Klima
Læsetid: 18 min.

Til træning i civil ulydighed: Sådan forbereder Extinction Rebellion et fredeligt oprør

Efter et halvt års nedlukning er klimabevægelsen Extinction Rebellion i denne uge igen begyndt at demonstrere i en række lande i Europa, herunder i Danmark. Information har været med til træning i ikkevoldelig civil ulydighed forud for demonstrationerne og tegner her et portræt af organisationen
’Nødden’ – hvor man sætter sig med knæene presset mod brystet og hænderne samlet under lårene – er trænet i forvejen og velegnet til ’sit ins’, hvor man skal bæres væk.

’Nødden’ – hvor man sætter sig med knæene presset mod brystet og hænderne samlet under lårene – er trænet i forvejen og velegnet til ’sit ins’, hvor man skal bæres væk.

Emilie Lærke Henriksen

Moderne Tider
19. september 2020

»Vi kan starte med nødden.«

Morten Nordström kigger på de 12 deltagere, som står i en halvcirkel rundt om ham og en anden aktivist fra Extinction Rebellion Astrid Lund Larsen.

»Man sætter sig ligesom Astrid. Folder sig sammen som en nød og samler armene i et fast greb.«

Astrid Lund Larsen sætter sig på gulvet i strømpesokker. Hun bøjer benene og tager knæene op mod brystet, hvorefter hun samler armene i et fast greb rundt om lårene.

Det er torsdag aften i august, og i en ældre kontorbygning i Københavns Nordvestkvarter er Astrid Lund Larsen og Morten Nordström fra klimabevægelsen Extinction Rebellion i gang med at træne deltagerne i fredelig civil ulydighed. En af øvelserne handler om, hvordan man kan sætte sig og folde sig sammen som en nød, hvis man under en aktion er blevet anholdt og venter på at blive slæbt væk af politiet.

»Er der en, som kan give mig en hånd?,« spørger Morten Nordström.

En af deltagerne melder sig. Sammen tager de fat under Astrid Lund Larsens overarme og løfter hende op. Som om de var to betjente.

»Så sidder man ret fint,« siger Astrid Lund Larsen, mens hun bliver båret gennem rummet og forbi en reol i midten af lokalet. På siden af reolen er der sat klistermærker med slagord.

»Oprør eller uddø,« står der.

Extinction Rebellion har de seneste år været en af de mest omtalte klimabevægelser i Europa. Den har stået bag en række aktioner, blandt andet i Danmark, hvor aktivister fra bevægelsen har blokeret Holmens Bro ved Christiansborg og afbrudt en debat i Folketinget ved at smide tøjet. Den har sammen med Fridays for Future og en række andre klimabevægelser været med til at skabe en historisk folkelig mobilisering, men det sidste halve år har aktionerne været aflyst på grund af corona.

En af grupperne ved blokaden består af familier med børn – det er børnenes fremtid, det handler om, er budskabet.

En af grupperne ved blokaden består af familier med børn – det er børnenes fremtid, det handler om, er budskabet.

Emilie Lærke Henriksen
I denne måned er Extinction Rebellion – eller XR, som de kalder sig – igen begyndt at aktionere. De første aktioner fandt sted i Storbritannien for to uger siden, hvor aktivister blokerede veje i det centrale London og indledte ti dages aktioner med sit ins og demonstrationer foran parlamentet, mens aktivister fra bevægelsen i Danmark i denne uge blandt andet har blokeret trafikken ved Kongens Nytorv og limet sig fast til Danske Banks indgang.

Extinction Rebellion er blevet kaldt »antidemokrater« og »en flok forkælede unger«, fordi de bruger civil ulydighed. Men ifølge Astrid Lund Larsen handler det hverken om at være forkælet eller modstander af demokrati.

»Det handler om, at vi står over for et muligt samfundskollaps. Det bliver ikke anerkendt, og derfor ser jeg det som en nødvendighed at bruge, hvad end der virker for at få politikerne til at handle,« siger hun.

