Interview
Læsetid: 12 min.

Anne Applebaum: »Under de rette betingelser kan alle samfund vende sig imod demokratiet«

I en ny bog fortæller historikeren Anne Applebaum, hvordan venner og kolleger, hun for 20 år siden anså for stålsatte forsvarere af det liberale demokrati, gik i højrepopulismens sold
Den nationalistiske kontrarevolution skete ikke af sig selv. Nogen fik den til at ske: magtbegærlige politikere, andenrangsjournalister fra perifere medier, ballademagere på Twitter og leverandører af falske nyheder, siger Anne Applebaum med henvisning til flere af sine gamle højrefløjsvenner.

Den nationalistiske kontrarevolution skete ikke af sig selv. Nogen fik den til at ske: magtbegærlige politikere, andenrangsjournalister fra perifere medier, ballademagere på Twitter og leverandører af falske nyheder, siger Anne Applebaum med henvisning til flere af sine gamle højrefløjsvenner.

Anne Bæk

Moderne Tider
5. september 2020

Når Anne Applebaum ser på tidens kuldsejlede demokratier, er det med en dybere forståelse end de fleste andre analytikere. Når hun undersøger, hvem der sendte Storbritannien ud i uendelig Brexit-krise, banede vej for Trump-administrationen i USA eller gjorde Polen og Ungarn til etpartistater, har hun ikke brug for at søge i avisarkiverne – det var nemlig hendes egne venner, der gjorde det, siger hun.

Eller rettere sagt: forhenværende venner. Og skulle de i dag være ubehageligt til mode over, at de engang stod hende nær, er følelsen fuldt gengældt, forsikrer hun.

Applebaums nye bog, Twilight of Democracy – The Failure of Politics and the Parting of Friends, rummer en åbningsscene, som må kunne gøre en romanforfatter misundelig:

31. december 1999 holdt Applebaum og hendes mand, Radosław Sikorski – viceudenrigsminister i den daværende polske centrum-højre-regering – en stor nytårsfest. Både som fejring af årtusindskiftet og som housewarming i det gamle herresæde i det vestlige Polen, som parret havde fået genopbygget fra bunden. Gæsterne – polakker, briter, amerikanere, russere – kunne sige, at de havde været med til at genopbygge verden fra bunden.

Historiens vindere

Modsat størstedelen af tidens venstrefløj havde de gjort modstand mod sovjetimperiet og medvirket til, at det onde, kvælende tyranni faldt. De havde støttet frie markedskræfter, frie valg, retsstatsprincipper og de demokratiske nationer, der stod last og brast i EU og NATO, fordi de mente, at det var den bedste vej, hvis et land ville skabe et bedre liv for deres befolkninger i skyggen af Rusland, Kina, islamisme og klimaforandringer.

Anne Applebaum: ’Twilight of Democracy – The Failure of Politics and the Parting of Friends. 224 sider. 16,99 pund. Allen Lane

De var unge og lykkelige. Historiens vindere. »Og hen imod klokken tre om morgenen,« husker Applebaum, »trak en af de mere excentriske polske gæster en pistol frem fra håndtasken og affyrede i kådhed en salve løse skud op i luften.«

Applebaum var et midtpunkt for flere overlappende vennekredse. For amerikanerne var hun barn af den republikanske partielite. Hendes far var en anset advokat i Washington, D.C., og selv var hun uddannet på Yale og Oxford. I dag står hendes gamle republikanske venner splittet mellem et mindretal af principfaste, som har forstået, at Trump må besejres til november, hvis USA’s forfatningsmæssige orden skal bestå, og resten, som er blevet ’kollaboratører’ – et ord, hun ofte bruger – som de østeuropæere, der kollaborerede med den sovjetiske invasionsmagt efter 1945, og hvis rolle Applebaum har kulegravet i sine historiske værker.

Allerede da hun var ganske ung, udviste hun tegn på den kritiske ånd og undersøgelseslyst, som skulle gøre hende til en anerkendt historiker.

