Interview
Læsetid: 13 min.

Selvmordslægen blev lokket i en fælde. Det rører ham ikke

Lægen Svend Lings fik sidste år en betinget dom for at have hjulpet tre mennesker til at begå selvmord. For nylig blev den 78-årige læge politianmeldt igen i en ny sag. Men Svend Lings er ikke bange for at skulle i fængsel: »Det er en kalkuleret risiko,« siger han
Svend Lings og jagthunden og weimaraneren Chu. Navnet betyder fred på kinesisk.

Svend Lings og jagthunden og weimaraneren Chu. Navnet betyder fred på kinesisk.

Asger Ladefoged

Moderne Tider
22. august 2020

Svend Lings var midt i at klippe buskene i haven på sin ejendom i Kværndrup, da hunden Chu pludselig gav hals. To fremmede, en mand og en kvinde, stod på den brostensbelagte gårdsplads på Egeskov Møllegård. Det var politibetjente fra ’Afdelingen for personfarlig kriminalitet,’ og de var kommet for at afhøre ham med en sigtets rettigheder.

En kvinde fra Silkeborg havde anmeldt ham for at hjælpe til selvmord.

»Jeg nægtede ikke noget. Jeg sagde til dem, som jeg siger til dig: ’Ja, jeg vejleder om selvmord’. Men bagefter tænkte jeg da: Skal jeg nu igennem det cirkus igen?«

Pensionisten Svend Lings bliver 79 år om et par uger. Håret er gråt og huden brun, læderagtigt rynket. Han er klædt i blå bomuldsskjorte og sorte outdoorbukser med mange lommer. Altid klar til praktisk arbejde på den trelængede gård fra 1827, hvor han bor med sin hustru, den pensionerede sygeplejerske Lillemor. Hun er svensk og har sørget for, at der står »kanelbullar med pärlsocker« mellem os på havebordet.

Lægen Svend Lings blev landskendt i 2017, da han i et radioprogram på Radio24syv fortalte, at han rådgav og udskrev medicin til uhelbredeligt syge mennesker, der ønskede at dø.

Han kalder det »en menneskeret« at få hjælp til selvmord. På baggrund af sin faglige viden har han udviklet en 25 sider lang selvmordsmanual med praktiske anvisninger og medicinliste.

Styrelsen for Patientsikkerhed meldte ham dengang til politiet, og han blev året efter tiltalt for at have medvirket til et selvmordsforsøg og to selvmord. I byretten i Svendborg blev han kendt skyldig i to af sagerne. I Landsretten blev han dømt for alle tre forhold. Det samme skete i Højesteret i september sidste år, hvor han fik en dom på 60 dages betinget fængsel.

Nogle måneder efter fratog Lægeforeningen ham hans autorisation. Det er første gang, det sker, siden Anden Verdenskrig, da nazilægen Fritz Clausen blev ekskluderet af foreningen. Rent praktisk betyder det ikke det store for Svend Lings. Han er jo pensioneret.

»Men der ligger noget psykologisk i det. Man har jo en identitet i sin autorisation, når man har arbejdet med det hele livet.«

Hjælp mod selvmord

  • Der er en række tilbud til folk med selvmordstanker.
  • Livslinien tilbyder anonym telefonrådgivning på 70 201 201.
  • Man kan også kontakte et af landets kompetencecentre for selvmordsforebyggelse.

Lægen var fuld af løgn

Det var som lægestuderende i slutningen af 1960’erne, at Svend Lings første gang overvejede, at døende, lidende patienter kunne have brug for at blive hjulpet til at dø. Han havde taget vikararbejde i Sverige. Lønnen var høj og kronekursen god.

På sygehuset Avesta Lasarett vest for Uppsala arbejdede han på en afdeling, hvor patienterne var indlagt i lange perioder med følger efter hjerneblødninger, kroniske lungesygdomme, neurologiske lammelser og kræft.

På stue fire lå en midaldrende kvinde, som havde kræft i den ene kind. Sygdommen havde udviklet sig til et åbent krater i hendes ansigt. Lægerne kunne intet stille op. Kvindens sår lugtede så voldsomt, at hun måtte ligge alene på en firesengsstue. Selv om det er mere end 50 år siden, husker Svend Lings det tydeligt:

»Lugten trængte helt ud på gangen.«

Når han gik stuegang, og sygeplejerskerne fjernede bandagerne på kvinden, sagde han: »Det ser fint ud i dag, frue«.

