Qatars skønmaleri: VM i fodbold skal vaske ørkenstatens samvittighed ren

Qatar bliver om to år den første arabiske værtsnation for et fodboldverdensmesterskab. Værtskabet blev tildelt af Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) for ti år siden.

Men afsløringerne begyndte snart at vælte ud af skabet. Qatarske fodboldfolk havde i al hemmelighed overført store summer til medlemmer i komiteen i FIFA, og som tak stemte komiteen efterfølgende verdensmesterskabet til Qatar. Selv om bestikkelsen blev afsløret, var det en stor sejr for Qatar.

I denne uge har værtskabet så igen skabt debat. Det danske herrelandshold knælede før ugens landskampe, og det vakte furore. Onde tunger mener, at det er en politisk manifestation, og hvis landsholdet skal være politisk, skal det også boykotte verdensmesterskabet i Qatar. Men DBU mener ikke, at sport og politik bør blandes.

Ikke desto mindre er verdensmesterskabet en central del af Qatars politiske strategi. Sport og politik hænger igen tæt sammen. Det påpeger idrætshistoriker og analytiker Stanis Elsborg fra Idrættens Analyseinstitut, som har forsket i samspillet mellem sport, politik og national identitet.

Idrætshistorikeren forklarer, at Qatars investeringer i verdensmesterskabet er et dække for et ønske om blød, politisk magt.

»Hvis nationalstater investerer i sporten, er det ikke for sportens skyld. I så fald er det et politisk projekt for at opnå prestige og blød magt, som handler om at tiltrække turisme og andre investeringer. Og Qatar kan bruge sporten til eksempelvis at præsentere flotte stadioner og smuk kultur,« siger idrætshistorikeren.

»Men det er vigtigt at huske, at det er et skønmaleri, som værtsnationen forsøger at selvportrættere.«

Set fra en fodboldfans perspektiv bliver verdensmesterskabet i Qatar nok det mest velsmurte VM i mands minde: Arbejdere bygger en hel fodboldby, og alle stadioner kommer til at ligge forholdsvis tæt på hinanden. Emiratet kan tilmed også bruge verdensmesterskabet til at vise sin teknologi frem for omverdenen, og samtlige stadioner bliver højteknologiske, infrastrukturen ligeså.

Men tager idrætshistorikeren de samfundskritiske briller på, bliver verdensmesterskabet også dét, hvor der har været allermest ballade.

»Det er den sorteste plet i verdensmesterskabshistorien. Det er det værst tænkelige verdensmesterskab med sagerne om bestikkelse, og nu om migrantarbejdernes forhold,« siger Stanis Elsborg.

»Jeg tror endnu en gang, at verdensbefolkningen bliver holdt en lille smule for nar og bliver fascineret af Qatar. Det bliver enormt flotte stadioner, en kæmpe fest, og det bliver dét, som står tilbage i folks erindring efterfølgende.«

Mussolinis masseforførelse

Det er ikke nyt, at autoritære stater som Qatar investerer i sporten. Det er blot taget til. Stanis Elsborg mener, at sporten fremover vil blive brugt endnu mere i politisk øjemed. Qatar og det kinesiske styre har således også satset stort på sporten i deres politiske strategi, vurderer han med henvisning til de investeringer, de autoritære stater har foretaget de senere år.

Engang blev det fascistiske regime i Italien under Mussolini også arena for masseforførelse, da Italien var vært i 1934 og viste et glansbillede af landet. Støvlelandet blev siden hen verdensmestre både i 1934 og 1938. Kun Anden Verdenskrig satte en stopper for et »hattrick«, forklarer Stanis Elsborg.

Et andet eksempel er fra Stanis Elsborgs egen studietid. Her kunne han læse, at Rusland brugte både De Olympiske Lege i 2014 og VM i fodbold i 2018 til at opnå blød magt. Snart kom Qatar på banen. Men hvorfor er det vigtigt for de autoritære stater at investere i sporten? Det spørgsmål stillede idrætshistorikeren sig selv.

Qatar har ingen stor kulturarv at vise frem, og slet ingen sportskultur. Men emiratet vil gerne associeres med de sportslige værdier, hvilket også er skrevet ind i den nationale vision, hvor der står, at Qatar vil bruge »soft power-diplomati«. I den nationale vision er der også en sportslig strategi, hvor staten uddyber:

»På internationalt niveau hjælper sportsbegivenheder og atleter med at løfte Qatars regionale og globale profil. International sport er også et stærkt værktøj til internationalt engagement og diplomati gennem turisme, hjælp og handel.«

Til trods for at Qatar bruger 1.400 milliarder på at være værter for VM – et beløb, Stanis Elsborg mener »er helt ude af proportioner« – så er fodbold og sportssektoren et nemt kulturelt område at komme ind i for autoritære stater. Mange penge betyder stor indflydelse i sportsverdenen, og Qatar har siden starten af 1990’erne investeret mange penge i form af værtskabet og ejerskabet i den franske fodboldklub Paris Saint-Germain.

