Sport uden tilskuere: »Det er et kæmpe tab, at man ikke kan mærke den kogende gryde«

Der sidder 22 ’hviie’ mænd omkring et fjernsyn. Rygmærkerne siger Jørgensen og Rasmussen. Røgen hænger som en tåge, og luftventilatoren i loftet snurrer formålsløst rundt. Nogle står med en glødende cigaret i højre hånd og en Ceres Top i venstre.

Det trækker op til kamp. På skærmen marcherer AGF ind på banen. De ’hviie’ på bodegaen rejser sig. Der bliver stille. Så fløjter dommeren.

Skipper Bodega i Istedgade er en københavnsk bar forbeholdt aarhusiansk publikum. En brun bar for fans af aarhusklubben AGF. Denne torsdag aften spiller den en europæisk kamp for første gang i otte år. Og den lille bodega bugner af fans med den hvide AGF-trøje på.

»Stadion uden tilskuere; der er ikke noget federe,« råber en karseklippet fan.

Folk slukker cigaretterne, og den hvide røg stiger op fra askebægrene. Fjernsynet afslører, at tribunerne på stadion er tomme: Hver gang bolden bliver ramt, og hver gang spillerne råber, kan man høre et ekko på stadion.

I baren står Tore. Han flyttede fra Aarhus til København i 2000, men har aldrig forladt AGF. Faktisk er han blevet »radikaliseret«, efter han forlod Aarhus, og hans børn har også lært at være AGF-fans.

»Jeg synes, at det var forfærdeligt at se en fodboldkamp derhjemme helt uden atmosfære,« siger han.

Nogle minutter inde i kampen kommer kampens første chance. Der går et sus gennem bodegaen, og fansene råber »Åh!« og klapper. I det mindste kan de høre hinanden.

»Hold kæft en hammer, mand!«

Bodegaen er lille, stemningen intens. Flere gange rejser fansene sig og synger: »Hviie er vi af hjertet …«.

Sara Galbiati

Atmosfæreforladt

Det er blevet kedeligere at se sport i 2020. Og årsagen er klar. Når tilskuerpladserne er tomme, forsvinder noget af magien.

Det har Hans Bonde, professor og idrætshistoriker på Københavns Universitet, også bemærket.

»Det er blevet fuldstændig atmosfæreforladt. Jeg har set Champions League, og når der er en rigtig god kamp, så kan man stadig lade sig rive med. Men hvis ikke det er højdramatisk, så flakker øjnene. Det er et kæmpe tab, at man ikke kan mærke den kogende gryde,« siger han.

En martsdag i år forsvandt tilskuerne fra stadioner i hele verden. Først Kina. Så Italien. Så Danmark. I lang tid har sporten ikke haft tilskuere på tribunerne, men nu er de så småt ved at indfinde sig igen, dog stadig med mange tomme sæder. At stå sammen ved at holde afstand kan ikke lade sig gøre som tilskuer, og det har gjort det kedeligere at se sport.

Tilskuere er nemlig ikke blot en passivt betragtende flok. Fodboldspillere har hang til at kalde tilskuerne for den »12. mand«. Idrætshistoriker Hans Bonde mener, at de er mere end det:

»Tilskuerne er det tredje hold, som verbalt, kropsligt og psykisk har en vigtig funktion på stadion.«

Og hvis der er nul eller få tilskuere på stadion, så smitter det også af på sofaseernes oplevelse foran fjernsynet. Det skyldes ifølge Hans Bonde, at fans kognitivt forbinder sig med de fans, som er på stadion.

»Vi føler, vi er en del af fansene på tilskuerpladserne. Derfor er det så vigtigt for kameramændene at sende tilskuerbilleder hjem, så vi kan føle, at det er os selv, der er til stede – og føle begejstringen. Uden tilskuerne mangler et identifikationsobjekt, som vi kan hægte oplevelsen op på,« siger Hans Bonde.

Texansk forskning viser, at sport bliver mindre spændende, hvis ikke der er tilskuere til stede på stadion. Det forklarer lektor Glenn Cummins fra Texas Tech University. Han har forsket i effekten af tilskuerlyd.

»Det er klart, at nogen ser sport med en intellektuel tilgang til spillet, men de fleste er omgivet af mange mennesker, mens de ser sport. Hvis man fjerner det fra oplevelsen, bliver sporten mindre spændende.«

Hjemmebanefordel

Meget tyder på, at manglen på tilskuere ikke kun har effekt på oplevelsen af sporten, men også på selve spillet. En analyse af tyske bundesligakampe, i seks uger uden tilskuere fra analysefirmaet Impect viser, at antallet af hjemmebanesejre faldt drastisk i perioden. Med tilskuere vinder hjemmeholdet i 43 procent af kampene i Bundesligaen, men i de seks uger uden tilskuere på tribunerne vandt hjemmeholdet kun i 33 procent af kampene.

Ifølge en anden analyse fra Gracenote scorede hjemmeholdene i Bundesligaen også færre mål, ligesom bundesligaholdene skød mindre, driblede mindre, lavede færre indlæg og fik færre hjørnespark.

Faktisk var hjemmeholdene dårligere på de fleste parametre på et tomt stadion. Imidlertid præsterede udebaneholdets målmand bedre, hvilket muligvis kan indikere, at den tilskuerlarm, som normalt er på en godt fyldt hjemmebane, kan virke generende på modstanderens spillere.

Idrætshistoriker Hans Bonde understreger, at hjemmebanefordelen hænger sammen med tilskuerne:

»Når man ser på hjemmebanefordelen, så er det jo på grund af fans, at den eksisterer. Det er derfor, et udebanemål tæller mere i de internationale turneringer. Jo mere entusiastiske tilskuerne er, desto mere kan de indvirke på resultatet: give deres eget hold øget mod og intimidere modstanderholdet. De er en aktiv kraft og en del af spillet,« siger Hans Bonde.