Hun slog sig ned i Østeuropa, mens det endnu var under sovjetisk herredømme for at arbejde som freelancejournalist – dvs. i en tid, da det virkede som et alt for trist og uudgrundeligt sted at rapportere fra for de fleste unge journalister.

Som næste karriereskridt blev hun fastansat på det liberale nyhedsmagasin The Economist. Nyhedsjournalistikken blev dog for kedelig efter hendes smag, så i 1993 rykkede hun videre til det konservative ugemagasin The Spectator som udlandsredaktør. Her blev hun charmeret over, hvad hun oplevede som den engelske konservativismes ’glade amatørisme’.

Harmløse konservative

»De folk, jeg mødte, tog ikke sig selv alt for seriøst, ja, de virkede komplet harmløse,« tænkte hun og fortæller om den gang, historikeren og klummisten Simon Heffer og hans kolleger kappedes om, hvem der bedst kunne imitere den rabiate højrepolitiker Enoch Powells talestil.

Hun lærte både den for nylig afdøde konservative filosof Roger Scruton og Margaret Thatchers taleskriver John O’Sullivan at kende – skikkelser, der blev taget dybt seriøst i de år. De havde hjulpet østeuropæiske dissidenter i deres kamp mod sovjetmagten i 1980’erne og lod til at tro på demokratiet. Hvorfor skulle hun tvivle på det?

Hvordan skulle hun kunne forudse, at Scruton og O’Sullivan årtier senere ville lade sig hylde af Viktor Orbán, mens han var i gang med at etablere et diktatur i Ungarn, komplet med valgfusk og statskontrollerede medier og domstole, der efterhånden ligner fortidens kommunistiske etpartistat.

Hvordan var det at være så tæt på britisk højrefløjs magtelite, spørger jeg hende over nettet, mens hun sidder i coronalockdown i sit polske herresæde.

»Det var smaddersjovt,« siger hun.

Men det er det ikke længere.

Kætteri

Hendes mand kendte Boris Johnson, for de var begge medlemmer af ’herre-ædeklubben’ Bullingdon Club på Oxford. Hun tog for givet, at han var lige så meget liberal internationalist, som husbonden Sikorski var.

Da parret i 2014 mødte Johnson ved et middagsselskab, blev hun slået af mandens åbenlyse intellektuelle dovenskab og »altfortærende narcissisme« – men også af hans ubestridelige karisma, der siden skulle forføre og ødelægge landet.

Dengang forekom Johnson dog endnu som en ven og en allieret. Han var foruroliget over globaliseringens udfordringer af demokratiet, men også opsat på at forsvare »frihedens, tolerancens og det åbne samfunds værdier«. De spurgte ham om EU. »Ingen seriøse mennesker ønsker at forlade EU,« svarede han.

Hvad angår nytårsfestens polske gæster, kendte de dengang Applebaum som en god ven, der havde været medforfatter til en polsk kogebog og skrevet om kommunismen uden nogensinde at glemme dens ofre.

I dag er hun blevet en kættersk figur på højrefløjen i Europa og USA. Mange af hendes gæster fra dengang ville muligvis skade deres karriere, hvis de fortalte deres nye chefer, at de engang havde brudt brød ved hendes bord.

Hvem forråder hvem?

Kættere er de bedste forfattere. De forstår en bevægelse bedre end outsidere og kan bedre forklare dens brister, fordi de har set dem på nært hold. Religioner kan bedre tolerere hedninge – de er blot vantro, som aldrig har fået chancen for at finde den rette vej til sandheden og lyset. Kætteren derimod har de samme fordele som en inside-trader: Hun kan bruge sin viden til at afsløre og forråde de troende.

Et spørgsmål vil dog blive hængende i luften: Hvem forråder hvem? Selv om Applebaum nu har brudt med sine gamle højrefløjsvenner og er holdt op med at stemme konservativt i Storbritannien i 2015 og republikansk i USA 2008 – hun har tredobbelt britisk-polsk-amerikansk statsborgerskab – kan hun fremlægge stærke argumenter for, at det ret beset var hendes daværende borgerlige venner, der forrådte hende.

