Feature
Læsetid: 8 min.

Et punktum for flygtningekrisen? I Vordingborg er Danmarks sidste teltlejr nu pillet ned

Under flygtningekrisen i 2015 blev der flere steder i Danmark oprettet teltlejre, som skulle huse det stigende antal flygtninge og migranter. I denne uge i Vordingborg blev den sidste lejr taget ned – uden nogensinde at have været i brug
Klokken halv otte mandag morgen gik Jørn West og hans ansatte i West Presenning i gang med at fjerne de første af de telte, som siden 2015 har stået i modtagelejren i Vordingborg. Lejren er den sidste af de teltlejre, som blev oprettet i Danmark under flygtningekrisen.

Klokken halv otte mandag morgen gik Jørn West og hans ansatte i West Presenning i gang med at fjerne de første af de telte, som siden 2015 har stået i modtagelejren i Vordingborg. Lejren er den sidste af de teltlejre, som blev oprettet i Danmark under flygtningekrisen.

Anders Rye Skjoldjensen

Moderne Tider
26. september 2020

Den første lejr blev rejst for fem år siden. 

Det var i november 2015, og i ugerne efter blev der rundt omkring i Danmark oprettet flere lejre med hvide telte, som skulle huse det stigende antal flygtninge og migranter i landet. Den sidste lejr stod der indtil mandag i denne uge.

Et par minutter i halv otte kommer en lille lastbil fra West Presenning i Ringsted kørende ind mellem teltene på Vordingborg Kaserne. Over kasernen bryder solen langsomt gennem tågen og lægger et blødt lys over de hvide telte, som står side om side på parkeringspladsen. Lastbilen kører forbi de første rækker af telte. Over de tynde striber af mos mellem betonfliserne og forbi de revnede sandsække mellem teltene, hvor der vokser bynke og mælkebøtter.

Nede for enden stopper den. Tre arbejdsmænd fra West Presenning stiger ud og begynder at gøre klar til nedtagningen. Fem minutter senere kommer Jørn West, ejeren af West Presenning, gående med en trillebør.

»Hvad vil I have mig til,« spørger han og stiller trillebøren fra sig.

Han står med hænderne i siden og kigger på de andre. West Presenning har i årevis lavet  lastvognspresenninger og overdækninger til forlystelser på Bakken, men selv om de denne mandag morgen skal fjerne den sidste teltlejr og står midt i den nyere danmarkshistorie, så tager de det bare fra en ende af: først teltstænger og sandsække, så barduner og til sidst teltdugen.

Teltlejren i Vordingborg blev oprettet i 2015 som en af de lejre, der skulle tage imod det stigende antal flygtninge og migranter, som kom til Danmark i efteråret det år. Ifølge tal fra Danmarks Statistik blev der i 2015 registreret 21.000 asylansøgere i Danmark – det højeste antal siden man begyndte at opgøre tallet i 1998.

»Der kommer mange flygtninge til Europa. Det presser alle lande – også Danmark. Og presset stiger dag for dag,« skrev regeringen i forbindelse med offentliggørelsen af planerne om at rejse teltlejre i Danmark.

Lejren i Vordingborg blev rejst som en af de første. På parkeringspladsen mellem barakkerne på kasernen blev der opstillet 40 telte, der blev indrettet kontorer til sagsbehandling og sat et to meter højt pigtrådshegn op rundt om lejren. Der blev samtidig oprettet lejre i Thisted og Aabenraa, og i ugerne efter kom flere til. Blandt andet en i Herning og en i Haderslev. To blev planlagt i Næstved. De midlertidige lejre med lange rækker af hvide telte og pigtrådshegn omkring lignede de flygtningelejre, man kun havde set i fjernsynet. Nu var de i Danmark.

De danske flygtningelejre blev dengang – ligesom billederne af flygtninge på motorvejen – et billede på selve krisen, og dermed er billederne fra denne uge, hvor arbejdsmændene fra West Presenning begyndte at fjerne den sidste teltlejr i Danmark, måske et billede på det modsatte: afslutningen på krisen.

