Feature
Læsetid: 18 min.

En helt almindelig historie om et vanvittigt boligmarked

Vi lever i et af verdens mest lige lande, men det danske boligmarked er delt i to – storbyen over for provinsen. I hovedstadsområdet er priserne stukket helt af, og kampen om boligerne er sindssyg. Det fandt jeg for nylig ud af, da jeg selv købte og solgte bolig
Pandekagehuset på Frederiksberg er egentlig en dejlig ramme, men til en familie på tre og med en fjerde på vej er det bare for småt, så ...

Pandekagehuset på Frederiksberg er egentlig en dejlig ramme, men til en familie på tre og med en fjerde på vej er det bare for småt, så ...

Jenz Koudahl

Moderne Tider
5. september 2020

I et kort øjeblik var jeg millionær, og jeg kunne for nylig som 29-årig se frem til at stikke en kapitalgevinst på over én million skattefrie kroner i lommen. Men pengene nåede ikke engang at tikke ind på kontoen, før jeg havde brugt dem, og nu skylder jeg eddersparkeme lige over fire millioner kroner til mit realkreditinstitut.

Jeg har denne sommer solgt min lejlighed på Frederiksberg og købt et parcelhus i Rødovre, og det er der som sådan intet usædvanligt ved. Min familie, som tæller to voksne, en 2-årig og endnu et barn på vej, er vokset ud af vores lejlighed og søgt mod forstæderne, og en analyse fra Dansk Byggeri viser, at det er den vej, mange bevæger sig. Flyttemønsteret har de seneste par år ændret sig, så der nu er flere, der flytter fra København og til kommunerne tæt på, end der er folk, der søger ind mod hovedstaden.

Du skal til at læse min personlige bolighistorie, og selv om den er ganske gennemsnitlig, og ikke ekstraordinær eller exceptionel, er den stadig vild.

For ud over, at den viser min kæreste og jeg som to lemminger, der opfører os præcis ligesom uhyggeligt mange andre på boligmarkedet, så er det også historien om et hæsblæsende boligmarked, der siden starten af 90’erne har gjort Danmark mindre lige og formentligt for altid brækket landet over i to – storbyen over for provinsen. Og, nå ja, så er det en fortælling om et marked, der indtil videre har vist sig komplet kold i røven over for corona.

Men lad mig starte med en præsentation af mig og min familie.

Året, hvor alt gik amok

I sommeren 2014 blev jeg færdiguddannet journalist. Det samme gjorde min kæreste Simon, som jeg mødte på studiet i Aarhus. Vi flyttede til København og boede i knap to år i en aldeles ucharmerende lejebolig på Vigerslevvej i Valby, hvor forbikørende lastbiler fik lejligheden til at ryste, og hvor vi fra stuevinduet kunne kigge lige over på en butik, der hed Rygebanditten. Vi fik job på henholdsvis Information og TV 2 Sport og knoklede røven ud af bukserne, mens vi sparede op til at kunne købe vores eget sted.

I november 2015 kom den første væsentlige regulering efter finanskrisen, som betød, at man ikke længere kunne få lov til at købe bolig medmindre, man selv kunne lægge en udbetaling på 5 procent. Det blev indført for at undgå fremtidige boligbobler og betød, at hvis vi ville købe en bolig til ... lad os sige:2,5 millioner, så skulle vi kunne lægge 125.000 kroner, hvilket dengang føltes som ekstremt mange penge efter fire år på SU.

Vi turnerede rundt hos forskellige banker for at høre, hvad vi kunne låne og til hvilken rente, og når jeg tænker tilbage, er jeg ret overrasket over, hvor mange penge, de egentligt var villige til at smide efter os. Ingen af os var fastansatte. Vi var med vores freelanceløn og tidsbegrænsede stillinger en del af prekariatet, som tjente fornuftige penge, men til gengæld ikke havde nogen jobsikkerhed. Det var bankerne fløjtende ligeglade med. De spurgte aldrig dybere ind til vores ansættelsesforhold. Så længe, vi stak dem vores tre seneste lønsedler, var de glade og klar på at kaste knap tre millioner efter os.

Vi kiggede på boligannoncer og gik på markedet i 2015, som ifølge Lise Nytoft Bergmann, som er chefanalytiker i Nordea og en af landets mest citerede boligøkonomer var »året, hvor alt gik amok«.

»2015 var et fuldstændigt vildt år for boligmarkedet i hovedstadsområdet. Markedet havde i den grad rejst sig efter finanskrisen, og der var så høj fart på særligt ejerlejlighedsmarked, at vi så nogle boligprisstigninger, som var meget højere end vi boligøkonomer overhovedet kunne have forudset,« siger hun.

I København steg ejerlejlighedspriserne fra 2014 til 2015 10,1 procent og på Frederiksberg steg de hele 11,5 procent. Samtidig blev renten ved med at falde, hvilket betød, at man ved at trække det samme beløb op ad lommen hele tiden kunne få lov til at købe en dyrere og dyrere bolig.

Ordet »boligboble« begyndte at gå igen i medierne. Med boligpriser, som nærmede sig niveauet for 2006, lige inden finanskrisen fik det til at kollapse, begyndte økonomer og politikere at udsende røgsignaler om, at vi tilsyneladende ikke havde lært en skid af 00’ernes økonomiske ophedning.

»Vi er i stigende grad bekymret over udviklingen på boligmarkedet,« sagde Nationalbankens direktør, Lars Rohde. Og i en rundspørge, Jyllands-Posten foretog blandt sit panel af økonomer, var svaret, som gik mest igen, at en boligboble var ved at tage form.

Det var med alt dette i baghovedet, vi cyklede rundt på Københavns brokvarterer og kiggede på lejligheder. Og hvor nogle måske ikke lod sig påvirke af den slags advarsler – boligmarkedet går jo op og ned – skal man forstå, at min kæreste og jeg er vokset op under finanskrisen. Den brød ud, mens vi gik i gymnasiet, vi så vores forældres venner miste deres arbejde og blive stavnsbundet til deres huse, og da vi studerede videre, var det med udsigt til tårnhøje ledighedstal – særligt for dimittender. Den der fornemmelse af, at penge er usikre og investeringer potentielt livsruinerende, den har vi båret med os som en frygt, jeg tror vil kendetegne vores generation i lang tid.