Patrick Mortensen er enig. Han er anfører for AGF og holdets topscorer i Superligaen. I foråret bemærkede han, hvordan hjemmebanefordelen i en periode var forsvundet, fortæller han, da Information taler med ham inden torsdagens europæiske kamp mod FC Honka.

»Det er klart at de kampe, hvor der ikke var tilskuere, der havde vi ikke den hjemmebanefordel, som man normalt har,« siger Patrick Mortensen.

Han kalder det for »en underlig situation« at spille uden tilskuere:

»Motivationen kan man få forskellige steder fra som spiller. Nogle gange kommer den fra fans og den energi, de giver. Den mulighed havde vi ikke, så det var vigtigt at finde en indre motivation, når fansene ikke var der til at skubbe os frem,« siger han.

I AGF har man lavet forsøg med at afspille tilskuerlyd på stadionanlægget, og det gav ifølge anfører Patrick Mortensen en fornemmelse af at have fans på lægterne.

»Men vi foretrækker klart at have fans på stadion. Den kunstige lyd giver lidt, men fans jubler jo også, når man laver en tackling eller et returløb. Der kommer dåselyden ikke ind over. Den skal også times, så den ikke kører monotont igennem hele kampen, for der er jo gode og svære perioder. Der får du 100 procent feedback fra fans. Dåselyden er mere allround.«

AGF var også hurtigt ude og lave forsøg med storskærme, hvor livevideoer af fansene blev vist. Det tiltag var Patrick Mortensen begejstret for:

»Det var fantastisk at se, når folk fløj helt op i stolene hjemme i stuerne, når vi scorede. Og nede på Tangkrogen, hvor folk sad i bilerne og så kampene på storskærm og endte med at stå ud af bilerne og juble og dytte. Det viser lidt om den by, man er i, og hvor meget opbakning der er,« siger han.

Idrætshistoriker Hans Bonde siger, at det er en generel opfattelse blandt sportsudøvere.

»Der er en tendens til, at spillerne opfatter tilskuerne som et utroligt vigtigt element. De er ikke bare et krydderi, men en del af selve retten.«

Computerspil og dåselyd

At fodboldfans har brug for at høre og se andre fans brøle på stadion, er den kommercielle del af fodboldverdenen pinligt bevidste om. Det engelske fodboldforbund ville genskabe »den vibrerende atmosfære fra Premier League« og indgik derfor en aftale med holdet bag computerspillet FIFA 20, der har udviklet en teknologi med tilskuerlyd på dåse for at skabe en autentisk spilleoplevelse. Nu kunne den overføres til virkeligheden.

Med dåselyden er fodbold begyndt at minde lidt om sitcoms, mener Glenn Cummins fra Texas Tech University. Som når dåselatteren i Friends minder seeren om, at Joey har sagt noget sjovt.

Det fungerer på samme måde med dåselyd på fodboldkampe, forklarer Cummins.

»Jeg tror, at så længe folk ikke overanalyserer og er kritiske, vil det føles som en naturlig oplevelse. I hvert fald hvis alternativet er, at dåselyden ikke bliver tilsat, for vi er vant til at høre stemningen. Men det kræver, at man overgiver sig.«

Forskning viser, at tilskuerlyd har en effekt på fans, så længe de ikke ved, at det er dåselyd. Derfor mener Glenn Cummins, at det bliver »spændende« at se, om reaktionsmønsteret er det samme, nu hvor fansene ved, at det er dåselyd.

Idrætshistoriker Hans Bonde mener også, at dåselyden er bedre end ingenting.

»Jeg føler, at det er nemmere at føle suset, selv om jeg ved, at det er et kunstigt sus. En komedie er også en anelse sjovere, når der er dåselatter på. Men det giver ikke det samme som den ægte vare,« siger Hans Bonde.

De tomme tribuner minder lektor Glenn Cummins om preseason-kampe i den amerikanske baseballturnering, hvor der er billeder af fans på lægterne:

»Det styrker illusionen om, at alt er normalt, selv om vi ved, at ingenting er normalt.«

Og manglen på tilskuere kan have konsekvenser på længere sigt. Sporten er ikke pænere end dens indpakning, mener Cummins.

»Jeg tror, at det har en effekt på holdånden.«

Slagsange

De brøler i kor på Skipper Bodega. 1-0 til AGF. På en bænk sidder Simon i klubbens fodboldtrøje. Han er aarhusianer, holder et sabbatår København og ser kampen med tre kammerater. Indtil scoringen har han bidt negle. Også han mener, at topfodbold er blevet kedeligere at se, nu hvor tribunerne er tomme.

»Det er nærmest som at se Horsens eller Hobro, hvor der heller ikke er så mange tilskuere på lægterne – det bliver lidt kedeligt. Men det blev væsentligt bedre med dåselyden,« siger Simon.

2-0 til AGF. 2-1. Så 3-1. Bodegaen klapper ad fjernsynet.

»Sådan!«

»Han er fræk, han er!«

Ud af det blå scorer modstanderen til 3-2, og en af de ’hviie’ råber:

»For helvede, mand!«

AGF har for vane at sætte sejre til, og nerverne sidder uden på trøjerne. Målmanden kommer atter til diskussion. Nogle fans starter en slagsang: »Hviie er vi af hjertet …«.

Folk følger trop, banker i bordet i takt til slagsangen og klapper med.

»Man har en dårlig fornemmelse,« siger en så.

Et minut før tid scorer AGF til både 4-2 og 5-2. Lige efter står hele bodegaen og synger:

»På vej mod nye eventyr, så lad os følges ad …«