Langsomme samtaler
Læsetid: 14 min.

Amerikansk stjerneforsker: Hvis vi opgiver kampen nu, vil de autoritære kræfter overtage vores verden

For at forstå de lange linjer og de voldsomme opbrud i USA og for at få indblik i kampen om demokratiet, kapitalismen og klimaet stiller Information i en ny serie de store spørgsmål til fem amerikanske intellektuelle. Den første er stjerneforfatteren, den anerkendte forsker og forhenværende minister under Bill Clinton: Robert Reich
Den ulighed, Robert Reich har beskrevet i sine bøger, er nu blevet tydelig for alle under coronakrisen.

Den ulighed, Robert Reich har beskrevet i sine bøger, er nu blevet tydelig for alle under coronakrisen.

Jesse Jacob

Moderne Tider
19. september 2020

Langsomme samtaler findes også som ugentlig podcast. Du kan høre den her eller ved at søge på ’Langsomme samtaler’ i din podcast-app.

Derfra hvor Robert Reich sidder i sit arbejdsværelse, kan han se katastrofen på himlen over San Francisco:

»Når jeg kigger ud ad vinduet, er der røg i alle retninger. Det er meget svært at gå ud, og det er ikke kun i Californien. En halv millioner mennesker er allerede blevet evakueret i staten Oregon lige nord for, hvor jeg er, og det brænder i staten Washington«.

Robert Reich er 74 år gammel, han har over det seneste halve århundrede været aktiv på alle fronter i kritikken af den amerikanske kapitalisme. Han har skrevet anerkendte akademiske analyser, dagsordendefinerende debatbøger, en børnebog og endda lavet to film om uligheden i USA for at nå så bredt et publikum som overhovedet muligt. Under præsident Clinton var han arbejdsminister i fire år, og han var en af de økonomiske rådgivere, der efter valget i 2008 vejledte den kommende præsident Barack Obama om vejen ud af finanskrisen.

I dag er han professor på Berkeley og har netop udgivet The System – Who rigged it, How to fix it.

Det er fredag formiddag på amerikanske vestkyst, da jeg taler med ham – og fredag aften i Danmark. Vi taler sammen over videotjenesten Zoom, så han kan se mig på kontoret i Store Kongensgade, og jeg kan se ham i San Francisco. Og jeg kan se på hans ansigt, at hans udsigt er uhyggelig:

»Det her er en klimakatastrofe, og den kommer oven i COVID-19 og alle de andre nødstilstande, vi prøver at håndtere,« siger han.

Alt det, Robert Reich i 50 år har kritiseret og advaret imod, bryder ud i samfundet omkring ham nu.

Overgangen fra folkestyre til pengestyre, fra demokrati til plutokrati er fuldbyrdet med den autoritære rigmand, Donald Trump, som præsident.

Den himmelråbende ulighed, som Reich har beskrevet teoretisk, er under coronakrisen blev synlig og tydelig for alle. De, der ejer aktier, bliver rigere og rigere under pandemien, mens millioner af servicearbejdere mister job, hjem og forsikring. De få privilegerede kan arbejde uforstyrret hjemmefra, mens de mange på bunden ikke har råd til at blive hjemme og passe på sig selv.

Det politiske system kan ikke forsvare landet mod en pandemi, og den sociale usikkerhed for folk i underklassen er så stor, at de ikke kan blive hjemme uden at miste deres livsfundament.

Det rigeste land i historien kan ikke lukke sig selv ned.

Og mens himlen over San Francisco er orange af skovbrande, og gaderne fulde af røg, udtaler den folkevalgte præsident, at videnskaben ikke har fattet, at problemet med klimaforandringerne vil løse sig selv.

»Det er ikke kun herude vestpå, at det brænder«, siger Reich: »Vi har oversvømmelser og orkaner og ekstremt vejr over hele USA. Det her er et wakeupcall, som jeg forventer vil få meget omfattende politiske konsekvenser«.

Langsomme samtaler med amerikanske intellektuelle

Det amerikanske valg den 3. november er måske det vigtigste valg i vores levetid. For at forstå de lange linjer og de voldsomme opbrud i USA – og for at indsigt i klimakamp, demokrati, kapitalisme og den moralske orden stiller Informaiton i denne serie alle de store spørgsmål til fem af de vigtigste amerikanske intellektuelle.

