Ny teori om kunsthistoriens største rockstjerne: Vincent van Gogh blev slået ihjel

Det var lidt efter frokost den 27. juli 1890, da kunstmaleren Vincent van Gogh forlod kroen Auberge Ravoux i den lille landsby Auvers-sur-Oise. Han havde boet på gæstgiveriet lidt nord for Paris i nogle måneder. Efter at han blev udskrevet fra sindssygehospitalet, havde han malet nærmest manisk. 77 værker på 70 dage.

Som sædvanlig havde han sit malergrej med sig, da han skridtede afsted fra kroen med kurs mod hvedemarkerne uden for byen.

Han blev ikke set igen før efter aftensmaden, hvor han kom vaklende ind på kroen med hænderne presset mod et skudsår i maven. Lægehjælp blev tilkaldt. Efterfølgende det lokale politi og hans lillebror. Og klokken halv to om natten den 29. juli døde den næsten ukendte, postimpressionistiske maler Vincent van Gogh i sin bror Theos arme. Dødsårsag: selvmord

Kunsthistoriens mest berømte selvmord

Sådan lyder den officielle fortælling om den ikoniske kunstmalers død. Men måske skal historiebøgerne skrives om.

I slutningen af juli – perfekt timet med 130-årsjubilæet for malerens død – udkom en artikel i American Journal of Forensic Medicine and Pathology med titlen »A Reevaluation of the Death of Vincent van Gogh – Suicide or Murder?« Altså en revurdering af Vincent van Goghs død. I artiklen argumenterer tre læger – blandt andre de to kendte retsmedicinere Vincent di Maio og Michael Baden – for, at han slet ikke begik selvmord. Han blev slået ihjel.

Forfatterne til artiklen mener, at retningen på det dødbringende skud ikke passer med den højrehåndede van Gogh. Og de argumenterer for, at der i beskrivelserne af van Goghs tøj og sår i blandt andet lægejournal og politirapport ikke står noget om krudtslam, hvilket burde have været tilfældet, hvis pistolen var affyret tæt på hans krop. Særligt i netop denne historiske periode, hvor man brugte pulverammunition, der svinede meget, når det blev affyret.

Argumentationen er ledsaget af adskillige skudtests med en pistol magen til den, man mener udløste det dræbende skud.

De konkluderer derfor, at der er brug for en ’definitiv obduktion’. Hvis vi skal kende sandheden om van Goghs død nærmere, skal spaden med andre ord stikkes i jorden på kirkegården i Auvers-sur-Oise, så hans jordiske rester – og ikke mindst den dødbringende kugle – kan granskes nøjere.

Og sandheden om, hvordan Vincent van Gogh døde, er vigtig. Det mener Dorthe Juul Rugaard, seniorkurator og samlingschef på kunstmuseet Arken. Der er nemlig tale om intet mindre end »kunsthistoriens mest berømte selvmord«, som hun formulerer det.

I 2018 kuraterede Dorthe Juul Rugaard den første store udstilling af van Goghs malerier og tegninger i mere end 50 år. Selv om hun mener, at værkerne er det mest interessante ved den hollandske maler, er det svært at komme uden om hans dramatiske liv og død. Og netop selvmordet er en vigtig del af myten om van Gogh: Den selvopofrende kunster, der brændte ud i sin lidenskab for kunsten.

»Han var det misforståede geni, som verden ikke kunne rumme. Og derfor tog han sit liv til sidst. Det er den romantiske myte om van Gogh, der er bygget op over årtier, og som bliver dyrket den dag i dag,« siger Dorthe Juul Rugaard.

Otte maniske malerår

Selv om de fleste af os nok kender den ikoniske hollandske kunstners malerier af bølgende kornmarker, solsikker og farvemættede portrætter, er det måske på sin plads kort at genfortælle Vincent van Goghs 37-årige livshistorie:

Han blev født som præstesøn i 1853 i Groot-Zundert i Holland og gik som 16-årig i lære som kunsthandler. Efter en psykisk krise affødt af ulykkelig kærlighed var han først lærerassistent og senere prædikant, før han i 1880’erne begyndte at male.

I 1886 flyttede han ind hos sin bror i Paris, kunsthandleren Theo van Gogh. Her traf han en række af datidens store malere – blandt andre Paul Gauguin og Henri de Toulouse-Lautrec. Men han forlod storbyen to år efter til fordel for Arles i Provence, hvor han fordybede sig i blandt andet landskabsmalerier.

Samme år fik han besøg af Gauguin, hvilket endte med et større opgør, der fik van Gogh til at skære sit ene øre af i frustration.