Siden Justitsministeriet for tre måneder siden besluttede at lukke modtagelejren i Vordingborg, er lejren ikke blevet vedligeholdt. En del af teltene er punkterede, og regnvand har samlet sig i små søer på teltpresenningen.

Siden Justitsministeriet for tre måneder siden besluttede at lukke modtagelejren i Vordingborg, er lejren ikke blevet vedligeholdt. En del af teltene er punkterede, og regnvand har samlet sig i små søer på teltpresenningen.

Anders Rye Skjoldjensen

Debatten er forsvundet

Rundt om hjørnet kommer Ronni Jensen kørende på sin gravemaskine. 

Han styrer maskinen forbi en række af nu tildækkede huller, hvor hegnet rundt om teltlejren tidligere stod.

»Dav,« siger han og slukker motoren.

Ronnie Jensen er ansat i en entreprenørvirksomhed, som den seneste uge har været i gang med at fjerne de omkring 430 meter hegn rundt om teltlejren. Han bor ikke i Vordingborg, men i Rødby længere nede mod grænsen, hvor flygtningene og migranterne i 2015 kom til Danmark med færgen fra Puttgarden. Både Danhotel og to barakker omme bag Skippergården i Rødby blev dengang lavet om til asylcenter under krisen i 2015. 

»Dengang fyldte det meget,« siger han. 

Men i dag er debatten ifølge Ronni Jensen forsvundet – ligesom hegnet rundt om lejren. Ronni Jensen og hans kolleger mangler kun betonfundamenterne under nogle af hegnspælene. Han starter gravemaskinen og kører lidt frem. Foran på gravemaskinen sidder en mejsel, som han sænker ned i et hul mellem fliserne, hvor der tidligere har stået en hegnspæl. 

»Dung! Dung! Dung!«

Det tager under ti sekunder at banke betonen i stykker.

Anders Rye Skjoldjensen

Bekymrede beboere

Ronni Jensen er ikke den eneste, for hvem flygtningekrisen fyldte meget efteråret i 2015. For borgerne i Vordingborg blev der en uge efter regeringens udmelding om at etablere lejrene afholdt et informationsmøde.

Omkring 100 lokale borgere var mødt op i medborgerhuset. En del var bekymrede – men af forskellige grunde. Nogle var bekymrede for, om teltene på kasernen ville være varme nok om vinteren, andre for, om der ville opstå optøjer i lejren og stridigheder internt blandt flygtningene og migranterne, mens andre igen var mest bekymrede for parkeringsforholdene i byen.

Flere naboer havde haft svært ved at finde en parkeringsplads, fordi myndighederne for at gøre plads til teltene havde kørt de store MAN-lastbiler – de såkaldte tactical trucks – væk fra kasernens parkeringsområde og optaget parkeringspladserne til kasernens ansatte, som nu var begyndt at parkere uden for kasernen. Blandt andet nede ved Brugsen havde det skabt en del parkeringsproblemer.

Spørgsmålene på borgermødet i Vordingborg var den aften i 2015 de samme som spørgsmålene fra borgere i resten af Danmark og Europa dengang: Hvordan og hvor meget ville det stigende antal flygtninge og migranter forandre samfundet?

Den bulgarske politolog Ivan Krastev har et bud.

I bogen Efter Europa skriver han om Europas fremtid efter en række både økonomiske og demokratiske kriser de seneste år. Han kalder flygtningekrisen »den centrale krise« og skriver, at den har forandret kontinentet »fundamentalt« og vil fortsætte med at gøre det i mange år fremover.

»Flygtningekrisen var Europas 9/11,« skriver Krastev. 

Det vil ifølge ham ikke være europæernes tanker og forestillinger, som ville komme til at forme fremtiden i Europa.