Himlen over San Francisco er et symbol på alt det, der er på spil ved det amerikanske valg til november. Det er sandsynligvis det vigtigste valg i vores livstid. Enten bliver Trump en ekstrem parentes, som er slut lige om lidt. Eller også er Trump den nye normal.

For at forstå de lange linjer, de grundlæggende konflikter og de voldsomme opbrud og for at få indblik i kampen om demokratiet, kapitalismen og klimaet har vi stillet de store spørgsmål til fem af USA’s væsentligste intellektuelle i en serie, som vi kalder Langsomme samtaler om USA’s virkelige tilstand. Fordi Robert Reich har studeret den politiske og økonomiske historie, som har ført os derhen, hvor vi er i dag, og fordi han både har analyseret det politiske system udefra og som minister og embedsmand set det indefra, starter vi serien med at tale med ham.

Det amerikanske løfte

Robert Reich blev født i 1946 i Scranton i det nordlige Pennsylvania. Det var for 100 år siden en lovende industriby på størrelse med San Francisco, og i midten af det 20. århundrede oplevede indbyggerne i Scranton et sandt boom i velstand og muligheder. I dag må man sige, at byen er forfalden og trist. Jeg var der selv for nogle år siden, og dem, jeg mødte, talte alle om det, byen havde været engang. Den har en stor fremtid bag sig. 

Scranton er også kendt som scenen for tv-serien The Office, og så er det her, den demokratiske præsidentkandidat Joe Biden er født og levede som lille dreng. Denne bys storhed og fald er også en fortælling om, hvad der skete med de amerikanske arbejdere og den nye middelklasse i det 20. århundrede:

»Min far havde en dametøjsforretning på hovedgaden i byen. Han solgte mest kjoler til fabriksarbejdernes koner,« fortæller Reich. Senere gik butikken nedenom og hjem, og familien flyttede til en anden by i staten New York for at finde nyt arbejde til faren. 

»Scranton oplevede ligesom hele det industrielle Midtvesten fantastisk økonomisk og social fremgang, som skabte den største middelklasse i historien. Det startede lige efter Anden Verdenskrig og strakte sig frem til slutningen af 1970’erne.«

— Hvordan var forventninger til økonomien og til fremtiden, da du voksede op?

»Den amerikanske økonomi var i mine unge år kendetegnet ved et løfte om, at alle havde gode muligheder for at klare sig godt, og om, at alle ville få det bedre i fremtiden. Du kunne være rimelig sikker på, at din løn og dine rettigheder ville blive højere og bedre om fem, ti år. Du stolede på, at du ville blive i stand til at flytte ind i et større hus med hårde hvidevarer og fjernsyn. Det var en periode med masseforbrug og masseproduktion. Og vi var rigtig mange, som troede på fremskridtet.«

Robert Reich har i adskillige værker beskrevet den økonomiske orden i sin ungdoms samfund. Den byggede på det, han kalder »the basic bargain«, som betød, at arbejderne fik højere løn og lavere arbejdstid, så de havde råd til at købe biler, fjernsyn, huse og køleskabe, hvilket igen skabte højere vækst og profit til arbejdsgiverne:

»Vi gik ud fra, at alle ville opleve fremskridt,« forklarer Reich: »Der var ikke så meget ulighed, og den var ved at blive afviklet.«

En af de afgørende forklaringer på vreden og afmagten i USA i dag er ifølge Reich, at den amerikanske økonomi ikke længere lever op til det løfte, som blev skabt i de gyldne årtier efter Anden Verdenskrig.

— Hvornår opdagede du selv, at økonomien ikke længere fungerede for middelklassen, og at uligheden pludselig steg igen?

»Jeg begyndte i slutningen af 1970’erne at studere de økonomiske data grundigt. Jeg kunne se, at der var opstået en kløft mellem produktivitetsstigningerne og stigningerne i lønninger for middelklassen. De to havde været tæt forbundet i 30 år. Men data afslørede nu for mig, hvordan produktiviteten stadig steg, mens lønningerne stod stille«.

Reich var i den periode embedsmand i The Federal Trade Commission, en regeringsinstitution, som sikrer, at der ikke opstår monopoler, og at der ikke opstår ulovlige markedsskævheder.

