Baggrund
Læsetid: 6 min.

Maskerede mænd anholder aktivistiske kvinder i Hviderusland: »Det er Pinochet i Europa«

I takt med at demonstrationerne i Hviderusland tager til, strammer Lukasjenko jerngrebet om aktivisterne. Nu er ukendte, maskerede mænd begyndt at anholde oppositionens kvinder. En af de fængslede er den erfarne aktivist Irina Sukhy, som har protesteret i årevis
Hviderussiske, kvindelige aktivister modsstte sig politiets forsøg på at tilbageholde dem, da de samledes for at vise deres støtte til oppositionsleder Maria Kolesnikova, som blev forsøgt deporteret den 8. september.

Hviderussiske, kvindelige aktivister modsstte sig politiets forsøg på at tilbageholde dem, da de samledes for at vise deres støtte til oppositionsleder Maria Kolesnikova, som blev forsøgt deporteret den 8. september.

Ritzau Scanpix

Moderne Tider
12. september 2020

Uafhængighedsalléen er bred som en hviderussisk bokser, har seks spor og er flankeret af betonblokke. Alléen løber fra Uafhængighedspladsen i Minsks centrum og hele vejen ud i forstædernes industri. Asfalten har været arena for massedemonstrationerne mod den hviderussiske præsident, Aleksandr Lukasjenko, »Europas sidste diktator«, som han bliver kaldt i folkemunde.

Men søndag den 6. september var det ikke et demonstrationstog, som bragede gennem gaden. Det var tre maskerede mænd. De forsvandt ind i en betonblok nær hospitalet og gik op til en lejlighed, hvor de begyndte at slå døren itu.

Inde i lejligheden befandt Irina Sukhy sig. Hun er en erfaren aktivist født i 1963, og den søndag var hun endnu ikke ude på gaden; hun stod i sin pyjamas, da hun indså, at døren ville blive brudt op om få sekunder. Maskemændene viste intet ansigt, ingen papirer og bortførte Irina Sukhy. Familien ledte efter hende på flere politistationer, dog uden held.

Senere vendte de maskerede mænd tilbage til lejligheden for at ransage den, og med sig tog de en router og nogle computere. Igen viste de ingen papirer, og familien fik heller papir på, hvad der var beslaglagt.

Nyheden nåede til Moskva, hvor Irina Sukhys bror, Ivan, bor. Han tog straks til Minsk for at finde sin søster, som befandt sig på en politistation i Savetski-distriktet, hvor hun sad varetægtsfængslet for at have demonstreret mod Lukasjenko. Hviderussiske domstole er »kafkaske«, mener Ivan Sukhy, som derfor ville vidne i den forestående retssag i et forsøg på at få sin søster løsladt. At demonstrere mod regimet er i Hviderusland en ulovlig handling, som kan straffes med fængsel i op til 15 dage.

Maskemændene

Uroen i Hviderusland har nået en ny fase. Det hviderussiske regime har slået hårdere ned på demonstrationerne og har angiveligt sendt ukendte, maskerede mænd på gaderne for at bortføre oppositionspolitikere og aktivister.

En af de bortførte var den fremtrædende oppositionsleder Maria Kolesnikova, som mandag morgen blev hevet ind i en mørk minibus ved højlys dag tæt på det nationale kunstmuseum i Minsk. Tidligt tirsdag blev hun set ved grænsen til Ukraine, hvor hun efter sigende rev sit pas i stykker og sprang ud af minibussen for at undgå en tvungen udvisning. Også den nobelprisvindende forfatter Svetlana Aleksijevitj er i fare. På Facebook skrev hun:

»Nu er der igen en ukendt, der ringer på dørklokken ...«

Derefter mødte tilhængere og et væld af diplomater op foran hendes hjem for at beskytte hende mod de maskerede mænd.

Anslagene mod Kolesnikova og Aleksijevitj er blevet dækket i alle internationale medier, mens anholdelsen af mindre prominente folk som Irina Sukhy selvsagt har tiltrukket sig mindre opmærksomhed.

Hendes historie er dog også interessant at se på, da den giver et indblik i det hviderussiske aktivistmiljø, hvor Irina Sukhy har været en fremtrædende figur i årtier – uden nogensinde at blive anholdt. Historien om hende viser også, hvordan landets sikkerhedsapparat nu er begyndt at gå efter kvinder.

