Essay
Læsetid: 10 min.

Filosof: Det nytter ikke at ville lukke døren til Facebook

Facebook kan være et hæsligt sted at debattere. Men hvis man anerkender vigtigheden af en levende og åben offentlig debat, skal man ikke erklære de rum, den foregår i, for uegnede
Aristoteles og Platon i midten af Rafaels berømte renæssancemaleri ’Skolen i Athen’. Grundbetingelserne for debatten på Facebook blev beskrevet allerede af Aristoteles med hans ’pathos, logos og ethos’. Men deres indbyrdes vægtning er markant ændret, så især ’ethos’ har fået mere plads at boltre sig på.

Aristoteles og Platon i midten af Rafaels berømte renæssancemaleri ’Skolen i Athen’. Grundbetingelserne for debatten på Facebook blev beskrevet allerede af Aristoteles med hans ’pathos, logos og ethos’. Men deres indbyrdes vægtning er markant ændret, så især ’ethos’ har fået mere plads at boltre sig på.

Ritzau Scanpix

Moderne Tider
12. september 2020

Man skal ikke diskutere på Facebook, siger venner og bekendte, som er klogere end jeg. Alligevel gør jeg det. I det følgende vil jeg forsøge at gøre rede for mine bevæggrunde. Der er tre:

1) De sociale medier er blevet en del af virkeligheden. Så kan man med nok så megen ret hævde, at det er useriøst, hvad der foregår der. Mere etablerede medier som den skrevne presse henviser jævnligt til dem og henter ikke sjældent dagsordener derfra. Verdens mest magtfulde mand meddeler sig til omverdenen via Twitter. Hans tweets være sig nok så syrede, snart sagt alle politikere følger trop. At de er af en anden politisk orientering end Trump, spiller ingen rolle.

2) Hvis diskussionerne på sociale medier bliver ophidsede og usaglige, kan det næppe bare tilskrives de medier. De kan muligvis forstærke en tendens. Men hvad folk hælder ud (over hinanden) dér, må i en eller anden forstand være noget, de rummer i forvejen. Svarende til, at gruppedannelse og flokmentalitet nok kan udløse noget i mennesker, men at det må ligge i enkeltmennesket i forvejen.

3) Betingelserne for at diskutere må i princippet være de samme overalt og gælde for alle. I en åben og ærlig diskussion kan det ikke komme an på persons anseelse. Desuden vil det, hvis man begrænser sig til at diskutere med en lukket kreds, igen være et forsøg på at isolere sig fra diskussionen, som den foregår i virkeligheden.

Det er klart, at Facebook kan forstærke tendenser, som findes i forvejen, og det næsten til ukendelighed. Mediet er hektisk og hastigt, så hvor man i gamle dage sagde, at om hundrede år er alting glemt, der må man nu sige, at det er glemt i morgen. Hvis man vil kommentere et opslag, man så på en profil for nogle dage siden, får man nok at gøre med at scrolle, for som én gang set ligger det opslag nu langt nede i bunken under ikke sete.

Det er besværligt at søge på Facebook, og det kan udnyttes. Man kan præsentere noget som citater, som ikke er det, og man kan benægte at have sagt noget, som ligger bare lidt tid tilbage. Men også IRL findes der citatfusk og benægtelser. Man kan også slette en kommentar i en tråd. Men det er som at overhøre nogen.

Tilsvarende med de reaktioner, som man får, emojier eller memer, de svarer lidt til reaktioner fra salen, klapsalver, tilråb (’Hør!’ eller ’Buh!’). Men der er flere af dem. Der er mere støj. Et ekstremt træk som at blokere en person svarer IRL omtrent til ikke mere at besvare en persons henvendelser eller ikke mere hilse på vedkommende. Men det benyttes oftere.

Kort sagt: De betingelser for diskussion, vi kender, går igen på Facebook, men de bliver sat på spidsen der.

*

De betænkeligheder, jeg har nævnt, er da også beskrevet for længst. Man kommer uvægerlig til at gentage den klassiske tredeling i pathos, logos og ethos, som Aristoteles fremsætter i sin Retorik – og det, meget brugervenligt, i værkets begyndelse. Men det forekommer mig, at diskussioner på Facebook markerer en alvorlig ændring i deres indbyrdes vægtning, sådan at det etiske betyder mest.