Det var smaddersjovt, siger Anne Applebaum om, hvordan det var at være helt tæt på den engelske højrefløj. Men det er det ikke længere tilføjer hun.

Det var smaddersjovt, siger Anne Applebaum om, hvordan det var at være helt tæt på den engelske højrefløj. Men det er det ikke længere tilføjer hun.

Anne Bæk
Anne Applebaum har det med at kombinere intens koncentration med pludselig latter over menneskelig dårskab. Man kan være midt i en gravalvorlig samtale, og pludselig bryder hun ud i et grineflip, når et minde om en eller anden politikers hykleri eller ubegribelige dumhed pludselig dukker op. Som Vestens krise har vokset sig dybere, har den intense alvor fået overtaget i hendes tekster, som er rige på hårdt tiltrængte indsigter.

Populismens årsager

Der er skrevet utallige værker om de dybere årsager til det, vi kalder ’populisme’. Og de akademiske undersøgelser er ikke nødvendigvis forkerte, selv om mange er partiske.

Venstrefløjen insisterer på, at de mange år med sparepolitik og øget social ulighed skabte Brexit og Trump, hvilket skulle bevise, at venstrefløjen hele tiden har gjort ret i at bekæmpe sparepolitik og ulighed.

Højrefløjen skyder skylden på identitetspolitik og overdreven indvandring, og igen kan man høre selvtilfredsheden bag den foretrukne forklaringsmodel.

Her tilbyder Applebaum en længe savnet korrektion, for hun kender det personlige bag det politiske og forstår, at den nationalistiske kontrarevolution ikke bare skete af sig selv. Nogen fik den til at ske: Politikere, der var begærlige efter magt; plutokrater, der ville have verden til at adlyde; andenrangsjournalister fra perifere medier, der øjnede nye chancer for anerkendelse, ballademagere på Twitter og leverandører af falske nyheder, der fandt sadistisk glæde i at ydmyge modstandere og derfor koblede sig til de mærkesager, hvor de kunne finde størst tilfredsstillelse.

Appelbaum slår en hånlatter op, der må kunne høres i miles omkreds omkring hendes polske domicil, da jeg nævner journalisten og ’Brexit’-forståeren David Goodharts formulering om, at vi i disse år er vidne til en opstand fra de bofaste folkelige klasser, der kommer fra somewhere, imod den mobile elite, der kommer fra nowhere – en moderne variant af stalinismens fordømmelse af de ’rodløse kosmopolitter’.

Hvad vi i stedet er vidne til, siger hun, er en konfrontation mellem to slags eliter. Brexit var et eliteprojekt. For var alle de tories fra Sydenglands velhaverkommuner, der stemte for Brexit, virkelig del af de ’undertrykte masser’? »Og hvem tror du betalte for kampagnen?«

Hun er skeptisk over for den antagelse, at Trumps følgere er blevet hjernevasket af de sociale medier eller Fox News. Ikke at denne påvirkning ikke spiller ind, men ’hjernevask’ er ikke dér, hvor populistiske bevægelser begynder. Deres ledere kom ikke fra afindustrialiserede småbyer med deres forladte butikker og narkotikabefængte gader.

Nej, de er hovedstadsfolk med akademiske grader – i Johnsons og Dominic Cummings’ tilfælde fra Oxford. De mænd og kvinder, Applebaum kendte, var elitemennesker, men også optændt af dyster rastløshed.

De poserer muligvis som folkets talerør i dag, men påfaldende mange af dem kommer fra en baggrund som medlemmer af den intellektuelle og uddannede elite, der siden har vist sig rede til at starte en krig mod resten af den intellektuelle og uddannede elite.

Selvynk

Populistiske aktivister er alene outsidere i den forstand, at de ikke føler sig behørigt belønnet. Og deres modstandere bør aldrig undervurdere, hvad de kan finde på i deres forfængelige selvynk.

En af Applebaums tætteste polske venner fra dengang – gudmor til et af hendes børn og gæst ved festen i 1999 – står som et slående eksempel. Hun gik fra at være en velstillet, men offentligt ukendt skikkelse til at blive berømt tv-værtinde i Warszawa og en nær fortrolig blandt Polens nye herskere.