Når det er sagt, var det skide sjovt at se på lejligheder og inspicere andre folks liv og hjem som en slags ’Kender du typen?’ – bare med almindelige mennesker, hvor man selv er Anne Glad.

Det mest fascinerende var dog altid mødet med mægleren, synes jeg. Jeg har mødt en del, og betragter dem som et eksotisk folk, jeg lige dele drages af og afskyer. Det er noget med deres evne til at parkere og smide en bil op på kantstenen.

Men det er også noget med, at de altid er unge – aldrig et minut over 35 år, som om faget som ejendomsmægler er et fag, man brænder ud i og ikke kan forene med et almindeligt familieliv.

Og så er det noget med tempoet, de opererer i for hver dag at kunne nå alle 117 fremvisninger på kryds og tværs af byen, mængden af voks, de putter i håret, og deres til tider så store tiltro til, at boligen sælger sig selv, at de ikke behøver gøre andet end at låse døren op.

»Jeg står bare lige her, så kan I selv snuse rundt,« er en sætning, jeg har hørt mange gange.

Jeg har også engang mødt en mægler i en meget stram skjorte, som kylede sin Golf Gti ind på en stort set ikkeeksisterende parkeringsplads, tog trappen op til tredje sal i syvspring og sagde goddag med hvidt pulver hængende i overskægget. Men det var i februar. Så han kan selvfølgelig også bare lige have kværnet en fastelavnsbolle.

Vi køber på toppen

Vi fandt drømmeboligen på Frederiksberg og købte i julen 2015 stuelejligheden i et lille baggårdshus i bindingsværk med sprossede vinduer og fritliggende bjælker, som vi siden da bare har kaldt Pandekagehuset. Vi lagde 2.930.000 for 61 idylliske kvadratmeter omkranset af have og høje frugttræer, og lukkede øjnene, mens vi skrev under på en kvadratmeterpris på 48.000 kroner.

»Vi køber på toppen. Vi kommer aldrig til at tjene penge på det her,« sagde min kæreste. »Jeg er ligeglad; det er her, jeg vil bo. Jeg ser det ikke som en investering,« svarede jeg.

På det tidspunkt troede jeg helt alvorligt, rigdom var noget, man ragede til sig gennem karriere, lønstigninger og avancementer. Jeg var ny på arbejdsmarkedet, dårlig til tal og skadet af finanskrisen jo, så jeg troede, at de, der sad på flæsket, var dem med de højeste lønninger, og ikke nødvendigvis dem, der havde investeret bedst. Da jeg selv mærkede den sneglefart, jeg steg i løntrin på, gik det op for mig, at boligmarkedet var en langt sikrere hest at spille på.

For selv om vi ikke troede, det var muligt, da vi købte Pandekagehuset, og vores jyske familier rystede på hovedet, da de hørte kvadratmeterprisen, så fortsatte boligpriserne i hovedstadsområdet kun én vej – og det var op. Jeg, der ikke gik op i penge og ikke så min bolig som noget, jeg skulle blive rig på, sad pludselig inde på noget, der hed bolighed.dk og frydede mig over de skyhøje priser, lejligheder i mit kvarter blev handlet for, og da der åbnede en ny kaffebar på mit gadehjørne, begyndte jeg også at interessere mig for det, amerikanerne kalder Starbucks-effekten.

Det mest fascinerende er mødet med mægleren. Et eksotisk folk, Lærke Cramon lige dele drages af og afskyer. Det er noget med deres evne til at parkere og smide en bil op på kantstenen. Men det er også noget med, at de altid er unge – aldrig et minut over 35 år, som om faget som ejendomsmægler er et fag, man brænder ud i og ikke kan forene med et almindeligt familieliv.

Det mest fascinerende er mødet med mægleren. Et eksotisk folk, Lærke Cramon lige dele drages af og afskyer. Det er noget med deres evne til at parkere og smide en bil op på kantstenen. Men det er også noget med, at de altid er unge – aldrig et minut over 35 år, som om faget som ejendomsmægler er et fag, man brænder ud i og ikke kan forene med et almindeligt familieliv.

Jenz Koudahl
I USA findes der intet mindre end 15.341 Starbucks-kaffebarer, og et studie fra Harvard Business School har vist, at hver gang, der åbner en ny Starbucks, så stiger boligpriserne i det omkringliggende nabolag med en halv procent.

En hip kaffebar er nemlig det ultimative tegn på gentrificering – processen, hvor de mindre velstående presses ud, de rige flytter ind, og alt bliver dyrere. Og selv om man ikke 1:1 kan overføre sådan et studie til Danmark, begyndte jeg alligevel at regne på, hvor mange kopper kaffe, jeg ’gratis’ kunne drikke nede på hjørnet, fordi kaffebaren allerede – blot ved at åbne – måske havde gjort min bolig 14.650 kroner mere værd – og mig 385 kopper ’gratis’ latte rigere.

Boligprisstigninger blev et af de emner, min kæreste og jeg altid kunne finde det interessant at tale om. Vi talte om de reguleringerne på området, som skulle forsøge at lægge en dæmper på det buldrende boligmarked i storbyerne, og vi begyndte at gætte på, hvad vi mon kunne få for Pandekagehuset den dag, vi gerne ville videre.

Den dag kom to minutter inde i coronakrisen, hvor jeg fandt ud af, at jeg var gravid med vores barn nummer to. Vores lejlighed er 61 kvadratmeter. Vores søn sover i et kosteskab, og selv IKEA er misundelig over, hvor godt vi har udnyttet hver en kvadratcentimeter af vores hjem. Vores seng er ikke bare en seng. Det er bygget højt, så der også er opbevaring og en børnehule nedenunder. Og vores søns værelse er ikke bare et kosteskab. Det rummer også hele vores garderobe og en indbygget vaskesøjle, som får hele hjemmet til at ryste, når der centrifugeres.

Der stod jeg med en positiv graviditetstest i hånden og talte om køjesenge og Kim Larsen, som formåede at bo med hustru nummer tre og deres to sønner på bare 54 kvadratmeter uden udgang til have, men min kæreste var ikke til at rokke: Han ville flytte.

Det delte boligmarked

Listen af krav til den nye bolig var overkommelige, mente vi. Der skulle være have – helst privat, køkken-alrum, tre værelser – mindst, højt til loftet, trægulve, ingen grimme plastvinduer eller store veje og togbaner tæt på. Vi high fivede over vores liste, loggede på boligsiden.dk og tabte kæben.

