Feature
Læsetid: 7 min.

Paris Saint Germains finalenederlag viser, at der stadig er forskel på Spice Girls og Metallica

Dybt nede i fodboldens folkesjæl bor en lille idealist, der tror på, at loyalitet og fællesskab og ren bold og glæde fortsat rangerer højere end alt det andet. Men idealismen bliver udfordret i disse år af klubber som Paris Saint Germain og Manchester City, der (forgæves) forsøger at købe sig til Champions League-trofæet
Den brasilianske stjernespiller Neymar efter Paris Saint Germans Champions League-finalenederlag til Bayern München i søndags.

Den brasilianske stjernespiller Neymar efter Paris Saint Germans Champions League-finalenederlag til Bayern München i søndags.

Michael Regan

Moderne Tider
29. august 2020

Vi behøver ikke tale om Bayern München. FC Bayern vandt Champions League sidste weekend. Det var fortjent, de har prøvet det før, men ikke siden 2013. Og de har aldrig prøvet at slå Barcelona ud af en kvartfinale med cifrene 8-2 før. Av. Jeg tror hele tiden, at Thomas Müller er ved at være for gammel. Det er han ikke. Han er 30 år og vedbliver at være en djævel på lange ben.

Men lad os hellere tale om Paris Saint Germain, for de har aldrig været i en Champions League-finale før, og det har de gerne villet længe. Nu var de her. Kom og så og tabte godt nok. Living the Big Dream. Næsten. Måske ikke så underligt, de gik bananas i Paris bagefter med at smadre ruder og sætte ild til biler. Det var så tæt på, og måske er franskmændene også lidt trætte af det hele i forvejen.

Et sammensat band

Da det statsejede Qatar Sports Investments købte PSG i 2011, var det med det grandiose formål at få ’europæisk succes’ – som man lidt upræcist kalder Champions League i fodbold.

Europæisk succes er et andet ord for at vinde trofæet med de store ører. Det er ikke succes i Europa at blive nummer to eller tre eller fire i turneringen. Så de gik hurtigt i gang med at gøre det, de fandt allerbedst for at sikre sig førstepladsen: købte en masse dyre spillere og også nogle trænere for et uendeligt antal oliemønter. Siden 2011 er der brugt mere end ni milliarder på dyre drenge fra Zlatan til Thiago Silva, Cavani og David Luiz. Åhh David Luiz og hans vilde hår og lejesvendsattituder. På et tidspunkt havde de også David Beckham til låns på en dyr pensionsaftale. Til sidst blev det vidunderlige fodboldspillere som Angel Di Maria, Kylian Mbappé og naturligvis Neymar Junior, hvis smalle skuldre bærer størstedelen af staten Qatars fodboldlængsler. Men de gav selvfølgelig også 1,65 milliarder for ham. Et beløb, de betalte på én gang. Tænk at skulle trykke ’send’ på den bankoverførsel.

Til sammenligning betalte Juventus 750 millioner for Ronaldo et års tid senere.

Paris Saint Germains søsterklub i ånden, Manchester City, har spenderet op mod ti milliarder på spillere, siden deres sheik overtog i 2008. En klub, der også bekender sig til det, vi kunne kalde New Kids on the Block-modellen inden for fodbold.

Den går ud på, at du sammensætter en gruppe ud fra de præmisser, du håber vil fungere på markedet. Altså det, du håber vil garantere dig europæisk (måske endda asiatisk) succes. Så du finder en, der kan synge sig blødt ind i pigehjerterne; en, der ser pæn ud på en tilforladelig måde; en, der ser pæn ud på en mindre tilforladelig måde; en, der kan danse, som gjaldt det livet; og en, der har proletariatets hengemte, men retfærdige vrede i sig. Alle sammen har fede bukser på. Alle teenagere har noget at spejle sig i.

I fodbold finder du en eller to spillere, der kan løbe stærkt ned ad flankerne; en, der kan bryde spillet op midt på banen; men vigtigst er de spektakulære forsangere: Her finder du en, der kan aflevere (Di Maria), en, der har noget power og kan score (Mbappé); en anden med små driblefusser, der kan score (Neymar) – og så håber du på, de kan lære at synge sammen. Og sælge nogle trøjer imens.

Ligesom Lars Ulrich

I enhver seriøs fodboldklub er der naturligvis et ønske om at kunne sammensætte det optimale fodboldhold. Men der er alligevel forskel på enøjet at rekruttere efter status (vinde Europa) og økonomi (Neymar er jo ikke kun en god fodboldspiller; han kan også sælge trøjer verden over), og så på mere langsigtet talentarbejde, holdopbygning og en hengivenhed til din klubs dna.