»Jeg var fuld af løgn. Det så forfærdeligt ud. Og det vidste hun. Hun kunne kun hvæse uforståeligt. Men i hendes øjne så jeg den dybeste fortvivlelse. ’Hjælp mig væk,’ sagde de.«

Svend Lings følte en dyb afmagt.

Umoralsk at afvise patienter

Svend Lings blev først speciallæge i gigtsygdomme og siden i arbejdsmedicin. Sideløbende samlede han litteratur om assisteret selvmord og aktiv dødshjælp, og i 1990’erne begyndte han at blande sig i den offentlige debat. Blandt andet skrev han i 1998 et læserbrev i Dagbladet Information. I indlægget argumenterer han for, at samfundet »på en værdig og respektfuld måde burde stille dødshjælp til rådighed for individet, når først det har truffet sin beslutning«.

Sagen kort

  • Svend Lings udgav i 2014 bogen ’Hjælp mig – aktiv dødshjælp’.
  • I et program på Radio24syv io 2017 fortalte han, at han rådgav og udskrev medicin til uhelbredeligt syge mennesker, der ville begå selvmord. Styrelsen for Patientsikkerhed anmeldte ham herefter til politiet.
  • I byretten i Svendborg blev han kendt skyldig i at have medvirket til et selvmord og et selvmordsforsøg. Men frikendt for at medvirke til et andet selvmord. Senere i landsretten blev han idømt 40 dages betinget fængsel for alle tre forhold.
  • I september 2019 kom sagen for Højesteret, hvor Svend Lings blev idømt 60 dages betinget fængsel.
  • Få måneder efter fratog Lægeforeningen Svend Lings hans autorisation.

Og da han blev pensioneret, skrev han bogen Hjælp mig – aktiv dødshjælp. Efter at den udkom i 2014, begyndte han at rådgive patienter om, hvordan man begår selvmord. Både via mail og telefon og med den førnævnte manual.

»Jeg har vejledt mange hundrede,« siger Svend Lings.

Og det har højesteretsdommen sidste år ikke sat en stopper for.

»De mennesker, der kontakter mig, er i yderste nød. Jeg synes, det ville være umoralsk at afvise dem,« siger han.

Siden dommen har han dog passet lidt mere på. I de tre sager blev han dømt på baggrund af e-mails. Derfor vejleder han nu kun patienter mundtligt.

»Der er jo ingen grund til at stikke hovedet ind i løkken.«

De vil nødig vågne igen

Svend Lings er dømt efter paragraf 240 i straffeloven. Her står: »Den, som medvirker til, at nogen berøver sig selv livet, straffes med bøde eller fængsel indtil tre år.«

Direkte dødshjælp, hvor lægen for eksempel injicerer den dødbringende medicin, kaldes også drab på begæring og er kun lovligt i få lande, blandt andet Holland. 

Assisteret selvmord er mere udbredt. Her hjælper man en person til at begå selvmordet med eksempelvis råd, vejledning eller ved at skaffe medicin. Men det er personen selv, der udfører handlingen. Assisteret selvmord er blandt andet lovligt i syv amerikanske stater og i Schweiz og Portugal. Det er det, Svend Lings ønsker lovliggjort i Danmark:

»Jeg lægger meget vægt på, at folk selv skal bede om det og selv udføre den sidste handling. På den måde sikrer man sig, at de mener det alvorligt.«

Svend Lings kontor er stiligt indrettet ligesom resten af hjemmet: Fritstående bjælker, hvide vægge og abstrakte skulpturer. Fra en højttaler strømmer lyden af swingjazz. Det er herfra, han udøver sit rådgivningsarbejde. De seneste måneder har der været mellem 1.000 og 1.500 besøgende på hans hjemmeside om ugen. Og næsten hver dag får han henvendelse fra et eller flere mennesker. Særligt ældre kan have svært ved at finde manualen eller downloade den. Og så er der dem, der vil være sikre på, at de har forstået vejledningen korrekt:

»De spørger til måden, men især til dosis. De vil nødig vågne op igen, som de siger.«

For nylig henvendte en kvinde, der kalder sig ’Katrine’ og er fra Silkeborg, sig til Svend Lings og bad ham om at sende sin selvmordsmanual. Hun skrev:

»Det drejer sig om at jeg har en ven af familien, som er meget syg (uhelbredelig med kræft) og med mange ulidelige smerter dagligt. :( Vi er alle enige inkl. ham selv og familien, at det eneste rigtige er aktiv dødshjælp og hjælpe ham her fra og give en ordentlig afslutning på livet. Han er 87.«

Svend Lings sendte hende sin selvmordsmanual på mail som en vedhæftet fil.