Hun markerede sit brud med Applebaum – og åbnede muligheder for karrierefremskridt – med et »hysterisk« telefonopkald få dage efter flyulykken i Smolensk i april 2010. Her sagde hun til Applebaum, at hun fra nu af ville promovere en konspirationsteori, der ville gøre venskabet umuligt.

Udenforstående skal nok lige tage en dyb indånding, før de forsøger at forstå, hvad sagen går ud på. Et fly styrtede ned, og blandt de omkomne i flyulykken var Lech Kaczyński, Polens daværende præsident. Sammen med tvillingbroren Jarosław Kaczyński kontrollerede han det højrepopulistiske Lov og Retfærdigheds-parti (PiS). Partiet dominerer i dag polsk politik – og landets i princippet uafhængige domstole, medier og forvaltningsapparat. Den sorte boks viste, at piloten var kommet alt for langt ned i tyk tåge. Derfor forulykkede flyet.

Helt uden beviser insisterer Jarosław Kaczyński og hans proselytter derimod på, at russerne stod bag styrtet. Eller også havde politiske rivaler i Warszawa, deriblandt Applebaums mand, ladet præsidenten stige op i et defekt fly – et politisk attentat var det under alle omstændigheder. At gentage denne løgn blev kodeordet, hvis man ville optages i partiets herskende kredse eller komme i betragtning til de offentlige lederstillinger.

Som Applebaum skrev i magasinet The Atlantic: »Nogle gange er pointen ikke at få folk til at hoppe på en løgn, men at få dem til at frygte løgneren.« Anerkend løgnerens magt, og din karriere får ny fremdrift, uden du behøver at bestå eksaminer eller fremvise andre kompetencer.

Andre venner fra partiet viste deres troskab over for den nye orden ved at udbrede antisemitiske konspirationsteorier. Og jo mere skumle deres fantasier blev, des mere taletid fik de på de polske statsmedier.

»De havde bestemt ikke lidt, de var ikke blevet ’svigtet’ på nogen måde,« siger Applebaum. Alligevel arbejdede de gladeligt for propagandasider, der målrettet drev klapjagt på hendes familie. Fordi hun er gift med en politisk modstander af PiS, og fordi hun skriver kritiske artikler i international presse, blev Applebaum, der før PiS’ magtovertagelse aldrig var blevet udsat for racisme i Polen, af regimets villige propagandister udskreget som en hemmelig jødisk koordinator for ’antipolske aktiviteter’.

Jeg var engang af den overbevisning, at man ikke må lade en politisk uenighed ødelægge et venskab. Men denne leveregel forudsætter, at politik ikke bliver farligt for en selv og ens nærtstående.

Applebaum kunne ikke længere være venner med kvinder, der ikke ville protestere, da den stat, de støttede, forsøgte at karaktermyrde hende og hendes mand.

Servile nuller

Den angelsaksiske verden er ikke så forskellig fra Polen og Ungarn endda. Når Storbritannien har håndteret COVID-19 så katastrofalt ringe, skyldes det også, at Boris Johnson gjorde nogle servile nobodies, som var klar til at lade, som om at et no deal-Brexit ikke vil skade landet, til ministre. Tilsvarende har amerikanske republikanere måttet gå med på alle de løgne, som Trump har fortalt, siden han stod fadder til birtherisme-bevægelsens bestræbelser på at betvivle Barack Obamas fødested, statsborgerskab og valgbarhed.

En del venstreorienterede britiske jøder afsluttede også venskaber, da de så deres såkaldte venner i Labour heppe ukritisk på Jeremy Corbyn og tænkte: »Hvis de nogensinde kommer efter mig og min familie, vil I bare se passivt til, ikke sandt?«

Karriereavancementer er dog for letkøbt en forklaring på, hvorfor så mange har solgt så meget ud, og Applebaum er da også en for god historiker til at nøjes med den. Lige så lidt var dybereliggende snæversyn og racefordomme nok til at få hendes venner til at svigte det liberale demokrati.