Som der står på reolen: Oprør eller uddø.

Fredelige oprør og civil ulydighed har været brugt af folkelige bevægelser og borgerrettighedsgrupper gennem historien. Fra kvindebevægelsen Europa i starten af det 20. århundrede til borgerrettighedsbevægelsen i USA i 1950’erne og 60’erne, fra sit ins til besættelser af boreplatforme, fra Gandhi til Greenpeace.

Helt tilbage i 1849 skrev den amerikanske forfatter Henry David Thoreau i essayet ’Civil Ulydighed’, at man som borger først og fremmest er forpligtet på retfærdigheden. Ikke af loven.

»Det er ikke ønskværdigt at opøve respekt for loven i samme grad som for retfærdigheden,« skrev han.

Der blev ikke brug for det medbragte overnatningsudstyr. Politiet havde fjernet blokaderne, inden det blev mørkt.

Der blev ikke brug for det medbragte overnatningsudstyr. Politiet havde fjernet blokaderne, inden det blev mørkt.

Emilie Lærke Henriksen
På den måde kan man sige, at Astrid Lund Larsen og Extinction Rebellion har Thoreau og en del af historien på deres side. Men en del af befolkningen står på den modsatte side, viser flere eksempler fra det seneste år.

Og det kan blive et problem for bevægelsen.

»Jeg hedder Astrid, og jeg bruger pronominerne hun og hende«

Træningen begynder klokken 18.

En halv time inden sidder fem unge mennesker samlet omkring et aflangt bord på første sal i kontorbygningen. Det ligner et helt almindeligt kontorlokale: lyddæmpede lofter og lyse parketgulve. I hjørnet står en megafon, og midt på bordet sidder en ung fyr i røde bukser ved siden af en bakke med nektariner og en banan.

Ti minutter inden træningen begynder, kommer de første deltagere til ulydighedstræningen gående op ad trappen. De stiller deres tasker og sætter sig omkring bordet.

»Velkommen til,« siger Astrid Lund Larsen.

»Skal vi starte med at præsentere os selv?«

Hun kigger på deltagerne. De nikker.

Astrid Lund Larsen er 29 år og har været med i Extinction Rebellion siden starten af 2019, hvor bevægelsen opstod i Danmark. Hun studerer naturressourcer og -udvikling på Københavns Universitet og er i gang med at skrive speciale, men en stor del af hendes tid går med at planlægge det, de kalder »efterårsoprøret«.

»Jeg hedder Astrid,« siger hun og præsenterer sig ud over fornavn med to personlige stedord: »Jeg bruger pronominerne hun og hende.«

Sådan fortsætter runden omkring bordet. Alle præsenterer sig med navn og personlige pronominer. Nogle ser lidt overraskede ud, men det handler ifølge Astrid Lund om at skabe et inkluderende rum, hvor man »selvfølgelig ikke« omtaler andre som ’han’ eller ’hun’ uden først at spørge, om de opfatter sig selv som det ene eller det andet.

Hun sidder sidelæns på stolen med fødderne oppe under sig, mens de 12 deltagere fortæller deres navn og deres foretrukne pronominer. De fleste fortæller også, hvorfor de er kommet til træningen.

Ikke alle tilskuere er lige begejstrede, og det er et af aktionsformens problemer, erkender flere af aktivisterne.

Ikke alle tilskuere er lige begejstrede, og det er et af aktionsformens problemer, erkender flere af aktivisterne.

En af dem er Ane Skovsted. Hun er 47 år og arbejder som såkaldt Search Engine Optimization Manager hos en stor televirksomhed. De seneste år er hun begyndt at bekymre sig mere og mere om klimaforandringerne og kan »næsten ikke holde ud«, at politikerne ikke gør mere for at bremse dem.

»Jeg har det efterhånden sådan …,« siger hun.

Hun trækker vejret ind.