Pathos først. Her er Facebook leveringsdygtig, for der kommer pathos virkelig først. Man reagerer umiddelbart. I en tilstand af, hvad den danske oversættelse af Aristoteles kalder »følelsesmæssig affekt«. Vi har fældet vores dom på et øjeblik, og uden at vores dømmekraft er blevet konsulteret. Folkedomstolen arbejder hurtigt. Et blik, et klik, som om vi ikke vidste, at det, vi ser, altid gemmer på noget, som vi ikke ser.

Men vi kan kun på forhånd vide, hvad vi skal mene, hvis verden på forhånd er opdelt i de og de meninger. Alle sammen uforgribelige, som det hedder, dvs. indiskutable. Hvis du forsøger at diskutere, må du gå et andet sted hen. Hvilket leder tilbage til spørgsmålet om persons anseelse. Verden er på forhånd inddelt i venner og fjender, i dem, vi kan lide, og dem, vi ikke kan lide.

Et navn, et billede, som om det var nok: Rosa Lund og Zenia Stampe, eller Simon Emil Ammitzbøll-Bille, så ved vi straks, hvad vi skal mene. Dog går det af og til stærkere, end man kan nå at følge med. Selv må jeg indrømme, at jeg ikke anede, hvem Vibeke Manniche eller Bwalya Sørensen var, før Facebook kunne fortælle mig, at det var nogen, man ikke skulle holde med.

Alligevel skal det se ud, som om diskussionen er åben. Du er velkommen. Men så forlanges der fakta og argumenter!

*

Det er næste stadium. Ikke bare her, og ikke bare på Facebook, men i alle diskussioner: Det ender med en diskussion af diskussionen. På et tidspunkt er en eller anden så venlig at træde op som aftenskolelærer i, hvordan man diskuterer.

Så handler det om fakta og argumenter. Og sandt nok, vi var ilde stedt uden P1’s Detektor eller Ekstra Bladets gravergruppe. Og vist går eklatante selvmodsigelser ikke an. Men igen fortoner det reelle sig bag det ideale.

På Facebook så vel som andre steder er talen om fakta og argumenter mest et retorisk kneb. Man kan affeje enhver overvejelse ved at efterspørge dokumentation – og derved bestemme, hvad det skal komme an på. Og man kan tale om argumentation, som om det at tale om det var lig med at argumentere. Og man kan bruge et ordvalg, der skal vise, hvor godt det hele hænger sammen: således, altså, derfor. Plus de værste: selvsagt, tydeligvis. Mon ikke det var noget i den stil, der fik Hegel til at bemærke, at argumenter er wohlfeil wie Brombeeren – man plukker dem langs vejen – eller senere hen Bruno Latour til at tale om tilbedelsen af det faktiske som en faitich (fransk efter: fetich). Der findes ingen fakta eller argumenter uden kontekst og dvs. som ikke kræver fortolkning.

Alligevel taler man om dem som brikker i et simpelt brætspil. Og ganske vist oversætter ’argumenter’ på dansk Aristoteles’ logos, når det optræder i flertal og hedder logoi. Men betydningen af logos er mangfoldig. Tilsvarende mangfoldige er de betingelser, der omgiver et argument og gør det muligt. Ud over valget af fortolkning har man valget mellem forskellige begreber, kategorier, og ordvalget fra først af. Og valget af eksempler, paralleller, analogier, symmetrier, associationer, metaforer …

Konfronteret med belæringen om fakta-og-argumenter ønsker jeg mig hver gang samme sindsro som Niels Davidsen-Nielsen, der engang blev forelagt, at engelsk er nemt at lære, »for der er jo ingen grammatik«. Han, som har undervist i engelsk hele sit liv, svarede blot: »Det er nyt for mig.« Med filosofi som baggrund er det nyt for mig at høre om, hvor enkelt det er at diskutere.

Det forbløffende er, at filosofien i så fald er grundlagt på en selvmodsigelse, Sokrates’ motto: »Jeg ved kun, at jeg ingenting ved.« Eller at Platons dialoger består af argumenter, der ikke holder. Heraklit var heller ikke ude i et faktatjek, da han sagde: »Hunde gør af det, de ikke kender.« Så lidt som Descartes, da han pointerede, at man ikke regner stenene for stumme, selv om de ganske vist ikke siger noget. Hvorfor skulle det alt sammen have overlevet, hvis en sag var så enkel at afgøre?