Stanis Elsborg forklarer, at målet om blød magt gennem sport skyldes en forskydning på den globale markedsplads, som alverdens lande oplever for tiden. I Qatar vinder en entreprenørialistisk tilgang til økonomisk udvikling frem, og med den tilgang er blød magt blevet vigtigere. Et værktøj, som kan tiltrække økonomisk vækst.

»Som så mange andre mellemøstlige lande er Qatar i gang med at omlægge sin økonomi. Emiratet vil ikke længere være udelukkende afhængig af olie, da det slipper op, og det er landet ved at indse. Qatar vil have andre områder, hvor de kan gøre sig gældende i det internationale samfund og stadig bevare en stor magt,« siger idrætshistorikeren.

Ifølge idrætshistorikeren vil Qatar bruge verdensmesterskabet til at opnå blød magt, men også til »sportswashing«.

Begrebet sportswashing dækker, at autoritære stater som Qatar bruger verdensmesterskabet i fodbold til at dække over, at der er menneskerettighedsproblemer, at mænd og kvinder ikke er lige ved lov, at homoseksuelle ingen rettigheder har, og at pressen ingen frihed har.

»Det kan man dække over ved sådanne sportsbegivenheder, så det bliver et helt andet billede af landet, verden får, mens verdensmesterskabet løber af stablen. Det så vi senest ved verdensmesterskabet i Rusland,« siger Stanis Elsborg.

Det var også tilfældet i 2014, hvor Rusland var vært for De Olympiske Lege. Blot en måned efter legene, mens verdens fokus fortsat var på russerne, annekterede Putin Krim. Senere blev det afsløret, at Rusland havde et statsstøttet dopingapparat, og det forværrede omverdenens syn på Kreml, mener idrætshistorikeren.

Korruption og kritik

At der i de senere år er kommet et øget fokus på autoritære regimers investeringer i sport og en større kritik af sportens skyggeside, havde Qatar dog ikke set komme, mener idrætshistorikeren.

Qatar har i forbindelse med værtskabet fået hård kritik, ikke blot for mistanken om bestikkelse og korruption, men også for emiratets manglende frihed for kvinder og homoseksuelle og problemer med at overholde menneskerettighederne.

Det blev glasklart for omverdenen, da historierne om forholdene for Qatars to millioner migrantarbejdere så dagens lys. Arbejderne bygger blandt andet landets pompøse stadioner, som skal stå klar til verdensmesterskabet, men forholdene for migrantarbejderne minder ifølge flere rapporter fra menneskerettighedsorganisationer om moderne slaveri. Underbetaling, sult og undertrykkende arbejdsforhold er hverdag for arbejderne.

»Qatar har måske forregnet sig. Måske var de ikke klar over, at der ville komme kritik fra det internationale samfund,« siger Stanis Elsborg.

Idrætshistorikeren forklarer, at hvis det internationale samfund bliver opmærksom på tingenes tilstand, kan det ende med soft disempowerment. I teorien er konsekvensen, at Qatar mister tiltrækningskraft på grund af forholdene i staten.

»Der er en risiko for, at et værtskab kan medføre et tab af blød magt, netop fordi staten får kritik, og så ender det i stedet for med at blive sportswashing, så det ikke øger tiltrækningskraften, men blot skaber et glansbillede, og dermed bruger sporten til at dække over de ting, som ellers foregår i landet. Sporten bliver taget som gidsel. Man vasker noget af alt det dårlige væk og bruger sporten til at portrættere et billede, som ikke taler sandt.«

— Men hvorfor boykotter Danmark ikke verdensmesterskabet i Qatar?

»Det skal være en fælles indsats. Det nytter ikke noget at stå alene, medmindre det er en af de helt, helt store fodboldnationer. Danmark har ikke en særligt stor rolle i det internationale økosystem. Men fodboldverdenen er styret af nogle markedsmekanismer, som jeg ikke tror, man kan røre ved. Der er alt for mange penge i international fodbold, til at lande vil begynde ikke at deltage,« siger Stanis Elsborg.

»Hvis Danmark siger, at vi boykotter Qatar som de eneste, så kan konsekvenserne være meget, meget alvorlige for DBU – de kan reelt blive udelukket fra det fine selskab, og det er de heller ikke interesserede i.«

Idrætshistorikeren mener ikke, at der endnu har været en protestbevægelse, som er vokset ind i kernen af sportsverdenen. Black Lives Matter-bevægelsen forplantede sig i spillere, der kampklædte og knælende demonstrerede deres støtte før kampe, men blandt jakkesættene er der ingen protester.

»Hvis de virkelig gik op i diskrimination, virker det en smule problematisk at afholde et verdensmesterskab i Qatar. Vi mangler at se bevægelsen mod de kummerlige forhold, som der er for migrantarbejdere i landet,« siger idrætshistorikeren.

»Men fans spiller en rolle i sporten; uden fans ville der ikke være noget verdensmesterskab. Hvis der skal komme en protest, skal der komme en stor bevægelse fra dem og spillerne.«