Det stod i hvert fald meget hurtigt klart for os, at vi med den liste enten kunne vinke farvel til København og søge mod forstæderne, eller stikke listen med krav skråt op og slå os til tåls med en større lejlighed i byen. Uanset, hvordan vi strakte vores budget, ville vi aldrig komme i nærheden af at have råd til hus og have i hovedstaden. Vi valgte det første, og selv om vi er privilegerede, og det her sikkert lyder forkælet, så føltes det lidt som om at blive presset ud af byen.

At København er for de velhavende, har jeg længe vidst, og for nylig viste en ny undersøgelse fra Arbejdernes Erhvervsråd da også, at arbejderklassefamilier i dag kun udgør 11 procent af beboerne i Københavns boligmasse, mens de i 80’erne udgjorde 40 procent.

Almindelige mennesker såsom lærere, sygeplejersker, pædagoger og politibetjente er i årevis blevet presset ud af byen, og nu var det så også mig og min kæreste med vores 40.000 kroners månedsløn, som stod i Greve, Køge, Solrød, Herlev, Hareskov, Husum, Brønshøj, Vanløse og Rødovre og kiggede på bolig.

Hos Boligøkonomisk Videncenter, som er et upartisk og neutralt initiativ etableret af Realdania, lavede man sidste år den hidtil mest omfattende undersøgelse af boligprisudviklingen, som indeholder en vigtig graf, der er med til at vise, hvordan det danske boligmarked på 30 år er brækket over i to – storbyen over for provinsen.

Frem til 90’erne er boligprisudviklingen stort set jævn over hele landet, men fra 1993 begynder priserne at udvikle sig markant forskelligt, og i dag er boligpriserne i storbyerne København og Aarhus fuldstændigt stukket af fra resten af Danmark, forklarer seniorøkonom Marc Lund Andersen, som er forfatter til undersøgelsen.

»Det betyder, at den økonomiske ulighed i boligformuer aldrig har været større end den er i dag,« siger han.

I 1992 fandt man ifølge Boligmarkedsstatistikken, som laves af Finans Danmark den højeste kvadratmeterpris i Vallensbæk på 7.820 kroner, og den laveste på Samsø, hvor en kvadratmeterpris på 2.169 kroner betød, at samme type hus ville være 3,6 gange dyrere i Vallensbæk end på Samsø.

I år finder man den højeste kvadratmeterpris på Frederiksberg, hvor én kvadratmeter i snit koster 49.058 kroner, mens den laveste på 3.953 findes på Lolland. Regner man på det, betyder det, at huspriserne i dag er 12 gange højere på Frederiksberg end på Lolland, og præcis samme hus, som – lad os sige – ville koste 7,1 millioner på Frederiksberg, ville på Lolland blive solgt til 573.000.

Den skæve prisudvikling skal primært ses som et udtryk for urbaniseringen, siger Marc Lund Andersen, men Lise Nytoft Bergmann fra Nordea bruger også rentens fald som en del af forklaringen.

Efter finanskrisen, hvor boligpriserne styrtdykkede, faldt renten til de her usædvanligt lave niveauer, som vi stadig har. Og det rentefald kom de dyre områder til gode. »Ikke nok med, at de etablerede boligejere kunne følge med i prisstigningerne og se deres boliger blive markant mere værd, så faldt deres egne finansieringsomkostninger også takket være den lave rente,« siger hun.

Prisudviklingen, som ikke ser ud til at vende, har ifølge Marc Lund Andersen skabt et samfund med store kontraster blandt boligejerne.

»De, der har tjent penge og vundet stort i boliglotteriet, er dem, der købte i storbyerne omkring 90’erne og har beholdt boligerne. De er blevet mangemillionærer som et resultat af held. Samfundsudviklingen har kastet en appelsin lige ned i turbanen på dem, mens boligejerne i yderkommunerne har optjent langt, langt mindre friværdi i deres boliger,« siger han.

Vi køber på toppen. Vi kommer aldrig til at tjene penge på det her, sagde Lærke Cramons kæreste, da de skrev under. Det havde han sagt før.

Vi køber på toppen. Vi kommer aldrig til at tjene penge på det her, sagde Lærke Cramons kæreste, da de skrev under. Det havde han sagt før.

Jenz Koudahl
Jeg kan ikke lade være med at blive bitter ved tanken. De huse, jeg havde i kikkerten i Københavns forstadskommuner, kostede gerne i omegnen af fem millioner, og mens jeg ville gældsætte mig selv hårdt ved at købe dem, ville jeg samtidig forære et pensioneret ægtepar fem millioner lige ned i lommen, som de kunne bruge på safariture, bourgogneaftener og golf, mens jeg selv ville kunne se frem til shoppestop, madplaner og storkøbsture til Bilka, for at få det hele til at løbe rundt.

Jeg spurgte derfor Marc Lund Andersen, hvordan han vurderede min generations mulighed for en dag at blive murstensmillionærer, og selv om han tror, boligpriserne omkring storbyerne fortsætter med at stige, skal jeg ikke sætte næsen for højt op.

»Boligerne i hovedstadsområdet er så højt oppe i prisniveau, at den yngre generation ikke kan se frem til at få mangedoblet værdien af deres oprindelige boligkøb, sådan som deres forældre kunne. Den chance, tror jeg ikke, kommer igen,« siger han.

Måske kunne han høre mit suk i den anden ende af røret.

Ingen coronakrise her

Jeg vil ikke kede dig med en detaljeret beskrivelse af alle de boliger, min kæreste og jeg de seneste måneder har været ude at kigge på, men et par højdepunkter skal du ikke snydes for.

Vi så et gult træhus i Herlev, tæt ved Hareskoven, som lå højt oppe på en bakketop, og som egentligt var ret perfekt. Men anden gang, vi skulle ud at se det, blev min kæreste samme dag ringet op og hjemsendt fra TV 2 på nedsat løn. Corona havde aflyst al sport, og når man lever af at kommentere tennis og fodbold, som han gør, er det svært at passe sit arbejde, hvis ikke der er nogen kampe at tale om.