Så nej, det er ikke fakta og argumenter, der bringer en diskussion fremad. Det er snarere evnen til at lytte, at indrømme fejl, at se sagen fra andre vinkler end ens egen. Personlige egenskaber. Desværre.

*

Jeg siger desværre, fordi det ikke skulle være et personspørgsmål. Tænkning er måske nok sjælden, men den er ikke forbeholdt nogen. Man må som Hannah Arendt opfatte den som uafhængig af social status, alder, køn, uddannelse, osv. Ganske som modstanden var det under de totalitære forhold, hun analyserede. Facebook skulle jo også være en demokratisering, et sted hvor alle kunne deltage i debatten. Alligevel kommer vi ikke uden om personspørgsmålet. Det, som Aristoteles kalder ethos.

Nu var det ikke Aristoteles, der for nylig fik mig bragt på sporet af de personlige egenskabers betydning. Det var Kant. Jeg læste igen hans klassiske opsats Hvad er oplysning? (den med, at oplysning er menneskets udgang af selvforskyldt umyndighed) – og her står det: Sapere aude! »Hav mod til at betjene dig af din egen forstand!« I den formulering, som ifølge Kant er oplysningens valgsprog, læser man gerne hen over gengivelsen af imperativet om at vove eller turde: »Habe Mut …« Man glemmer, at modet er en karakteregenskab. Noget, der tilhører etikken og ikke logikken.

Og sandt nok, det kræver mod at indrømme en fejl. Og det kræver mod at indrømme, at en fejl er den samme, uanset om den begås af en selv, af ens venner eller af ens fjender. Det kræver mod at gå imod dem, man regner for sine egne, når det skal til for at nå frem til sandheden. Det kræver mod at gå imod mainstream.

Sådan er Aristoteles’ Retorik også lagt etisk an; det er en afhandling om, hvilke dyder der skal til for at kommunikere og diskutere. Den handler om mod, besindighed, storsind, omtanke, osv. Den handler også om det modsatte, »smålighed og gemen tankegang«. Alt sammen karakteregenskaber. Men er vi så ikke tilbage ved persons anseelse? Nej.

For som Aristoteles betoner, er det den talende, sådan som han fremstår gennem sin tale, vi skal bedømme med henblik på troværdighed: »Denne virkning må imidlertid afstedkommes ved talen selv og ikke af nogen forhåndsindstilling om, hvad slags menneske taleren er.« Ingen er dømt på forhånd, det må komme an på en prøve.

Det, som Aristoteles siger her, er, at det er i orden at unfriende og til nød blokere en mand, når man længe forgæves har søgt at gøre ham begribeligt, at hans mening kun kan fastholdes ved hjælp af forenklinger og fortielser. Det er ikke nødvendigt, at han modsiger sig selv, uhæderligheden er nok.

Aristoteles siger dog også mere med sin bestemmelse af talerens ethos. For hvordan kan vi afgøre, om en eller anden er troværdig eller kun virker sådan, hvis vi alene skal holde os til talen eller teksten? Forskellen mellem at være og at virke er uanselig, så det er svært at gennemskue. Her er vi ved det hitlerske Wir wollen nicht lügen und wollen nicht schwindeln! som gentages til evig tid, nu for tiden af højrepopulister så vel som af de populister, der slår sig op som venstrefløj ved at sige det modsatte.

Igen betyder det, at diskussionen ikke bare handler om det, som Aristoteles kalder »logisk og tomt«. Den handler om konfrontationen med alt det, som man har udeladt, og om, hvorvidt man har snydt på vægten eller har båret sig ordentligt ad.

Sådan vurderer Aristoteles diskussionen ud fra dens etik. Og sådan siger han om Sokrates, at han i virkeligheden altid diskuterede etik. Dermed kan han ikke mene, at temaerne for Sokrates’ diskussioner begrænsede sig til et felt kaldet etikken, for Sokrates diskuterede alverdens temaer. Han må mene, at perspektivet for Sokrates var etisk. Uanset om han diskuterede retfærdighed eller skønhed eller sikker viden, spørgsmålet til diskussionspartneren var det samme: Kan du selv stå inde for det, du siger?