Kunstneren blev derefter indlagt med en maniodepressiv psykose på et sindssygehospital i Saint-Rémy, hvor han tilbragte næsten et år, men stadig fortsatte med at male. I maj 1890 blev han udskrevet og flyttede til Auvers-sur-Oise, hvor den kunstinteresserede læge Paul-Ferdinand Gachet førte opsyn med ham. Og hvor van Gogh i en tilstand af vanvid altså skal have begået selvmord ved at skyde sig i maven med en pistol. Så vidt vides.

Ifølge Dorthe Juul Rugaard er van Gogh en af de allermest elskede kunstnere i verden, som mange mennesker føler en instinktiv forbindelse til.

»Uanset om man er kunsthistorisk klædt på eller ej, er det meget let at føle en direkte forbindelse til van Gogh, når man står over for et af hans malerier. De er som en kanal direkte ind i ham,« forklarer hun.

Dorthe Juul Rugaard ved godt, at der gennem det seneste årti har floreret teorier om, at han måske slet ikke tog sit eget liv. Men, siger hun:

»Jeg vil på en eller anden måde ønske, at det aldrig bliver opklaret.«

Hun kalder nemlig van Gogh for »kunsthistoriens største rockstjerne«. Han var som andre kreative genier som Janis Joplin, Jim Morrison og Kurt Cobain, der døde tidligt og efterlod en arv af værker, som bliver ved med at sige os noget. I alt nåede Vincent van Gogh at producere omkring 900 malerier og 1.100 tegninger i en periode på kun otte år.

»Og det er værker med et gigantisk efterliv, netop forstærket af, at historien bag hans liv og død er så tragisk og dramatisk.«

Viser det sig, at selvmordet slet ikke fandt sted, mister myten lidt af sin kraft, mener hun.

De sidste 70 dage af sit liv boede Vincent van Gogh på kroen Auberge Ravoux. Det var også her, han døde om natten den 29. juli 1890. På billedet kan man se kroejeren monsieur Ravoux længst til venstre. Og stående i døråbningen hans datter Adeline, der også sad mode for van Gogh, og siden passede ham, mens han var døende efter et skud i maven.

AKG

Var det et vådeskud?

Det er som sagt ikke første gang, at van Goghs død er genstand for akademisk diskussion.

I 2011 udgav amerikanerne Stephen Naifeh og Gregory White Smith bogen Van Gogh: The Life, som for første gang satte spørgsmålstegn ved selvmordet. De fremførte en teori om, at en ung lokal dreng ved et uheld ramte kunstneren under leg med en pistol sammen med andre unge fra landsbyen ude i markerne, hvor van Gogh malede. Altså et vådeskud. Og at van Gogh efterfølgende sagde, at det var et selvmordsforsøg for at dække over de unge drenge, som han i sin ensomhed var blevet venner med.

Teorien er siden gengivet blandt andet i animationsfilmen Loving Vincent fra 2017. Men er aldrig blevet officielt anerkendt af eksempelvis Van Gogh-museet i Amsterdam.

Men hvis van Gogh vitterligt blev dræbt, hvem var så gerningsmanden?

Forfatterne til artiklen mere end antyder, at lægen Paul-Ferdinand Gachet, som tilså van Gogh efter skuddet, måske har forsøgt at dække over en kriminel handling. Måske fordi lægen, der selv var amatørmaler, var misundelig på van Gogh. Eller måske – lyder et andet løst rygte – fordi van Gogh havde en affære med lægens datter Margureitte, som stod model til to af hans malerier. Både lægen og ikke mindst hans søn profiterede efter kunstnerens død på de værker, som van Gogh havde givet familien. Og siden også af den berømmelse, der fulgte med, da kunstmaleren posthumt endelig fik anerkendelse.

I artiklen rejser forfatterne spørgsmålene: Hvorfor sørgede Gachet ikke for at få flyttet Vincent van Gogh til et nærliggende militærhospital, der kunne have reddet den døende kunstner? Hvorfor tilkaldte han først sent Vincents bror Theo? Og hvorfor stemmer lægens gengivelse af begivenhederne ikke overens med vidneudsagn fra kroejerens datter, Adeline Ravoux?

Historiske drabssager fascinerer

Jørgen Lange Thomsen er professor emeritus i retsmedicin ved Syddansk Universitet, tidligere statsobducent og forfatter til flere bøger om retsmedicinsk arbejde. I foråret producerede han sammen med journalist Ane Cortzen podcastserien Legendariske Mord om blandt andet Struenses, Hitlers og Rasputins død.

»Historiske drabssager kan være utroligt interessante,« siger han.