Som de unge af finanskrisen, vi er, panikkede vi og fik mega kolde fødder i forhold til at lægge et bud. Mægleren, som – to be fair – faktisk var én af de venligste og dygtige, jeg har mødt, prøvede at berolige os og sagde, at markedet slet ikke havde reageret som forventet på coronakrisen.

De Økonomiske Råd forventede, at boligpriserne ville falde mellem otte og 11 procent, og rigtigt mange mæglerkæder oplevede, at markedet gik fuldstændigt i stå lige omkring nedlukningen. De, der skulle til at sætte til salg, ventede, og de, der skulle til at købe, trak sig – ligesom Simon og jeg. Men stilstanden varede kun en lille måneds tid, så steg aktiviteten igen.

Og den ikke bare steg, den slog rekorder. Mens både regeringen, de økonomiske vismænd og økonomer i landets største banker forventede prisfald i 2020, viser tal fra Boligsiden, som ejes af de danske ejendomsmæglere, at priserne for både villaer, lejligheder og sommerhuse er steget under corona.

»Jeg tror ikke, én eneste boligøkonom i landet havde forventede så hurtig en genopblussen på markedet,« siger Lise Nytoft Bergmann fra Nordea og peger på to faktorer, der kan forklare, hvorfor det så alligevel skete.

Den ene er renten, altså gebyret, man betaler for at låne penge. Da landet lukkede ned, steg renten fra 0,5 procent til to. En rente på to procent er ikke nogen høj rente, men firedoblingen kunne trods alt godt mærkes i de beløb, man kunne blive kreditgodkendt til at låne, og mange købere indstillede derfor boligjagten. Da samfundet begyndte at genåbne, raslede renten hurtigt ned til samme niveau som før krisen.

Den anden forklaring er »blødere«, siger Lise Nytoft Bergmann.

Mange opfatter denne krise midlertidig – som en sundhedskrise, og ikke som en større strukturel økonomisk krise – og det er, fordi mange af de brancher, som er blevet ramt, ikke er dem med flest boligkøbere i, forklarer hun.

»Mange af dem, der har mistet deres job eller indtægt, er ufaglærte i lavtlønsjob, og der er færre boligkøbere i den gruppe, fordi de har sværere ved at blive kreditgodkendt,« siger hun og fortsætter.

»De boligkøbere, der er derude, har i høj grad ikke mærket krisen på egen økonomi. Mange har måske været hjemsendt, men de har tværtimod oplevet, at de både har fået mere tid og flere penge, og det kan sagtens have gjort dem mere optimistiske i forhold til at kaste sig ud på boligmarkedet.«

Skal vi tilføje en tredje forklaring, så kommer man ikke udenom, at boligkøberne kort og godt flokkes om færre boliger, hvilket er med til at sende priserne i vejret. Det oplevede jeg i hvert fald mere end én gang.

Sælgers marked

Det vildeste eksempel var en villa i Brønshøj, tæt ved Islev Station, som vi en smuk forårsdag var til fremvisning på. Grunden lå tilbagetrukket fra vejen, omkranset af andre haver – en koteletgrund har mine jyske forældre lært mig, at sådan en grund hedder, men det var nu ikke et ord, mægleren havde lyst til at bruge om »den hengemte perle«, kunne jeg forstå på hans blik.

»Der kommer også lige nogle andre par og kigger,« sagde han henkastet, og så kom der ellers fire kopier af vores familie spadserende trip, trap, træsko ned ad indgangsstien til den idylliske koteletgrund. Alle parrene var som os omkring de 30 år, og de havde alle sammen mindst ét barn hængende på hoften, i hånden eller på maven i en bæresele.

Huset var 130 kvadratmeter, lyst og smukt, og i haven var der både en pizzaovn og en havepavillon, som jeg straks drømte om at sidde og drikke kold hvidvin i. Mens jeg gik på opdagelse i haven, og til min store forskrækkelse opdagede, at S-toget susede forbi på den anden side af hækken hvert femte minut med et ordentligt drøn, trak mægleren min kæreste over mod »herreværelset«, som viste sig at være et nyopført skur med isolering.

»Her kan du enten sætte nogle træningsmaskiner ind eller stå og rode med din cykel,« prøvede mægleren kækt uvidende om, at min kæreste hverken er fitness- eller rode med cykel-typen. Og et øjeblik efter, da vi stod inde i køkkenet, prøvede han igen, denne gang henvendt til mig:

»Så kan du gå ud ad døren her og servere noget koldt at drikke til manden, der står ovre i værkstedet,« og jeg har lige siden tænkt på, hvilke unge mennesker i hovedstadsområdet, der i 2020 stadig bider på den slags bemærkninger.

Nå, men pointen er, at trods S-toget, som buldrede løs i baghaven, så var vi mange interesserede købere, og mægleren lod os forstå, at hvis vi ville byde, så skulle det ske right away for interessen var simpelthen »overvældende«

Vi sendte et bud afsted, og snart efter kom opkaldet: Vi fik ikke huset. Vi var ni, der havde budt i samme runde, og derudover var der fire, som gerne ville have budt, men ikke nåede det inden deadline. Mægleren lod os i øvrigt forstå, at vi med vores bud på svimlende 5.250.000 millioner, som var udbudsprisen og i øvrigt alt, hvad vi overhovedet kunne trække, var meget langt fra den pris, boligen var blevet solgt til. Den blev simpelthen budt flere hundredetusinder op, og mægleren rådede os til at få solgt vores egen lejlighed først, hvis vi overhovedet ville have en chance for at finde en bolig på det her marked.

»Det er sælgers marked, og sælgerne vælger dem, der kan lægge pengene med det samme. Ikke dem, der først skal have solgt,« sagde han og lagde på.

Vestegnsidyl

Ugen efter havde vi tre forskellige mæglere ude og vurdere vores bolig. Har man en offday men til gengæld en ejerbolig på det københavnske boligmarked, kan jeg kun anbefale, at man får en mægler på besøg. Lige så ignorante, de kan være, når de viser boliger frem, lige så ihærdige kan de være, når de gerne vil sælge ens bolig. De roste vores hjem til skyerne, brugte ord som »fortryllende«, »pittoresk« og endda »liebhaveri«, og jeg voksede på samme måde, som når fremmede roser min søn. De ville alle gerne sælge vores bolig – så meget, at de endda var villige til at gå væsentligt ned i salær.

