle sine projekter. Et træ udnævnes til en kirke, men træet bærer giftige frugter, som alle er bange for. Børnene døbes i floden, men krokodillerne i floden har dræbt flere i landsbyen, og han ignorerer kokkens kritik af hans amerikanske måde at dyrke kartofler på, så de skyller væk i regntiden. Den er en ubønhørlig historie om fordelen ved at stikke fingrene dybt i jorden, før man prøver at løse problemer, man ikke vil forstå.«

– Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»Ditte Menneskebarn af Martin Andersen Nexø. Fortællingen er enkel og nådesløs. Den var et chok for en dreng som jeg fra et trygt øvre middelklassemiljø. Voksne vil ikke altid det bedste for børn, og samfundet er ikke nødvendigvis et sikkerhedsnet. Bogen er stadig aktuel med de befolkningsgrupper, der vokser op i 2020 i armod som i Nexøs fortælling.«

– Hvad er den værste bog, du har læst?

»Medicinsk biokemi – 3.000 tætskrevne sider med syvpunktskrift. Brugte et år på at lære den udenad. Jeg har ikke anvendt så meget som et bogstav fra bogen siden da.«

– Hvilken type læser er du?

»To typer. Den ene er, at jeg ofte anvender litteratur i forelæsninger og undervisning om tværkulturel kommunikation og narrativ medicin. Det kræver, at jeg læser bøger, jeg ikke normalt ville have læst. Den anden læsetype lokkes af sprog og formuleringer, der beder om mere opmærksomhed. Lidt som god musik, der gør hjernen afhængig. Det skal være sprogligt pirrende, så al opmærksomhed indfanges.«

– Hvornår læser du?

»Om morgenen, i toget og i ferien. Men jeg prøver hver dag at læse mindst én tekst, en blog eller et kapitel. Som forsker skal man kunne læse indenad: Hvad står der egentlig, og hvad står der ikke. Mit arbejde med tværkulturelle problemstillinger har mange elementer af kognitive smutveje, fordomme og sproglige faldgruber. Patienterne har skabt et behov for at skærpe det sproglige øre for prøveballoner og metakommunikation, som litteratur beskriver perfekt. Læseskarphed er kompetencer, der forsvinder i en hverdag, som sjældent tilhører en selv – derfor læser jeg om morgenen. Det lykkes de fleste dage, når bare virkeligheden ikke står for tidligt op.«