Magtkampe er der altid i de største fodboldklubber. Men i Barcelona er det ekstremt

Tirsdag den 25. august 2020 tikkede der en besked ind hos FC Barcelonas øverste ledelse. Efter mere end halvandet årti i den catalanske klub anmodede Lionel Andrés Messi om at skifte til en anden klub.

Søndag den 30. august udeblev Messi fra den obligatoriske coronatest. Der var heller ikke skyggen af ham om mandagen, hvor Barcelonas nye cheftræner, Ronald Koeman, officielt skød træningen til sæsonen 2020/21 i gang.

Messi er 170 centimer høj, og når han er i topform og går på arbejde på Ciutat Esportiva Joan Gamper, FC Barcelonas træningsanlæg og hjemsted for akademiet La Masia, vejer han 68 kilo. Fra anlægget  kan man kigge over på det smukke Torreblanca-parkanlæg og hører trafikken fra to veje, B-23 mod syd og N-430 mod nord.

Stop. Vi har med Gud at gøre. For den tredjedel af verden, som holder med Los Blaugrana (de to andre tredjedele er enten fans af Real Madrid eller bare ligeglade med fodbold), svarer et eventuelt tab af Messi til at erstatte Gud Herren i Bibelen med en brugsuddeler fra Falster. Barca uden Messi er lige så smertefuldt som at få revet alle kindtænderne ud uden bedøvelse og blive tvunget til at gense samtlige episoder af For lækker til love. Det er et mareridt på linje med at blive spærret inde i et meget lille telt sammen med Carl-Mar Møller.

Messi kan ikke købes for penge. Messis betydning kan ikke siges i ord. Messis status kan ikke måles i jordiske alen.

Det er så her, den sidste tredjedel står af. Hvad snakker han om?

Gud, selvfølgelig.

Messi har vundet La Liga ti gange. Den spanske Supercup otte gange. Copa del Rey, den spanske pokalturnering, seks gange. Pokalen med de store ører, Champions League, fire gange. VM for klubhold og UEFA’s Supercup tre gange. Han er seksdobbelt Ballon d’Or-vinder og femdobbelt Golden Boot-indehaver. Seks gange har han toppet scoringslisten i La Liga og lige så mange gange i Champions League. I alt har Messi vundet 34 trofæer og scoret 634 mål. Det er blevet til 20 sæsoner for Barcelona, heraf 17 på førsteholdet.

Tolv år siden

Lige nu er der en strid om milliarder. Messi-klanen står stejlt på, at stjernen stadig har ret til at aktivere en særlig klausul i kontrakten. Den siger, at Messi inden den 10. juni i år kunne bede om lov til at skifte til en ny klub og gøre det gratis.

Nu er vi i september, så den holder jo ikke. Jo, siger Messis advokater. For coronavirus har skubbet hele sæsonen, og derfor burde fristen 10. juni også være blevet skubbet.

Den vil Barcelonas ledelse ikke være med til. Hvis Messi vil væk, skal en ny klub betale hans fulde frikøbsklausul, som lyder på 700 millioner euro svarende til 5,2 milliarder kroner. La Liga har senest i en officiel udmelding støttet op om Barcelonas krav.

»Enten skifter Messi til en anden klub, eller han tager hjem til Argentina. Han har allerede forladt Barcelona. Det er der ingen tvivl om,« har Jorge Valdano, tidligere Real Madrid-spiller og træner, udtalt til El Transistor.

»Jo før Barcelona accepterer, at de er i færd med at miste deres bedste spiller nogensinde, desto før kan de begynde at bygge klubben op på ny,« fortsatte Valdano.

Messi er 33 år. Han kan ikke længere ene mand redde Barcelona, siger Valdano.

»Men han kan stadig fortsætte med at være Messi.«

Det er tolv år siden, Barcelona sidst har haft en sæson uden pokaler.

Tilbage i februar 2020, før coronakrisen, advarede Messi om, at Barca ikke var gode nok til at vinde Champions League. De senere år havde budt på smertelige nederlag, der gjorde nas langt ind i klubbens selvforståelse.

Barca er ’mere end en klub’, lyder sloganet. Det er en klub, hvor politik og sport ofte væves kompliceret ind i hinanden. Det er klubben, der leger sig til sejre på de store scener i Europa. Klubben, der skabte Johan Cruyffs ’tulipanrevolution’. Der var Dream Team’et fra 1990’erne og opfindelsen af en lavstammet, spinkel argentiner med ben som trommestikker og evnen til at score fra alle vinkler og producere målgivende afleveringer efter behag. Barca er tiki-taka, der senere blev det spanske landsholds dna. Barca er klubben, alle andre vil være.

Neymar forsvandt til Paris Saint-Germain i 2017 for 220 millioner euro. Det gjorde ondt på Barca. Rare penge, jovist, men kritikken har haglet ned over ledelsen med Josep Maria Bartomeu i spidsen. Efter Neymar har man købt i panik. Philippe Coutinho, Ousmane Dembélé og senest Antoine Griezmann. Ingen af dem har slået igennem.