» ... jeg kan ikke forstå, hvordan folk kan blive ved med at leve deres liv og se serier på Netflix og bare gå i supermarkedet, mens der brager det her løs. Vi er på vej mod en udryddelse. Det skal simpelthen være slut.«

Så siden foråret har hun været aktiv i Extinction Rebellion i Danmark.

485 afdelinger i 70 lande

Bevægelsen opstod i april 2018.

Den lange historie om Extinction Rebellion begynder med et psykedelisk trip i Costa Rica, hvor en af grundlæggerne under påvirkning af ayahuasca og gift fra den sydamerikanske løvfrø fik en form for åbenbaring, som ifølge hende fik en afgørende betydning for grundlæggelsen af Extinction Rebellion. Men den korte historie – som også er den vigtigste del af historien om Extinction Rebellion som klimabevægelse – begynder i efteråret 2018:

Extinction Rebellion blev kendt i offentligheden i oktober og november for to år siden, hvor den samlede omkring 6.000 mennesker til aktioner i London. De mange tusind aktivister fordelte sig på fem broer i det centrale London og blokerede trafikken i store dele af byen. Det var ifølge den britiske avis The Guardian de »største fredelige demonstrationer« i byen i årtier. Men det mest bemærkelsesværdige ved aktionerne i efteråret 2018 og foråret 2019 var ikke antallet af aktivister, men at aktivisterne på gaden blev inviteret ind i parlamentet, hvor politikerne lyttede til dem.

»XR’s budskab var simpelt,« skriver The Guardian: »Civil ulydighed kunne faktisk skabe resultater.«

I de følgende måneder bredte bevægelsen sig fra Storbritannien til resten af verden, hvor der ifølge The Guardian i dag er 485 afdelinger fordelt på 70 lande. I Danmark er der ud over afdelinger i København og Aarhus også afdelinger i blandt andet Næstved og Herning. Syv i alt.

En blandet flok

Deltagerne til træningen er en blandet flok.

Der er en ung kvinde med grønne militærstøvler og en fire centimeter lang piercing i højre øre. Der er to kvinder fra en eksperimenterende teatertrup og en deltager, som mener, at det er »en menneskeret« at få vegetarisk kost i arresten.

Hvis nogen skulle have fordomme om Extinction Rebellion, så kan nogen godt få dem bekræftet. Men man kan også få dem afkræftet. De fleste ligner deltagerne i et helt almindeligt møde en helt almindelig dag i en helt almindelig virksomhed. Pæne gummisko og Macbooks. For eksempel sidder der skråt over for mig en mand i 40’erne med runde briller og skjorte, som godt kan lide Extinction Rebellions logo og gerne vil hjælpe med at lave den visuelle identitet for bevægelsen.

Ifølge en britisk undersøgelse har de fleste i Extinction Rebellion en lang eller mellemlang videregående uddannelse, og de to grundlæggere, Roger Hallam og Gail Bradbrook, har begge en ph.d. Den ene i politisk aktivisme, den anden i molekylær biofysik.

Efter deltagerne har introduceret sig selv, begynder Astrid Lund Larsen og Morten Nordström på en kort introduktion af Extinction Rebellion.

»Vi har vores tre krav her … «

På skærmen kommer en liste med tre punkter frem: Regeringen skal erklære klima- og miljømæssig nødstilstand. Den skal stoppe nedgangen i biodiversitet, reducere drivhusgasudledninger til nul i 2025 og oprette et borgerting, som skal tage alle beslutninger på klima- og miljøområdet. Hvert af de tre krav er formuleret af Extinction Rebellions hovedorganisation i Storbritannien, men bruges af nationale og lokale afdelinger i hele verden.

Manifestet

Der findes et manifest for Extinction Rebellion.

Det er en lille bog på 78 sider skrevet af grundlæggeren Roger Hallam. I bogen med titlen Sund fornuft i det 21. århundrede fortæller Hallam om baggrunden for bevægelsen og argumenterer for, hvorfor det ifølge ham er nødvendigt at overtræde loven for at gøre opmærksom på alvoren af klimaproblemet.

