Læsetid: 8 min.

Et punktum for flygtningekrisen? I Vordingborg er Danmarks sidste teltlejr nu pillet ned

Under flygtningekrisen i 2015 blev der flere steder i Danmark oprettet teltlejre, som skulle huse det stigende antal flygtninge og migranter. I denne uge i Vordingborg blev den sidste lejr taget ned – uden nogensinde at have været i brug
Klokken halv otte mandag morgen gik Jørn West og hans ansatte i West Presenning i gang med at fjerne de første af de telte, som siden 2015 har stået i modtagelejren i Vordingborg. Lejren er den sidste af de teltlejre, som blev oprettet i Danmark under flygtningekrisen.

Klokken halv otte mandag morgen gik Jørn West og hans ansatte i West Presenning i gang med at fjerne de første af de telte, som siden 2015 har stået i modtagelejren i Vordingborg. Lejren er den sidste af de teltlejre, som blev oprettet i Danmark under flygtningekrisen.

Anders Rye Skjoldjensen

26. september 2020

Den første lejr blev rejst for fem år siden. 

Det var i november 2015, og i ugerne efter blev der rundt omkring i Danmark oprettet flere lejre med hvide telte, som skulle huse det stigende antal flygtninge og migranter i landet. Den sidste lejr stod der indtil mandag i denne uge.

Et par minutter i halv otte kommer en lille lastbil fra West Presenning i Ringsted kørende ind mellem teltene på Vordingborg Kaserne. Over kasernen bryder solen langsomt gennem tågen og lægger et blødt lys over de hvide telte, som står side om side på parkeringspladsen. Lastbilen kører forbi de første rækker af telte. Over de tynde striber af mos mellem betonfliserne og forbi de revnede sandsække mellem teltene, hvor der vokser bynke og mælkebøtter.

Nede for enden stopper den. Tre arbejdsmænd fra West Presenning stiger ud og begynder at gøre klar til nedtagningen. Fem minutter senere kommer Jørn West, ejeren af West Presenning, gående med en trillebør.

»Hvad vil I have mig til,« spørger han og stiller trillebøren fra sig.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Nørgaard

Der var aldrig nogen flygtningekrise. At tale om en ”flygtningekrise”, hvorved en udvikling kommer til at lyde som f.eks. en ”økonomisk krise”, var ren polemik for at please de nationalchauvinistiske vælgersegmenter i Europa.

Det, der ”var”, var en borgerkrig i Syrien, der i 2015 forårsagede en drastisk stigning i antallet af irregulære ankomster til EU – primært gennem den østlige Middelhavsrute, men sekundært også gennem den centrale Middelhavsrute:

EU-Rådet. 11. september 2020. ”Infographic: Irregular arrivals to the EU, 2008-2020.” Data fra Frontex. Interaktiv graf.

https://www.consilium.europa.eu/en/infographics/irregular-arrivals-since...

”Flygtningekrisen” burde vi egentlig hellere kalde ”flygtningepanikken (2015)” – det var en periode, hvor et subkontinent med nogle af verdenshistoriens absolut rigeste og mest stabile lande og en befolkning på næsten 800 millioner mennesker lod den indre svinehund regere, skrinlagde regeringernes internationale forpligtelser, og gik i uhæmmet moralsk panik over at lade 0,1 procent så mange mennesker søge tilflugt fra bogstavelig død og traumer. Hvor ”magtfulde Europa” alligevel ikke havde nok rygsøjle til ikke at lade en række langt mindre stabile lande med langt værre forudsætninger i stikken, så de nærmest blev tvunget til at give en hjælp, der var mere, end hvad rimeligt var.

Statistisk set blev der sat punktum for det relativt højere antal irregulære ankomster for 3 år siden. De kvantitative fakta har aldrig været på politikernes eller de nationalkonservative vælgeres side. Men ”flygtningepanikken” får tilsyneladende aldrig et punktum. Den er jo blot én manifestation af den udbredte nationalchauvinistiske diskurs, som producerer vigtige historier, man kan lulle vælgerne i søvne med – fortæller man bare en god nok historie, altså én med en spændingskurve, hvor man først maner frygten op, frygten for den ”Anden”, og så dulmer den igen med nationalnavlepillende retorik, så er man godkendt til at gennemføre en hvilken som helst politik i dag. Riv folks hjem ned. Bryd forvaltningsloven. Lyv over for Folketinget. Det betyder intet. Panikken er altså blevet instrumentel. Den er politisk infrastruktur. Den er urørlig, som en gud, og står nogle gange også over loven. Politikerne ser den måske bare som et værktøj, eller, et værktøj der flugter ganske godt med deres personlige verdenssyn – men som vi kan se med Socialdemokraterne kan den også primært bruges som et værktøj.

Man er bare fuldstændig blind over for bivirkningerne: svækket social tillid, identitetsmysticismens institutionelle indtog, og systematisk og strukturel (regerings-godkendt) diskrimination og racisme. Den valge tilgangs dynamikker tillader ikke, at man kan have et samfund – noget at finde sammen om – for den er helt grundlæggende bygget op på samfundets modsætning: tanker om adskillelse, udelukkelse, primitivisering af den ”fremmede” ”Anden” og ubegrundet selvglorificering og chauvnisme (jowjow, med det ”nationale” kan Hr. og Fru Jensen sidde og tage æren for alle mulige bedrifter, de aldrig har haft en skid at gøre med, men som jo blev udført af deres ”landsmænd”, og som derfor helt åbenlyst må være udtryk for ”danskhedens” naturlige overlegenhed… dybt godnat).

Man har ikke blot skudt sig selv i foden med den såkaldte ”flygningekrise” og generelle xenofobi siden årtusindskiftet – der har så at sige været tale om en ballistisk amputation af hele benet. Og der er INTET punktum i syne. Vi er knap nok kommet gennem forordet på tragedien, mener jeg.

Christian Mondrup, Ole Svendsen, Karen Nygård, Poul Søren Kjærsgaard, Michael Christiansen, Jan Jensen, Hans Larsen, Erik Pedersen, Jesper Frimann Ljungberg, Thomas Andersen, Gert Romme og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

@ Carsten Nørgaard
Super kommenter!!!
Du rammer hovedet på sømmet!!!

Der var nemlig aldrig en reel "flygtninge krise", men derimod en "flygtninge panik", som blev groft misbrugt af de national konservative og rasistiske partier til at fodre den indre svinehund i jagten på stemmer.

Samtidig undlod selvsamme politikere og deres vælgere at tage ansvar for at hjælpe vore medmennesker i nød!

De flygter sgu ikke de fra Syrien for sjov!
At de vil væk fra en morderisk diktator som Assad er da indlysende!

Det er sørgeligt, at et ellers godt og rigt samfund som Danmark er sunket så dybt!!!
Et lands sande udviklings stadie skal måles på, hvordan det behandler landets mest udsatte mennesker.

Selvom det desværre et gået tilbage for Danmark på den front, så husk hvad vi hver især selv kan gøre indenfor vores egen indflydelsesfære.

Behandl dine medmennesker på en god måde. Især hvis det er mennesker der har brug for din hjælp.

Vær et eksempel på den forskel du ønsker at se i verden!