»Det bliver de millioner af mennesker, der lovligt eller ulovligt ankommer til Den Europæiske Union i dag, der vil forme europæisk historie i det 21. århundrede. Med andre ord er migranter de historiens aktører, der kommer til at definere den europæiske liberalismes skæbne.«

På den måde var det 9/11 denne aften i november 2015 i Medborgerhuset i Vordingborg, og nu var der ovenikøbet ikke noget sted at parkere. På mødet forsikrede politiinspektør Kim Kliver og kaptajn Niels Brandt fra Vordingborg Kaserne om, at parkeringsforholdene i byen snart ville blive normaliserede.

I hvert hjørne af teltene ligger en sandsæk, som holder teltet på plads. En del af sækkene er revnede, og både i sækkene og mellem fliserne på kasernens parkeringsplads vokser der mos og selvsåede planter.

I hvert hjørne af teltene ligger en sandsæk, som holder teltet på plads. En del af sækkene er revnede, og både i sækkene og mellem fliserne på kasernens parkeringsplads vokser der mos og selvsåede planter.

Anders Rye Skjoldjensen

’Det er lidt tosset’

De sidste uger er teltlejren ikke blevet vedligeholdt.

En del af teltene er faldet sammen og ligger halvt væltede eller helt flade som på en forladt festivalplads. Små søer af regnvand har samlet sig på presenningerne.

»Du kan se: Den er gået i stykker,« siger Jørn West og går hen til et af teltene.

Han tager fat i en af de hvide barduner.

»De er beregnet til at stå en uge eller noget i den stil. Men når vi ikke har været her i tre uger eller en måned … så står de sådan der alle sammen.«

Han kigger ud over lejren.

Hver uge de seneste fem år har Jørn og hans ansatte i West Presenning kørt fra Ringsted til Vordingborg for at vedligeholde teltene. De har startet den store kompressor og trukket den rundt mellem teltene for at pumpe luft i de oppustelige konstruktioner. De har skiftet barduner og repareret nogle af de omkring 600 sandsække, som holder teltene på plads.

Ifølge politiet skulle lejren stå klar til at modtage asylansøgere, selv om antallet af ansøgere er faldet hvert år de seneste fem år.

Faktisk har der aldrig boet nogen i teltene.

»Det er lidt tosset,« siger Jørn West.

Han vil egentlig ikke blande sig i politik. 

»Men når vi er kørt to mand herned hver uge, så har vi altså rystet lidt på hovedet og sagt: for helvede altså. Nu skal vi ned og puste det her op igen. Der kommer aldrig nogensinde mennesker.«

Siden oprettelsen af modtagelejrene har myndighederne brugt mere end 60 millioner kroner på at etablere og vedligeholde de to modtagelseslejre i Vordingborg og Aabenraa. Det er blevet kritiseret af blandt andre borgmester i Vordingborg Mikael Smed (S), som har kaldt det spild af samfundets ressourcer. For tre måneder siden besluttede Justitsministeriet at lukke teltlejrene.

Skal ikke bruges igen

Jørn West går hen mod et af de hvide telte.

Han stopper foran indgangen, tager sin hobbykniv op af lommen og trykker med tommelfingeren knivbladet frem, hvorefter han i én lang bevægelse skærer et hul på størrelse med en lille dør. Så går han ind i teltet.

Jørn West fjerner først de grønne sandsække, som ligger i kanten af teltene for at holde dem fast. Derefter teltstængerne. Til sidst punkterer han den oppustelige konstruktion, som holder teltene oppe. Senere på ugen bliver teltdugen hentet af en kran og smidt ud.

Jørn West fjerner først de grønne sandsække, som ligger i kanten af teltene for at holde dem fast. Derefter teltstængerne. Til sidst punkterer han den oppustelige konstruktion, som holder teltene oppe. Senere på ugen bliver teltdugen hentet af en kran og smidt ud.