»Du er nødt til at bryde loven – sætte dig på vejen, lime dig fast til indgangen til en bygning eller lignende. I modsætning til at demonstrere og gå fra A til B skaber det opmærksomhed,« skriver Hallam blandt andet.

Brugen af civil ulydighed har fået flere til at tage afstand fra bevægelsen.

Da Astrid Lund Larsen og omkring 15 andre aktivister tidligere i år gik ind i Folketinget og – som der står i anklageskriftet mod aktivisterne – »ved blottelse af nøgne påmalede overkroppe samt ved højlydt tale og sang« afbrød debatten i tinget, skrev tidligere justitsminister Søren Pape Poulsen (K) på Twitter, at Extinction Rebellion var »en flok forkælede unge«.

De var ligefrem »antidemokrater«, mente Pape.

Og da bevægelsen i Storbritannien i starten af måneden begyndte at aktionere igen, overvejede den britiske indenrigsminister ifølge flere medier, om bevægelsen kunne betragtes som en organiseret kriminel organisation.

Men på trods af brugen af civil ulydighed har en række forskere og intellektuelle forsvaret bevægelsen. En af dem er den anerkendte britiske advokat og en af personerne bag Parisaftalen Farhana Yamin, som de seneste år har været aktiv i Extinction Rebellion. Sidste år limede hun sig fast foran Shells kontor i London. Der findes billeder af hende på internettet, en midaldrende dame med øreringe og stort tørklæde liggende foran Shell Centre. Det tog politiet 20 minutter at få hende fri.

Astrid Lund Larsen (t.h.) er ikke i tvivl: Civil ulydighed virker. Selv har hun været med i bevægelsen siden 2019.

Astrid Lund Larsen (t.h.) er ikke i tvivl: Civil ulydighed virker. Selv har hun været med i bevægelsen siden 2019.

Emilie Lærke Henriksen
Også herhjemme har Extinction Rebellion fået opbakning. I 2019 skrev 174 danske forskere et debatindlæg i Politiken, hvor de støttede bevægelsen og opfordrede »ansvarlige borgere i Danmark« til oprør.

Forskerne sagde ikke »oprør eller uddø«. Ifølge videnskaben står mennesket trods alt ikke over for at uddø helt, men mindre kunne ifølge forskerne altså gøre det nødvendigt med et oprør. Og som Astrid Lund Larsen siger:

»Det er et ret stærkt signal.«

Et endnu stærkere signal kom fra en dansk byret i 1993.

Dengang havde aktivister fra Greenpeace i Danmark gennemført en aktion mod Proms Kemiske Fabrik på Sydsjælland, hvor de i protest mod udledninger af spildevand fra fabrikken blokerede et af spildevandsrørene. Vandet fra den kemiske fabrik løb direkte ud i Øresund. Men aktivisterne spændte en stor ventil på røret og forseglede den med hurtigttørrende beton. I retten blev de dømt skyldige – de havde overtrådt loven – men med henvisning til lovens bestemmelser om nødret blev de ikke straffet.

Det var nødret på naturens vegne.

»Det var ikke sket før,« siger advokat Birgitte Refn Wenzel, som var advokat for Greenpeace i sagen.

»På det tidspunkt havde der kun været ganske få domstolsafgørelser om nødret. At den så bliver brugt i en miljøsag, det var nyt. Det var et gennembrud.«

Så hvad betyder det? Det betyder selvfølgelig, at det at overtræde straffeloven i visse tilfælde ikke er strafbart, men betyder det også, at klimaforandringerne på samme måde som forureningen af havet ud for Proms Kemiske Fabrik er en trussel, som giver aktivister denne nødret til at bryde loven?

»Njaah ...«

Professor i miljøret ved Aarhus Universitet Ellen Margrethe Basse trækker på det.