Vi valgte den billigste, og efter bare tre dage i køberkartotek – dvs. den blev ikke slået op på nettet – blev Pandekagehuset solgt for 3.950.000, godt en million dyrere end, vi købte det til. På knap fem år steg kvadratmeterprisen fra vilde 48.000 til hysteriske 64.750. Vi har ikke lavet noget på huset, og så meget er inflationen altså ikke steget. Det eneste, der kan forklare denne prisstigning er, at boligmarkedet i København er sindssygt.

I mellemtiden var vi selv kommet i diverse kundekartoteker, og her blev vi præsenteret for et parcelhus i Rødovre, som flød med værktøj og østeuropæiske håndværkere, fordi det var i gang med at blive flippet, som man kalder det, når et gammelt hus totalrenoveres, og entreprenøren bag scorer kassen.

Der var ro, en dejlig have, en god energimærkning, fire værelser, en balsal af et lokum og vel nok Vestegnens største træterrasse, som mægleren foreslog, at vi indrettede som »et loungeområde med sejl«. Han fremhævede også stuens »cool newyorkervæg« og foreslog min kæreste Simon, at man kunne etablere et træningsrum ude i skuret.

Vi bød igen alt, hvad vi kunne trække, og på omstændelig, men mirakuløs vis gik handlen igennem.

»Vi køber på toppen. Vi kommer aldrig til at tjene penge på det her,« sagde Simon, da vi skrev under, og sætningen lød velkendt i mine ører.

Ifølge Boligmarkedsstatistikken, som laves af Finans Danmark, lå huspriserne i 1. kvartal af 2020 på det højeste niveau nogensinde – også højere end før finanskrisen i 2007, og på den måde har Simon jo ret i, at vi køber på toppen. Men det vanskelige ved toppe er, at man aldrig rigtigt ved, hvornår de peaker, og hvornår de bare ser ud til at fortsætte.

Både de økonomiske vismænd og Nationalbanken er nu optimistiske og forventer, at boligpriserne fortsat vil stige pænt i både 2021 og 2022, og hvis de får ret, så er alt jo ved det sædvanligt vanvittige på boligmarkedet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det uhensigtsmæssige boligmarked, som bl.a fastbinder folk i områder der "står i lav kurs" og vanskeliggør/fordyrer mobiliteten, kunne man knække med meget enkle midler; Bopælspligt og skat af fortjeneste.
Men den helt ultimative model: man kan kun købe og sælge fast ejendom af/til Danske stat.
På den måde kan boligpriserne gøres stabile, mere ensartet og ingen bliver mere tvangsbundet men kan flytte frit.

Arne Albatros Olsen, jens christian jacobsen, Steffen Gliese, Sebastian Postma, Thomas Jensen, Kurt Nielsen, Jan Nielsen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Malou Lauridsen

Nils Valla og hvad gør man så ved den enorme korruption der bliver konsekvensen af dit system når en 4-værelses på Frederiksberg koster det samme som 140 kvm byhus i Rødbyhavn?

Der vil ske der samme som byggetilladelser i Spanien og Italien der vel er det varmeste brød der overhovedet findes i de lande. Tilladelser bliver givet så snart bestikkelsespenge er betalt.

Helene Thorup Hayes, Claus Nielsen, Frank Hansen og uffe hellum anbefalede denne kommentar
Malou Lauridsen

Og nej, dit system er lige netop ikke frit. Det er det samme som det gamle DDRs feriesystem hvor man kun kunne holde ferie et sted hvis man kunne boligbytte med en anden familie som til fældigvis ville til din by på samme tid. Kommunisme.

Claus Nielsen, Frank Hansen og uffe hellum anbefalede denne kommentar

@Malou Lauridsen.

Hvem har forslået en 4-værelser på Frb kun skal koste det samme som 140kvm i Rødbyhavn?

"Systemet" jeg foreslår handler om kun at kunne sælge sin privatejet bolig til staten (og således også kun kan købe af staten). På den måde kan køb og salgspris forblive den samme. (plus/minus hvad politikerne kan blive enige om der kan tilskrives på forbedringer)

Ville du blive korrupt af systemet? I så fald er det ikke det forslået system der er noget galt med.

Og hvorfor nu blande ferie ind i debatten?
Nej, det er ikke samme system der var i DDR.

jens christian jacobsen, Steffen Gliese, Kurt Nielsen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

"»De, der har tjent penge og vundet stort i boliglotteriet, er dem, der købte i storbyerne omkring 90’erne og har beholdt boligerne. De er blevet mangemillionærer som et resultat af held. "

Nej.Ikke rigtig.De mange millioner ens bolig er værd er ikke penge man har,så længe man bliver boende.De er imaginære.Det er først når man sælger,at man har pengene,men så mangler man jo et sted at bo.Så medmindre man flytter langt væk,er den nye bolig,man skal bruge også meget dyr,og så er man jo lige vidt.Så er pengene pist væk med det samme,som artiklen fortæller.
Nej "boligfesten" er ikke nogen fest for det store flertal.Den er et mareridt.
Jeg har desværre ikke nogen god ide til en løsning.

Kim Folke Knudsen, Helene Thorup Hayes, Claus Nielsen, Steffen Gliese, Randi Christiansen, Arne Albatros Olsen og Malou Lauridsen anbefalede denne kommentar

@henrik poulsen.
Dem der bor i storbyerne, hvis huse vurderes til mange mio, kan få billige realkreditlån. Dem i provinsen kan ikke.
Når du indtænker prisstigningerne betyder det faktisk at dem der bor i storbyen låner pengene gratis, set over det lange løb, da salgsprisen på ejendommen kan være steget mange gange over de lånte penge.
Og der er jo ikke meget retfærdighed i at eksempelvis to arbejdskolleger, den ene bor i storbyen den anden på landet, har Købt hus samtidig. Bor begge en periode på 5år og beslutter begge at flytte til Fyn. Personen i byen kommer til Fyn med plus 1.5mio på lommen, den anden minus 0.5mio.

Pengene der tjenes på husstigninger betales dybest set af alle danskere. Også af dem der taber på boligen. Dvs penge flyttes fra den ene lomme til den anden uden egentlig samtykke.

