Baggrund
Læsetid: 6 min.

Corona befriede fodbolddommerne fra tilskuernes pres. Og så røg hjemmebanefordelen

Hvis man nogensinde skulle have været i tvivl om tilskuernes betydning for udfaldet af fodboldkampe, så har corona gjort én klogere. Det er blevet markant sværere at være hjemmehold, efter at tribunerne blev tømt – og et berømt amerikansk eksperiment fra 1950’erne rummer en del af forklaringen
Sådan så Den Gule Mur – Borussia Dortmunds frygtede endetribune af ståpladser, der synes at fortsætte helt op i himlen – ud før corona. Men nu bliver fodbolden afviklet for næsten tomme lægter over stort set hele Europa. De tidligere så intimiderende stadioner har mistet deres folkelige brøl.

Sådan så Den Gule Mur – Borussia Dortmunds frygtede endetribune af ståpladser, der synes at fortsætte helt op i himlen – ud før corona. Men nu bliver fodbolden afviklet for næsten tomme lægter over stort set hele Europa. De tidligere så intimiderende stadioner har mistet deres folkelige brøl.

Odd Andersen

Moderne Tider
26. september 2020

Der var dengang, Manchester Uniteds midterforsvarer Rio Ferdinand havde fået karantæne for at misse en dopingtest. Kort efter skulle holdet spille mod West Ham, og midt under kampen kunne man pludselig høre følgende strofer fra London-mandskabets tilhængerskare:

»His name is Rio and he watches from the stand!«

Eller hvad med dengang, Liverpool-forsvareren Jamie Carraghers far var blevet arresteret for at være beruset under en kamp på stadion? Her var det Liverpools egne fans, der sendte en musikalsk hilsen til den fraværende fodboldfar:

»He’s red, he’s sound, he’s banned from every ground, Carra’s dad, Carra’s dad!«

Og vi tager lige en sidste en, nemlig den om Fulham-tilhængernes ironiske hyldestsang til deres underpræsterende angriber Bobby Zamora, der var kendt for at sende vildfarne missiler langt op på tribunen:

»When you’re sat in row Z, and the ball hits your head, that’s Zamora!«

Disse små historier er eksempler på det, coronavirussen har taget fra os, og her mener jeg ikke bare vittige smædesange, men selve det engelske fodboldpublikums evne til at give kampene karakter ved hjælp af den stemning, de kan sætte fra tribunerne. En stemning, der lejlighedsvis kunne blive helt elektrisk og nærmest bære et hold frem til sejr.

Som Chelseas forsvarslegende John Terry husker om dengang, han trådte ud på Anfields græstæppe for at spille Champions League-semifinale mod Liverpool i 2005:

»Jeg havde aldrig hørt noget lignende, og det tror jeg heller ikke, jeg nogensinde kommer til igen. (...) De små hår rejste sig på mine arme. (…) I sekunderne før dommeren blæste startfløjtet, udstødte hele stadion et kæmpe brøl, som ønskede de at blæse Liverpool frem til sejr.«

Muren skræmmer

Og det er i øvrigt ikke kun englænderne, der kan finde ud af det der med at skabe en kulisse omkring fodboldkampene, der intimiderer modstanderen og løfter hjemmeholdet frem mod sejr.

Die Gelbe Wand – den berømte endetribune på tyske Borussia Dortmunds hjemmebane – kan 25.000 syngende, klappende og faneviftende fans skabe et inferno af farver, lys og sange på en tribune af ståpladser, der nærmest synes at fortsætte helt op i himlen.

Faktisk har man i Dortmund helt bevidst iscenesat spillernes møde med Den Gule Mur på en måde, så det skræmmer udeholdet mest muligt – nemlig ved at trække spillerne gennem en lang, mørk tunnel, før de lukkes ud foran menneskehavet på muren. Nærmest som når gladiatorerne i det gamle Rom blev ført fra kældergangene op i arenaens klare lys.

Eller som Dortmunds tidligere cheftræner, Jürgen Klopp, har formuleret det:

»Der er denne her mørke tunnel, som er præcis to meter høj, og når du træder ud af den, er det som at blive født. Du kommer ud af tunnelen, og hele stadion eksploderer – ud af mørket, ind i lyset. Du kigger til venstre, og det virker, som om der er 150.000 mennesker på tribunerne, og de er alle ved at gå amok.«

Før en udekamp mod Dortmund blev Bayern Münchens Bastian Schweinsteiger spurgt af medierne, om han var mest bekymret for de sort-gules spillere eller deres manager.

»Die Gelbe Wand skræmmer mig,« lød svaret fra den rutinerede midtbanegeneral.

Fordelene fordamper

Nu er den gule mur imidlertid affolket. Over stort set hele Europa bliver fodbolden i denne tid afviklet for tomme lægter. De tidligere så intimiderende stadioner har mistet deres folkelige brøl.

Men hvad betyder det for udfaldet af kampene?

Vil resultatmønstret ændre sig, når tilskuerne er væk?

For at finde svarene på de spørgsmål kan man kigge mod Syditalien, nærmere bestemt Sicilien. Her har klubberne Calcio Catania og Palermo FC i årevis og med uformindsket intensitet udkæmpet det såkaldte sicilianske derby, og i 2007 blev tilskuerurolighederne så voldsomme, at en politimand mistede livet, da han forsøgte at skille slagsbrødrene ad uden for Stadio Angelo Massimino i Catania.