Anders Rye Skjoldjensen

Teltene skal ikke bruges igen. Selv om hvert telt ifølge den amerikanske producent Losberger De Boer koster 59.000 kroner, er det blevet besluttet ikke at gemme dem til eventuelle kommende flygtningekriser. Derfor skal Jørn West og hans kolleger ikke pakke dem sammen, men blot sortere metal for sig og presenning for sig. Så bliver det hele smidt i en container og kørt væk af en lastbil.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) skriver i en mail til Information, at situationen i dag er »meget forskellig« fra den i 2015 og 2016, blandt andet fordi der fra europæisk side er foretaget en række initiativer til at styrke kontrollen ved EU’s ydre grænser.

»I lyset af den aftagende tilstrømning til Danmark er der løbende foretaget justeringer i Danmarks beredskabskapacitet. Nu lukker vi så politiets modtagecentre på kasernen i Vordingborg og Søgårdlejren (i Aabenraa, red.), som har stået ubrugte hen i mange år,« skriver han. 

»Men vi er samtidig bevidste om, at vi aldrig skal stå i en situation som i 2015.«

79,5 millioner flygtninge

Om den situation opstår, er et åbent spørgsmål.

Selv om antallet af asylansøgere i Danmark bliver ved med at falde, stiger antallet af mennesker på flugt globalt. Ifølge de seneste tal fra FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, var der 79,5 millioner flygtninge i verden ved udgangen af 2019. Det er næsten en fordobling på ti år.

Det er endnu ikke lykkedes landene i EU at blive enige om, hvordan man skal håndtere og fordele flygtninge og migranter i Europa. I denne uge fremlagde EU-Kommissionen et forslag til en ny aftale, som blandt andet indeholder elementer om kontrol ved grænserne, hjemsendelser af afviste asylansøgere samt håndtering krisesituationer. Den skal erstatte det nuværende asylsystem – og den skal forhindre en situation som den i 2015.

Inde i teltet tager Jørn West teltstængerne ned med hårde ryk og bærer dem ud til den lille lastbil. Så samler han sandsækkene i teltet sammen og smider dem op i trillebøren, som han skubber ud af teltet og stiller ved en big bag, hvor han tømmer hver sandsæk for sand.

Kort efter ligger teltet punkteret.

Dagen efter er alle telte kørt væk og smidt ud. I næste uge kommer en lastbil med en stor kran og fjerner trægulvene, og så er Danmarks sidste teltlejr helt væk.

Anders Rye Skjoldjensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Carsten Nørgaard

Der var aldrig nogen flygtningekrise. At tale om en ”flygtningekrise”, hvorved en udvikling kommer til at lyde som f.eks. en ”økonomisk krise”, var ren polemik for at please de nationalchauvinistiske vælgersegmenter i Europa.

Det, der ”var”, var en borgerkrig i Syrien, der i 2015 forårsagede en drastisk stigning i antallet af irregulære ankomster til EU – primært gennem den østlige Middelhavsrute, men sekundært også gennem den centrale Middelhavsrute:

EU-Rådet. 11. september 2020. ”Infographic: Irregular arrivals to the EU, 2008-2020.” Data fra Frontex. Interaktiv graf.

https://www.consilium.europa.eu/en/infographics/irregular-arrivals-since...

”Flygtningekrisen” burde vi egentlig hellere kalde ”flygtningepanikken (2015)” – det var en periode, hvor et subkontinent med nogle af verdenshistoriens absolut rigeste og mest stabile lande og en befolkning på næsten 800 millioner mennesker lod den indre svinehund regere, skrinlagde regeringernes internationale forpligtelser, og gik i uhæmmet moralsk panik over at lade 0,1 procent så mange mennesker søge tilflugt fra bogstavelig død og traumer. Hvor ”magtfulde Europa” alligevel ikke havde nok rygsøjle til ikke at lade en række langt mindre stabile lande med langt værre forudsætninger i stikken, så de nærmest blev tvunget til at give en hjælp, der var mere, end hvad rimeligt var.