En af Applebaums bekendte er en af Orbáns mest kendte cheerleadere. Hun har selv en homoseksuel søn – men det har ikke hindret hende i at favne et homofobt regimes korstog mod LGBT-personer. Laura Ingraham, Fox News-vært, blev hurtigt en af de ivrigste tilhængere af Trump, til trods for at hun har adopteret tre indvandrerbørn.

Plads til idioterne

Applebaum pointerer, at et samfund, der bygger på meritokratiske principper, forudsætter, at man bor i et land, der vitterligt ledes af de dygtigste. Men hvad nu hvis man ikke selv er så dygtig? For Applebaum repræsenterer etpartistater det antimeritokratiske samfund i sin reneste form. Blandt de venner, der blev villige lejetjenere for autoritære bevægelser, ser Applebaum konsekvenserne af en længsel efter status blandt vrede mænd og kvinder, der mener, den gamle verden aldrig gav dem alt, hvad de fortjente.

Vel var de privilegerede efter normale standarder. Men ikke så privilegerede, som de mente at have krav på at blive. Under min samtale med Applebaum forsøgte jeg at forestille mig, at en britisk regering afskaffer pressefriheden og retsvæsenets og embedsmandsapparatets uafhængighed.

Jeg tvivlede ikke et øjeblik på, at tusinder af middelmådige journalister, tv-selskaber, advokater og administratorer med glæde ville påtage sig at arbejde for det nye regime, hvis blot det leflede tilstrækkeligt for deres forfængelighed ved at tilbyde dem job, de aldrig ville kunne få på meritter og kompetence.

Hannah Arendt skrev om kommunisterne og fascisterne, at de erstattede »førsteklassestalenter« med »tosser og fjolser, hvis mangel på intelligens og kreativitet« var den bedste garanti for deres loyalitet. Hun kunne lige så godt have talt om det moderne Polen, Storbritannien og USA.

»Under de rigtige betingelser kan alle samfund vende sig imod demokratiet,« siger Applebaum og forklarer bedre end nogen moderne forfatter, jeg kender, hvorfor.

Hvis såret forfængelighed – ’Hvorfor er jeg ikke vigtigere?’, ’Hvorfor ringer BBC aldrig til mig?’ – skal få politiske konsekvenser, kræver det en følelse af fortvivlelse. Hvis man som den amerikanske højrefløj tror, at gudløse fjender vil ødelægge dit kristne land og ser deres ondskab bevist ved, at de ikke belønner en som fortjent; hvis man som Scruton og Daily Telegraphs meningsmagere fra 1990’erne mener, at engelsk kultur og historie er på vej til at blive smidt i skraldespanden med én selv; eller hvis man giver Østeuropas nye tyranner ret i, at en liberal elite konspirerer om at afvikle den nationale kultur ved at importere muslimske immigranter, ja så er man klar til at omfavne enhver svinehund. Så længe det er en svinehund, der kan sætte en stopper for ydmygelsen. I kampen mod den dæmoniske fjende bliver ingen pris for høj og intet princip helligt.

Ikke sandsigerske

Burde hun ikke have set det komme, spørger jeg hende. Skulle hun ikke have anet, at den verden, hun dengang var en del af, også omfattede potentielt autoritære typer, der ville vende sig imod hende og imod alt, hvad hun troede på.

Hun indrømmer gerne, at hun nok på et langt tidligere tidspunkt burde have stillet mere kontante og direkte spørgsmål til sine gamle venner.

Læsere af hendes nye bog kan glæde sig over, at hun tog sig god tid. Når Applebaum kan kaste helt nyt lys over mørket på den populistiske højrefløj, er det præcis, fordi hun i så lang tid var så tæt på dens senere katalysatorer.

Hun har ikke selv oplagte ideer til, hvordan den bedst kan besejres, for hun er »journalist og ikke sandsigerske«. Men vil man tage del i kampen mod disse kræfter og deres fordummelse, er hendes bøger og artikler efter min mening et arsenal, der rummer nogle af de skarpeste forhåndenværende våben.