Ikke bare fordi der er tale om uløste mysterier, men også fordi vi som mennesker står på skuldrene af fortidens begivenheder.

»Når vi gerne vil forstå historien, handler det jo dybest set om at blive klogere på os selv. Og forstå, hvordan vi er kommet hertil,« siger han.

Netop van Goghs død er voldsomt spændende, mener Jørgen Lange Thomsen, fordi han hans liv var så tæt forbundet med hans værker: »Han er jo så stor og voldsom i sit udtryk, og når man ser på hans billeder, kan man fornemme den forpinthed, som han følte som menneske.«

Tilmed er de to retsmedicinere, der skriver under på teorien – Vincent Di Maio og Michael Baden – berømte på hver deres måde, fortæller Jørgen Lange Thomsen.

Førstnævnte, Vincent di Maio, har skrevet verdens førende retsmedicinske lærebog om skud og har vidnet i en lang række højt profilerede retssager.

Lange Thomsen beskriver ham som »en højt respekteret, men mut og vredladen mand, der ikke kan lide at blive modsagt«.

Anderledes forholder det sig med Michael Baden, den tidligere ledende retsmediciner i New York, som i dag udfører opgaver i privat regi. Blandt andet blev han for nylig betalt af Jeffrey Epsteins bror for at lave en ekstra retsmedicinsk vurdering af den fængslede finansmands død. Han konkluderede, at flere ting pegede på drab frem for selvmord.

Men Jørgen Lange Thomsen kalder ham »en charlatan og en poseur«. Og frem for alt er han ikke en særligt god retsmediciner: »Han er sådan en type, der har et stort behov for at føre sig frem og derfor overfortolker sine fund.«

Tendentiøst og uhæderligt arbejde

Den tredje forfatter til artiklen er læge og har skrevet en hel bog om drabsteorien på van Gogh for to år siden. Han hedder Irving Kaufman Arenberg, og bogen har den dramatiske titel: Killing Vincent: The Man, The Myth, and the Murder. Arenberg er en slags selvbestaltet medicinsk van Gogh-ekspert. 

Information har forsøgt at få fat i ham – men forgæves. Og derfor har vi ikke kunnet konfrontere ham med Jørgen Lange Thomsens vurdering af teorien: at den ikke holder.

Jørgen Lange Thomsen mener, at van Gogh sagtens har kunnet holde pistolen, så den passer med skudretningen. For ifølge lægens rapport rammer pistolkuglen femte ribben – og den kan derfor have ændret retning.

»Men det negligerer og nedtoner de fuldstændig.«

Angående krudtslammet, som ikke var på hverken van Gogh eller hans tøj, mener Jørgen Lange Thomsen ikke, at det beviser, at skuddet er affyret på afstand.

»Ofte, hvis man skyder sig selv eller stikker sig i hjertet ved et selvmord, trækker man blusen til side. Det kunne van Goghs sagtens have gjort. Og hvis man holder pistolen helt ind i huden, vil krudtslamet i stedet lande i skudkanalen – altså inde i kroppen,« siger Jørgen Lange Thomsen og konkluderer: »Det er faktisk tendentiøst arbejde. På grænsen til det uhæderlige.«

Men hvorfor overhovedet fremføre sådan en teori – og i hvert fald for Vincent di Maios vedkommende sætte sit gode renommé over styr, hvis bevismaterialet er så spinkelt?

Ifølge kunsthistoriker og kurator Dorthe Juul Rugaard er der meget mere på spil end kunsthistorieskrivning, når det gælder Vincent van Gogh.

»Ud over forskerkarrierer er der jo ikke mindst de kommercielle perspektiver. Vincent van Gogh er en kæmpe industri. Hvis du kigger indenfor i museumsbutikken på Van Gogh-museet i Amsterdam, får du hurtigt en idé om, hvor stor en forretning han er i dag. Der er penge både i dem, der mener, de har patent på sandheden, og dem, der gerne vil skrive den om.«

Jørgen Lange Thomsen er enig. Når han skal gætte på forskernes motiver, citerer han digteren Thomas Kingos salme »Far, verden, far vel« fra 1681: »Forfængelighed. Forfængelighed.«

Det handler om at ville være verdens bedste og kendt som dem, der fandt ud af, hvordan van Gogh i virkeligheden døde.

»Så de bliver husket til evig tid,« siger han og tilføjer: »Det kan ingen vel sige sig fri fra at drømme om. Heller ikke jeg.«

Der er med andre ord både penge, prestige og udødeliggørelse i at mene noget om en udødelig kunstners død. Også selv om det måske kan koste van Gogh hans eftermæle som en af kunsthistoriens største rockstjerner.