Men historien var opspind. Og ’Katrine’ meldte ham til politiet.

Livet er kemi

Svend Lings ved godt, at han har mange modstandere. Indimellem modtager han også »beskidte mails«, som han siger.

Efter politianmeldelsen gik han på Facebook for at undersøge, hvem ’Katrine’ var. Hun viste sig at være en sygeplejerske, der havde stribevis af bibelcitater på sin Facebook-væg. Svend Lings var ikke overrasket. Den voldsomste kritik kommer ofte fra meget troende mennesker, fortæller han.

»Den kristne livsopfattelse har domineret debatten. De troende taler om, ’at man ikke må ødelægge Guds skaberværk’, og at ’livet er ukrænkeligt’. Men det er efter min mening noget opstyltet sludder,« siger Svend Lings og fortsætter:

»Livet er en række fysiske og kemiske processer.«

– Men hvad med det eksistentielle indhold, der rækker ud over de fysiske processer?

»Jeg mener, det eksistentielle må være op til den enkelte. Man kan ikke opstille det som almengyldigt princip og derefter pådutte andre det,« siger Svend Lings, der peger på, at næstekærlighed og medfølelse jo også er en del af den kristne tro.

»Medfølelse har altid betydet meget for mig. Det har nok også været afgørende for, at jeg valgte at blive læge.«

Politisk berøringsangst

Svend Lings kender alt til det kristne budskab. Han er opvokset i et indremissionsk skolelærerhjem på heden i landsbyen Haunstrup. Uden dans, men med bibellæsning, bordbøn og kirkegang. Hans far var kordegn og hans mor organist, og sønnerne skulle ringe med kirkeklokkerne og træde bælgen på orglet hver søndag.

Det var små kår, for der skulle brødfødes 12 børn med en lærerløn. Så efter skole og i ferierne blev børnene sendt ud til bønderne for at stable tørv, hakke roer og samle sten i marken. Svend Lings fik til gengæld et naturligt forhold til bøger, og som de fleste af sine søskende fik han en uddannelse. Men allerede da han var ganske ung, kom han frem til, at religion var »noget vrøvl,« som han formulerer det. Efter studentereksamen tog han et års arbejde som grillkok på Thulebasen. Her lærte han at bande, spille poker og drikke meget billig whisky. Og så søgte han ind på lægestudiet.

Når danskerne bliver spurgt, går et overvældende stort flertal ind for at legalisere aktiv dødshjælp – undersøgelser har i årtier vist en tilslutning på over 70 procent. Blandt læger er det lige omvendt. Her er 80 procent imod, viste den seneste undersøgelse blandt Lægeforeningens medlemmer. Og i Folketinget var Alternativet det eneste parti, der svarede ja, da Kristeligt Dagblad sidste år spurgte partierne om, hvorvidt aktiv dødshjælp skulle legaliseres.

– Hvorfor står politikerne så langt fra befolkningen?

»Ja, det undrer også mig. Jeg tror, det handler om berøringsangst. De fleste mennesker går uden om lidelse og død,« siger Svend Lings.

Og så er både Det Etiske Råd, Dansk Sygeplejeråd og Lægeforeningen i øvrigt imod. Sidstnævnte fik i 2018 direkte skrevet ind i deres etiske retningslinjer, at lægen »aldrig må handle med hensigt om at forårsage patientens død eller medvirke til patientens selvmord.«

»Og så længe de er imod, tror jeg, de færreste politikere tør stille sig op og sige det modsatte.«

Svend Lings vil have fjernet paragraf 240 i straffeloven. Og i stedet have etableret nogle kriterier for, hvornår og hvordan man må hjælpe til selvmord.

»Loven er forkert. Den fratager folk deres selvbestemmelse. Og den forhindrer os i at vise medfølelse. Min selvmordsvejledning er en nødløsning.«

Mere end en flyvetanke

Kritikere af aktiv dødshjælp og assisteret selvmord henviser ofte til palliation som et alternativ til selvmord. Altså lindrende behandling medicinsk og eksistentielt til døende. Men palliation kan ikke hjælpe alle, siger Svend Lings. For det er ikke alle lidelser, der kan afhjælpes. Nervesmerter, kræft i knoglerne, lungesygdommen KOL og ALS eksempelvis.