Protester i Hviderusland

  • Efter valget den 9. august erklærede den siddende præsident, Aleksandr Lukasjenko, sig som vinder med godt 80 procent af stemmerne. Han har nu siddet på magten siden 1994.
  • Men oppositionen dokumenterede efterfølgende omfattende valgfusk, og det fik tusindvis af hviderussere til at demonstrere mod den siddende præsident.
  • Flere tusinde er blevet anholdt, og to er bekræftet omkommet efter sammenstød mellem demonstranter, politi og sikkerhedsstyrker.

Vodka mod virus

I løbet af de seneste par år er utilfredsheden med Lukasjenko vokset. De statsejede fabrikker og industrien har været drevet med underskud i en årrække, arbejderne har ustabile job, levestandarden er støt faldende, og økonomien hænger ikke sammen, og tilmed mente Lukasjenko, at coronavirussen kunne »dræbes« ved at vaske hænder i – og drikke rigeligt med – vodka.

At Lukasjenko også blev mistænkt for valgfusk, da han fik 80 procent af stemmerne til præsidentvalget den 9. august 2020, blev dråben for præsidentkandidat Svetlana Tikhanovskaja og hviderusserne, som fandt de hvid-rød-hvide uafhængighedsflag frem og gik på gaden for at råbe slagordet »gå af«.

Som modsvar har Lukasjenko lovet at bringe ro i Hviderusland med »de allerhårdeste midler«.

Egentlig var Lukasjenkos politiske modstandere oprindeligt mænd. Men mandlige oppositionspolitikere såsom Sergej Tikhanovskij blev fængslet, og dér måtte de hviderussiske kvinder træde til.

»I det gamle Hviderusland var det altid mænd i spidsen, og dengang var brutaliteten stor. Det ønskede man ikke skulle overgå kvinder. Men bag ved mændene har der været unge kvinder, som er kommet på banen,« siger direktør i Det Udenrigspolitiske Selskab, Charlotte Flindt Petersen, som er cand.mag. i østeuropastudier og samfundsfag med speciale i minoritetsstudier.

»Budskabet var kærligt, og det blev en modsætning til det mandlige og rå, som Lukasjenko står for. Kvindernes er hvidt og rødt, og det er blomstret.«

Faktisk er »revolutionen i Hviderusland« båret af kvinder, mener den nu fængslede Irina Sukhys bror, Ivan Sukhy.

Kvindekampen

Irina Sukhy har altid demonstreret mod regimet. Hun fik det rebelske ind med modermælken og voksede op i Minsk og et Hviderusland, som fortsat var brændemærket af Anden Verdenskrig. Landet var bombarderet, økonomien ruineret, og gaderne besat af russere. I 1970’erne forsvandt hviderussisk fuldstændig som undervisningssprog i det østeuropæiske land.

Hun blev en kendt figur i Minsks kulturundergrund i 1970’erne og 80’erne og var interesseret i kunsten. Godt nok læste hun arkitektur på universitetet, men da den politiske og kulturelle bevægelse Next Stop Sovjet blomstrede, hjalp hun broren Ivan med at protestere mod atomprøvesprængninger.

Tjernobylulykken i 1986 ramte Hviderusland hårdt og satte sig i Irinas bevidsthed. Så da Lukasjenko blev præsident i 1994 og ville beholde landet i en sovjetisk tidslomme ved blandt andet at bygge atomkraftværker, engagerede Irina Sukhy sig i kampen for økologi og modstanden mod atomkraft.

»Da Lukasjenko kom til magten, blev hun politisk aktivist,« fortæller Ivan Sukhy.

Søndag den 6. september blev den regeringskritiske aktivist Irina Sukhy (til venstre) bortført at maskerede mænd fra sin lejlighed i Minsk. Senere vendte de maskerede mænd tilbage og ransagede lejligheden uden at give familien papirer på, hvad de beslaglagde. Irina Sukhys bror, Ivan Sukhy (i midten), tog fra Moskva til Hviderusland for at finde sin søster, som sad varetægtsfængslet for at have demonstreret mod Lukasjenko. Hun blev senere idømt fem dages fængsel.