»Denne kløft mellem produktivitet og lønninger steg drastisk i de næste årtier. I dag kan vi se, at medianlønnen justeret for inflation er præcis den samme i dag, som den var for 40 år siden. Det betyder, at den gennemsnitlige arbejder har samme købekraft i dag som for 40 år siden«. 

»Hvad blev der så af alle pengene?«, spørger Reich retorisk og svarer selv med en meget kort version af en meget lang historie:

»De gik til toppen. Og vi kan se, at enorme formuer bliver til politisk magt. Du kan ikke adskille formue fra magt, og nu har vi derfor i USA et politisk system, som fungerer til de riges fordel. De investerer en masse i kampagner, PR og lobbyisme. Konsekvensen er, at den almindelige borgers stemme i demokratiet nærmest er blevet udslettet«.

Clinton & Reich

Som ung mand havde Robert Reich på en rejse med skib til Europa truffet en mand, som hele verden siden skulle lære at kende. De skulle begge til Oxford og studere som Rhodes-scholars. Der var voldsomt uvejr, de fleste på skibet blev søsyge og kastede op. Det bankede på døren til Reichs lille kahyt, og en høj flot fyr med sydstatsaccent trådte ind og sagde:

»Jeg er Bill Clinton, og jeg hører, at du ikke har det godt«.

Dette møde blev begyndelsen på et venskab, som skulle strække sig over flere årtier. Og da Clinton i 1993 blev præsident, udnævnte han Reich til arbejdsminister. Reich havde netop udgivet The Work of Nations, som straks blev et referenceværk, fordi det var en banebrydende analyse af den form for kapitalisme, der var udviklet efter de gyldne år.

— Clinton kom ikke til at gøre op med de udviklinger i den amerikanske kapitalisme, du selv havde kritiseret. Han forlængede dem. Troede du selv på, at du kunne være med til at vende udviklingen, da du blev minister?

»Jeg var naiv,« svarer Reich afklaret.

»Naiv, fordi jeg i starten af Clintons periode troede, jeg kunne være med til at ændre udviklingen. Jeg tænkte, jeg ville få en masse magt, når jeg blev minister. At præsidenten ville lytte til mig, og at jeg ville gennemføre mange af de ting, han havde talt om under sin valgkamp, og jeg ville realisere mange af de ting, jeg havde anbefalet i artikler og bøger.«

Men sådan gik det ikke. Clinton gennemførte en nyliberalistisk velfærdsreform, som han selv udråbte til et opgør med »velfærd, som vi kender det«. Den aften sagde Reichs kone, da arbejdsministeren kom hjem fra arbejde: »Ved du godt, at din præsident er et stort røvhul.« Det modsagde Reich ikke. 

— Hvad er din forklaring på, at det gik sådan?

»Hvis du er inden for systemet, er du dramatisk begrænset af strategiske hensyn. Der er en grænse for, hvad du kan udrette. Jeg var skuffet, fordi jeg oplevede, at den modstand, jeg var oppe imod, kom fra Wall Street og de store virksomheder. Og de ville virkelig ikke have de forandringer, jeg syntes, var nødvendige. Her 25 år senere er det hele blevet meget værre. Donald Trump er kulminationen på 40 eller 50 års svigt, hvor det ikke er lykkedes at få det politiske system til at fordele velstanden og få demokratiet til at fungere.«

— Jeg var i USA, da Obama blev valgt i 2008. Jeg kan huske, at du var en af hans økonomiske rådgivere i overgangsperioden, og jeg så dig optimistisk fortælle på CNN, at det her ville komme til at gå godt, og at den amerikanske økonomi kunne opleve en ny begyndelse. Hvad gik galt?

»Obama skulle for det første håndtere en finanskrise, og det krævede, at han brugte meget af sin politiske kapital på bare at få økonomien tilbage på næsten normalt niveau. For det andet spillede Wall Street en vigtig rolle i Obamas økonomiske politik, ligesom de gjorde under Clinton. Mange af dem, der lavede hans økonomiske politik, var i øvrigt præcis de samme«.