»Når man giver store doser smertestillende medicin, kan patienten få forstoppelse og opkast oveni. Og efter en tid fortager virkningen sig. Palliativ behandling er ikke altid et alternativ,« siger Svend Lings.

Men sender man ikke et signal til de mennesker, som lider af de sygdomme, han nævner, om at deres liv ikke er værd at leve? Svend Lings mener ikke, det handler om bestemte sygdomme, men om graden af lidelse hos den enkelte.

»Det er meget vigtigt, at patienten selv beder om det. Og ønsket skal fastholdes over en tidsperiode. Det skal ikke være en flyvetanke,« siger Svend Lings.

– Men hvor skal man sætte grænsen for, hvem der skal have ret til hjælp til selvmord? Skal det også gælde mennesker i en eksistentiel krise eller med et anfald af dyb depression?

»Akut depression skal ikke berettige til assisteret selvmord, fordi det meget ofte kan behandles, og fordi selvmordsønsket er et sygdomssymptom. Men mennesker med fremskredne legemlige sygdomme skal have muligheden,« siger Svend Lings.

Svend Lings mener, at aktiv dødshjælp allerede praktiseres i vid udstrækning i hospitalsvæsnet.

»Man giver rigeligt morfin for, at folk skal dø. Man må ikke sige, at man gør det for at slå folk ihjel. Men det er det, der sker.«

– Det er en alvorlig anklage?

»Nej. Det er da for at slå folk ihjel, fordi de lider. Man skriver det bare ikke i journalen.«

Andre kalder den praksis for ’palliativ sedering’ – frit oversat ’lindrende bedøvelse’. Og det er ganske rigtigt lovligt at skrue op for morfinen, hvis en patient er dødeligt syg og har mange smerter. Også i en grad, hvor patienten ender med at dø af smertelindringen.

»Men man må ikke gøre det, hvis patienten beder om det. Og det er da pudsigt,« siger Svend Lings.

Hvis Svend Lings bliver tiltalt og dømt i en ny sag, skal han mindst 60 dage i fængsel. Den snart 79-årige læge er dog ikke bekymret. »Det er en kalkuleret risiko«

Hvis Svend Lings bliver tiltalt og dømt i en ny sag, skal han mindst 60 dage i fængsel. Den snart 79-årige læge er dog ikke bekymret. »Det er en kalkuleret risiko«

Asger Ladefoged

Bevægelse i Europa

I de senere år er der faldet en række domme i Europa, der giver straffrihed for at hjælpe andre til selvmord: I 2019 blev en italiensk mand ikke straffet for at have hjulpet en anden mand til Schweiz, hvor han begik selvmord. Sagen blev afgjort til mandens fordel ved den italienske forfatningsdomstol. Næsten det samme skete i Tyskland i februar 2020, hvor forbundsdomstolen afgjorde, at hjælp til selvmord er en rettighed i Tyskland. Samme måned afkriminaliserede Portugal hjælp til selvmord.

I marts måned i år ankede Svend Lings derfor dommen fra Højesteret til menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Domstolen har i 2011 udtalt, at selvmord er en menneskeret, men at det må være op til de enkelte lande at fastsætte lovgivning på området. Og at domstolen vil tage sager op igen med mellemrum. Lings håber, at det bliver hans.

»Uanset hvad er der en udvikling i gang. Og den kan ikke stoppes,« siger Svend Lings.

Sammen med otte andre læger har han stiftet foreningen Læger for Aktiv Dødshjælp med henblik på at udbrede viden og indsamle penge, hvis en retssag i Strasbourg skulle blive en realitet.

Svend Lings modtager mange taksigelser fra pårørende til mennesker, der har brugt hans vejledning, siger han. Samt tilkendegivelser fra folk, der støtter hans arbejde. Folk skriver blandt andet:

»Svend, der skulle være flere mennesker som dig … nu må Danmark se at vågne op og få ændret loven, så vi alle kan bestemme over egne liv. Du har rigtig mange menneskers opbakning.«

Svend Lings har svært ved at forstå, at han er blevet smidt ud af Lægeforeningen:

»Jeg er ikke vred. Men deres tankegang er underlig, synes jeg. Læger, der har voldtaget, slået ihjel og snydt med forskningsmidler, har stadig deres autorisation.«

Svend Lings har aldrig har hjulpet folk direkte med at begå selvmord.

