Klumme
Læsetid: 4 min.

Center for vild analyse: Hvad er værst – kedelige sportskommentatorer eller begejstrede politiske kommentatorer?

»Frederiksen, over til Skipper, ind over til Pia Dyhr – godt indgreb af Pape, der, men der dukker så Wammen op, og han skyder – nej, han venter! Det er genialt, det der!«
Moderne Tider
5. september 2020
Når kommentatorerne i politik har overtaget dramatikken og entusiasmen fra sportskommentatorerne, er det, fordi det ingen rigtigt længere kan hidse sig op over et politisk liv, der har stadig mindre at skulle have sagt.

Når kommentatorerne i politik har overtaget dramatikken og entusiasmen fra sportskommentatorerne, er det, fordi det ingen rigtigt længere kan hidse sig op over et politisk liv, der har stadig mindre at skulle have sagt.

Ritzau Scanpix

Coronakrisen har ikke været nådig ved de danske sportskommentatorer. En mængde sportsbegivenheder har været aflyst sommeren over, og når der endelig har været noget at kommentere på, har det som regel måttet foregå uden tilskuere.

Ser man en fodboldkamp på tv for tiden, vil det derfor ofte enten være med et tomt stadion, der runger af fraværet af tilskuere, eller en transmission med indlagt kunstig lyd – fodboldkampenes svar på dåselatter, hvor en eller anden tekniker skruer op for klapsalver, sange og udbrud, efter hvordan kampen nu forløber.

Robert Pfallers gamle pointe om interpassivitet har med andre ord fået endnu en case: Når man overlader det til andre at grine, græde eller juble på sine vegne på en næsten mekanisk facon, er man interpassiv. Det gælder for så vidt for sport på tv i det hele taget, (man har været til fodbold uden at røre en finger eller synge en tone), men bliver brutalt klart i transmissioner med kunstig lyd. Uden tilskuerne er der kun kommentatoren og dåseentusiasmen tilbage – og det er især i det danske tilfælde en sørgelig affære.

Nu og da

Danske sportskommentatorer fra Gunnar Nu Hansen til Flemming Toft har været berømmede for at lade sig rive med af stemningen og komme op med nogle klodsede, men på deres egen måde charmerende fraser.

I virkeligheden var det netop nu, vi havde brug for den slags tosserier, men det er, som om de tomme stadioner også har vist os en form for tomhed i moderne kommentatori. En kommentator skal formidle begivenheden, hvor meget der er på spil osv., så fodboldkampen ikke bare er trylleri med en bold eller cykelløbet at køre et stykke vej på en jernhest. Det skal skrives ind i de store myter og fortællinger, så det bliver registeret i den store Anden, at noget vigtigt finder sted, huttelihut!

Men hvad vi er vidner til i disse dage, er ikke stor opfindsomhed i kommentatorboksen. Ligesom sportsstjernerne selv er blevet mere neutrale og en slags omrejsende konsulenter i en virtuel økonomi, er kommentatorerne blevet til en slags embedsmænd med meget få sproglige og personlige midler til at gøre andet end at rapportere dét, enhver i forvejen kan se med sine egne øjne.

Måske er det, fordi vi har fået en generation af kommentatorer, der har spillet mere FIFA, end de selv har været på stadion? Måske er det bare den generelle standardisering og kommercialisering, der har gjort sportsbegivenheder til en endeløs række af ensartede varer med medfølgende forretningsbudgetter og bettingreklamer.

Politiske kommentatorer

Afmatningen i sportskommentatoriet er omvendt proportionalt med begejstringen og indlevelsen blandt de politiske kommentatorer. Hvor vi tidligere havde måske lidt kedelige og tilstræbt objektive politiske journalister, har vi i dag fået en mængde personligheder, der hver på deres måde præger formidlingen af den politiske debat: Kendisser som Michael Christiansen og Peter Mogensen på TV 2 News, frække typer med en politisk dagsorden (Lars Trier Mogensen, Rulle Grabow), eller sig selv som dagsorden (Henrik Qvortrup, Bjarne Steensbeck) og efterhånden også komikere, der forsøger at efterligne den amerikanske tradition for politisk oplysning med satirisk bid.

Der må gerne være lidt smæk for skillingen, og især når vi nærmer os en valgdag, bliver der skruet op for sportsmetaforerne og fornemmelsen af at ’holde med’ nogen, som om man var på et hold, der havde mulighed for at vinde pokalen eller rykke ud af Superligaen.

Men hvad siger det om et samfund, at dets idrætsliv er blevet til en lidt middelmådig forretningsverden, mens den politiske debat omvendt er blevet til en form for underholdningsindustri, der simulerer sportsverdenens sprog og følelsesregister?

’Det er genialt, det der!’

Måske skal sportsindustrien i virkeligheden nok klare sig. Selv om det er lidt sørgeligt at tænde for en fodboldkamp for tiden, er der masser af smarte mennesker med opfindsomme løsninger, der nok skal finde på nye tiltag – og tilskuerne kommer jo trods alt også så småt tilbage igen. I mellemtiden skal kommentatorerne bare holde forbindelsen åben.

Politikken, derimod, har mere end nogensinde brug for sine kreative kommentatorer for at fastholde illusionen om engagement og meningsfuldhed. Mens størstedelen af lovgivningen fastlægges i Bruxelles, og skiftende regeringer fortsat lader sig styre af en økonomisk fantasi om vækst og umuligheden af for alvor at gøre noget ved ulighed og miljøproblemer, giver kommentatorerne os håb om, at det hele er vigtigt og dramatisk alligevel.

Vi længes efter politisk mening og engagement, men tror ikke længere på det. Derfor har vi brug for kommentatorerne til at tro på det for os: »Frederiksen, over til Skipper, ind over til Pia Dyhr – godt indgreb af Pape, der, men der dukker så Wammen op, og han skyder – nej, han venter! Det er genialt, det der!«

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006. CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

De er slemt med politikerne, men det er en dejlig afklædning af sportens ørkesløshed.
Kunne vi i stedet få nogle begejstrede kulturjournalister i et ugentligt program af mindst samme længde, som fodbolden får - og bare halvt så mange transmissioner - ville meget være bedre for folkets mentale tilstand.

Troels Ken Pedersen, Susanne Kaspersen, Herdis Weins og Anina Weber anbefalede denne kommentar

Jeg har altid syntes, at det var synd for tilskuerne på stadion, at de ikke kunne høre kommentatorerne. Har de overhovedet en chance for at følge med i spillet?

Ja, TIno Rozzo, de kunne i den grad lære noget af travsporten. ;-)