Klumme
Læsetid: 3 min.

Ugerevy: Stort brag, lille lyd

Mennesket lever i nuet og Ugerevyen lever i ugen, og jeg skal love for, at der var liv i denne her uge
Spørgsmålet, der runger i ugen, er, om tyngdebølgerne fra Lars Løkkes sammenstød med sit eget vægelsind mon vil blive målt om syv milliarder år.

Spørgsmålet, der runger i ugen, er, om tyngdebølgerne fra Lars Løkkes sammenstød med sit eget vægelsind mon vil blive målt om syv milliarder år.

Emil Helms/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
5. september 2020

Det kan være svært at hitte rundt i proportionerne. Små sager kan sagtens larme meget, mens store sager kan lyde af lidt. For eksempel kunne man denne uge læse i The Guardian, at et signal fra rummet, som forskere havde undersøgt, viste sig at være en såkaldt tyngdebølge udløst af, at to sorte huller engang for cirka syv milliarder år siden var drønet sammen i »det største bang siden Big Bang«, som fysikprofessoren Alan Weinstein fra Caltech beskrev det.

Da forskerne kan opfange tyngdebølgerne som lydsignaler, har de altså kunnet lytte til dette afsindigt gigantiske interstellare megaevent, hvor to objekter, der tilsammen var 142 gange tungere end solen bankede sammen, og så skulle man ellers tro, at de skulle have den store farvelade frem for at beskrive lyden. Men, forklarede forskeren, det lød bare »som et lille bump«.

Glemslens sorte hul

Anderledes højt lød braget fra dansk politiks måske allermest forhenværende partiformand, Lars Løkke Rasmussen, der med sin nye bog gungrede ind på forsiderne af alle de store dagblades søndagsudgaver ved at spekulere over, at han måske, måske ikke var fortid i Venstre. Og hvis man tænker, at det kunne være bevis for det gamle mundheld om, at tomme tønder buldrer mest, bør man lige overveje, om tyngdebølgerne fra Lars Løkkes sammenstød med sit eget vægelsind mon vil blive målt om syv milliarder år.

I glemslens sorte hul skal vi alle, men visse ting står længere fremme i køen end andre – for eksempel kunne man godt mistænke denne sommers store arktiske debat for at have ramt en form for punktum i denne uge, da kulturministeren blev kaldt i samråd for at forklare, hvordan Nationalmuseet bruger – eller rettere ikke længere bruger – ordet ’eskimo’. Sommerens noget mindre omtalte arktiske nyhed – den om, at havisen deroppe nærmer sig et rekordlavt niveau og har mistet 75 procent af sin masse siden 1980’erne – kunne man til gengæld godt se som et tilbagevendende og tiltagende vigtigt punkt på dagsordenen, sådan at havisens død ender med at få et længere liv end eskimoisens ditto.

Giftigt spændende uge

Mennesket lever i nuet og Ugerevyen lever i ugen, og jeg skal love for, at der var liv i denne her uge.

Varmere vand kan få hvidhajen til de danske farvande, skrev TV 2 Lorry, og regeringen fremlagde et finanslovsudspil med en kæmpe såkaldt krigskasse. J-dag blev aflyst, og et flertal blev enige om, voldtægtslovgivningen skulle laves om, så sex uden samtykke blev indbefattet i den. Morten Messerschmidt blev krænket over, at man ikke måtte have et billede af svinekød på sit dankort, og NATO oplyste, at dansk luftrum var blevet krænket af et russisk krigsfly, der helt flabet bragede ind over Bornholm i »en ny form for provokerende opførsel«.

Og nu vi er ved NATO og Rusland, så var det også ugen, hvor amerikanske tropper og tanks ifølge Reuters skulle ankomme til Litauen for at gennemføre en længe planlagt militærøvelse, der absolut overhovedet intet havde at gøre med situationen i det kriseramte naboland Hviderusland, som også forbereder en stor militærøvelse i samarbejde med Rusland. Oveni tog østvest-spændingerne til, da man fra tysk side slog fast, at læger havde fundet spor af den russiske signaturgift Novichok i den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyjs komatøse krop, der var blevet fløjet til landet.

Kort sagt har det altså været et spændende uge, og det er nu engang sådan med spændinger, at de også som regel skal opløses på et tidspunkt; sådan er det med pladetektonik, politik og i en hel del musik.

Ingen skal dog forvente at høre slutningen på komponisten John Cages orgelværk Organ²/ASLSP, der for tiden spiller i Skt. Burchardi-kirken i Halberstadt, Tyskland. For det skal strække sig over 639 år, og det er nærmest kun lige gået i gang – for 19 år siden – med 518 dages stilhed, før den første tone blev slået an i 2003. Siden er der sket lidt af hvert, men dog har orglet siden 5. oktober 2013 holdt de samme toner – lige indtil i dag, hvor tonerne igen skifter. Så vidt, jeg har forstået, ryger vi over i et gis med et e ovenpå, hvilket både er en dejlig klang og en fin påmindelse om, at alt er i bevægelse.

Serie

Ugerevyen

Ugerevyen giver dig et stærkt idiosynkratisk overblik over de mest interessante begivenheder i ugen der gik. Vi dækker både indland, udland og dyrenes verden.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her