»Men jeg tror, det er en tilfældighed. Jeg har aldrig stået der, hvor der var behov for min hjælp. De har altid selv kunnet tage det, der skulle til. Og der står ikke i lægeløftet, at man ikke må hjælpe til selvmord. Der står, man skal overholde love og regler. Men jeg slår ikke nogen ihjel. Jeg er en tjener, der kommer ind med en bakke, hvorpå der står et middel,« siger Svend Lings.

De to betjente, der kom for at sigte Svend Lings i slutningen af juli, forlod ham efter godt 20 minutters samtale i udestuen. Bagefter gik han ind på sit kontor og slog op i straffeloven. Her kunne han læse, at der kun kan rejses tiltale for forsøg på et kriminelt forhold, hvis der for lovovertrædelsen kan idømmes en straf, der overstiger fire måneder fængsel. Eftersom han i sin seneste dom fik 60 dages betinget fængsel, er han ikke bekymret. Han fandt også ud af, at ’Katrine’ teoretisk set kan blive sigtet for at have tilskyndet til en forbrydelse. Det er nemlig ulovligt at lokke andre til at begå noget kriminelt.

»Så jeg sov godt den nat,« siger han.

Skulle sagen alligevel ende i retten og Svend Lings blive idømt en fængselsstraf, tager han det med.

»Det er en kalkuleret risiko, « siger han og tilføjer:

»Eneste problem er, at hvis jeg ryger i spjældet, kan jeg jo ikke hjælpe nogen, mens jeg sidder der.«

Et løfte til Lillemor

Hans familie bakker ham op. Både hans to voksne børn og hans hustru, Lillemor.

De mødtes på selv samme afdeling i Sverige, hvor han tilså den døende kvinde med kræft i kinden. Det er også hende, der har afholdt ham fra at tage sit eget liv. Hele sit voksne liv har Svend Lings lidt af tilbagevendende depressioner og overvejet selvmord »utallige gange«.

Men da han flyttede sammen med Lillemor i 1973, lovede han hende, at han ikke ville tage sit eget liv, så længe de var sammen.

»Ikke medmindre jeg bliver så syg, at hun siger: ’Nu må du godt’.«

– Så det er kærlighed, der afholder dig fra at tage dit eget liv?

»Ja, det kan du godt sige.«

– Og hvad hvis Lillemor dør først?

»Så tror jeg ikke, jeg lever ret længe.«

Dagen er ved at gå på hæld. Blæsten synger i solparasollen. Og på terrassen ved siden af Svend Lings stikker hunden Chu snuden ned i en blomstervandkande og labber vand. Chu betyder ’fred’ på kinesisk.

– Hvad tænker du om døden?

»I min verden betyder døden fred. Den er jeg ikke bange for.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der er faktuelle fejl i artiklen: Det er Sundhedsstyrelsen der autoriserer læger og ikke Lægeforeningen. Lægeforeningen kan derfor heller ikke fratage læger deres autorisation.
Lings er ikke den eneste læge, der har mistet sin autorisation siden 1945, men har er vist nok den eneste, der er blevet ekskluderet af lægeforeningen. Om nazilægen Fritz Clausen fik frataget sin autorisation er jeg ikke så sikker på, men han blev smidt ud af Lægeforeningen.

Trond Meiring, Rolf Andersen, Allan Stampe Kristiansen, Henriette Bøhne, Birte Pedersen, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Mette Poulsen, Jane Jensen og Anina Weber anbefalede denne kommentar

Svend Lings - en mand efter min hjerne og mit hjerte. Jeg finder det urimeligt, at jeg skal henvises til boltpistol, togskinner eller kniv, når jeg ikke vil leve længere. Efter min opfattelse er det en menneskeret at afslutte et værdigt liv med en værdig død.

Knud Ejstrup Larsen, Jette Kjældgaard, Kristian Jensen, Kenneth Krabat, Knud Christensen, Klaus Lundahl Engelholt, Trond Meiring, Rolf Andersen, Allan Stampe Kristiansen, Per Hansen, Dennis Tomsen, Eva Schwanenflügel, Arne Albatros Olsen, Ken Sass, Torben Bruhn Andersen, Ebbe Mortensen, Birte Pedersen, Carl Chr Søndergård, Morten Balling, Per Christiansen, Carsten Wienholtz, John Andersen, Thomas Tanghus, Jane Doe, Ervin Lazar, Jan Fritsbøger, Estermarie Mandelquist, Hans Larsen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
John Andersen

Lægen udviser kun den samme barmhjertelighed over for mennesker, som næsten alle udviser over for deres kære kæledyr, når de lider og der ikke er nogen behandling, så de kan leve et værdigt liv uden smerter.

