Når børn får angst, skal deres forældre også i terapi

Det er ret tydeligt, at der bor en niårig pige i det sortmalede træhus i en lille landsby på Mols.

’I LOVE MOR’, står der med bogstavmagneter på køleskabet, og i værelset ved siden af køkkenet har Karla Grangaard sit værelse. Der er forskelligfarvet slim i bøtter og dyrefigurer i kasser, en orange drømmefanger dingler ved fodenden af sengen, og der hænger to rosetter over et elklaver. Den flotteste af dem har hun vundet for spring, for hun går til ridning.

Hendes øjne lyser af begejstring, når hun taler om rideskolen og hestene, der bor der. Hun ridder fast på Jamie, en lidt vild hest, som sætter i galop, når hun egentlig bare skulle skridte, og hopper over hegnet ud af banen med Karla Grangaard på ryggen. Men det er okay, for hun kan godt lide farten. Hun kan også klatre helt op i toppen af det store kirsebærtræ, der står i baghaven og bugner af røde bær.

»Ja, den slags har hun faktisk aldrig været bange for,« funderer hendes mor, Sofie Grangaard.

Der er andre ting, hendes datter er bange for. Hun lider af angst, som primært kommer til udtryk ved, at hun er bange for, at hendes mor dør, bliver syg eller på anden måde forsvinder.

»’Går’ er simpelthen nøgleordet. For hvis jeg går, er det ensbetydende med, at hun mister fuldstændig kontrol. Hun ved ikke, hvor jeg er, eller hvad jeg laver, når jeg går efter at have afleveret hende i skolen for eksempel.«

Nogle nætter vækker Karla Grangaard sin mor syv gange for at tjekke, om hun er død.

»Det er det samme, når hun lægger sig til at sove. Når hun lukker øjnene, kan hun jo ikke holde styr på, om jeg dør. ’Hallo mor, er du død?’, spørger hun så. Hun vil helst have, jeg sover med åbne øjne, for hvis jeg har lukkede øjne, så kunne jeg jo være død,« forklarer Sofie Grangaard.

Den stille angst

Hvor der i år 2000 var 272 børn og unge under 18 år, der var i kontakt med sygehusvæsnet på grund af angst, var det tal i 2018 oppe på 2.941. Det er næsten en tidobling. Af de 2.941 børn og unge med angst var 13 procent under 12 år gamle. Det viser tal, som Sundhedsdatastyrelsen har samlet for Information.

Det er ikke kun angst, børn og unge lider af. I en opgørelse, Kommunernes Landsforening lavede tidligere på året, fremgår det, at der er sket en stigning i antallet af børn, der har eller har haft en psykiatrisk diagnose. 14,9 procent af de 17-årige, som er den aldersgruppe, KL har fokuseret på, har eller har haft en psykiatrisk diagnose – det svarer til over hver syvende og er en markant stigning fra 11,2 procent i 2012.

Men det er især angst, der trækker andelen opad. Størstedelen af diagnoserne er stadig ADHD- og autismediagnoser, men angst er den diagnose, der forholdsmæssigt er vokset mest med en stigning på 83 procent.

Dertil kommer det store flertal af angstramte børn, hvis angst ikke er så slem, at de kommer i kontakt med psykiatrien, men i stedet modtager behandling i kommunalt eller privat regi eller ikke er i behandling endnu.

Der er få fællestræk hos børn med angst. Der er en lille tendens til, at piger får angst oftere end drenge, at børn med forældre med angst oftere får angst selv, og at generte børn oftere får angst end ugenerte børn. Det fortæller Mikael Thastum, der er professor i psykologi på Aarhus Universitet og har bragt et af de mest udbredte behandlingsmodeller, Cool Kids, til Danmark fra Australien.

»Det, der er med angstlidelser er jo, at det er svært at komme med entydige årsagsforklaringer, men der er jo forskel på børn. Man taler blandt andet om mælkebøttebørn og orkidébørn, hvor mælkebøttebørn er de børn, som lige meget hvad, de bliver udsat for, nok skal klare sig. Orkidébørn er de børn, der, hvis de har gode opvækstvilkår, blomstrer og trives, og hvis de har dårlige vilkår, er mere sårbare.«

Men selv om stigningen er markant, er der ikke nogen entydig grund til at skyde skylden på smartphones, sociale medier, fremtidsfrygt eller klimaforandringer. Børnene med angst har nemlig altid været der, siger Sonja Breinholst, der er leder af Center for Angst på Københavns Universitet, hvor de både forsker, behandler og uddanner fagpersonale i angst hos børn og unge.