Statistisk set blev der sat punktum for det relativt højere antal irregulære ankomster for 3 år siden. De kvantitative fakta har aldrig været på politikernes eller de nationalkonservative vælgeres side. Men ”flygtningepanikken” får tilsyneladende aldrig et punktum. Den er jo blot én manifestation af den udbredte nationalchauvinistiske diskurs, som producerer vigtige historier, man kan lulle vælgerne i søvne med – fortæller man bare en god nok historie, altså én med en spændingskurve, hvor man først maner frygten op, frygten for den ”Anden”, og så dulmer den igen med nationalnavlepillende retorik, så er man godkendt til at gennemføre en hvilken som helst politik i dag. Riv folks hjem ned. Bryd forvaltningsloven. Lyv over for Folketinget. Det betyder intet. Panikken er altså blevet instrumentel. Den er politisk infrastruktur. Den er urørlig, som en gud, og står nogle gange også over loven. Politikerne ser den måske bare som et værktøj, eller, et værktøj der flugter ganske godt med deres personlige verdenssyn – men som vi kan se med Socialdemokraterne kan den også primært bruges som et værktøj.

Man er bare fuldstændig blind over for bivirkningerne: svækket social tillid, identitetsmysticismens institutionelle indtog, og systematisk og strukturel (regerings-godkendt) diskrimination og racisme. Den valge tilgangs dynamikker tillader ikke, at man kan have et samfund – noget at finde sammen om – for den er helt grundlæggende bygget op på samfundets modsætning: tanker om adskillelse, udelukkelse, primitivisering af den ”fremmede” ”Anden” og ubegrundet selvglorificering og chauvnisme (jowjow, med det ”nationale” kan Hr. og Fru Jensen sidde og tage æren for alle mulige bedrifter, de aldrig har haft en skid at gøre med, men som jo blev udført af deres ”landsmænd”, og som derfor helt åbenlyst må være udtryk for ”danskhedens” naturlige overlegenhed… dybt godnat).

Man har ikke blot skudt sig selv i foden med den såkaldte ”flygningekrise” og generelle xenofobi siden årtusindskiftet – der har så at sige været tale om en ballistisk amputation af hele benet. Og der er INTET punktum i syne. Vi er knap nok kommet gennem forordet på tragedien, mener jeg.

Frank Borchorst, Christian Mondrup, Ole Svendsen, Karen Nygård, Poul Søren Kjærsgaard, Michael Christiansen, Jan Jensen, Hans Larsen, Erik Pedersen, Jesper Frimann Ljungberg, Thomas Andersen, Gert Romme og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

@ Carsten Nørgaard
Super kommenter!!!
Du rammer hovedet på sømmet!!!

Der var nemlig aldrig en reel "flygtninge krise", men derimod en "flygtninge panik", som blev groft misbrugt af de national konservative og rasistiske partier til at fodre den indre svinehund i jagten på stemmer.

Samtidig undlod selvsamme politikere og deres vælgere at tage ansvar for at hjælpe vore medmennesker i nød!

De flygter sgu ikke de fra Syrien for sjov!
At de vil væk fra en morderisk diktator som Assad er da indlysende!

Det er sørgeligt, at et ellers godt og rigt samfund som Danmark er sunket så dybt!!!
Et lands sande udviklings stadie skal måles på, hvordan det behandler landets mest udsatte mennesker.

Selvom det desværre et gået tilbage for Danmark på den front, så husk hvad vi hver især selv kan gøre indenfor vores egen indflydelsesfære.

Behandl dine medmennesker på en god måde. Især hvis det er mennesker der har brug for din hjælp.

Vær et eksempel på den forskel du ønsker at se i verden!

jens peter hansen

Et beskedent spørgsmål: Hvad er det hr. og fru Jensen gør, hr. Nørgaard ?