Analyse
Læsetid: 3 min.

Center for Vild Analyse: Tænk, hvis forskningsfrihed bare handlede om ytringsfrihed

Forskningsfrihed er et prekært emne i tiden. Men hvor er den truet fra? En dekonstruktivistisk, jødisk, nonbinær amerikansk tænker – eller politikere, der vil bestemme, hvad forskere skal konkludere?
Brasilianske demonstranter marcherer mod Judith Butlers tilstedeværelse på en konference i Sao Paulo, og en meget lang række af højreorienterede forskere og politikere ser, ligesom en stor mængde nypositivistiske teoretikere af forskellig politisk observans, hende og Michel Foucault som kætterske poststrukturalister, fra hvis aktivistiske devaluering af sandhedsbegreber alle intellektuelle kriser stammer.

Brasilianske demonstranter marcherer mod Judith Butlers tilstedeværelse på en konference i Sao Paulo, og en meget lang række af højreorienterede forskere og politikere ser, ligesom en stor mængde nypositivistiske teoretikere af forskellig politisk observans, hende og Michel Foucault som kætterske poststrukturalister, fra hvis aktivistiske devaluering af sandhedsbegreber alle intellektuelle kriser stammer.

Nelson Almeida

Moderne Tider
26. september 2020

I Berlingske den 15. september tog 14 professorer bladet fra munden og advarede mod en fremtidig krise for de danske universiteters ret og pligt til fri forskning, hvis ikke vi er opmærksomme på de trusler, der allerede har ført til kriser i USA og Storbritannien. I kronikken opregner og vurderer de en række mulige trusler og viser derved, at de er opmærksomme på alle slags farer.

De to første muligheder, der bemærkes, bliver dog hurtigt bagatelliseret: »Politikerne respekterer i det store og hele stadig den model [som det moderne universitet er bygget op på]«, og »erhvervslivet er generelt respektfuldt over for forskningsfriheden«, så – pyha – derfra er der i hvert fald ingenting at være bekymret for.

Til gengæld er der en meget mere alvorlig trussel, der både kan komme inde fra universitetet selv – »fra forskeraktivister, der med Judith Butler, Michel Foucault og andres tanker som ballast forkaster idealer om værdifri forskning og undervisning« – eller udefra, fra »visse dele af den identitetspolitiske offentlighed«.

Butler, Foucault

Kronikken rummer to mærkværdigheder, der ligefrem kan kaldes symptomer. Det første er den nærmest tvangsmæssige fremhævelse af »Butler, Foucault«. For en meget lang række af højreorienterede forskere og politikere, ligesom for en stor mængde nypositivistiske teoretikere af forskellig politisk observans, fungerer »Butler, Foucault« efterhånden som en slags besværgelse. Det er fra disse kætterske poststrukturalister og deres aktivistiske devaluering af sandhedsbegrebet, at alle intellektuelle kriser stammer. Sig »Butler, Foucault« og rul med øjnene, og dine venner vil forstå, hvad du mener.

Professor emeritus Heine Andersen har da også meget hurtigt i Københavns Universitets avis, UniAvisen, demonstreret, hvor påfaldende det virker, at »politikerne« og »erhvervslivet« i en håndevending frikendes, på trods af at det let kan vises, at der her er tale om reelle problemer, mens et vagt og uklart begreb om »forskeraktivisme« gøres til det store dyr i åbenbaringen.

Det andet symptom er en tilsyneladende uforløst konflikt internt i kronikken: Det er, som om den vakler mellem, om den plæderer for en »værdifri videnskab« eller en videnskab, der skal kunne rumme værdimæssige konflikter og lade forskerne slå sig løs på normativiteten, når bare det er baseret på deres forskning. Som citeret er problemet med »Butler-Foucault«-aktivismen angiveligt, at den afsværger den »værdifri videnskab«, men samtidig anerkender kronikken, at »den enkelte forsker har sin fulde frihed til at engagere sig i den politiske debat og bør også gøre det, når debatten handler om forhold, som forskeren vitterlig er ekspert i (det vil sige: har publiceret på højt niveau om)«.

Det er lige før, man kan se for sig, hvordan de bøger og artikler, »Butler-Foucault«-aktivisterne publicerer, per definition ikke er »på højt niveau«.

’Which one is it?’

Uklarheden bliver kun forstærket, hvis man studerer den britiske rapport, som kronikken påkalder sig som empirisk vidnesbyrd. I denne rapport (der stammer fra en højreorienteret tænketank, der nægter at oplyse sit finansieringsgrundlag) er problemstillingen ikke, at den værdifri forskning er under pres, men næsten tværtimod, at det er blevet karrieremæssigt problematisk at vedkende sig højreorienterede synspunkter, og at dette er i strid med idealet om et frit universitet.

