Læsetid: 14 min.

Det går den forkerte vej med anbragte børns uddannelse. Michala og Johannes er undtagelsen

Flere anbragte børn skal have en ungdomsuddannelse i 2020. Sådan lød det politiske mål i 2014. Midlet var massiv indsats med regnestykker og staveord. Siden er statistikkerne kun gået den forkerte vej. Men heldigvis ikke for alle
Johannes blev 16 år lige før sommerferien. På efterskolen i Lunderskov deler han værelse med tre andre drenge oppe under taget. Blandt andet Marius.

Johannes blev 16 år lige før sommerferien. På efterskolen i Lunderskov deler han værelse med tre andre drenge oppe under taget. Blandt andet Marius.

Emilie Lærke Henriksen

12. september 2020

Sidst jeg så Johannes Nadim Winkel var han ti år. En spinkel dreng med stor energi. Hele tiden enten på vej op i et klatretræ eller i gang med at vise, hvad han havde bygget i Lego.

Seks år efter må jeg lægge nakken tilbage for at få øjenkontakt. Johannes Nadim Winkel er blevet knap to meter i højden. Når han går i badesandalerne gennem Lunderskov Efterskole tæt på Kolding med en transportabel højttaler i hånden, kan hans gang bedst beskrives som slentrende.

»Ja, der er sket en del,« konstaterer han. »Jeg er vokset 25 centimeter de seneste to år.«

Jeg mødte Johannes Nadim Winkel i 2014 på en såkaldt ’undervisningscamp’. Den blev afholdt af Lær for Livet – et læringsprogram, der arbejdede på at øge anbragte børns muligheder for at få en ungdomsuddannelse. Gennem fokus på læring og med en frivillig mentor ved deres side skulle anbragte børn hen over seks år bringes på højde med deres jævnaldrende.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Gert Romme
  • Steen Voigt
  • ingemaje lange
  • Carsten Munk
Klaus Lundahl Engelholt, Gert Romme, Steen Voigt, ingemaje lange og Carsten Munk anbefalede denne artikel

Kommentarer

HVOR ER DET DOG GODT, AT METTE FREDERIKSEN ER ALLE BØRNS MINISTER.

Helt grundlæggende står det i hvert fald krystalklart, at man har et ansvar for dem, man har i sin varetægt.

Her er "man" samfundet, og "dem" er de anbragte børn. Og da "samfundet" er os alle sammen, har vi altså alle et ansvar overfor de anbragte børns velbefindende og dermed også for deres uddannelse. Uden uddannelse har man skabt samfundets kommende tabere.

Faktisk er det rigtig sørgeligt, ansvaret for anbragte børn er åbenbart heller ikke noget, man kan overlade til kassetænkende kommunalbestyrelser.

Og så skal man blot være helt bevidst om, at ofte er anbringelse af børn et sølle alternativ til at hjælpe en familie i nød. Og formentlig vil det på det lange sigt være billigere at hjælpe familien, men det strider normalt imod mange politikeres politiske retfærdighedssans.

Er man som familie i nød, skal man "straffes" så det kan mærkes. Og det gælder også - eller især børn fra disse familier, der i hvert fald næppe er skyld i familiens situation., .

Ea Movang, Randi Christiansen, David Adam, Trond Meiring, Estermarie Mandelquist og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar