Baggrund
Læsetid: 5 min.

»Ræk mig lige rødvinen,« siger jeg til Pirlo i min dagdrøm

Andrea Pirlo var en fodboldspiller fra en anden planet. En alien. Så hvad sker der, når han pludselig skal omgås de dødelige i Juventus – ja, ligefrem træne dem?
Et godt stykke inde i Pirlos selvbiografi, Jeg tænker, altså spiller jeg, fra 2014, står der: »Jeg vil ikke vædde én eneste krone på, at jeg engang bliver træner. Det er ikke et job, der tiltrækker mig. Der er alt for mange bekymringer.« Nu har piben fået en anden lyd.

Et godt stykke inde i Pirlos selvbiografi, Jeg tænker, altså spiller jeg, fra 2014, står der: »Jeg vil ikke vædde én eneste krone på, at jeg engang bliver træner. Det er ikke et job, der tiltrækker mig. Der er alt for mange bekymringer.« Nu har piben fået en anden lyd.

Marco Bertorello

Moderne Tider
15. august 2020

Fredag den 7. august 2020 blev Juventus F.C. slået ud af Olympique Lyon i årets stærkt forsinkede Champions League-ottendedelsfinaler. Dagen efter blev klubbens træner, Maurizio Sarri, fyret, og en ny blev annonceret.

Det er ingen mindre end Andrea Pirlo, en af de mest elegante fodboldspillere nogensinde.

Den 41-årige italiener, der stoppede spillerkarrieren i New York City FC i 2017 og forinden velsignede AC Milan fra 2001 til 2011 og Juventus fra 2011 til 2015 med sin gyldne kattepote, har absolut ingen trænererfaring. Han havde ganske vist sagt ja til at træne Juventus’ U23-mandskab, men det nåede han aldrig, før Fabio Paratici, Juves sportsdirektør, viftede med en større kontrakt.

For mit vedkommende skal den første drengerøvsluft lige stilne af. Pirlo er indbegrebet af cool, og jeg kan tilbringe timer med at se hans narrestreger på YouTube. Først den ene vej, så den anden vej, som regel med en flok svedende fjender lige i haserne. De når ham aldrig, man kan ikke tage bolden fra Pirlo. Også selv om han bevæger sig langsomt. Pludselig lægger han en snorlige pasning i dybden til en angriber. Selv hans skæg, den let ranglede statur og de modne folder under livstrætte øjne er cool.

Han kan ikke tale engelsk. Måske gider han bare ikke lære det. Hvor cool er dét lige?

Rygterne lyder i øvrigt, at rødvinen, som han selv laver på sine vingårde i Italien, er fremragende.

Jeg har sådan en dagdrøm kørende, hvor Pirlo af uforklarlige grunde viser sig at være min glemte halvfætter. Han inviterer mig til sin sommerresidens i Toscana. Vi tjatter fodbold i baghaven omgivet af svale appelsintræer. Pirlo udbryder, at jeg ville have været en glimrende regista, en midtbanespiller, der leder og fordeler. Ligesom ham selv.

Her er det så, jeg besvimer. Altså i drømmen.

Piben har fået en anden lyd

Men to spørgsmål trænger sig på.

Hvorfor ansætter Juventus, der er kendt for at arbejde med langsigtede planer og tage alle ting i betragtning, uden videre klassens benjamin? Hvad vil Fiat-klubben opnå med det?

Og kan Pirlo overhovedet leve op til tilliden? Kan han få Den Gamle Dame til at sprudle igen?

Svaret er selvfølgelig indlysende: Ja! Gud kan alt. Inklusive træne Juventus.

Et godt stykke inde i Pirlos selvbiografi, Jeg tænker, altså spiller jeg, fra 2014, står der:

»Jeg vil ikke vædde én eneste krone på, at jeg engang bliver træner. Det er ikke et job, der tiltrækker mig. Der er alt for mange bekymringer.«

Nu har piben fået en anden lyd. Måske har Pirlo – husk, manden er jo guddommelig – indset, at hans ansættelse ikke skyldes et øjebliks desperation, men noget, der har sat sig dybe spor i den italienske førerklub i mange år. I hvert fald siden 2017, hvor man tabte Champions League-finalen til Real Madrid. Sidste gang, klubben fra Torino kunne løfte pokalen med de store ører, var i 1996. Champions League er en besættelse for Juventus, nøjagtig som den var for Real Madrid for nogle år tilbage.