»Der er sket det i Danmark de sidste 10-15 år, at vi er blevet bedre til at spotte angsten. Vi kan se, at vi længe har ligget langt under de lande, vi normalt sammenligner os med, når det kommer til forekomst af angst hos børn, og det tror jeg skyldes, at vi har haft rigtig meget fokus på udadreagerende adfærd hos børn, altså på ADHD og autisme.«

Børn med ADHD og autisme fylder ofte mere i et klasseværelse end børn med angst, som ofte trækker sig tilbage og bliver stille, fortæller Sonja Breinholst.

»Mange af dem sidder jo bare og bekymrer sig oppe i deres eget hoved; det er sjældent dem, der kaster med borde og stole. Hvis du spurgte en skolelærer for fem år siden, så ville han eller hun ikke nødvendigvis vide, hvordan angst kom til udtryk, eller hvordan man arbejdede med angst. Så vi skal ikke være nervøse for et eller andet boom, hvor det er gået galt i Danmark,« vurderer hun.

»Men måske har det, børnene er bange for, flyttet sig lidt.«

En gynge, der ikke stoppede

Det var ikke til at spotte, at Karla Grangaard ville udvikle angst, da hun startede i skole for tre år siden. Hun havde mod på hvad som helst, husker hendes mor, men fem dage efter første skoledag gyngede hun ind i et træ og fik en hjernerystelse.

»Der var en gynge i skolen, og jeg røg ind i en træstamme, fordi jeg ikke hoppede af gyngen i tide,« fortæller Karla Grangaard og kigger op på sin mor for at få mindet bekræftet.

Hun kan ikke selv huske noget fra den dag, ligesom hun i dagene efter heller ikke kunne huske sit navn, eller hvor hun boede. Hjernerystelsen betød, at Karla Grangaard var sygemeldt i et halvt år og komplet afhængig af sin mors hjælp.

»Det ændrede hende,« fortæller Sofie Grangaard, mens datteren leger på sit værelse.

»Hun havde bagefter svært ved at finde rundt og svært ved retninger. Hvis vi stod ude i indkørslen og skulle i Brugsen, vidste hun ikke, om vi skulle den ene eller den anden vej. Hun blev også meget støjfølsom og afhængig af, at jeg tyssede på hendes to storebrødre og mindede folk om at lukke døren, hvis de skulle støvsuge eller koge vand. Der oplevede hun, at jeg hjalp hende og skærmede hende, og vi var jo sammen konstant. Jeg har da selv tænkt, om det har været med til at udløse det. Siden da er det bare eskaleret,« siger Sofie Grangaard.

Når et barn udvikler angst, påvirker det ikke kun barnet, men alle omkring det. Sofie Grangaard har måttet tilpasse sit arbejdsliv, så hun kan aflevere hende i skole klokken kvart i ni og holde klar igen på parkeringspladsen klokken lidt i to hver dag. Og så hun kan have sin datter med på arbejde på dage, hvor angsten er særlig slem.

Karla Grangaards far bor i nabohuset, men i øjeblikket betyder hendes angst, at hun ofte ikke kan sove hos ham i de weekender, hvor hun ellers efter planen skulle være hos ham.

»Karlas angst betyder, at jeg jo godt kan få en idé om noget, jeg kunne tænke mig at lave, men der er ikke mange job, hvor man kan sige, at jeg skal kunne have mit barn med og gå tidligt hver dag. At gå til yoga eller kor er også droppet, for når hun skal passes, begynder hun allerede dagen inden at blive bange for at få et angstanfald, mens hun bliver passet. Så på den måde synes jeg, at man er rigtig meget forælder og ikke særlig meget sig selv,« siger Sofie Grangaard.

Her hen over sommeren ville hun ønske, at de to kunne tage på besøg hos venner en aften og grille skumfiduser over bål, til solen gik ned, men Karla Grangaard skal ligge i sin seng tidligt for ikke at blive overtræt. Bliver hun overtræt, stikker angsten af med hende.

»Jeg kan sidde på smukke sommeraftener og være kommet til at love hende, at jeg heller ikke ville gå ud i haven. Så sidder jeg herinde i stuen fra klokken halv otte, selv om græsset kunne trænge til at blive slået. Det er små ting, der måske ikke lyder af noget særligt, men når det er over lang tid, er det ret indgribende.«

»Jeg er bare mor«

Fordi forældre uundgåeligt er så involveret i deres barns angst, er det også afgørende, at de er inddraget i behandlingen, og de seneste år har forældrenes adfærd fået mere og mere opmærksomhed, fortæller Sonja Breinholst, som forsker i netop forældreadfærds betydning for børns angst.