Kim Houmøller, Anders Reinholdt, Lars Jørgensen, Sine Jacobsen, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Kim Folke Knudsen, Steffen Gliese, Dan Jensen, Thomas Jensen, Randi Christiansen, Kurt Nielsen, Carsten Wienholtz, Alvin Jensen og Markus Lund anbefalede denne kommentar

Så det er det som foregår på den lyse side? Den anden side vises aldrig i medierne: "The Dark Side of the Moon". Men de to sider hænger uløseligt sammen. Når man fjerner pengene fra de 55 % af befolkningen, dukker de op hos de 45 % privilegerede. Når man nedriver lejeboligerne, stiger ejerbolig priserne.

Så hvad sker der med dem på den evige mørke side? Bankerne chikanerer dem for at presse dem til at finde en anden bank, der findes intet som hedder lån. Bankerne giver pengene til de 45 %. Så må staten tage sig af resten. Men det gør den ikke længere.

På byens kirkegård ligger der en hjemløs. Der har han opholdt sig i 14 dage nu. Det er som om han venter på et eller andet. Kommunen har gjort alt hvad de kan for at presse ham og andre ud af kommunen, men det samme gør alle andre kommuner.

Der er bevidst skabt et stigende antal hjemløse unge og kvinder, der er skabt stor børnefattigdom, og der er nu flere hundrede tusinder som ingen indtægter har overhovedet.

Uligheden er steget voldsomt internt i alle lande. Ikke fordi der er færre penge, tværtimod. Ikke pga. kriser. Men fordi finansvæsenet, erhvervslivet og politikerne har slået sig sammen imod de 55 % af befolkningen.

Der bygges større og større mure op mod højre- og venstrefløjen. Men jo højere murene er, jo større bliver vreden. I USA vinder Trump igen, eller også gør han ikke, forskellen er ens. Herhjemme har Socialdemokraterne regeringsmagten, de gør ikke engang et halvhjertet forsøg på at fjerne børnefattigdommen.

Verden over er uligheden større end før Reformationen, som var forfærdelig men nødvendig. Vreden er simpelthen for stor til at tingene kan fortsætte som nu. Brænd lortet ned og start forfra. Seriøst. Hvad i alverden havde I tænkt ville ske? Ville I bare se hvor langt I kunne gå før menneskerne sagde stop?

Jakob Hugod, Bjørn Pedersen, Steffen Gliese, Ruth Sørensen, Estermarie Mandelquist, Dennis Tomsen, Susanne Kaspersen, Kurt Nielsen, Carsten Wienholtz, Karsten Aaen, Arne Albatros Olsen, Alvin Jensen, Torben Kjeldsen og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Torben Kjeldsen

Tja vi vil have skævt samfund, de fattige på landet, de rige i storbyerne og skal de rige blive rigere osv. Hvorfor mennesker foretrækker et klassesamfund med en herskende klasse, de rige er blot en forlængelse af adlen er vel det enkle spørgsmål? Ps løsning stop byggeri af ejerboliger i storbyer og byg almene udlejningsboliger som alle kan betale. Ja og gør boligen til en menneskeret.

Arne Albatros Olsen, Bjørn Pedersen, Steffen Gliese, Ruth Sørensen, Estermarie Mandelquist, Kurt Nielsen, nils valla, Carsten Wienholtz og Anina Weber anbefalede denne kommentar

Ideen med at købe en bolig var oprindelig at sikre sin alderdom og leve et liv i fred for andres tvang og tyranni. At nogen så tjener uforholdsmæssigt på det er hamrende uretfærdigt, for som folk siger, så kan de flytte i en billig lejebolig bagefter og leve af millionfortjenesten i årevis, så det passer ikke at pengene forsvinder. Folk er bare grådige og lever en ekstravagant livsstil, og mere vil have mere. Der er ingen der tvinger OP til at bo i Rødovre. Hun kan flytte til Borup og få et hus til 2 mio. og være mindre end en time væk fra København K med direkte tog. Mit hus er 960.000 værd og købt for 975.000 sidste år, og jeg ville blive glad hvis jeg bare kunne få det omsat til nogenlunde det samme til den tid inkl. evt. stigning som følge af istandsættelse. Der vil altid være udgifter forbundet med at bo, som aldrig kommer igen, men at nogen i særligt dyre områder på Nordsjælland decideret bor gratis, renoverer kvit og frit og de facto lever af værdistigninger på ejendommen og samtidig scorer årlig millionløn, så uligheden brager derudaf, er ikke et velfærdssamfund værdigt.

Elsebet Kirketerp, Jakob Hugod, Lars Jørgensen, Kim Folke Knudsen, Steffen Gliese og Ruth Sørensen anbefalede denne kommentar
Christian Lyngbye

Ophedningen af boligmarkedet i byer er ikke nødvendigvis et dansk fænomen og sker verden over i vestlige byer f.eks. San Francisco, London og Berlin, når kapitalfonde skal finde "trygge" investeringer på usikre markeder. Der bliver derudover kun flere danskere, der skal finde et sted at bo (mens regeringen river boliger ned), så jeg tror, at det eneste Lærke skal være nervøs for er havstigninger til dørtærkslen, der kan forårsage prisfald.
Jeg har ikke en løsning udover bopælspligt, men politikerne (som sikkert selv er boligejere) har kun hjulpet ophedningen på vej ved indførsel af:
- afdragsfrie lån der pumpede penge ud i markedet til glæde for boligejere med eftertragtede boliger
- minimum 75 m2 for lejligheder i nybyggeri (og 95 m2 i gennemsnit) i Københavns Kommune
Disse er måske delvist tilbagerullede, men nu blev eksisterende boligejere tilgodeset igen på bekostning af nye med fastfrysning af grundskyld i 2018, og der skal man skynde sig, hvis man vil med på vognen inden 2021.
Tillykke til Lærke med, at hun er del af det gode selskab, og jeg gætter på, at hun fremover stemmer på det parti, der tilgodeser den største boliggevinst til hende og hendes familie.
P.S. Set i boligpriser er alt øst for Roskilde mere eller mindre "Københavnsk vanvittigt" og Rødovre kan vel knap kaldes en forstad som det var for 70 år siden.