Selv om rapporten faktisk er ret vag og i overraskende grad baseret på forskernes subjektive »oplevelser« af at være ugleset, er dens anliggende naturligvis i princippet relevant. Men hvad betyder det så for vore hjemlige kronikørers argument? Man kunne fristes til at spørge dem helt enkelt: »Which one is it?« Er problemet, at nogle forskere er politiske – eller er problemet, at nogle forskere ikke får lov til at være politiske nok?

Forskydning

Kronikken slutter med en opfordring om at tilslutte sig de såkaldte Chicago-principper, der handler om ytringsfrihed, ikke forskningsfrihed. (University of Chicago deklarerede i 2014, at det har ret til at modsætte sig studerende, der vil blokere eller på andre måder forhindre inviterede talere eller upopulære synspunkter). Måske er det simpelthen her, vi finder kronikkens løsning på sine symptomer; en forskydning, som man ville sige i psykoanalysen: Forskningsfrihed handler blot om ytringsfrihed!

Det er på en måde en elegant løsning, for pludselig er spørgsmål om finansiering, myndighedsbetjening, erhvervsrettethed, armslængder og metodevalg slet ikke så vigtige. Det er jo egentlig en besnærende tanke, som måske kan befri mange for en masse bøvl med at tænke og lovgive: Kan man virkelig sikre forskning i verdensklasse ved at håndhæve retten til at sige, at kvinder er kaos, og muslimer er styret af middelalderlige æresbegreber?

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006. CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mikael Velschow-Rasmussen

CfVA slår til igen :-)

Man ser det for sig ....
De ideologisk konservative-, anti-videnskabs-, fakta-resistente-, og negative-liberty markeds-folk (under et(2): gående under betegnelsen neo-konservative og neo-liberale) sidder og synger besværgelsen:
- " ... Butler, Foucault, Butler, Foucault Butler, Foucault, Butter, Futter, Busser, Fusser, Bukkerfukker ... "

Mikael Velschow-Rasmussen

Hmm .. Det går ikke så godt for mig, når jeg ikke først skriver mine kommentarer separat i Notepad++(*).

I parantesen skulle der ha' stået:
(under et (eller to) ville førnævnte grupperinger gå under betegelsen neo-konservative og neo-liberale)

(*):Notepad++ er verdens bedste tekst-redigeringsprogram, man slipper helt for fx Microsofts idiosynkratiske formatering, og så er det dejlig simpelt.

Det er jo dejligt at få et ord på de troende i videnskabskirken, 'nypositivister. Så er de også meget lettere at rubricere og placere i det arkiv, hvor de hører hjemme, på Museet for Erstatningsreligioner.

Morten Pedersen

Jeg synes altså det her er et dovent og nedladende indlæg. Synes ofte at Center for vild analyse skriver gode ting, men oftere og oftere bliver vildskaben et offer for politiske sympatier.

For mens de her mennesker, som man åbenbart er så ivrig efter, at få ned med nakken og rubricere som en art tossede, hysteriske reaktionære, muligvis ikke skrevet en kronik, der er over alt kritik, så findes det grundlæggende problem altså.

Om det er voldsomt stort i Danmark aner jeg ikke, men jeg kan sige, at jeg med erfaring fra 6,5 års statskundskab fra to forskellige universiteter regelmæssig har været udsat for akademika, der vel rettere kan karakteriseres som en art venstrefløjspropaganda, mens jeg ikke én eneste gang har oplevet det fra den anden fløj. Det kunne måske skyldes at de er i undertal, samtidig med, at der er dele af de venstreorienterede akademikere, der kan lukke sig inde i en osteklokke af ligesindede, hvor de rituelt kan afsværge diverse "ismer" uden at nogen stiller spørgsmål. Og højrefløjen har jo naturligvis sin eget version af det her, problemet er osteklokken først og fremmest.

Og i det tilfælde, at nogen skulle finde det fordelagtigt med denne osteklokke af ligesindede, så kan jeg sige, at dem det går værst udover, er de venstreorienterede studerende.
Det gør dem intellektuelt provinsielle, moralsk selvretfærdige, politisk fordomsfulde og retorisk uskarpe med en ukuelig tro på, at der grundlæggende ikke eksisterer tradeoffs mellem forskellige hensyn.
Hvilket jo i sagens natur er en katastrofe for en hvilken som helst person, men da i særdeleshed for en statskundskabsstuderende.

Man opnår nok ikke reel forskningsfrihed, hvis man ikke også har en fordomsfri ytringsfrihed.

Forskningsfrihed er først et problem hvis den modsiger de, i tiden, mest gængse -ismer. Forskningen skal med andre ord bekræfte begreber som liberalisme og feminisme i deres ideologiske projekter for at blive accepteret og udgivet.