Ugerevy: Det er ikke kun pandemier, der kan rulle frem i bølger. Fremskridtet kan også

En vending, der ellers havde vundet indpas i samtalerne herhjemme sommeren over, måtte denne uge se sig sendt i karantæne på ubestemt tid.

»Det var under corona,« har en del gået og sagt, når de fortalte om livets store og små begivenheder i forårsmånederne, mens nedlukning og aflysning, udluftning og afspritning stod øverst på den nyhedstavle, vi kalder bevidstheden. Ligesom man kunne sige »under krigen« eller »under oliekrisen«, eller hvad der ellers findes af gråhårede, overståede kapitler.

Oh well, som de siger i Storbritannien – hvor man i parentes bemærket ikke længere må forsamles mere end seks personer – vi lever stadig under corona. Var man i tvivl, blev det denne uge slået helt fast: Coronasmitten, det dumme svin, var tilbage.

De daglige danske smittetilfælde skulle nu tælles i hundreder, mens tusinder blev sendt på hjemmearbejde, og selveste forsamlingsforbuddet vendte tilbage sammen med uvisheden om, hvad der mon sker i næste uge.

Naturen i respirator

Dengang i marts og april talte man også en del om, at al den aflyste aktivitet i økonomien og produktionen og i flyvningen i det mindste måtte være godt for naturen – den fik sig lige et pusterum, sagde man. Men en rapport fra Verdensnaturfonden og Londons Zoologiske Selskab viste i denne uge, at naturen måske snarere end en puster har brug for en tur i respirator.

Antallet af planetens vilde dyr – herunder pattedyr, fisk, fugle, reptiler og padder – er faldet med 68 procent siden 1970, lød vurderingen, som selvfølgelig indeholder en hel del sjusning, men ifølge The Guardian er den mest grundige, vi har.

I de regioner, hvor det stod værst til – i Latinamerika og Caribien – regnede man endda med, at faldet sneg sig op omkring svimlende 94 procent.

»Det lader til, at vi har brugt ti til 20 år på at tale om faldet uden rigtig at have gjort noget ved det,« lød det fra undersøgelsens leder, Robin Freeman, i The Guardian.

Tillykke til ingen

Et lignende budskab kom fra formanden for den såkaldte elbilkommission, Anders Eldrup, da han denne uge forklarede, at Danmarks ledere nok lige var kommet ti år for sent i gang med omstillingen, hvis man ville reducere udledningen af klimagasser med 70 procent inden 2030. Men regeringen er i det mindste i gang, kunne man indvende, og et stort set enigt Folketing står bag den grønne ambition.

Problemet er bare, at man tilsyneladende ikke aner, hvordan den skal indfries, da man indtil videre kun har fundet veje til at skære lidt over fem ton af udledningen, hvilket er et godt stykke fra de 20 lovede ton. Men der er jo stadig ti år til, kunne man indvende.

Og ti år kan lyde af lang tid, når man ser fremad. Men uden at der skal gå helt hashpibe i den, vil jeg gerne notere, at ti år altså ikke er en skid, når man ser bagud. Det mindede et af ugens jubilæer om.

For fredag var det 19 år siden, at terrorangrebet mod World Trade Center i New York den 11. september fandt sted. Det er bare et ti år siden, vi markerede 20-året for Berlinmurens fald, og næste år bliver altså 20-året for 11. september – et jubilæum, hvor der ikke bliver sagt tillykke til nogen.

Tillykke til nogen

Det kunne der til gengæld være grund til at sige til tv-værten Sofie Linde, der på det seneste har bevist, at den vist nok ikke særlig brugte tidsangivelse »under #MeToo« er lige så lidt brugbar som »under corona«. Begge dele foregår stadig lige nu.

Hendes optræden ved et tv-show, hvor hun fortalte om en oplevelse med et seksuelt afpresningsforsøg fra »en stor tv-kanon«, satte denne uge gang i en nyt opgør med sexisme – i dette tilfælde i mediebranchen – hvilket kulminerede i en underskriftindsamling, hvor i skrivende stund 701 mediekvinder har sat navn under en støtteerklæring, ligesom en del har fortalt egne historier om alt fra klamme bemærkninger til det, der er langt værre. Det hele mundede ud i et krav om en kulturændring, der er svær at sidde overhørig.

Det kan man alt efter egen historik med grænseoverskridelser lune sig ved eller ryste i bukserne over, men man kan ikke komme uden om den erkendelse, at det ikke kun er pandemier, der kan rulle frem i bølger – fremskridtet kan også.