Hva’ så, er der ild i lortet? spurgte man engang i nattelivet, hvis man ville høre, om der var gang i den, og samtidig lyde som en idiot. Men det er der vist ingen grund til at spørge om for tiden.
I Københavnsområdet blev det denne uge besluttet, at barerne skulle lukke klokken 22, og på et pressemøde opfordrede hovedstadens politidirektør, Anne Tønnes, indtrængende alle til at »gå helt hjem« på det tidspunkt. Årsagen var naturligvis vores efterhånden halvgamle dødsfjende coronavirus, der fortsatte med at sprede sig.
Der var altså overhovedet ikke ild i lortet, men til gengæld var der ild i kloden. I denne uge fortsatte de kæmpemæssige skovbrande i det vestlige USA. Ligesom de kæmpemæssige skovbrande i Brasilien. Ligesom de kæmpemæssige skovbrande i Sibirien.
Ildhistorikeren Stephen Pyne skrev i magasinet High Country News, at vi måske var på vej ind i en slags ildtid – altså lidt ligesom en istid bare med ilden som drivkraft og primært udtryk. En helt ny dystopi til samlingen.
Men med brandene kunne man for en gangs skyld sige, at et røgslør var blevet afslørende i sig selv, at de skyer, der nu indhyllede solen, ikke dækkede for udsigten, men blot understregede erkendelsen af, at flere ting var galt, og at klimaet var en af dem. Den pointe fes dog ikke ind overalt. »Det bliver snart koldere, bare vent og se,« sagde den frie verdens leder, Donald Trump, og tilføjede, at videnskabsfolkene vidst ikke helt vidste, hvad de talte om.
Brændbar biodiversitet
Hvis man godt kan lide at være bekymret, har det været en god uge. FN gjorde status over de 20 store målsætninger, der skulle redde klodens biodiversitet, ti år efter en kæmpe aftale var indgået om netop det. Det viste sig så, at i alt nul mål var blevet indfriet, hvilket øjeblikkeligt medførte, at tilliden til verdenssamfundets evne til at bekæmpe andre store kriser som for eksempel klimaforandringerne steg med tilsvarende nul procent.
Som om det ikke var nok med det, bragte magasinet The Atlantic en stor artikel om, at den altså ikke bare var gal med den vilde natur – også kulturplanterne var der bøvl med, nærmere bestemt kaffeplanterne, som over store dele af Syd- og Mellemamerika var ved at blive smadret af en svampesygdom kendt som la roya.
Når den er gal globalt, må man søge sine lyspunkter lokalt. Og denne uge bød Nordjyske sig til med et lillebitte flaksende fremskridt. En ny flagermuseart var flyttet ind i skovene i Frederikshavn Kommune. Det drejede sig om en fyr kendt som pipistrelflagermusen, der til forveksling ligner dværgflagermusen, og »det er godt nyt for biodiversiteten«, sagde kommunens skovfoged Søren Hoff Brøndum til avisen, der også kunne oplyse, at den slags var altså ikke set nord for Limfjorden før.
Så nok var der ikke ild i lortet, men der var røg på himlen, roya i kaffen og røre i skovene nord for Limfjorden.
Navneskift
Og fantasien havde vi da stadig. Og vi havde stadig Aarhus – og Aarhus leverede brændstof til en ganske særlig form for katastrofefantasi denne uge – nemlig brandingkatastrofefantasien.
Byen, der engang hed Århus, og som brugte en million kroner på at udvikle sloganet ’Danish for progress’, og hvis universitet for nylig markerede sig med kampagnen ’Be nice not træls’, gav os denne uge nyheden om, at endnu en rebranding var undervejs. Kvindemuseet, der har hjemme i byen, vil skifte navn, og et lokalt brandingbureau ved navn Creative Zoo var blevet koblet på opgaven. Det var særligt ordet »kvinde«, den var gal med, og et nyt navn skulle sikre »at kulturhistorien om køn, ligestilling og mangfoldighed opfattes som relevant for alle køn«, kunne man læse i JP Aarhus.
Navneskiftet er naturligvis et velkomment initiativ, men i det røde brandskær fra aarhushistoriens baglygter er det umuligt ikke at være lidt frydefuldt spændt på, hvordan noget branding i Smilets By, øhh, i Progress, øh, i Aarhus vil ende med at tackle det identitetspolitisk sprængfarlige kønsspørgsmål, uden at det hele går op i flammer. Herfra skal der dog ikke lyde nogen dumme bemærkninger i den anledning – kun et held og lykke. Vi ses på Personmuseet.
Ugerevyen
Ugerevyen giver dig et stærkt idiosynkratisk overblik over de mest interessante begivenheder i ugen der gik. Vi dækker både indland, udland og dyrenes verden.
Seneste artikler
Ugerevy: Det var kulturen, der gjorde det
24. oktober 2020Endnu en uge hvor Donald Trump fortsatte sin heroiske kamp mod realiteterne, mens Frank Jensen opdagede, hvad en forrået kultur havde gjort ved hamMinken er dødsens, europæerne er corona-trætte, og feminismen er ikke, hvad den har været
17. oktober 2020Endnu en uge er gået skævt og går lykkeligvis på hældUgens maskespil: Trump uden maske, Morten Østergaard demaskeret og en ansigtsløs russer
10. oktober 2020Dette blev ugen, hvor Donald Trump smed ansigtsmasken på åben skærm, Morten Østergaard blev demaskeret i sagen om Lotte Rod, og en ansigtsløs russer førte Udenrigspolitisk Nævn bag lyset
"Be nice, not træls"?
Holddakæft. :-o