»Jeg mener ikke, der er grundlag for at påberåbe sig nødret. Man kan alene tale om nødret i en overhængende faresituation. Det kan for eksempel være en situation, hvor nogen vil slå dig ihjel, og du reagerer voldeligt over for den pågældende for at afværge faren. Voldelig adfærd er normalt ulovlig. Men nødretssituationen kan begrunde, at du ikke straffes. Jeg vil ikke kunne argumentere for, at klimaforandringerne giver et grundlag for, at de aktiviteter, der bremser trafikken i en hel by, kan karakteriseres som nødret.«

Ifølge Ellen Margrethe Basse ville en domstol formentlig ikke vurdere, at klimaforandringerne udgør »samme akutte trussel« som truslen om at blive slået ihjel.

»Og slet ikke, hvis en aktion som at stoppe trafikken rammer mange andre end lige beslutningstagerne,« siger hun.

— Men er det ikke lidt underligt, at man kun kan handle i nødret, hvis truslen er akut, og ikke hvis truslen er mindre akut, men stadig alvorlig?

»Det mener jeg faktisk ikke. Udgangspunktet er, at hvis en alvorlig faresituation først vil indtræde inden for en tidsramme, hvor faren vil kunne afværges ved anvendelse af de eksisterende institutioner, så er der ikke et grundlag for at udøve nødret. I forhold til afværgelsen af akutte faresituationer forbundet med klimaforandringerne kan der ved næste folketingsvalg stemmes på de mest klimabevidste partier. Der kan argumenteres over regeringen for, at der skal vedtages lovgivning, der i højere grad begrænser udledningen af drivhusgasser, og som reelt kan sikre den forudsatte 70 procents reduktion. Og endelig kan der måske være et grundlag for at gå til domstolene, hvis den relevante lovgivning ikke respekteres. Vi kan ikke alle sammen gå rundt og lave hver vores retsorden. For at kunne tale om nødret, skal der være noget overhængende farligt, som begrunder, at du nu og her er nødt til ikke at overholde den gældende lovgivning.«

Civil ulydighed virker. Bare ikke altid

Morten Nordström trykker frem til næste slide på computeren.

På skærmen kan deltagerne se de forskellige faser i planlægningen og gennemførelsen af en aktion. Aktionerne følger en plan uden rigtig at være planlagt – ligesom Extinction Rebellion er en organisation uden rigtig at være organiseret. Morten Nordström gennemgår nogle såkaldte »guerilla tactical tools« og skitserer de forskellige faser:

»Planlægning. Hvad vil vi gerne lave og med hvilket formål? Briefing. Hvad der skal ske? Hvem man kan ringe til, hvis man bliver anholdt?«

Træningen i fredelig civil ulydighed skal blandt andet forberede kommende aktivister på, at de også kan blive anholdt. Man kan tilbringe alt mellem tre og ti timer i arresten, siger Morten Nordström.

»Det kan være godt lige at være forberedt på.«

Han har selv været anholdt et par gange, og han bruger for eksempel tiden i arresten på at meditere eller tænke på, hvorfor han er der.

En kvindelig deltager rækker hånden op. Hun er i tvivl om, hvorfor anholdelser er en del af Extinction Rebellions strategi.

»Er det for at trække aktionerne ud?«

»Det kan det være. Men det skaber også noget omtale,« siger Astrid Lund Larsen.

Astrid Lund Larsen og Morten Nordström er ikke i tvivl: Civil ulydighed virker. I Extinction Rebellion henviser man ofte til et forskningsprojekt af professor på Harvard Universitet Erica Chenoweth, som har gennemgået 323 protestbevægelser fra perioden 1900 til 2006 og fundet frem til, at voldelige protestbevægelser kun fører til politiske forandringer i en fjerdedel af tilfældene. Tallet for fredelige bevægelser er det dobbelte. Civil ulydighed virker. Men det virker bare ikke altid lige godt.

Det seneste år har den britiske del af Extinction Rebellion i forbindelse med flere aktioner oplevet modstand fra almindelige borgere. Det skete blandt andet i oktober sidste år i London, hvor aktivister fra bevægelsen blev mødt af vrede rejsende, da de forsøgte at blokere trafikken i undergrundsbanen. Det skete efter aktionen i Folketinget, og det skete i september sidste år i København, hvor aktivister blokerede indgangen til en McDonald’s på Frederiksberg. Efter nogle timers blokade fik en mand nok og masede sig forbi aktivisterne.

