Feature
Læsetid: 15 min.

Det går den forkerte vej med anbragte børns uddannelse. Johannes er en af undtagelserne

Flere anbragte børn skal have en ungdomsuddannelse i 2020. Sådan lød det politiske mål i 2014. Midlet var massiv indsats med regnestykker og staveord. Siden er statistikkerne kun gået den forkerte vej. Men heldigvis ikke for alle
Sommerferien gik alt for langsomt for Johannes, der glædede sig til at komme på efterskole. Nu deler han hverdag med 169 andre unge. Her er han sammen med sine roomies.

Sommerferien gik alt for langsomt for Johannes, der glædede sig til at komme på efterskole. Nu deler han hverdag med 169 andre unge. Her er han sammen med sine roomies.

Emilie Lærke Henriksen

Moderne Tider
12. september 2020

Sidst jeg så Johannes Nadim Winkel var han ti år. En spinkel dreng med stor energi. Hele tiden enten på vej op i et klatretræ eller i gang med at vise, hvad han havde bygget i Lego.

Seks år efter må jeg lægge nakken tilbage for at få øjenkontakt. Johannes Nadim Winkel er blevet knap to meter i højden. Når han går i badesandalerne gennem Lunderskov Efterskole tæt på Kolding med en transportabel højttaler i hånden, kan hans gang bedst beskrives som slentrende.

»Ja, der er sket en del,« konstaterer han. »Jeg er vokset 25 centimeter de seneste to år.«

Jeg mødte Johannes Nadim Winkel i 2014 på en såkaldt ’undervisningscamp’. Den blev afholdt af Lær for Livet – et læringsprogram, der arbejdede på at øge anbragte børns muligheder for at få en ungdomsuddannelse. Gennem fokus på læring og med en frivillig mentor ved deres side skulle anbragte børn hen over seks år bringes på højde med deres jævnaldrende.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

HVOR ER DET DOG GODT, AT METTE FREDERIKSEN ER ALLE BØRNS MINISTER.

Helt grundlæggende står det i hvert fald krystalklart, at man har et ansvar for dem, man har i sin varetægt.

Her er "man" samfundet, og "dem" er de anbragte børn. Og da "samfundet" er os alle sammen, har vi altså alle et ansvar overfor de anbragte børns velbefindende og dermed også for deres uddannelse. Uden uddannelse har man skabt samfundets kommende tabere.

Faktisk er det rigtig sørgeligt, ansvaret for anbragte børn er åbenbart heller ikke noget, man kan overlade til kassetænkende kommunalbestyrelser.

Og så skal man blot være helt bevidst om, at ofte er anbringelse af børn et sølle alternativ til at hjælpe en familie i nød. Og formentlig vil det på det lange sigt være billigere at hjælpe familien, men det strider normalt imod mange politikeres politiske retfærdighedssans.

Er man som familie i nød, skal man "straffes" så det kan mærkes. Og det gælder også - eller især børn fra disse familier, der i hvert fald næppe er skyld i familiens situation., .

Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel, Ib Christensen, Ea Movang, Randi Christiansen, David Adam, Trond Meiring, Estermarie Mandelquist og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Jeg syntes jeg i dag tit oplever ansvarsfralæggelse med ordene "det er ikke mit ansvar " og så ser at det benyttes til at lukke øjnene.

Social rådgivere indlæres, at de blot skal se borgere som et nummer. At tage hvad der står på skærmen for givet, og ikke tænke selv.

Og som arbejdsmarkedet "fungere" virker det som et filter, hvor fratrædelser og afskedigelser, resultere i, at de der bliver og gør karriere i det offentlige blive mere og mere, dem der netop kan og vil se mennesker som produkter og numre.
Samtidig med at vi diskutere hvordan landbruget behandler og betragter dyrene i deres besætning.
Forstå det dem der kan.

Er selv beskæftiget i affald og genbrugs sektoren nu for tiden. Og undre mig over hvordan virkeligheden adskiller sig fra forventningerne.
Hvordan reglerne lykkes omgået, med folk der "kan være ligeglade" fordi det ikke er deres ansvar.

@ Ib Christensen,

Måske har du ret. Jeg ved i hvert fald ikke, hvad "socialrådgivere indlæres".

Men sagen er ofte også en helt anden. For mange kommuner bruger, bevidst eller ubevidst, ikke uddannede socialrådgivere, man ansætter hellere de langt billigere såkaldte socialassistenter. - Altså kontoruddannede hvis faglige baggrund er handel og kontor.

Christel Gruner-Olesen, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel og Ib Christensen anbefalede denne kommentar