Knud Ejstrup Larsen, Trond Meiring, Allan Stampe Kristiansen, Per Hansen, Eva Schwanenflügel, Arne Albatros Olsen, Ete Forchhammer , Torben Bruhn Andersen, Birte Pedersen, Carl Chr Søndergård og Per Christiansen anbefalede denne kommentar
Carsten Svendsen

Jeg kan ikke læse artiklen.
Men min generelle opfattelse af lægegerningen er: Helbrede og lindre.
Enhver person burde vide hvorfor små børn ikke må lege med plastikposer og behøver dermed ikke at kompromittere lægens gerning.

Carsten Svendsen

NB
Jeg tvivler på, at der er mange læger, der ikke vil være "gavmilde" med smertestillende medicin i forhold til en terminalpatient.

Vibeke Hansen, Thorkild Fjordgaard og Carl Chr Søndergård anbefalede denne kommentar
Jens Ole Mortensen

Det er jo et etisk dilemma uanset hvad man vælger . Og hvor man må bruge sin sunde fornuft.
Jeg vil godt vide om læger som skal træffe denne beslutning , at give aktiv dødshjælp, vil udelukke psykisk sydom som grund til aktiv dødshjælp.
Da jeg var ung i 80erne blev jeg indlagt på psykiatrisk afdeling. Jeg så en konspiration. En omfattende ring virkede udenfor samfundets demokratiske retningslinjer. Og var en magtfaktor i vores samfund. Ydermere , i løbet af opholdet. bildte jeg mig ind at de fjernede hjerner på afdøde patienter- I hemmelighed. Så da jeg blev forflyttet til en åben afdeling, var psykiateren ikke i tvivl. med diagnosen. -Skizotypi .
Men Hov. Jeg havde jo ret. Man fjernede jo hjerne fra psykiske patienter. Og de måtte indebære en ring som opererede udenfor samfundets demokratiske retningslinjer
Nu skal jeg ikke brede konspirations teorier. Så lad os holde os til det som offentligheden ved. - Er hjernerne fjernet uden familie og pårørendes vide. Hvordan har de så kunnet begrave deres afdøde familiemedlemmer. Eller er de´ simpelthen blevet overtalt til at afstå fra det ? Man kunne jo spørge dem. Et andet spørgsmål- Hvordan kunne man offentliggøre denne forskning, som jo foregik i hemmelighed. Hvordan kan forskning foretaget i hemmelighed være så vigtig at man fratog pårørende muligheden til at tage ordentlig afsked med deres døde ? Igen- Man kunne jo spørge dem.

Ved såkaldte psykisk syge patienter er der , i den grad, et etisk problem ved aktiv dødshjælp.
Da jeg blev udskrevet. (reservelægen som gav mig diagnosen) havde også bemærket at jeg havde ret. Han var et mandfolk. Og tog sagen i egen hånd og udskrev mig. Men jeg bliver udskrevet til omgivelser som var fuldstændigt indoktrineret i et billede af at Danmark er verdens mest , humane, oplyste og demokratiske samfund i verden. Den ironiske sang. Det er osse samfundets skyld. var en landeplage.Psykiatrien havde jo ikke offentliggjort deres hjerne project endnu. Og folk ville hellere sælge deres egen bedstemor end man ville have dette´man har gravet ned i sin underbevidsthed, frem.
Mit liv var miserabel. Jeg kunne selvfølgelig , bare, leve mig ind i omgivelserne. Men jeg ville så være en løgner som udnyttede andres svagheder for at nå mine egne mål. Det var ikke fordi jeg ikke forsøgte, men reaktionen indfandt sig hurtigt. Man kan fortrænge, men man kan ikke gå tilbage efter fortrængninger har nået overfladen. Jeg missundte døende kræftpatienter. Uanset, hvor mange mennesker jeg omgav mig med følte jeg mig alene. Selv blandt min familie.

Da jeg blev indlagt måtte jeg have stødt på flere læger og personale som måtte have vidst at jeg havde anet hvad som foregik.
Det var en overlæge som hed Overlæge Hansen som var den ansvarshavende person mhst. fjernelse af hjerner og forskning i psykiatriske patienter. Han var en ældre mand. Han fyldte 70 mens jeg var indlagt. Han var svagtseende. Han var så kraftigt langsynet at , især, det ene øje fyldte hele hans brilleglas ud. Efter jeg blev udskrevet. Ville de mennesker som var involveret i hjerneprojectet, ikke hellere end gerne have udfriet mig fra mit misserable liv. Under påskud at det var en barmhjertig handling.