»Jeg er ligeglad. Fuck det!,« sagde han og skubbede aktivisterne til side. Da de forsøgte at holde ham tilbage, truede han dem med tæsk.

»Skal jeg smaske dig, din svans. Har du et fucking problem? Er der nogen af jer, der har et problem? Kan I fucking opføre jer ordentligt. Fucking hippier, mand!«

Så gik han ind og købte sig en burger.

Sagerne fra undergrundsbanen i London og McDonald’s på Frederiksberg viser, hvor vrede folk kan blive, hvis man forhindrer dem i at købe en burger eller komme på arbejde til tiden. Det er en risiko, erkender Astrid Lund Larsen.

»Den slags aktioner kan være rigtig ubelejlige for mange mennesker.«

Men som hun siger: »Det er bare også fandens ubelejligt med et samfundskollaps.«

— Men ved at blokere trafikken rammer I personer, som ikke er politikere eller på anden måde ansvarlige for klimakrisen.

»Desværre. Det er vi også rigtig kede af, men ved at blokere vejen for dem sætter vi måske en tanke i deres hoved: At nå ja, der er også lige det der med klimaet.«

– Men hvad nu hvis den tanke, I sætter i hovedet på folk, er, at det er irriterende ikke at kunne komme på arbejde?

»Det er der nogen, der vil tænke. Men min oplevelse er, at der er rigtig mange, som har sympati for vores aktioner.«

– Ville du kunne forstå, hvis nogen blev irriterede?

»Sagtens. Det kan jeg sagtens forstå. Så håber jeg, at de ikke tager irritationen med videre. Det er en vigtig del af aktionsformen at kommunikere med folk, så det bliver en så lille irritation for dem som muligt. Men jeg kan godt forstå det.«

— Kan det ikke få dig til at tvivle på, om civil ulydighed virker?

»Jo, det kan jeg godt. Det kan det godt.«

Astrid Lund Larsen tænker sig om kort.

»Men jeg oplever samtidig, at der er en stor opbakning til aktionerne. Folk kommer hen og siger: ’Hvor er det godt, at I gør det.’ Man kommer ikke nødvendigvis til at nå alle.«

Anholdelser

En del af aftenen bruger Astrid Lund Larsen og Morten Nordström på at forklare deltagerne, hvilke konsekvenser det kan have for den enkelte at blive anholdt.

»Det er rigtig svært at sige,« siger Astrid Lund Larsen.

»Men i den danske lovgivning har vi ordensbekendtgørelsen og straffeloven, som er relevante i forbindelse med XR.«

Ordensbekendtgørelsen skal sikre den offentlige orden. For eksempel kan politiet anholde personer, som deltager i »optog og møder på veje«, der ikke er anmeldt til politiet på forhånd.

»Hvis vi taler om overtrædelser af straffeloven, så kunne det for eksempel være ulovlig indtrængen,« siger Astrid Lund Larsen.

»Det kommer på straffeattesten og bliver der normalt i to til fem år. Så det er værd at tænke over.«

Den unge kvinde i de grønne læderstøvler rækker hånden op.

»Hvad ligger der i ulovlig indtrængen?,« spørger hun.

Hun arbejder som handicaphjælper og skal have en ren straffeattest, fordi hun får adgang til private hjem. Hun vil på den ene side gerne være med i nogle aktioner. Men på den anden side vil hun ikke risikere at miste sit arbejde.

»Hvis jeg skulle være med i en aktion mod for eksempel et kulkraftværk, hvor man havde besluttet sig for at stille sig foran det her værk med nogle bannere, eller hvad det nu kunne være, så ville jeg gerne vide på forhånd, om jeg ville kunne blive dømt for ulovlig indtrængen,« siger hun, da jeg taler med hende i en pause.

— Ville du gøre det alligevel?