’Skamfuldt. Ja, det er ordet’

Den 14. august 2020 skete så det, der ikke måtte ske. Tyske djævle invaderede Guds Hus og raserede alle etager. 8-2. Efter den tilskuerløse kamp på Estádio da Luz i Lissabon sad Messi på bænken i omklædningsrummet med hænderne i hovedet og stirrede tomt ned i gulvet. Længe.

»Realiteterne kan ikke skjules længere,« sagde Gerard Piqué, da han blev interviewet oven på Bayern Münchens kæberasler i den stærkt forsinkede Champions League-kvartfinale.

»Det var en forfærdelig kamp. En forfærdelig følelse. Skamfuldt. Ja, det er ordet,« lød Piqués analyse.

Så kom det hele væltende. Det var ekkoet af Messis bange anelser, ikke bare i 2020, men i flere år. 0-4 i Paris. 0-3 i Torino. 0-3 i Rom. 0-4 i Liverpool. 2-8 i Lissabon. Barcelona havde ikke vundet Champions League siden 2015.

»Sådan her kan du ikke optræde i Europa,« fortsatte Piqué.

Mens Real Madrid de seneste år havde hevet Champions League-pokaler hjem på stribe, var Barca i det mindste stukket af i den hjemlige liga. Som regel med tocifrede pointforspring.

Men nu havde Real lige vundet La Liga-sæsonen 2019-2020.

»Det er ikke godt nok i Europa, og nu er det heller ikke engang godt nok i ligaen,« sukkede Piqué.

Hvorfor flugtklausul?

Magtkampe er der altid i de største fodboldklubber. Men i Barcelona er det ekstremt. Messi er den ukronede konge. Selv har Josep Bartomeu udtalt, at han ville abdicere, hvis bare Messi ville love at fortsætte. Hvis Catalonien løsrev sig som selvstændig stat, og Messi stillede op til præsidentvalg, ville han vinde. Bare spørg de hundredvis af demonstranter med mundbind og håndsprit i lommen ude foran Camp Nou. Messi er Gud, og man fucker ikke med Gud.

I 2017 fik Messi forlænget sin kontrakt med Barcelona til 2021. Den gjorde ham til verdens bedst betalte fodboldspiller.

Men hvorfor, spørger Sid Low i en klumme i The Guardian, fik Messi skrevet en »flugtklausul« ind i kontrakten? Hvorfor skulle han have mulighed for at forlade etablissementet gratis, hvis han ville?

Og det allerværste: Hvorfor tillod klubben det overhovedet?

Måske tænkte Barcas ledelse, at det bare var spil for galleriet. Ligesom ovre i Madrid. Spillere larmer løs og truer med bål og brand – og ender med at få nogle flere millioner i løn. Eller et endnu mere lukrativt sponsorat.

Måske var rationalet, at de selv havde avlet Gud, og at Herren ikke ville kunne begå sig ude i verden.

Måske glemte de noget afgørende: La Masia-generationen, den gyldne avlsteknologi i Barcelona, var på retræte. Madrid-pendanten, La Fabrica, havde mere succes og tjente flere penge. Desuden var Xavi og Andrés Iniesta stoppet, og såret efter fodboldhistoriens ypperste midtbane var aldrig blevet helet. Ret beset var det jo Xavi og Iniesta, der havde været kagebunden under Messis guddommelige lækkerier.

Nu er Ronald Koeman kommet til som træner. Efter sigende er han en hård hund, der ikke tåler slinger i valsen og stjernenykker. Messis allerbedste ven, Luis Suarez, fik via en opringning fra Koeman at vide, at man ikke regner med ham længere i det catalanske.

Rygterne lyder, at Suarez er på vej til Juventus. Ivan Rakitic er Sevilla-spiller. Piqué går på pension lige om lidt, og til marts næste år er der præsidentvalg. Xavi, der tidligere afslog at være træner for sit gamle mandskab, hepper åbenlyst på Bartomeus modkandidat.

Det er et tveægget sværd, og det har det været længe. Messi har ret beset stået i vejen for en nytænkning af Barcelonas koncept. Omvendt er han deres guldæg. I spillemæssig, men også i økonomisk forstand. Og Barcas pengekasse bløder på grund af coronakrisen. De 5,2 milliarder, som et salg af Messi kan indbringe, er et quickfix i en turbulent tid for fodboldforretninger.

En burofax

Messis udmelding om at ville væk ankom med en såkaldt burofax. Det er et dokument, som kræver, at modparten – altså Barcelonas øverste ledelse – kvitterer skriftligt for modtagelse. Desuden er burofaxen gyldig i retten som eventuel bevisførelse. Måden at kommunikere på var helt bevidst fra Messi-lejrens side. Burofaxen tikkede ind klokken 19:20, tirsdag 25. august.

Dagen efter, onsdag 26. august, meddelte sportsdirektøren, Ramos Planes, at man ville bygge holdet op om den ubestridte stjerne, Lionel Messi.

De er helt pjattede med Zlatan Ibrahimovic i Sverige. På Annelundsbroen i Rosengård-ghettoen uden for Malmø har nogen hængt et skilt op:

»Man kan tage en fyr ud af Rosengården, men man kan ikke tage Rosengård ud af en fyr.«

Men kan man tage Barcelona ud af Messi? Gud har åbenbart andre planer.