Reich slår ud med hånden foran sig på sit arbejdsværelse i San Francisco:

»Altså tag ikke fejl. Det er flinke mennesker, jeg kan godt lide dem og har arbejdet med mange af dem, men som gruppe afspejler de finanssektorens synspunkter, og deres fokus er meget snævert. De anerkender ikke faren ved den stigende ulighed i indkomster og formue og den stigende koncentration af magt.«

Nyliberalismen er en kakerlak

Reich har i sit forfatterskab skitseret de to forskellige epoker i kapitalismens historie, som prægede først hans barndom og siden hans voksenliv. De gyldne år med fremskridt i lighed og fordeling af magt. Og de nyliberalistiske år, hvor uligheden steg, og det amerikanske folkestyre ifølge Reich forvandlede sig til et pengestyre.

— Spørgsmålet, venstreorienterede stiller nu, er, om COVID-19-krisen markerer afslutningen på nyliberalismen. Om vi står over for et nyt skifte i kapitalismens historie. Det kan man jo håbe på, men man sagde jo præcis det samme efter finanskrisen: markedsfundamentalismens og nyliberalismens død. Tror du på det den her gang?

»Det er muligt. Men du må forstå, at nyliberalismen er som en kakerlak: Den dør aldrig helt. Du slår og slår hårdt på den, og den bliver ved med at leve, og hvis du ikke bliver ved med at slå den hårdt ned, vil den komme tilbage og tage over igen. Det, vi oplever med covidkrisen og klimakrisen, skaber muligheder for fundamentale forandringer. Men den fundamentale forandring vil ikke finde sted, hvis ikke folk er mobiliserede og organiserede – hvis ikke folk har en hammer, som er stor nok til at slå kakerlakken ihjel. Eller i det mindste holde den fra at vokse sig stor og stærk igen.«

Efterhånden er Reich blevet overbevist om, at man kan forandre mere ved at præge systemet udefra gennem ideer, mobiliseringer og bevægelser end ved at arbejde inden for systemet.

»Der er en helt ny ungdomsbevægelse, som vil bekæmpe klimaforandringerne og beskytte miljøet. Unge mennesker engagerer sig politisk i et omfang, vi ikke har set i mange, mange år. Det er ekstremt opløftende. Det eneste, jeg har oplevet, som kan minde om det, er den ungdomsmobilisering, som fandt sted i 1968.«

»Men,« siger Reich med det, der minder om et selvironisk smil fra byen, hvor ungdomsoprøret eksploderede, og Black Panthers blev stærke:

»Du ved, at vi elsker bevægelser i USA. Vi elsker ordet bevægelse. Men bevægelser handler mest af alt om udholdenhed og stædighed. Bevægelser får kun succes, hvis folk bliver ved i mange, mange år at banke hovedet mod muren.«

Reich skriver i sin nye bog, at alle bevægelser skal adressere kapital og koncentration af magt, hvis de skal rykke noget. At selve grundlaget for virkelig forandring for underklassen, de fattige, de sorte og de andre udsatte minoriteter er kampen om kapital og magt.

— Vi har set en masse bevægelser, efter Trump blev præsident: Antivåbenbevægelser, bevægelser for seksuelle minoriteter og Black Lives Matter. Synes du, de er gode til at tale om kapital og magt?

»Nej. For at sige det ligeud. Det er fint med protestbevægelser, som laver marcher og demonstrationer. Og de kan være nødvendige. Men medmindre de er forbundet med penge og magt på en meget praktisk måde, sker der ingenting.«

— Du skriver også i din nye bog, at den virkelige kamp står mellem oligarkiet og demokratiet. Joe Biden har været en magtfuld del af amerikansk politik i 50 år, han har vel et større ansvar for de katastrofale sociale tilstande, som COVID-19 har afdækket i USA. Hvordan kan man tro på, at Joe Biden skulle være vejen til nogen som helst virkelige forandringer?

»Joe Biden er det eneste håb, vi har lige nu,« svarer Reich med et udtryk, som indikerer, at han godt forstår spørgsmålet, men alligevel må afvise det:

»Donald Trump er en autoritær leder, nogle vil endda sige fascistisk. Det absolut mindste, det demokratiske system i USA må gøre, er at skaffe sig af med Trump og gøre Biden til den næste præsident. Det vil så kun være begyndelsen på en proces, som handler om at skubbe Joe Biden til at gøre det rigtige. Kan man skubbe Biden? Vil han gøre nogle af de ting, vi to har talt om?«

Reich kigger op med sin kaffekop i hånden:

»Måske hvis han bliver presset nok. Jeg tror ikke, han kommer til at lede den store parade. Men hvis paraden allerede er der, vil han måske stille sig op foran.«

Vi har ikke noget alternativ

Det er ved at blive mørkt udenfor i Danmark, i San Francisco er formiddagen ved at være slut, og jeg har kun et spørgsmål tilbage til forfatteren, hvis bøger jeg har læst i 20 år og som har været med til at præge vores forståelse her på Information af den amerikanske økonomi og demokratiet i USA i flere årtier.