»Jeg ville nok trække mig væk fra den mest aktive del af gruppen. Jeg har ikke rigtig råd til at miste mit arbejde. Det ville gå for meget ud over mit personlige liv. Jeg kan godt forstå, hvis nogen er klar til at gå hele vejen. Men jeg har bare et rigtig godt job hos en rigtig hyggelig, ældre kvinde.«

Efterårsoprøret 

I denne uge stod hun alligevel på Kongens Nytorv.

I stribet kjole sammen med omkring 20 andre aktivister begyndte hun omkring middag en fem dage lang blokade af den tosporede vej omkring pladsen i det indre København. De satte tre orange kegler ud på kørebanen ved restaurant Bistro Royal og stillede sig bag keglerne med et hvidt banner med teksten: »Fortæl sandheden – klimanødtilstand«.

»Hvis jeg bliver arresteret,« sagde hun, da jeg mødte hende på gaden og spurgte til hendes tvivl tre uger tidligere, »så er det okay. Jeg er nødt til at handle på de her ting.«

I den modsatte ende af Kongens Nytorv blokerede omkring 100 aktivister samtidig vejen i den anden retning. De kørte en grønmalet båd med teksten »vend skuden« ud på vejbanen og satte et banner op mellem lyssignalerne: »Oprør for livet«. Der var også to tippi-lignende tårne af granrafter. I toppen sad to aktivister med flag. Trafikken stod stille.

Ved et bord uden for Bistro Royal sad Nikolaj Klein sammen med to venner og spiste frokost, mens de betragtede blokaden. I sommerskjorte og med ruskindsloafers. 

»Nu har vi læst deres brochure,« sagde han og pegede på et flyveblad fra Extinction Rebellion, som lå på bordet ved siden af tallerkenerne.

»De vil ud og skabe debat, og det vil de gøre ved at lave sådan nogle blokader. Man kan være utilfreds med mange ting, men decideret at have som formål at genere folk. Det har for mig den modsatte effekt.«

En af hans venner brød ind:

»Bare for the record: Jeg er uenig.«

De to venner havde siddet og diskuteret det.

»Man kan godt sympatisere med dem,« indrømmede Nikolaj Klein.

»Men hvis man har et gøremål, så er det måske ikke lige den dag, det passer bedst. Hvis jeg for eksempel skulle til et møde og holdt nede i Store Kongensgade i min bil, så ville jeg synes, det var ekstremt irriterende.«

Tre timer senere, omkring klokken halv fire, var aktivisterne anholdt og kørt væk af politiet. Demonstrationerne fortsætter ifølge en pressemeddelelse fra Extinction Rebellion frem til søndag.

Anholdelserne er ikke et mål i sig selv, siger aktivisterne, men de er med til at skabe opmærksomhed. Flere af dem havde lænket sig til pladsen og måtte skæres fri, før de kunne fjernes.

Anholdelserne er ikke et mål i sig selv, siger aktivisterne, men de er med til at skabe opmærksomhed. Flere af dem havde lænket sig til pladsen og måtte skæres fri, før de kunne fjernes.

Emilie Lærke Henriksen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Altså, det kan være fint, at demonstre for sine holdninger. At optræde ulydigt, kan måske også være nødvendigt, men vi ved alle, at politiet må gribe ind med gode ord og formaninger, og når det ikke hjælper, med fysisk magt.

Og så spørger jeg bare: Gavner det virkelig klimaet på nogen måde, at man sætter sig som en nød? Eller er det ren afmagt, der får voksne mennesker til at godte sig over, at de kan genere politiets arbejde?

Svaret fortoner sig i uvished herfra.

Morten Simonsen, Erik Fuglsang og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Civil på Engelsk betyder IKKE civil på dansk, men høflig.

Thomas Østergaard

T. Karmeshvari: Faktisk bruges civil kun på dansk til at betegne ikke-militær/uniformeret. Det er på engelsk at ordet også kan betyde civiliseret (som vist er det danske ord du tænker på).