Så man hentede Cristiano Ronaldo fra netop Madrid. Men selv om den 35-årige portugiser stadig spiller på en hylde over de fleste, har det ikke altid været prangende, og som sportsjournalist Mina Rzouki bemærker i sin BBC-klumme, var Juventus’ 2018/19-mandskab under træner Massimiliano Allegris ikke just sprudlende at kigge på.

Af samme grund ansatte Juve Maurizio Sarri, som netop var blevet fyret fra sit job som cheftræner i Chelsea. Håbet var, at man kunne genskabe Napolis angrebslystne og æstetiske fodbold, som Sarri havde stået i spidsen for i årene 2015 til 2018.

Sarri lagde flot ud i Torino. Juventus vandt fjorten kampe i streg i Serie A. Men tilbage i december 2019 tabte Juve til Lazio. Det flotte Napoli-spil vandt aldrig fodfæste hos I Bianconeri, og hvad værre var: Selv om Juve for nylig vandt Serie A – scudetto’en – for niende gang i træk, var det med kun ét point ned til Antonio Contes Inter på andenpladsen.

Flere kommentatorer har bemærket, at Sarri slet ikke fik tid og ressourcer til at bygge holdet op. Forvandlingen til en ny stil – og Napoli under Sarri var lækre at se på – tager tid. Bare spørg Josep ’Pep’ Guardiola – han oplevede det, dengang han tog over i Barcelona. Det samme gælder José Mourinho i Tottenham og Jürgen Klopp i Liverpool.

Det handler om respekt

Hvad vil Juventus opnå med Pirlo? Zidane-effekten er et godt bud. Real Madrid slog Torino-klubben i 2017, og det gjorde de med en træner, der var kommet til i 2016 som et stort set ubeskrevet blad. Ligesom i øvrigt Guardiola før ham, men altså i Barcelona.

Zinedine Zidane havde trænet Reals ungdomshold, Castilla, og desuden været assistent for Carlo Ancelotti. Men det var dét.

Pirlo kan noget, som Zidane også kan. Det behøver man hverken krystalkugle eller et bugnende cv for at kunne se: De vader i respekt. De er cool. Og de kender deres ligaer som deres egen bukselomme.

»Når Zidane taler, er der helt stille. Så lytter vi bare,« som Real Madrids midtbanespiller Casemiro udtalte til sportsavisen Marca for et par uger siden.

Hånden på hjertet. Havde Ronaldo respekt for Sarri? Nej. Vil han have det for Pirlo? Ja.

Det er, hvad Juventus håber på. At Pirlos aura af coolness og genialitet vil smitte af på grønsværen.

Mama rumsterer i køkkenet

I selvbiografien Jeg, Giorgio bemærker Juventus-forsvareren og legenden Giorgio Chiellini, at Pirlo var en fodboldspiller fra en anden planet. En alien. Så hvad sker der, når han pludselig skal omgås dødelige – ja, ligefrem træne dem?

Sportsjournalist Mina Rzouki spekulerer: »Pirlo vil i hvert fald ikke træne sig selv. Og han vil stå med en masse spillere, som ikke besidder hans storhed. Kan han leve med det, eller vil det bare gøre ham frustreret?«

Sidste år blev Juventus slået ud af Ajax i Champions League. La Gazzetta dello Sport bragte et citat af Pirlo:

»For at vinde Champions League har du brug for en spiller som Isco. Midtbanen er nøglen til det hele. Du har Cristiano, men du bliver nødt til at have noget, der kan tænde op under ham.«

Det forlyder, at Juve-angriberen Paulo Dybala måske er på vej til Madrid i bytte for Isco.

Det er den slags, vi sidder og snakker om på verandaen i Toscana, Pirlo og jeg, mens cikaderne synger, og mama Pirlo rumsterer i køkkenet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her