Dødshjælp til psykisk syge patienter, vil man i en , måske, nær fremtid. Sætte i bås med kommunisters, nazisters , og andre diktaturs behandling af , såkaldte, psykisk syge. Vores, sandsynligvis, nærme efterkommere vil betragte det som et mørkt kapitel i historien.
Forøvrigt var jeg indlagt et par år efter 1983, men Overlæge Hansen var stadig på Hospitalet. Så det har fortsat, mindst, et par år efter 1983.
Overlæge Hansen var en international anerkendt forsker. Han kunne lide den noget simple titel af overlæge. Desværre må man konkludere at Overlæge Hansen var psykopat ( Ikke ment som et skældsord ) Men han levede som et rovdyr iblandt os. Han havde ikke den ressource jeg havde da jeg forsøgte at skabe et liv ved at blive et rovdyr. Og det simpelthen frembragte en psykisk reaktion. Jeg havde ondt af ham. Det kunne ligeså godt have været mig. Uanset hvilken rolle man har i dette forskningsproject. - Det kunne lige så godt have været mig.

Ete Forchhammer

Denne "Katrine" må være guf for ateister! Suk... ærgerligt for dem der husker buddet "dømmer ikke!" at det er gledet helt ud i et hjørne - eller en fløj? - af kirken.

Principielt enig med Links. Men ligefrem en selvmordsmanual som kan rekvireres frit fra nettet fra enhver potentiel selvmordskandidat?

..af enhver og ikke fra enhver..

Jens Ole Mortensen

De fleste mennesker dør i smerte og eller dødsangst. Næsten alle. Demente dør måske smertefri, men deres sidste år er en lang lidelse. Vi kan ikke stille krav til samfundet om at vi har ret til at dø smertefrit. Uanset hvilke love der bliver lavet på området vil der opstå etiske problemer. Om man konsekvent forbyder dødshjælp eller tillader det. Vil der opstå problemer med det etiske.
Konsekvent at forhindre dødshjælp ville være ubarmhjertigt og at tillade det lovmæssigt . Så kunne der stå en læge klar med sprøjten ved de fleste døende.
Det foregår måske sådan. Den uhelbredeligt syge og døende ligger i uudholdelig smerte. Lægerne kan vælge . Nu giver behandling ikke længere mening. Og den stoppes. Og man giver udelukkende smertebehandling. Og måske er man lidt rundhåndet med det smertestillende. Og lægen får en henstilling. Eller den pårørende kan ikke længere holde ud at se sin kære lide, når der alligevel intet håb er. Og giver en hjælpende hånd. Og dommeren siger. Loven skal holdes. Så jeg idømmer dig 2 dagbøder a 200 kr. Man skal heller ikke blive ved med at kæmpe for livet, og pakke mennesker ind i slanger, sugekopper og kateter , hvis der alligevel ikke er noget håb. Men at tro at vi kan lovgive os til en nem vej herfra. Det kan loven og videnskaben administrere. Det er så antropocentreret som noget kan blive.
Mhst. det kristne. Var kristendommen ikke oprindeligt et dommedagsbevægelse. Hvor de troende skulle i himlen og alt andet ville ende i helvede under ubeskrivelig lidelse. Jeg kan ikke se at dette svære spørgsmål har noget med religion at gøre.

Man skal ikke hjælpe folk med at dø. Man skal hjælpe dem til at få et godt liv på tros. Alt andet er en sparekniv.

Marianne Rosendahl Erichsen, David Zennaro, Carsten Svendsen og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar

Ikke blot livet, men også døden ønskes der kontrol over. Tankevækkende.

Erik Winberg, Henriette Bøhne og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
Erik Grøndahl

Ref. Alvin Jensen og flere.
Nogle mennesker kan ikke hjælpes til et bedre liv af nok så mange resurser, men de kan hjælpe til en mildere død, hvis nogen tør.
Stor respekt og tak til Svend Lings.
Erik Grøndahl

kjeld hougaard

I den Danske velvære-Totalitær-stat skal du fra første løn begynde at tvangs betale for de år på det demensboende du måtte blive tvunget at leve på. Det gode er: danskere vil at alle tvinges til det. Xi’ Kina giver den enkelte mere frihed.

René Arestrup

Der er utallige etiske problemstillinger i denne diskussion. Uanset, at det kan forekomme logisk humant at imødekomme et menneskes ønske om at dø, er der også en vrangside af en sådan institutionaliseret 'dødsmaskine'.

