Et liv er forbi: Skoleinspektør Torben Dahlgaard brændte spanskrør på bålet

Torben Dahlgaard kørte kun forkert én gang i sit liv. Han planlagde ellers ruterne på ferierne til Tyskland ned i så små detaljer, at han hele vejen vidste, hvilke afkørsler han skulle tage, helt uden at kigge på kortet. Men en enkelt gang stod der ’umleitung’ på den afkørsel, som konen, Inga Dahlgaard, var sikker på, at de plejede at tage. Ordet ’umleitung’ stod ikke på det kort, Torben Dahlgaard så minutiøst havde nærstuderet inden afrejse, så han besluttede sig for at køre videre. Det viste sig at være en fejl, som i mange år efter var genstand for drillerier fra familien.

Når Torben Dahlgaard blev udsat for kærlige drillerier af sin familie, lænede han sig tilbage i sin brune lædersofa, smilede lunt med sine lysende øjne og klukkede bag de mange rynker. Ingen husker, at han nogensinde har været sur. Selv når døtrene Marianne og Birgit var oprørske i skolen som børn og nægtede at lytte til læreren, sagde han som regel: »Det ved I godt, I ikke må, men jeg er stolt af jer.«

Sov på sine bukser

Torben Dahlgaard blev født 1. juni 1926 i Kalundborg som en del af en søskendeflok på tre. Hans far var kurvemager og blind, og Torben Dahlgaard gik som oftest direkte hjem fra skole for at løbe ærinder, bringe kurve ud og rydde op i butikken, så faren altid kunne finde sine ting.

Selv om han var en stor hjælp i familiens butik, blev det også forventet, at han gjorde sig umage i skolen. Som 16-årig fik han et stipendium, så han kunne tage studentereksamen i Jonstrup, og senere læste han til skolelærer med linjefagene tysk, matematik og sløjd.

Dengang var der en nedre aldersgrænse for, hvornår en lærer kunne få ansættelse, og indtil han fyldte de krævede 21 år, var han værnepligtig i livgarden. På grund af særlig god tjeneste blev han der valgt til kongeordonans og senere udnævnt til korporal.

Siden da gjorde han en dyd ud af redde sin seng stringent, sove på sine bukser for at få dem i facon og åbne sine breve med en miniversion af den sabel, som garden går rundt med på Amalienborg.

Lærer uden spanskrør

Som skolelærer var han imod revselsesretten, og det var efter hans overbevisning aldrig nødvendigt at slå et barn. Da han i 1965 fik job som skoleinspektør i Hundested og flyttede dertil med sin familie, havde den afgående skoleinspektør efterladt spanskrør til ham i et skab på kontoret. Det første, Torben Dahlgaard gjorde som nytiltrådt skoleinspektør, var at tage rørene med hjem for at kaste dem på et bål i haven. Han ville hellere spørge børnene, hvad de tænkte på, da de gjorde det, der normalt ville have udløst slag med spanskrøret.

Som skoleinspektør opdagede han også hurtigt, hvor urimeligt det var, at det som regel kun var de velstilledes børn, der blev indstillet til gymnasiet. Så han besluttede sig for at gå på hjemmebesøg hos de familier, som havde højt begavede børn, men ikke havde lige så mange midler. For de skulle også have en chance, og han mente, at det var synd, hvis de ikke fik en uddannelse. Mange familier blev overbevist om, at han havde ret og sendte ansøgninger afsted.

Ved hans død fandt familien breve i massevis fra elever, som Torben Dahlgaard havde haft gennem sine år som skolelærer og -inspektør.

100.000 mønter

Da Torben Dahlgaard i 1977 måtte gå på tidlig tjenestemandspension på grund af en forfejlet galdestensbehandling, måtte han finde sig noget andet at gå op i end sin lærergerning. Det resulterede i, at han ved sin død efterlod sig en møntsamling på over 100.000 mønter.

Når han og Inga Dahlgaard var ude for at handle, skulle han rundt om samtlige mønttelefoner, kassebånd og indkøbsvogne på vejen for at lede efter mønter. På en familietur til Bakken opdagede han engang en femkrone under en bænk. Uden at tøve smed han sig på jorden, skubbede et par dameben, der var i vejen, væk og greb femkronen, hvorefter han helt upåvirket rettede sig op og børstede jakkesættet på plads.

De penge, Torben Dahlgaard fik samlet sammen, løb op i omkring 5.000 kroner hvert eneste år, som og Inga Dahlgaard brugte på en ekstra ferie til deres yndlingsdestination, Tyskland. De besøgte skiftevis Lindau og Malente fire gange om året, og de skrev helt til det sidste stadig jule- og fødselsdagskort til flere lokale familier.

De sjældne mønter i Torbens samling blev omhyggeligt gemt.

Samme grundighed prægede hans påklædning, og familien måtte til stadighed gøre sig umage for at leve op til Torben Dahlgaards standarder om aldrig at bære en krøllet skjorte. Man kunne desuden regne med, at ens lædersko helt ubemærket var blevet pudset, når man forlod Torben Dahlgaards hjem. Det havde han lært i livgarden.

Torben Dahlgaards sidste ord faldt, da han for første gang fik sit nyfødte oldebarn, Esben, i favnen i foråret og blev spurgt, om han ikke syntes, han var lille.

»Og så utrolig dejlig,« svarede han.