Claus Nielsen, Per Torbensen, Kim Houmøller og Markus Lund anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

- minimum 75 m2 for lejligheder i nybyggeri (og 95 m2 i gennemsnit) i Københavns Kommune)
Det er jo desideret åndssvagt på flere måder, herunder i forhold til energiforbrug - med mindre der er noget jeg har misforstået? Var det ikke meningen at KK skulle fremme diversiteten i og med blandede boligområder og hvad skal en enlig med 75 m2, hvis hun kan klare sig med 50, for ikke at tale om to studerende? Er det meningen at København KUN skal befolkes af børnefamilier?

Rita Lützhøft Andersen, Steffen Gliese, Odin Teatret (Tage Larsen) Nordisk Teaterlaboratorium og Markus Lund anbefalede denne kommentar

"Er det meningen at København KUN skal befolkes af børnefamilier?"

Ja, og studerende.

Kim Folke Knudsen, Claus Nielsen og Markus Lund anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Guuud, er der i kapitalismen ikke indbygget en 'moralsk sikring', der garanterer at de mest velhavende også er de mest fortjenstfulde - sådan i moralsk forstand?

Guuud, er forestillingen om 'meritokratiet' at ligne med en kejser uden klæder?

Guuud, er det i virkeligheden dét, som blandt andre Thomas Piketty skriver tommetykke bøger om?

Hvem skulle nu have troet det? ;).

Og her gik jeg ellers og troede, at en Jeff Bezos' perverse ophobning af kapital alene var et direkte produkt og resultat af hans hårde arbejde. Her gik jeg ellers rundt og troede, at dem med mange penge arbejder meget hårdere end krabberne på bunden af samme tønde..

Og så viser det sig gudhjælpemig, at kapitalismen fordeler og forfordeler i kraft af mekanismer, der intet har med retfærdighed at gøre?

Jeg er overrasket...

Elsebet Kirketerp, Steffen Gliese, Bjarne Bisgaard Jensen, ingemaje lange, Steen K Petersen og Rosa Maluna Dahl anbefalede denne kommentar

"Hvad i alverden havde I tænkt ville ske? Ville I bare se hvor langt I kunne gå før menneskerne sagde stop?" - Mikael Jensen-

Kan simpelthen ikke siges bedre.

I virkeligheden er en del af problemet jo også beskæringen af rentefradraget, der kræver en større indkomst eller formue og dermed også medvirker til den geografiske skævvridning.
Ingen bliver rigere på boligprisstigninger, for pengene vil altid blive omsat til det, man lige præcis med det yderste af neglene kan klare at betale, sådan har det altid været - men måske skifter det trods alt, når folk skal sælge relativt senere i livet for at bo i andel eller til leje.
Det er jo liberaliseringen, der er skyld i dette, før 90erne var finans- og boligmarkedet i høj grad regulerede, og det var til fordel for alle i samfundet - også de, der nu tjener penge i tøndevis.
Når det er sagt, så må det godt nok være noget l..t, man kan få på Frederiksberg for 12 gange prisen på Lolland - for de gode huse er ikke meget billigere end dem lige udenfor Hovedstadsområdet: der er ikke en verden til forskel på Maribo eller Holbæk, selvom pendlerafstanden er ca. det dobbelte. Og hvis vi har lært noget af corona, er det jo, at man for manges vedkommende slet ikke behøver at tage på arbejde, men kan klare det meste hjemmefra.
Man kan med andre ord sikre sig en dejlig tilværelse med stort set alle goder til en pris, hvor man også får råd til at nyde tilværelsen for en udmærket løn.
Der er så meget andet, der skal rettes op også, og som vil understøtte en tilbagevenden til en sund samfundsudvikling igen.
Vi ser jo et cyklisk fænomen, hvor der gang på gang i historien er sket et amokløb mod byerne, og hvor det har vist sig at være en meget kortsigtet strategi, hvorefter store udflytninger har fundet sted.

Kim Folke Knudsen, Helene Thorup Hayes, Claus Nielsen og Markus Lund anbefalede denne kommentar

Nej, der er ingen højere retfærdighed i markedsmekanismerne.

Omvendt har jeg ikke megen fidus til et statsligt styret boligmarked. Det vil blot give anledning til nogle andre problemer.

Til gengæld vil det være oplagt at afbøde markedets amokløb ved fx at bygge flere almennyttige boliger i storbyerne, henholdsvis indføre en provenu-beskatning ved salg af private boliger. Det sidste ville i tilgift tage livet af det håbløse beskatningssystem, der eksisterer i dag.

Arne Albatros Olsen, Lars Jørgensen, Anders Reinholdt, Kim Folke Knudsen, Steffen Gliese, Helene Thorup Hayes og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er fuldstændig forrykt, at fortjenester ved boligsalg ikke er beskattet.
Det er mig bekendt eneste undtagelse fra at investeringsafkast beskattes.
Er der overhovedet nogen god begrundelse - eller er det bare endnu en af disse smuthuller, man har har fået sneget ind i lovgivningen, så de rige kan blive endnu rigere uden at røre en finger?

/O

Kim Houmøller, Anders Reinholdt, Kim Folke Knudsen og Markus Lund anbefalede denne kommentar

@René Arestrup
Der er kun én kur, og det er at ophæve boligskattestoppet, så de rigeste virkelig får dilleren i klemme og for flertallets vedkommende bliver nødt til at presse prisboblen i Whiskybæltet ned ved videresalg, så området kan blive harmoniseret med resten af landkortet. Det vil nok gøre ondt på nogen af dem, men med den gage de får, skal de nok indhente det igen før eller siden. Progressiv beskatning er den mest effektive kur mod stigende ulighed udover revolution. Det er ikke en populær holdning, men det virker og lægger en dæmper på de rigestes iver efter at få træerne til at vokse ind i himlen.

Der en mange faktorer, der gør at priserne stiger i KBH og omegn. Bl.a. den grønne bølge. Vi vil bo i cykleafstand til alting. Ligeledes har forskellige regeringer og bystyre gjort det vanskeligere at køre bil og at parkere.
Løsningen er ligetil. Flyt flere uddannelser til provinsen. Det skaber liv, arbejdspladser og betyder, at unge ser, at livet i provinsen er dejligt.
Storbyer og provinsbyer kommer og går - udvikling og ledelse (evt manglende). København havde store problemer i 80'erne.
Det er trist at se småbyer falde fra hinanden. Financier et statsprogram til nedriving af de værste tomme huse, butikker og fabrikker. Dårligdommen spreder sig, hurtigt!