© The Observer og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvem siger forøvrigt det Danske "system" er så stærkt og retfærdigt?
Alle systemer bliver uanset, part af en tidslomme.
Og det er først ude på den anden side af lommen man ser selvmodsigelserne (og komikken).

Vi påståes have et system hvor de fleste er lige og alle med lige stor medbestemmelse.
Kunne man ikke formulere det om til, få ejer det meste og alle med lige lille medbestemmelse?

Vores form for demokrati, hvor alle hver har en stemme til valget, giver politikerne mulighed for indgå kompromisser der i sidste ende giver en politik INGEN havde ønsket.

Anina Weber, Ole Svendsen, Tommy Clausen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

ps.
Endvidere giver vores system politikerne ret til indgå aftaler, som kunne gå ud på følgende: Ar give sin stemme til hospitaler, børneinstitutioner og ældrepleje i gengæld for stemmer til ekstra motorveje, billigere biler samt legetøj til golf- og jagtklubber.

Anina Weber, Tommy Clausen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

ps.ps.

Vi har reelt set ingen garanti for medbestemmelse.
Vi har stemmeret men politikerne kan vælge at ignorere stemmer (hvilket de også gør)

Anina Weber, Ole Svendsen, Tommy Clausen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det eneste der har holdt vennekredsen sammen har måske været den fælles fjende.

En af årsagerne til at Corbyn ikke vandt over Bojo var at der blev kørt smædekampanger mod ham hvor han blev udråbt som antisemit. Selv the Guardian svinede ham til. Han var ikke pressens darling og manglede nok også gennemslagskraft. Han havde ikke en chance. Og han var helt sikkert ikke spiselig for Rupert Murdoch og nok heller ikke parat til at love ham særlige fordele eller beskyttelse mod ubehagelig reguleringer som Tony Blair for at få magten .

For den der virkelig har haft indflydelse på udfaldet af både hvem der skulle være landets statsminister og Brexit (når vi ser bort fra Dominic Cummings) er pressens ukronede konge Rupert Murdoch. En mand der er optaget af penge og magt og som synes at have karaktertræk fælles med Donald Trump. Det er ikke personligt det er forretning

https://www.youtube.com/watch?v=U_3cdVYPmWg

Mikael Velschow-Rasmussen, Olaf Tehrani, Anina Weber, Ole Svendsen, Peter Knap, Anders Reinholdt og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Glimrende artikel.
Jeg har personligt - i al beskedenhed - ofte givet udtryk for præcis det samme som Applebaum i Informations debatspalter f.eks. når jeg har henvist til signalværdien af, at eliten i sin tid gjorde klodens største skattesvindler til formand for EU- uden at det dog har medført den store reaktion. Så det glæder mig at der nu endeligt kan komme fokus på elitens selvforherligelse, der i den grad fortsætter med at understøtte f.eks. den økonomisk-sociale ulighed og giver fanden i klimakrisen, etc. etc.

Det skal da lige noteres (eksempelvis), at ikke ret mange af Informations formodentligt elitære abonnenter indtil nu har anbefalet artiklen endsige kommenteret den.

Ole Svendsen, Tommy Clausen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Nå, jeg var åbenbart lidt for langsom. Beklager.

Philip B. Johnsen

Folketinget, de folkevalgte medlemmernes racisme og vores selskabet klimaflygtninge.

Der bør tages klart afstand fra kortsigtede ‘ikke’ bæredygtige økonomiske og magtpolitiske interesser, hvor de ansvarlige politikere og økonomiske interessenter, efterfølgende beskylder ofrene for deres politik og investeringer, for deres på ofrene overlagte påførte ulykker.

Demokrati har vi kun en dag hvert 4 år, på valgdagen. Sen er det folketings diktatur de andre dage.

Jens Christian Jensen

Hvor ofte skal vi så stemme, Tommy ? Hver dag, eller kan vi nøjes med en gang om ugen ?

Virkelig god artikel med nogle gode pointer!
Anna Applebaum lyder som en meget interessant forfatter og hendes nye bog er bestemt et bekendtskab værd.