Feature
Læsetid: 5 min.

Universet er en computer, og Stephen Wolfram hævder, at han kan programmere den

Med en 448 siders selvpubliceret afhandling har en 60-årig britisk-amerikansk softwareiværksætter meldt sig ind i kampen om en endelig teori. Der er bare ikke rigtig nogen i forskningsfeltet, som er imponeret
Moderne Tider
8. august 2020
Med en 448 siders selvpubliceret afhandling har en 60-årig britisk-amerikansk softwareiværksætter meldt sig ind i kampen om en endelig teori. Der er bare ikke rigtig nogen i forskningsfeltet, som er imponeret

Jesse Jacob

Den 5. februar 2020 skrev softwareudvikleren, iværksætteren og forfatteren Stephen Wolfram på Twitter:

»At jeg har været stille på Twitter de seneste par måneder er ikke et tegn på, at jeg ikke har foretaget mig noget; faktisk er det et tegn på, at jeg har arbejdet mere intenst end nogensinde …. på grund af et uventet videnskabeligt gennembrud, som jeg håber på snart at dele …«

Det var nu ikke det første, vi har hørt fra videnskabsmanden Stephen Wolfram. I 2002 udgav han bestselleren A New Kind of Science, hvor han plæderer for at betragte computerberegning (computation) som en selvstændig videnskab på linje med matematik og fysik. Sat på spidsen var bogens tese, at studiet af simple, selvrefererende computerkoder kan føre til dyb indsigt i, hvordan alting hænger sammen.

Wolframs cliffhanger på Twitter blev to måneder efter fulgt op af et blogopslag på Wolfram Researchs hjemmeside, hvor han (eller hans presseafdeling) annoncerer:

»Det er uventet, overraskende – og for mig utroligt spændende. For at være fair har jeg på et eller andet niveau arbejdet på dette i næsten 50 år. Men det er bare i de seneste par måneder, at det endelig er faldet i hak. Og det er meget mere vidunderligt og smukt, end jeg nogensinde havde forestillet mig.«

Herefter følger en 448 siders lang afhandling om, hvordan få linjer computerkode kan skabe hele det kendte univers.

I sin kerne er Wolframs tilgang et computerbillede af kosmos. De grundlæggende regler, som universet adlyder, ligner linjer af computerkode kaldet cellulære automater. Computerkoden virker på et netværk af punkter med forbindelser mellem dem, en graf, der vokser og ændres, i takt med kodens digitale logik, et trin ad gangen. Ifølge Wolfram er sådan en graf det grundlæggende element i universet. Fra den ydmyge begyndelse med en lille graf og et kort sæt regler kan fabelagtige komplekse strukturer hurtigt udvikle sig af sig selv.

Ideen om, at en kompleks verden kan opstå ud af samspillet mellem simple cellulære automater, er ikke ny. Allerede den moderne computervidenskabs fader, Alan Turing, var inde på noget lignende, og John von Neumann, en af de matematikere, der har haft størst betydning for kvantefysikken, beskrev cellulære automater i detaljer i 1948. Ideen blev populariseret af John Conway i 1970 med spillet Game of Life, hvor små sorte og hvide kvadrater interagerer efter simple regler og dermed opfører sig som populationer af encellede organismer.

Stephen Wolfram og hans medarbejder Jonathan Gorard hævder, at de kan reproducere dele af kvantefeltteorien og den generelle relativitetsteori ud fra sådanne modelberegninger.

Vidunderbarnet, der gik sin vej

Stephen Wolfram, født 1959, startede sin karriere i hjemlandet Storbritannien som vidunderbarn. Han skrev sin første videnskabelige artikel som 15-årig, blev uddannet på eliteskolen Eton og på Oxford Universitet, men gjorde aldrig uddannelsen færdig. Det til trods forfulgte han en forskningskarriere i USA og opnåede en ph.d. som 20-årig ved California Institute of Technology (Caltech).

I 1985 forlod han pludselig det prestigefyldte Institute of Advanced Study (IAS) ved Princeton og stiftede to år efter softwarefirmaet Wolfram Research.

Wolfram Researchs hovedprodukt er softwarepakken Mathematica, et moderne, teknisk computersystem, der spænder over alle områder af teknisk beregning – herunder neurale netværk, maskinlæring, billedbehandling, geometri, symbolsk algebra, datavidenskab, visualiseringer med meget mere. Systemet bruges inden for mange tekniske, videnskabelige, ingeniørmæssige og matematiske discipliner. Mange teoretiske fysikere bruger flittigt og med stort udbytte Mathematica i deres arbejde. De er dog mindre imponerede af Wolframs bidrag til forskningsfeltet.

I det omfang, de overhovedet kan se relevansen af Wolframs værk, har de svært ved at følge hans computerøvelser tilbage til en forklaring på universets beskaffenhed.