Hændelsen fik den italienske regering til at kræve, at klubber med utidssvarende sikkerhedsforanstaltninger skulle afvikle hjemmekampe for tomme tribuner.

To svenske økonomer ved navn Per Pettersson-Lidbom og Mikael Priks greb chancen for at lave en slags laboratorieforsøg i storskala. De brugte simpelthen den stigning i antallet af kampe for lukkede døre, som den italienske regerings edikt medførte, til at undersøge, hvordan de tomme tribuner påvirkede udfaldet af opgørene.

Og hvad de opdagede, var ganske bemærkelsesværdigt.

Ligesom i stort set alle andre ligaer er der normalt i Serie A indbygget en ganske betragtelig fordel ved at spille på hjemmebane. Og den hidrører i høj grad fra dommerne: Hjemmehold får gennemsnitligt færre røde og gule kort, færre frispark og straffespark bliver dømt imod dem, og når de er bagud, lægger dommerne mere tid til i slutningen af kampene, end når de er foran.

Men de to svenske økonomers studie viste, at alle disse fordele stort set fordamper sammen med tilskuerne.

Når der ikke er fans på lægterne, svinder forskellen mellem tildelte frispark og straffespark til henholdsvis ude- og hjemmehold ind til stort set ingenting. Skønsmæssige vurderinger fra dommerens side holder op med at favorisere hjemmeholdet. Og hjemmeholdets fordel af en længere tillægstid i de tilfælde, hvor de er bagud, bliver også markant mindre.

Eller sagt på en anden måde: Dommerne behandler i langt højere grad de to hold ligeligt, når de befries fra trykket fra de fyldte tribuner.

Og hvad skyldes så det?

En menneskelig reaktion

Her kan man med fordel kigge på et berømt socialpsykologisk eksperiment, som den polsk-amerikanske forsker og psykolog Solomon Asch foretog i begyndelsen af 1950’erne på Swarthmore College i Pennsylvania.

Forsøget gik i al sin enkelhed ud på at udsætte en uvidende øvelsesdeltager for gruppepres ved at lade vedkommende udpege de linjer i et diagram, der var lige lange – efter at seks andre personer i gruppen (efter forudgående aftale) havde udvalgt linjer af helt forskellig længde og insisteret på, at de var identiske.

Eksperimentet viste, at to tredjedele af forsøgskaninerne lod sig presse af resten af gruppen til at pege på linjer, der ikke var lige lange, selv om deres længdemæssige forskel var åbenlys for det blotte øje.

Samtidig viste forsøget også, at de øvelsesdeltagere, der stod fast på deres eget valg (af de korrekte linjer), følte ubehag og oplevede stress ved at gå op imod flertallet.

Og hvis man overfører læringspunkterne fra dette forsøg til de højintense situationer på grønsværen, så har man svaret på, hvorfor mange mænd i sort ubevidst favoriserer hjemmeholdene.

Eller som sportskommentatoren Jon Wertheim fra Sports Illustrated har udtrykt det:

»Forestil dig (på baggrund af læringen fra Solomon Asch-forsøget, red.) fodbolddommere, der er omgivet af overtændte og højtråbende tilhængerskarer, og så forstår du også, hvorfor dommerne ubevidst lader sig påvirke af trykket fra de titusinder af mennesker, der ser det samme, som du ser. (…) Dommere har ingen intentioner om at favorisere det ene hold frem for det andet. De er sikkert ikke engang klar over, at det sker. Men det er en naturlig, menneskelig reaktion.«

Negativ hjemmebaneeffekt

Coronavirussen har imidlertid fjernet denne menneskelige faktor fra kampene. Nu er trykket fra tilhængerskarerne væk. Og dermed falder hjemmebanefordelen tilsyneladende også bort.

Eller som The New York Times konstaterede tidligere på året i en artikel om coronavirussens effekt på resultaterne i Bundesligaen:

»Hjemmebanetilhængerne er den reelle hjemmebanefordel.«

Avisen henviste til en opgørelse, der viste, at siden pandemien havde tømt de tyske stadioner for tilskuere, var antallet af hjemmebanesejre i landets bedste række faldet med ti procentpoint fra 43 procent til 33 procent.

Samtidig var antallet af mål scoret af hjemmeholdet faldet fra 1.74 til 1.43 pr. kamp, ligesom hjemmebaneholdene også havde lavet færre indlæg, vundet færre hjørnespark og forsøgt sig med færre driblinger.

Ja, nærmest ud fra enhver målestok var Bundesliga-spillernes præstationer dalet, når de havde optrådt hjemme foran et tomt stadion – helt ned til målmændene, hvis statistik over reddede scoringsforsøg var faldet på eget græs, mens den pudsigt nok var steget på udebane.

Tallene var så markante, at den fik den administrerende direktør for data- og analysefirmaet Impect, der stod bag en del af undersøgelsen, til at konstatere, at corona ligefrem havde haft en »negativ hjemmebaneeffekt«.

Hvor stærk denne negative hjemmebaneeffekt er på den lange bane, det bliver vi klogere på i de kommende måneder, når endnu flere kampe afvikles fra tomme eller kraftigt affolkede stadioner i de bedste rækker over hele Europa.

Men allerede nu kan vi konstatere, at hvis der er én ting, coronavirussen har lært os, så er det, at tilhængernes tilstedeværelse på tribunerne har en kæmpe betydning – hvad enten de synger hyldestsange til hjemmeholdet eller håner Jamie Carraghers far.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her