Sport uden tilskuere: »Det er et kæmpe tab, at man ikke kan mærke den kogende gryde«
Der sidder 22 ’hviie’ mænd omkring et fjernsyn. Rygmærkerne siger Jørgensen og Rasmussen. Røgen hænger som en tåge, og luftventilatoren i loftet snurrer formålsløst rundt. Nogle står med en glødende cigaret i højre hånd og en Ceres Top i venstre.
Det trækker op til kamp. På skærmen marcherer AGF ind på banen. De ’hviie’ på bodegaen rejser sig. Der bliver stille. Så fløjter dommeren.
Skipper Bodega i Istedgade er en københavnsk bar forbeholdt aarhusiansk publikum. En brun bar for fans af aarhusklubben AGF. Denne torsdag aften spiller den en europæisk kamp for første gang i otte år. Og den lille bodega bugner af fans med den hvide AGF-trøje på.
»Stadion uden tilskuere; der er ikke noget federe,« råber en karseklippet fan.
Folk slukker cigaretterne, og den hvide røg stiger op fra askebægrene. Fjernsynet afslører, at tribunerne på stadion er tomme: Hver gang bolden bliver ramt, og hver gang spillerne råber, kan man høre et ekko på stadion.
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »
Efterspørgslen efter opium til folket stiger åbenbart i takt med at coronavirustruslen fortsætter.
Ja, forholdet mellem "scene og sal" er afgørende i de udøvende 'kunstarter, som de gamle egyptere sagde. Men fortvivl ikke dette forhold har historisk tilpasset sig de mest fortvivlende forhold som under pietisme, nazisme og patriarkater og udviklet sig til nye berigende fællesskaber. Fællesskabsfølelsen blomstrer mellem scene og sal i bredeste forstand: i litteraturen, i sangen, dansen, filmen. Og de nære relationer.