Hvordan udtrykker man et ønske om at dø? Hvornår skal et ønske om at dø imødekommes? Hvilke kriterier/forudsætninger skal være opfyldt?

Desuden, hvis aktiv dødshjælp bliver en integreret del af det danske sundhedssystem, vil der uvægerligt opstå situationer, hvor den enkelte vil opleve et pres - fra familien, fra sundhedspersonale, fra samfundet. Og det uanset om presset er reelt eller indbildt. Det bliver et valg, man kan træffe, men bliver det så også et valg, man skal træffe?

Endelig tror jeg der er mange læger, der vil have svært ved at gøre vold på deres professionelle løfte og medvirke aktivt til at afslutte liv.

Vi er på stærkt gyngende grund.

Henriette Bøhne, Lise Lotte Rahbek, David Zennaro og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

Fin skildring, René Arestrup - og med til de kritiske overvejelser iht. påstanden om at eutanasi er en naturlig følge af personlig frihed og selvbestemmelsesret optimering, hører også at en evt. ret til at vælge eutanasi for det første tvinger alle til at overveje muligheden - og for det andet at relationen mellem læge og patient forskydes voldsomt, når førstnævnte legitimt kan slå sidstnævnte ihjel.

René Arestrup, Lise Lotte Rahbek og David Zennaro anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Jeg synes, Sven Lings virker som et engageret og empatisk menneske. Når jeg alligevel bliver lidt negativ over for hans historie, så er det, fordi han i situationen med den svenske patient, ikke vil erkende og acceptere, at der er tider, hvor læger ikke kan hjælpe. Men fordi der ingen kur er, behøver det vel ikke føre til det næste skridt at aflive mennesker. Det er virkelig svært at sætte sig ned og bare være tilstede, når et menneske lider, men det er ikke desto mindre i nogle situationer det rigtige at gøre.

Min mor døde for nogen år siden af parkinson, og det var meget smertefuldt for hende. Min far og jeg stod på hver side af hendes specialseng og hørte på hendes klager i et par uger. Vi forsøgte efter bedste evne at lindre hendes smerter, men med lille succes. Da hun døde, var vi kede af det, specielt fordi hun ikke havde lyst til at dø. Men vi var også lettede, for det er virkelig svært at bære i længden, når en man elsker, har så store pinsler.

Så hvorfor er jeg så imod aktiv dødshjælp? Ja, for min mor ville det have været forfærdeligt at skulle tage stilling til. Tilhængerne kan nemt sige, at man kan lade være med at bruge det, men for nogle mennesker er det ikke nemt at være til besvær, og så er det ikke rart at blive berøvet den selvfølgelige ret til livet.

Jeg går ubetinget ind for retten til at begå selvmord, men man har efter min mening ikke ret til at bede andre om at gøre det for en. Hvis man har en (langsomt) fremadadskridende sygdom, må man gøre det, mens man stadig er i stand til det fysisk. Vi andre må så sidde ved siden af og være tilstede.

Per Langholz, Erik Winberg, Trond Meiring og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

- Selvfølgelig, er det en ret at leve, det er bestemt ikke en pligt.
- Selvfølgelig burde det derfor være en ret, at kunne få hjælp, hvis man ønsker fred i døden.

Det er forholdsvist enkelt at opstille regler og parametre, og der er absolut ingen etiske problemer i den sag. Det er et gammelt udbrændt religiøst synspunkt.

René Arestrup

'Det er forholdsvist enkelt at opstille regler og parametre, og der er absolut ingen etiske problemer i den sag. Det er et gammelt udbrændt religiøst synspunkt.'

Du har på fremragende vis indrammet problemets kerne.

Kenneth Krabat

Mange tak. Jeg vil også sætte pris på at få hjælp til at forlade livet, hvis jeg beder om at komme herfra før hjertet stopper af sig selv.

Omvendt er jeg sikker på, at min mor "fik hjælp" til at komme herfra - af 2 sygeplejersker, der "lige skulle tilse hende". Hun havde mange smerter af væskeophobning som følge af minimal nyrefunktion og galopperende leverkræft. Da vi kom ind på stuen lidt efter, varede det ikke længe, før hun hørte op med at trække vejret. Ingen blev spurgt. Men jeg er ikke sikker på, at det var dét mor ville. Og ikke dét jeg ville, når HUN ikke havde udtrykt at ville det. Selvom det var ekstremt smertefuldt at se på hendes lidelser.