Wolfram har ikke publiceret sit arbejde i videnskabelige tidsskrifter eller præsenteret det på konferencer, hvor det kunne berige konkurrerende teorier eller blive beriget af dem. Ved at stille sig uden for fagfællebedømmelsen og den sociale praksis, der filtrerer og raffinerer nye videnskabelige ideer, gør han det svært for sig selv og svært for andre fysikere at vurdere sit arbejde.

Da tidsskriftet Scientific America i maj spurgte Stephen Wolfram, hvorfor han ikke har publiceret sine resultater i et anerkendt tidsskrift, svarede han:

»Jeg tror ikke rigtig på anonym fagfællebedømmelse. Jeg mener, det er korrupt. Det er alt sammen en stor fortælling om et mere eller mindre korrupt spil, vil jeg sige. Jeg tror, det er uundgåeligt med sådan nogle store systemer.«

Wolframs ideer er ikke trivielle eller uinteressante. Der er meget viden at hente i at se ganske simple regler udvikle sig til komplekse strukturer. Viden, som kan berige arbejdet med strengteori, kvantegravitation og de andre forsøg på en samlet teori.

Stephen Wolfram hævder i ovennævnte interview, at han ønsker andre forskeres vurdering og feedback, men han anerkender ikke, at hans arbejde bygger videre på andres indsats.

Et råd fra en ven

En bogudgivelse af fysikeren og nobelpristageren Richard Feynmans breve med titlen, Perfectly Reasonable Deviations from the Beaten Track, rummer en korrespondance mellem Feynman og en 26-årig Stephen Wolfram.

Wolfram overvejede i 1985 at forlade IAS og skrev til sin mentor på Caltech for at klage sin nød:

»Jeg bliver stadig dårligere behandlet ved IAS og er virkelig nødt til at komme væk. Jeg kan ikke se nogen steder, der virkelig ville være dejligt at komme til, og som ville støtte mig i den slags ting, jeg nu er interesseret i. Så jeg tænker på at prøve at skabe mit eget miljø ved at starte et eller andet institut. Det ville være så meget rarere, hvis sådan noget allerede eksisterede, men det gør det ikke.«

Tre uger efter svarede Richard Feynman, at han ikke mente, det var institutionen, der forhindrede den unge Stephen i at forfølge sine forskningsdrømme:

»Du forstår ikke ’almindelige mennesker’. For dig er de ’dumme fjolser’ – så du vil ikke tolerere dem eller behandle deres særheder med overbærenhed eller tålmodighed – men derimod drive dig selv til vanvid (eller de vil drive dig til vanvid) ved at prøve at håndtere dem på en effektiv måde. En vej ud er at bedrive din egen forskning med så lidt kontakt med ikketekniske mennesker som muligt med én vigtig undtagelse: at blive vanvittigt forelsket! Det er mit råd, min ven.«

Stephen Wolfram skiftede spor og skabte et umådeligt succesfuldt softwarehus, hvor han omgav sig med teknikere. Anerkendelse fra sine fysikkolleger drømmer han stadig om.

 

Serie

Teorien om alting: Den teoretiske fysiks avantgarde

Der findes teorier om alting, og så findes der teorier om alting.

Mennesket har længe stræbt efter et universelt princip, en samlet teori for alle fysiske fænomener. De seneste 50 år er det superstrengteorien, der er løbet med opmærksomheden og pengene, men ude i videnskabens randområder findes folk, der sætter karrieren på spil for at komme med alternative bud på altings sammenhæng. I denne serie får de ordet.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Blev han så også forelsket?

Morten Balling

Han blev gift med en matematiker og de har fire børn sammen :)

Har ikke læst Wolframs hypotese endnu, men det lyder interessant. Flere andre fysikere i den mere metafysiske del af videnskaben (derude hvor grænserne flyttes) har foreslået noget i samme stil, og der er f.eks. ingen tvivl om at den mest grundlæggende egenskab for udviklingen af det vi kalder virkeligheden, værende termodynamikkens 2. lov, hænger sammen med fysisk information. Spørgsmålet er hvordan? Nogle mener at entropi er det samme som information og andre mener at de har en form for omvendt relation.

https://www.youtube.com/watch?v=sMb00lz-IfE

I sammenligning med andre generelle matematiske og geometriske forslag, så er denne ide' umiddelbart mere tiltalende. Streng logik og fysikkens grundlove er et godt match. Selv virkelighedens kaotiske tilstande kan simuleres . Information beskrives ved tal, så kompleks orden er lav entropi der beskrives med et stort tal. Maximal entropi som er uden information, kan så anses for at være tallet nul. Men mon alverdens religiøse majoritet vil anerkende et univers uden det mærkelige begreb ånd ?