— Du har skrevet bøger, klummer og lavet film og forskningsrapporter og arbejdet i forskellige administrationer over de sidste 50 år. Du er blevet anerkendt for din indsats. Men i det store billede er de kampe, du har kæmpet, tabt, og USA er blevet til det, du ville undgå. Hvor finder du inspiration og energi til at blive ved?

»Der er flere ting, som holder mig i gang. Vi har, som jeg sagde, lige nu den mest mangfoldige gruppe af unge mennesker, der nogensinde har været i dette land. Det er ekstraordinært. De fleste af de unge under 18 er farvede, og de har et stort engagement. De tror på social retfærdighed, de tror på grøn omstilling, og de vil stoppe klimaforandringer. Det er stærkt inspirerende.«

»En anden ting, som opmuntrer mig, er, at jeg ved, at historien svinger frem og tilbage som et pendul. Vi står nu i næsten præcis den samme historiske situation som for 100 år siden, da rigdommen var koncentreret på få hænder, og uligheden var helt overvældende. Og så kom en ny progressiv periode, som skabte det bedre samfund, jeg voksede op i. Og jeg tror, vi vil få en anden progressiv periode nu, som kommer efter den anden periode med vanvittig ulighed.«

Så sætter Robert Reich sig frem i stolen og kigger intenst ind i Zoom-kameraet. Den 74-årige professor, som oplevede opturen efter Anden Verdenskrig og undersøgte og bekæmpede den sociale nedtur i de næste 40 år, vil sikre sig, at vi i Danmark forstår, hvor stor indsatsen er:

»Lad mig sige det her så klart, jeg overhovedet kan. Det, der også får mig til at blive ved med at kæmpe den her kamp, er, at vi helt ærligt ikke har noget alternativ. Hvis vi bare lader de autoritære kræfter og ultimativt fascismen overtage verden, som de gjorde i 1920’erne og 1930’erne, vil katastrofen blive frygtelig. Hvis vi lader klimaforandringer ødelægge vores planet, som jeg kan se ud ad mit vindue, at det sker lige nu, gennemlever vi et forfærdeligt sammenbrud. Vores planet vil blive ubeboelig. Med andre ord: Vi har ikke noget valg.«

Artiklen er en redigeret udgave af samtalen på Zoom. Se eller gense hele videosamtalen her.

Se hvem Rune Lykkeberg interviewer næste gang og tilmeld dig det virtuelle arrangement her. Det er gratis for Informations abonnenter.

Serie

Langsomme samtaler der sætter verden sammen

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer nogle af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Cornel West og Branko Milanovic, kommer de rundt om poesi og popmusik, politik og moralsk orden.

Alle afsnit findes også som podcast. Søg på ’Langsomme samtaler’ i din foretrukne podcast-app, eller vælg her:

 

Seneste artikler

Podcast

Langsomme samtaler der sætter verden sammen

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer nogle af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Cornel West og Branco Milanovic, kommer de rundt om poesi og popmusik, politik og moralsk orden. Interviewene kan også ses på video.

