Feature
Læsetid: 7 min.

Sport uden tilskuere: »Det er et kæmpe tab, at man ikke kan mærke den kogende gryde«

Det er blevet kedeligere at se sport i 2020, og det er naturligt nok, mener en idrætshistoriker og en forsker fra Texas. Sporten er ikke pænere end dens indpakning, og de tomme tribuner får fællesskabsfølelsen og magien til at forsvinde. Meget tyder på, at det også har betydning for spillet på banen
En gruppe kammerater er taget på Skipper Bodega for at opleve stemningen, nu hvor stadion er tomt.

En gruppe kammerater er taget på Skipper Bodega for at opleve stemningen, nu hvor stadion er tomt.

Sara Galbiati

Moderne Tider
29. august 2020

Der sidder 22 ’hviie’ mænd omkring et fjernsyn. Rygmærkerne siger Jørgensen og Rasmussen. Røgen hænger som en tåge, og luftventilatoren i loftet snurrer formålsløst rundt. Nogle står med en glødende cigaret i højre hånd og en Ceres Top i venstre.

Det trækker op til kamp. På skærmen marcherer AGF ind på banen. De ’hviie’ på bodegaen rejser sig. Der bliver stille. Så fløjter dommeren.

Skipper Bodega i Istedgade er en københavnsk bar forbeholdt aarhusiansk publikum. En brun bar for fans af aarhusklubben AGF. Denne torsdag aften spiller den en europæisk kamp for første gang i otte år. Og den lille bodega bugner af fans med den hvide AGF-trøje på.

»Stadion uden tilskuere; der er ikke noget federe,« råber en karseklippet fan.

Folk slukker cigaretterne, og den hvide røg stiger op fra askebægrene. Fjernsynet afslører, at tribunerne på stadion er tomme: Hver gang bolden bliver ramt, og hver gang spillerne råber, kan man høre et ekko på stadion.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Efterspørgslen efter opium til folket stiger åbenbart i takt med at coronavirustruslen fortsætter.

Margit Johansen

Ja, forholdet mellem "scene og sal" er afgørende i de udøvende 'kunstarter, som de gamle egyptere sagde. Men fortvivl ikke dette forhold har historisk tilpasset sig de mest fortvivlende forhold som under pietisme, nazisme og patriarkater og udviklet sig til nye berigende fællesskaber. Fællesskabsfølelsen blomstrer mellem scene og sal i bredeste forstand: i litteraturen, i sangen, dansen, filmen. Og de nære relationer.