Klumme
Læsetid: 3 min.

Ugerevy: Ingen har sagt, at det skal være nemt

I det mindste kan vi glæde os over, at grillsæsonen snart er forbi, så vi ikke længere skal spise kød, der er forkullet udenpå og råt indeni. Fremtiden venter om hjørnet, og den har både mundbind og rodfrugter med
Efter valget i Hviderusland flygtede præsident Lukasjenkos primære udfordrer, Svetlana Tikhanovskaja, til Litauen – og det internationale samfund forsøgte at finde et ben at stå på.

Efter valget i Hviderusland flygtede præsident Lukasjenkos primære udfordrer, Svetlana Tikhanovskaja, til Litauen – og det internationale samfund forsøgte at finde et ben at stå på.

VIKTOR DRACHEV

Moderne Tider
15. august 2020

Så sluttede sommerferien, og sommervejret satte ind – helt symptomatisk for et år, der synes opsat på at understrege det gode gamle mundheld om, at ingen har sagt, at det skal være nemt.

Coronasmitten blussede op flere steder i landet, genåbningen blev genforhandlet, og ikke nok med at åbningsfesten for den nye supercykelsti fra Nørregade til Simmerstedvej i Haderslev blev aflyst, så blev Aarhus Festuge det også.

Onsdag havde Aarhus’ borgmester bakket op. Torsdag bakkede han ud, og det var egentlig ikke særlig overraskende – for er der én ting, vi har lært af den her pandemi, er det, at tingene kan ændre sig hurtigt.

Det føles som i går, at det var dumt at bruge mundbind, i dag får bindene buspassagerernes briller til at dugge, så de ligner noget fra en billig fremtidsfilm.

Denne omgang smitteopblussen havde dog noget særligt over sig, for en stor del af tilfældene skulle findes i Aarhus’ somaliske minoritet, og det gav anledning til en slags forsinket udsendelse af dansk politiks svar på et bønnekald, der normalt er forbeholdt agurketiden, nemlig kortere eller længere fanfarer over temaet ’Muslimer gør ting forkert’.

»Genåbningen udskydes, fordi folk fra Stormellemøsten skider på det danske fællesskab og ikke viser samfundssind,« som Nye Borgerliges folketingsmedlem Mette Thiesen ledt nok tweetede som en levendegørelse af et af årets andre store mantraer, nemlig det om, at man ikke skal lade en god krise gå til spilde, hvis man selv kan vinde noget.

Et slaraffenland

Tager man den attitude til sig og ser kriser som muligheder, så er verden et slaraffenland for tiden.

Ugen igennem gik modige mennesker i Minsk og andre steder i Hviderusland på gaden i protest mod søndagens præsidentvalg, hvis officielle resultat ikke overraskende viste en storsejr til den siddende diktator, men som – heller ikke overraskende – mistænkes for at være baseret på fusk.

Præsident Lukasjenkos primære udfordrer, Svetlana Tikhanovskaja, flygtede til Litauen, mens demonstranterne trods tæsk og vilkårlig indespærring fortsatte, og protester blev til strejker, og det internationale samfund forsøgte at finde et ben at stå på.

Samtidig fortsatte afviklingen af det amerikanske demokrati stille og roligt. Denne uge med Trumps melding om, at han ikke ville give landets stærkt coronasvækkede postvæsen penge, for så vil det bare være i stand til at håndtere en masse brevstemmer.

Noget, som Trump uden skyggen af bevis hævder vil føre til valgsvindel. Udmeldingen om postvæsenet kom dagen efter, at præsidentens valgmodstander, Joe Biden, løftede ansigtsmasken for, hvem han havde udvalgt som vicepræsidentkandidat.

Det blev senator Kamala Harris, som i tidligere debatter med Biden har drevet ham godt rundt i manegen. Håbet er nu, at hun kan gøre det samme med vicepræsident Mike Pence. Sikkert er det, at de to vicepræsidentkandidater ikke kommer til at mødes over en god middag, for Mike Pence overholder et pænt fundamentalistisk princip om ikke at spise middag alene med en kvinde – medmindre det er hans kone, og det bliver Kamala Harris næppe.

Fremtiden venter

Og nu vi er ved fødevarer, så var dette ikke bare ugen, hvor man i Nordjyske kunne læse, at høsten i Thy gik strygende, og kornet stod smukt og gyldent og tørrede rundtom på de højtliggende marker. I Bloomberg kunne man også læse en spektakulær fremskrivning ovre i den animalske afdeling af fødevarebranchen: Efter 60 års støt stigende kødforbrug globalt kunne 2020 blive året, hvor det vendte, lød det.

Det tyder nemlig på, at forbruget nu falder for andet år i træk. I artiklens mange kødfulde søjlediagrammer kunne man også læse, at indtaget af oksekød mere eller mindre var stagneret de senere år, mens væksten var drevet af kylling.

Uden nogen anden sammenhæng end ordet ’kylling’ gik en temmelig lokal kinesisk nyhed denne uge kloden rundt og havnede blandt andet hos DR. Der var blevet fundet coronavirus i en pakke frosne, brasiliansk producerede kyllingvinger i den kinesiske by Shenzhen.

Der er ingen, der har sagt, at det skal være nemt, men i det mindste kan vi glæde os over, at grillsæsonen snart er forbi, så vi ikke længere skal spise kød, der er forkullet udenpå og råt indeni. Fremtiden venter om hjørnet, og den har både mundbind og rodfrugter med. Det er måske ikke en trøst, men det er det, vi har.

Serie

Ugerevyen

Ugerevyen giver dig et stærkt idiosynkratisk overblik over de mest interessante begivenheder i ugen der gik. Vi dækker både indland, udland og dyrenes verden.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kenneth Jacobsen

Er det mig der er gået glip af noget, eller er udtrykket Stormellemøsten meget andet end et nyt catchword fra højrefløjens kreative værksted?