Seneste podcasts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I 1993 anmeldte jeg til tidsskriftet Social Kritik den amerikanske arbejdsministers bog, The Work of Nations. Jeg konkluderede min anmeldelse med dette citat:
"Det kan være passende at afslutte med et kort citat fra John K. Galbraiths bog "Tilfredshedens tyranni": "Det er desværre en overset kendsgerning, at i intet økonomisk avanceret land bygger markedet boliger, som de fattige har råd til." Her skulle naturligvis underforstås et "kapitalistisk" foran "land". Og udsagnet kan selvklart generaliseres til at omfatte en lang række andre materielle fornødenheder. Desuden må der skelnes mellem to væsensforskellige former for fattigdom: Fattigdommen som den kapitalistiske økonomi tvangsmæssigt producerer internt, den integrerede fattigdom, og fattigdommen som produceres gennem udstødning og udelukkelse, den eksternaliserede fattigdom. Det "realt eksisterende" økonomisk avancerede land, som får bugt med disse problemer, ligger ude i fremtiden, hinsides kapitalismen. Jeg er bange for, at det ikke er der Robert Reich og hans præsident er på vej hen. Men meget kan naturligvis ændre sig."
I dag, 27 år senere, ser det ikke ud til, at meget har ændret sig. Robert Reich ser stadig ikke noget alternativ til kapitalismen, ligesom Rune Lykkeberg ikke gør det.
Hele min anmeldelse her: http://www.ibjoergensen.dk/Artikler/Tekster/V%C3%A6rdi%C3%B8gningens%20f...

Hanne Utoft, Michael Waterstradt, søren ploug, Trond Meiring, Steen K Petersen, Søs Jensen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Ole Arne Sejersen, Espen Bøgh, Torben K L Jensen, Randi Christiansen, Søren Dahl, Martin Rønnow Klarlund, Ib Gram-Jensen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Udfordringen er så bare lige, at de autoritære kræfter i verden sidder solidt på den politiske, militære, politimæssige og økonomiske magt. I såvel Tyskland og Holland er der konstateret stærkt højre orienterede autoritære kræfter inden for såvel politi som militær. Endog militære elite styrker som man ellers skulle tro er blevet udpeget til at være loyale overfor demokratiet. Men når de kræfter, der er betroet af demokratiet til at udpege disse mennesker ikke selv støtter demokratiet har vi et kæmpe problem. Inden for det danske forsvar har der de seneste måneder også været sager, som tyder på forsvaret lever deres eget liv som en særlig instans med ekstra beføjelser.

Det er på højeste tid at styrke demokratiet og vise denne misforståede loyalitet over for autoriteter døren.

Men desvære, når først klimaforandringer og de udfordringer det for alvor vil medfører bliver aktuelle om ikke så mange år, vil de autoritære kræfter højst sandsynlig få massivt medvind blandt store dele af befolkningen. Sådan er det jo altid, når situationen accelererer til det uoverskuelige. Så søges den stærke mand til at opretholde en form for lov og orden.

Nyd livet mens du kan det. I morgen er det for sent.

søren ploug, Carsten Wienholtz, Hans Larsen, Søs Jensen, Estermarie Mandelquist, Alvin Jensen, Espen Bøgh og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Nu går propagandatrommen igen for ”den frie verdens” kamp mod den ”onde-ufrie”. Jeg troede først en ”stjerne-forsker” var en astrolog, nej for den ubegavede læser er epitetet vigtigt for at indse menneskets opfattelses rigtighed. en "middelgod" forsker vil ingen autoritetstro dansker lytte til - en stjerne forsker ved hvad der er ret! Jeg er sikker på at alle de af Information udvalgte ”experter” vil bekræfte den verdensopfattelse Information vil sælge. På papiret er Danmark et repræsentativt demokrati – men tror et eneste menneske at de enkelte folkevalgte, i Tinget forhandler sig frem til Danmarks politik? har MIN repreentant et ord t skulle ha sagt? Da Mette ville ha i alt fald en begavet medarbejder, rejstes en protest storm! UK ledes væsentligt af autoritære Dominic Cummins, om man skal tro britiske medier. Information bortser helt fra – om de har den ringeste anelse – at personligheds typer i gruppen WEIRD er det, man i statistik kalder outlaiers her i verden. Og vi – De WEIRD – vi er den absolut mest autoritære folkegruppe på kloden.
Information – ubevidst om sin egen rolle som autoritet for hele verden? Han fortalte Tyrkere hvad de burde gøre med en bygning som var et museum illustererer dette. Vi vil fortælle muslimer her i landet hvordan de skal leve, som vi med våben i hånd gennem tyve år har ville bestemme over Afghaner i deres eget land. laes Mateus 7, 1-3

Torben K L Jensen

Demokrati kan efterhånden betragtes som en religion der med vold skal indføres i lande hvor ordet "demokrati" ikke giver nogen mening - overhovedet. Ikke så meget for at give dem frihed (i vestlig forstand) men nok mere for at plyndre de landes værdier - både kulturelt og for ressourcer det der bogstaveligt talt tilhører befolkningerne.