Altså, der er forskel på, når Lars Ulrich i 1981 sætter en annonce i avisen, hvor han efterspørger metalguitarister til at jamme Iron Maiden-sange med, og så på, at managertyper udtænker et godt koncept til et populært band. Der er forskel på at spille metal og pop. Der er forskel på takterne, rytmen, melodien i fodboldklubber, ligegyldigt hvilke spillere der skal bevæge sig til dem. Der er forskel på Spice Girls og Metallica, selv om jeg til hver en tid hellere vil høre »Wannabe« end »Enter Sandman«. Metallica eksisterer stadig som Metallica, på trods af utallige udskiftninger undervejs. Det var James Hetfield, der svarede på Lars Ulrichs annonce.

Det er det med identiteten og pengene, der er Paris Saint Germains’ problem – Ligesom det er Manchester Citys. Det er derfor, de fleste fodboldfans, der hverken holder med det ene eller det andet hold, til syvende og sidst hellere vil se Bayern vinde. Og ikke er kede af, at Man City igen i år røg ud i en Champions League-kvartfinale.

Dybt nede i fodboldens folkesjæl bor stadig en lille idealist sammen med en lille socialist, der begge tror på, at loyalitet og fællesskab og ren bold og glæde rangerer højere end alt det andet.

Men idealismen bliver udfordret i disse år – og det bliver kun værre frem mod VM i Qatar 2022, hvor arbejdsgiveren mildest talt tilbyder dårligere arbejdsforhold (det er stadig ad helvede til, afslører ny rapport), end den gør i Paris. Blandt mange andre er et af problemerne, at migrantarbejderne i Qatar ikke altid får udbetalt deres løn. Det sætter den Neymar-pengeoverførsel i relief, hva?

Men hvis vi for en stund glemmer de moralske skrupler ved det hele, er det så ikke stadig i sig selv en stupid formålsparagraf at ville vinde verdens bedste klubturnering ved at købe sig til de bedste fodboldspillere? Hvor er beviset for, at det kan lade sig gøre? Det er, som om vi har købt præmissen, når vi overrasket taler om, at nu er City ude igen. Og at Paris også plejer at være det en runde eller flere før finalen. Men hvorfor skulle de ikke ryge ud? Det er fodbold.

Og hvad skal der egentlig som regel til for at vinde store turneringer?

’Nothing else matters’

Jo, nu skal I høre.

For det første: Der skal da nogle gode fodboldspillere til. Nogle, der ikke er alt for trætte. Nogle outstanding individer, som vi siger i sport. I hvert fald et par. En angriber med tur i den er kun én forudsætning, men ikke en dårlig én. Som Salah havde sidste år for Liverpool. Og Lewandowski havde i år for Bayern. Sådan nogle koster selvfølgelig penge, hvis ikke du selv har opdaget eller opflasket dem.

For det andet: Et spilkoncept, der er prøvet af og forfinet igennem nogle år (hvilket kræver en træner, ledelsen har tillid til og tålmodighed med).

For det tredje – og fra nu af er vi ude i noget af det mere vidunderligt mystiske ved fodbold – så er det nemmere at vinde store turneringer, hvis du er vant til at vinde store turneringer. For hvis du har prøvet det tilstrækkeligt mange gange, så bliver du til det, vi kalder for et ’turneringshold’. I begyndelsen gav det nada mening for mig. Men det handler om at vide, hvordan sejrens sødme smager.

Det er det, der gør, at Chicago Bulls alligevel ikke taber det allersidste mesterskab i 1998, selv om de er lige ved det. Fordi Michael Jordan og Scottie Pippen ved alt om, hvad det vil sige at vinde. Så de går i gang med at æde sig ind på sejren. Bayern Münchens holdstamme – Neuer, Müller, Boateng – kender hinanden og følelsen af en kølig medalje om halsen fra det tyske landshold. Derimod har Paris (og Manchester City) vel efterhånden udviklet noget nær et Champions League-kompleks. Det ser næsten ud, som om de er blevet bange for lige præcis det trofæ.

Og så er der det fjerde og sidste element af ting, der som regel skal til for at vinde en stor fodboldturnering. Og det er … held. At der indimellem er stolpe ud i stedet for ind. Det kan være mere eller mindre tydeligt i kampe, men det er der jo altid. Altid. I en turnering som Champions League er heldet endda en større spiller end i de nationale ligaer, fordi det er vind eller forsvind til sidst.

En tankeløs tilbagelægning på det forkerte tidspunkt. En blind vinkel. En bold, målmanden lige så godt kunne have fået fingrene på. Blæst. Albuer, ingen ser. Hovedet, der rammer en centimeter forkert. God timing. Dårlig timing. Hvorfor det i sagens kerne er åndssvagt ikke at ville andet end at vinde Champions League. Når det nu er noget, man ikke bare kan beslutte sig for.

Hallo, kontroltyper, tilværelsen er i sidste instans uregerlig. Det er fodbold også. Man kan komme langt med en fed pengepung i den her tvivlsomme verden, men det, der gælder – hvornår vi skal dø, om vi får lov at blive elsket inderligt, hvem der vinder Champions League – er i sidste ende ikke kun op til os. Og »Nothing Else Matters«, som Metallica siger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her