Vi bør lære at skelne mellem jord og bygninger.
Bygninger er menneskeskabte og sammenlignelige bygninger har ca samme værdi alle steder.
Jordens værdi er samfundsskabt og sammenlignelige arealer kan have meget forskellig værdi - primært på grund af forskellige beliggenheder.
Indtil vi erkender, at jorden og dens værdi bør tilhøre alle i fællesskab, må vi leve med sociale skævheder og uretfærdigheder,

Det er de afdragsfrie lån og de lange løbe tider og de variable renter, som er problemet. Jo mere folk kan betale for et hus, desto dyrere bliver det. Drop afdragsfrihed, variabel renter og nedsæt lånetiden til 20 år. Så falder huspriserne helt af sig selv til et leje, hvor de fleste danske kan købe egen bolig. Det burde faktisk være en menneske ret at eje det sted man bor. Lige nu er det for fleste vedkommende en anden der ejer deres bolig, enten en udlejer eller banken. Vi har ladet finansverdenen reducere os til trælle på herremandens jord... i 2020.

Markus Lund, Steffen Gliese og Kim Folke Knudsen anbefalede denne kommentar

"Det er de afdragsfrie lån og de lange løbe tider og de variable renter, som er problemet"

Da mine forældre byggede hus i begyldelsen af '70erne kunne man få lån med 60 års løbetid

Kim Folke Knudsen

@Socialister

Her ser vi så den væsentligste årsag til at Danmark aldrig nogensinde bliver et land med lige borgere og lige økonomiske vilkår. Socialisme og fælles adgang til ejendomsværdierne ha ha rent blålys.

Men Anders Fogh Rasmussen og Venstre de foretog et væsentligt ryk i 00 erne (2000-2009) som forrykkede boligmarkedet endnu mere. Skattestop på fast ejendom ( ejendomsværdiskatten), der godt suppleret af en økonomisk politik, hvor renten gik ned og ned og ned. Der røg den sidste rest af lighed på det danske boligmarked, for efterspørgslen efter en bolig i byen med alle muligheder vil til enhver tid være større end efterspørgslen efter en nok så smuk bolig ude på landet.

Den socialdemokratiske Velfærdsstat ligger på dette punkt i ruiner og er erstattet af det rå marked, hvor det købekraftige og likvide publikum køber alle os andre ud af de dyre områder, for deres formuer og indtægter dem kan vi ikke hamle op med.

Til afdelingen for moro hører hvor offentligt ansatte slås om små individuelle tillæg til lønnen på 20.000 eller 40.000 kr pr år. Jamen god nat og sov godt de samme penge kan tjenes på finansmarkedet til en langt lavere skattesats og med større provenu.

Økonomisk lighed er i Danmark lig med en teaterkulisse. Bagved er det et krater hvor i bunden befinder sig folk og fæ i Kardemommeby, som bor almennyttigt og nu skal tvangsforflyttes i en uendelighed ifølge Ghettoplaner og danske politikeres trang til at spille matador med lejerne, så lejeboligerne kan fremstå som " attraktive " og i den anden ende, der har vi investorerne der kom rigtigt ind på markedet og tjente millioner af kr. skattefrit på ejendomshandler.

Hvad tænker SF, Enhedslisten og Frie Grønne om dette ?

Jeg gider ikke spørge Socialdemokraterne for dem har jeg opgivet at tage alvorligt, hvis de politiske overskrifter skal sammenlignes med virkeligheden.

Jeg selv tænker en løsning til at bare lidt af formuerene fra boliger indgår i fælleshusholdningen.

Afskaf den skøre ejendomsværdiskat, hvor alle skal betale skat af en gevinst, som de ikke har realiseret og måske aldrig kommer til at realisere.

Indfør en avanceskat på salg af boliger med et bundfradrag ( skattefrihed ) på gevinster op til 3 mio.kr.

Et eller andet skal der gøres hvis boligmarkedet ikke fortsat bliver mere og mere ulige med den unge generation af kommende boligejere, som dem der risikerer at stå sidst i pyramidespillet og dermed tabe fremfor at vinde på fast ejendom.

Markus Lund, Erik Fuglsang, Ruth Sørensen, René Arestrup og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

@Kim Folke Knudsen
Hvorfor et bundfradrag? Aktieejere får da heller ikke et bundfradrag, men betaler 42 procent (snart 45 procent) af gevinsterne til fælleskassen. Kapitalindkomst må være kapitalindkomst, uanset om det er renteindtægter, udbytte, realiserede kursgevinster - eller overskud ved salg af ejendom.

Det er helt utroligt, at vi i et land som Danmark, med skat på stort set hvad som helst, stadig friholder boligejerne og deres ofte kæmpe gevinster, når de sælger.

Men det er nok for farligt at pille ved....

Kim Houmøller, Markus Lund og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar

@René Arestrup
Man kan også friholde boliger under 3 mio. for kravet om boligskat (ikke jordskat) eller skat på fortjeneste ved salg. Det ville i sandhed være revolutionerende. Mon det nye parti Frie Grønne har gunst nok til at foreslå en så radikal omfordeling af samfundets midler?

"Jeg kan ikke lade være med at blive bitter ved tanken. De huse, jeg havde i kikkerten i Københavns forstadskommuner, kostede gerne i omegnen af fem millioner, og mens jeg ville gældsætte mig selv hårdt ved at købe dem, ville jeg samtidig forære et pensioneret ægtepar fem millioner lige ned i lommen, som de kunne bruge på safariture, bourgogneaftener og golf, mens jeg selv ville kunne se frem til shoppestop, madplaner og storkøbsture til Bilka, for at få det hele til at løbe rundt."
- Jamen de ældre mennesker der sælger deres hus til 5 millioner har også i mange år haft shoppestop, madplaner og storkøbsture til Bilka, så efter at have sparet hele deres ungdomstid med små børn, er det måske ok, at de nu kan tage en safaritur med børnebørnene for nogle af de penge der bliver til overs når de har købt en mindre bolig.
Hvis du tjener 1 million på 5 år, er det så ikke i orden at de tjener 4 millioner på 25 år?

Jacob Nielsen, Erik Fuglsang og Michael Friis anbefalede denne kommentar

Det er læange siden at jeg har moret mig så meget over en artikel i Information.
Godt skriv!!!! :-D :-D