Helt enig med Torben Jensen. De fleste – om ikke alle – lande i Asien, Mellemøsten og Afrika er etablerede efter 1945. Hvad vi, i vores hvide-mænds kultur ikke indser er, det er at de – som her erfaring og ser det udefra – de ser at den ”frihed” vi, på deres vegne kæmpe for at give dem med bål og brand – det er friheden til at udvikle deres lande som USA kan acceptere – Dem jeg har haft kontakt med betakker sig. Det sidste de vil, det er igen at domineres af ”de frie”. Men som biologist tror jeg vi har – de fleste i ”den frie verden” en genetisk blindhed for at andre ikke er som vi er, få som du Torben, kan se.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at demokratiet er under pres i år.

En seriøs og politisk uafhængig forskergruppe offentliggjorde i forrige uge, at de "demokratiske" tilstande i Europa netop nu, på en lang række parametre ligner situationen i 1930-erne. i Europa. Samt at situationen i en række veludviklede og såkaldte demokratiske lande udenfor Europa viser et demokrati, man for blot få år siden ikke ville acceptere.

Men ser vi på vores egne europæiske demokratier, kan man fastslå, at en række er blevet kapret, - i øvrigt på fuld demokratisk måde, af populister og "politiske" ledere, der blæser på det folkelige demokrati, men udelukkende har en agenda, der tilgodeser kapitalen eller egne interesser.

Og så fandt jeg lige nedenstående artikel, der er god at blive klog på:
https://expo.se/2020/03/hur-demokratier-d%C3%B6r

Og samme sted fandt jeg også dette om en dansk såkaldt politiker, der for tiden optræder i Sverige:
https://expo.se/2020/09/svensk-extremh%C3%B6ger-bakom-paludan

Hanne Utoft, Jens Flø, Torben K L Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Rigtig fin artikel. Hvorfor er han dog aldrig blevet nomineret som præsidentkandidat? Nå, hvorom alting er: Økonomisk magt er lig politisk magt, ihvertfald i USA. De rige bliver styrtende rige (unødvendigt), de fattige eller ufaglærte bliver tabt på perronen. Sidst jeg var i Portland, Oregon så jeg utallige telte under broer og viadukter! Det var alle de hjemløse som havde fået telte af bystyret!! Dette i hvad vi kalder verdens rigeste samfund. Og når nogen tillader sig at foreslå reformer og regulering af kapitalismen, så råber man kommunisme! "Har I virkelig fri medicin og sygehus i DK"? Ja, men vi betaler også for 3 biler når vi køber en! "Jamen det ville aldrig gå her!" PS som artiklen nævner, Joe Biden SKAL vinde valget, det er den eneste chance. Men han får nok stor modstand fra første dag på kontoret.

Torben K L Jensen

Det vigtigste bliver om vi vil acceptere et kastreret USA som leder af den "frie" Verden - en verden der modarbejdes med alle midler måske endnu mere hvis Trump får fire år mere - hvis dét eller kan lade sig gøre. Personligt vil jeg gå så langt som at stemme for euroen,en europahær og indføre sanktioner mod USA for at bryde internationale aftaler på stribe. En stærk euro er nok til at afløse petro-dollars som verdensvaluta.

Verden har ikke brug for at andre mere eller mindre autoritære - og totalitære - magtgrupperinger (som f.eks. EU) ... og militarisering er bestemt ikke nogen løsning på vore globale udfordringer.

Interessant og samtidsperspektivgivende er det i øvrigt, at Göteborg-forskerne, som Gert Romme henviser til, opregner bl.a. Ukraine som et land, der i disse år autokratiseres (det vestligt støttede kup i 2014 skulle ellers, ifølge EU og NATO, bidrage til et 'frit Ukraine'. Nu er det i stedet et Ukraine med kaos, massive fattigdomsproblemer, udtalt centralisme og en alenlang dosmerseddel iht. import af militært isenkram fra NATO's leverandører.

Hovs, Verden har ikke brug for at andre mere eller mindre autoritære - og totalitære - magtgrupperinger (som f.eks. EU) puster sig op ... og militarisering er bestemt ikke nogen løsning på vore globale udfordringer, skulle der stå.