»Tidligere har forældre haft en logistisk eller praktisk rolle, hvor de kørte deres barn til og fra psykolog eller terapi. Det er nyere, at man også kigger på, hvad forældrene skal ændre i deres måde at tænke på og opføre sig på for ikke at komme til at vedligeholde barnet i angsten. For ellers har du et barn, der går i behandling og får det bedre og så kommer tilbage i det samme miljø, og hvis forældrene ikke har lært at ændre deres adfærd, er der en risiko for, at angsten vender tilbage.«

Når børn får angst, er de fleste forældres automatreaktion at gøre alt, hvad de kan for at lindre barnets smerter, men faktisk kan forældres velmenende opførsel over for deres børn være med til at holde deres børn i angsten. Det fortæller Sonja Breinholst.

Hun udtaler sig ikke konkret om Karla Grangaards angst, men om de forældredynamikker, hun møder i sit daglige arbejde.

»Det er en forældreintuition at passe på sit barn, men man er med til at vedligeholde angsten, for jo mere man får lov at undgå det, man er bange for, des sværere bliver det at komme ud af det igen. Man skal faktisk skubbe dem ud i de situationer, barnet ikke har lyst til, og det kan jo være virkelig ubehageligt som forælder, fordi det kan føles, som om man begår et overgreb mod sit eget barn.«

Hjemme i det lille sorte træhus på Mols prøver Sofie Grangaard sig foreløbig frem.

Hun har skullet kæmpe en kamp med kommunen for at få hjælp til sin datter, og Karla Grangaard står på venteliste til et såkaldt terapiforløb i kommunen, men kan først gøre sig forhåbninger om at få en plads til november – over et år efter familien kontaktede kommunen første gang for at få hjælp til at håndtere datterens angst.

»Der er jo ikke nogen, der har klædt mig på til det, jeg er bare mor,« siger Sofie Grangaard, mens en lastbil kører forbi på den smalle landevej foran huset.

»Det er svært at håndtere, for langt det meste af det, hun er bange for, kunne jo ske i virkeligheden. Hun kan finde på at sige, at ’der kan jo komme en lastbil og køre ind i dig’, og de første gange svarede jeg ’nej nej, bare rolig, jeg er god til at køre bil’. Men så svarede hun, at ’hvad så, hvis lastbilchaufføren falder i søvn?’ Og det har hun jo ret i kan ske. Så jeg prøver i stedet at tale med hende om, hvad hun kan gøre, når de tanker dukker op.«

Hun oplever et tredobbelt pres som mor til et barn med angst: Bevidstheden om, at hun selv kan være med til at fastholde sin datter i angsten uden at vide det, kampen for at få hjælp fra systemet og endelig omgivelsernes reaktioner.

»Folk er ikke tilbageholdende med deres meninger om, hvordan jeg bør gøre. Det er store følelser at deale med i hverdagen, og det er opslidende, når det står på så længe.«

Sofie Grangaard vil gerne bruge sine aftener i stuen eller køre sin datter i skole for at undgå at se Karla Grangaards blik blive fjernt og hendes vejrtrækning blive hurtigere og hurtigere af panik, hvis hun ikke kan finde sin mor eller skal tage bussen selv. Når hun har det værst, ligger hun og ryster uden at kunne få vejret. Under coronatiden er hendes angst kun blevet værre, så Sofie Grangaard tager ingen chancer.

»Når man har et barn, der klynger sig ind til en og er angst for, at man skal dø, så gør man jo bare sådan her,« siger hun og krammer ud i luften foran sig.

»Det er ikke der, hvor man siger ’nu skal du lige prøve at sidde her selv, det kan du godt’.«

Et wakeupcall

Efter anbefaling fra en psykolog prøver Sofie Grangaard på egen hånd at rykke ved de grænser, angsten har skabt for hendes datter. Over flere måneder sætter hun sig længere og længere væk i værelset, når Karla Grangaard skal falde i søvn, og det går langsomt den rigtige vej.

Men ofte tager det noget tid for de forældre, Sonja Breinholst arbejder med, at indse, at de bærer en del af skylden for, at deres barn hænger fast i angsten. Hun fortæller om et forældrepar, der i ni år sov med lyset tændt i soveværelset, fordi deres barn var bange for mørke.