Søndag den 6. september blev den regeringskritiske aktivist Irina Sukhy (til venstre) bortført at maskerede mænd fra sin lejlighed i Minsk. Senere vendte de maskerede mænd tilbage og ransagede lejligheden uden at give familien papirer på, hvad de beslaglagde. Irina Sukhys bror, Ivan Sukhy (i midten), tog fra Moskva til Hviderusland for at finde sin søster, som sad varetægtsfængslet for at have demonstreret mod Lukasjenko. Hun blev senere idømt fem dages fængsel.

Igor Rakhanski

Før Irina Sukhys anholdelse demonstrerede hun ofte til kvindemarcherne i Minsks gader med et skilt, som forestiller Lukasjenko i en nazistisk uniform med knippel, og en kvinde med et uafhængighedsflag bundet om hovedet som et tørklæde, som skærmer et barn fra Lukasjenko.

For nylig demonstrerede hun også foran det hviderussiske uddannelsesministerium i Minsk, hvor hun læste op af Immanuel Kants værk Hvad er oplysning fra 1784.

»Oplysning er menneskets udtræden af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er en manglende evne til at bruge sin forstand uden andres ledelse. Denne uduelighed er selvforskyldt, hvis årsagen er en mangel, ikke ved forstanden, men ved ubeslutsomhed og mod til at bruge forstanden på egen hånd; derfor er oplysningens valgsprog: Hav mod til at bruge din forstand,« råbte Irina Sukhy.

»Den offentlige brug af ens eget sind skal altid være gratis, og kun det kan give folk oplysning.«

Aktivisten med det krusede hår og perlehalskæden råbte teksten ud til de fremmødte hviderussere og bladsmørere. Ordene indrammer den filosofi, som har drevet Irina Sukhy i mere end 40 år nu.

Ifølge Charlotte Flindt Petersen har Irina Sukhys mål med aktivismen været at skabe »aktive og myndige borgere«. Hun mødte hende i 2015 til en konference, hvor Irina Sukhy skulle tale om miljøorganisationernes arbejde og vilkår i Hviderusland.

Engang var det atypisk for kvinder at være aktivistiske som Irina Sukhy.

»Irina, hun var undtagelsen. Men nu er kvinder blevet mere aktivistiske og politiske,« fortæller direktøren, som mener, at det bliver spændende at se, hvilke konsekvenser det får for kvinders politiske deltagelse i Hviderusland post Lukasjenko.

At hviderussiske kvinder nu deltager mere aktivt, kan også ses på antallet af kvindemarcher mod vold i Minsk for øjeblikket. Men ifølge både Irina Sukhys bror og direktøren for Det Udenrigspolitiske Selskab er anholdelserne af hviderussiske kvinder et udtryk for, at Lukasjenko bliver nødt til at få styr på protesterne for ikke at svække sin forhandlingsposition over for Putin.

»Kvinder skal helst ikke anholdes på gaden, men de bliver pågrebet i deres hjem af maskerede mænd, præcis som det skete med min søster,« siger Ivan Sukhy.

Det er direktøren for Det Udenrigspolitiske Selskab enig i.

»Nu går han mere magtfuldt til værks. Det er Pinochet i Europa, en militærstat og en politistat.«

Irina Sukhy blev tirsdag den 8. september idømt fem dages fængsel for at have deltaget i en demonstration. Hun blev ifølge broren løsladt fredag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bladsmørere? Jeg ved godt, hvad det betyder, men hvorfor bruge ordet her?

Måske den store Putin har lånt nogle af sine "grønne" mænd ud til Lukasjenko. Det ville være et smart trick, for de vil ikke være påvirkelige overfor situationen som en ægte hvidrusser.

Jeg håber de fælder Lukasjenko. Alt for længe har hviderusserne lidt under han tyrrani. Der er brug for nyt lederskab i Hviderusland. Forhåbentlig får de folkestyre. Det må være i enhver europæers interesse at støtte op om hviderussernes ret til at vælge deres egen regering, ved frie valg og uden russisk indblanding.

Der findes maskeret politi overalt i Europa (også i civil). Og derudover skelner politiet normalt ikke mellem mænd og kvinder der demonstrerer. Hvoraf kommer, at overskriften sagtens kunne passe på andre opgør i selve EU. En upræcis eller doven overskrift.

- Og jeg håber overskriften er for stærk.

Gode stærke kvinder som nu også tør protestere, skal vi nok se vinde i det lange træk.