*

I etisk henseende er det næppe meget anderledes på nutidens elektroniske agora. Spørgsmålet er det samme. Det er ikke så afgørende, hvad man mener, hvis man fastholder det på en måde, der ikke giver mening. Det ærgerlige ved Facebook er, at folk klumper sig sammen, alt efter hvem de er enige med. Intet er mere ligegyldigt, så længe det, man er enig om, ikke er tænkt ordentligt igennem.

Men hvis man gør opmærksom på det, vil man erfare, hvor ensom man kan blive. Her udfolder Facebook sit egentlige diktatur. Vennerne er straks til tjeneste, fjenden skal væk. Og man vænner sig til, at der ikke er plads til nuancer på Facebook og fortsætter lige sådan i alle mulige andre sammenhænge.

Spørgsmålet er, om det var sådan i forvejen, eller det er blevet sådan i de sociale mediers tidsalder. Om det er Trump, der udtrykker sig via Twitter, eller Twitter, der udtrykker sig via Trump. Mit bedste gæt er, at typer som Trump findes til alle tider, men at de har bedre vilkår nu. Hvis mediet er budskabet, er det, fordi budskabet er som skabt for det. Forenklingen og fortielsen får momentum. Det nytter ikke at sige Trump imod, han lever af for og imod. At mene noget andet end en anden nytter ikke noget, så længe den anden har sat en ramme, inden for hvilken der kun er meninger.

De fleste diskussioner, være sig om klima, om racisme eller om ligestilling, foregår på facebook-præmisser i dag, man kan nøjes med tommelfingeren. De eneste diskussioner, der er noget værd, er dem, hvor man bliver bragt til at tænke noget, man ikke havde tænkt i forvejen. Hvor der pludselig sker en åbning, så hele dagsordenen ændrer sig. Men det kræver mod at vende blikket derhen, hvor det sker. Det er der også en tænker, der har sagt:

There is a crack in everything
That’s how the light Gets in

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Leonard Cohen sang det, det var vist Gregory Bateson, der tænkte det.

Godt at få Aristoteles m.fl. på banen i denne sammenhæng. Der belyses et stort problem. Mediet, måden, mekanismerne - giver de reel mulighed for generering af noget som helst nyt? Det koster gratis at flyde rundt i net-space, optage holdninger og i den grad at fyre den af. Jeg har heldigvis flere FB-venner, der tager aktuelle spørgsmål op, forholder sig ydmyge og tør være usikre på svarene, herunder om de overhovedet findes i entydig form. At lave opslag på den måde, synes jeg kræver mod. For hvem vil fremstå som vaklende og uvidende? Imidlertid kan den, der laver et opslag, der lægger op til en undersøgelse, allerede slå en sprække i de rå mængder af skråsikkerhed på de sociale medier. Der bliver det interessant og en filosofisk (eller reflekterende) position afgørende. Som hos Arendt - tænkningen er ikke forbeholdt dem i elfenbenstårnene. De er også gode at have, bevares. Men vi må hver især levne plads til, at vi kan blive klogere.
Stephen Fry har sagt, at skråsikkerheden er den største fjende i vores samtid - i denne skarpt kategoriserede og kategoriserende (medie-)verden. Det tror jeg er rigtigt. Og kan godt se en verden uden Facebook og Twitter for mig, der er helt udemærket. Men nå disse platforme nu engang opstiller præmissen for vigtige diskussioner, så lad os bruge dem som anledning til at reflektere og nuancere. De virker på ingen måde oplysende i sig selv. Det er brugernes opgave at gøre dem til redskab for oplysning. Stille spørgsmål på den rette måde, så der tilbydes masser af sprækker.

Anina Weber, Søren Dahl og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

De diskussioner, der rejses på nettet, som man ved hvad handler om virker overfladiske, misforståede ofte fordrejede, ud på sidespor. Det samme gælder de globale diskussioner, som man har en smule indsigt i. Så meget sludder og vrøvl, mens stærke pengekræfter arbejder uanfægteet hen over hoveder på os og politikere og presse holder hinanden skakmat.

Sarah Schein, Anina Weber og Søren Dahl anbefalede denne kommentar