Og en forælder, der i fire år ikke har sovet i sin egen seng, men i en sofa ved barnets værelse, fordi barnet var bange for at sove alene. Ingen af dem havde tænkt over, at der kunne være noget særligt galt med det.

»’Den er så fantastisk, den sofa, man sover så godt i den’, sagde de, men da jeg så gik dem lidt på klingen, så ville den her forælder jo meget hellere sove i sin egen seng, det er klart. Det er et wakeupcall, og for mange familier kan det tage lang tid at vænne sig til tanken om, at det er hele familien, der er i terapi, ikke kun barnet,« siger hun.

I de terapiforløb, Sonja Breinholst afvikler for børn med angst, skal forældrene også i terapi. I fire ud af de ti uger, et forløb varer, får forældrene også lektier for, hvor de skal arbejde med at afvænne sig den opførsel, som kan fastholde deres barn i angsten. Det samme gør sig gældende i de Cool Kids-forløb, Mikael Thastum har introduceret herhjemme og i et projekt, han leder, som hedder Back2school og skal hjælpe børn med skolevægring i skole igen.

»Det er en svær situation at være i som forælder. Mange har givet op, når vi møder dem, og nogle er skeptiske over for deres egen rolle i barnets behandling. Nogle forældre kan til at starte med godt tro, at vi bare går ind og skruer på nogle knapper i barnet, og så bliver det raskt. Men så underviser vi dem i, hvad angst eller skolefravær er, og så er langt de fleste faktisk meget positivt stemt over for selv at gøre en indsats.«

Overbeskyttede børn

Selv om hverken Sonja Breinholst eller Mikael Thastum mener, at stigningen i henvisninger til behandling af børn med angst er udtryk for, at der reelt skulle være flere af dem, erkender de, at mange børneliv ser anderledes ud i dag, end de gjorde, da angsttallene var lavere.

»Jeg tror, der er en tendens i tiden til, at børn bliver overdrevet overbeskyttede,« siger Mikael Thastum.

Der er noget om, at forældre tager mere del i deres børns liv. En amerikansk undersøgelse fra 2013 viser, at forældre i dag bruger en del mere tid på at være sammen med deres børn, end de gjorde i 1980. Det er alt andet lige godt, men kan have som konsekvens, at børn i dag lærer at klare færre ting uden forældrenes hjælp.

»Der er en type forældreadfærd, hvor man har meget lidt tiltro til, at ens barn kan ret meget selv, og det kan medføre en tendens til at tage over for barnet og gøre for meget. Så opstår der en risiko for, at barnet kan lære, at verden er farlig og uforudsigelig,« siger Mikael Thastum.

Danske børn bliver oftere og oftere kørt i skole, og siden starten af 1990’erne er andelen af børn, der cykler i skole faldet med 20 procent. Der er også sket et fald i, hvor mange unge der tjener deres lommepenge selv. Fra 2008 til 2015 faldt antallet af unge med et fritidsjob med 16 procent, viser en undersøgelse lavet af Center for Boligsocial Udvikling.

Sonja Breinholst oplever, at mange af de forældre, hun møder, »trusselsfokuserer,« fortæller hun og kommer med et eksempel:

»Hvis barnet er bange for at gå i skole, så kan det være, jeg lige går ind på forældreintra om morgenen og tjekker, om der er vikar, og hvilken vikar det så er. Er det den gode vikar eller den dårlige vikar? Hvis det er den dårlige vikar, så må jeg hellere gå med mit barn hen på skolen og ind i klassen og fortælle vikaren om alle de særregler, jeg gerne vil have, vikaren skal følge for mit barn.«

»Så jo, der er jo en anden måde, vi er forældre på i dag, hvor vi føler mere, at det er vores ret at blande os i vores børns verden. Mine forældre havde sikkert bare sendt mig i skole uden at ane, om jeg havde vikar eller ej.«

I haven bag det lille sorte træhus bor Snehvide, en hvid kanin med røde øjne og strithår på ørerne. Fra sit bur kan den næsten se ned til Knebel Vig, hvor Sofie og Karla Grangaard går ned og bader, når vejret arter sig.

I sommerferien var Karla Grangaard på ridelejr. Hun havde glædet sig allermest til at trække i badedragten og ride på Jamie ude i vandet, det var en del af programmet. For lige der, når Jamie sætter i galop, selv om hun egentlig kun skulle skridte, er Karla Grangaard ikke bange for noget som helst.